2021 var på mange måder et annus horriblis på Forsvarsministeriets område. Trine Bramsen har som minister været udsat for massiv kritik, men den er ifølge den pensionerede oberst Lars R. Møller ikke helt fair. Mange af problemerne bunder ifølge ham i en håbløs organisering af Forsvarsministeriets område.
Det forgangne år udviklede sig på mange måder dramatisk på Forsvarsministeriets område. Ballade om forsvarschefens rolle som styrelseschef, en stramt topstyret og lukket kommunikation, en kaotisk evakuering fra Afghanistan, løbende skandaler i FE, en milliardmanko på forsvarsbudgettet og i slutningen af året også en piratkonfrontation i Guineabugten, som man ikke var juridisk eller politisk forberedt på.
Mens forsvarsminister Trine Bramsen (S) har spillet en hovedrolle i flere af sagerne, er det langt fra alt, som kan lægges ministeren personligt til last. Det mener den pensionerede oberst Lars R. Møller. Forklaringen på Forsvarets udfordringer på personel- og materielsiden og Forsvarsministeriets økonomiske udfordringer med det aktuelle forsvarsforlig bunder et helt andet sted, fortæller han til Frontlinjen på Radio 4:
»Det er efter min mening ikke forsvarsminister Trine Bramsens skyld, men den organisation, hun arvede. Den organisation er formentlig den mest uhensigtsmæssige organisation, man kunne have tænkt sig.«
Lars Møller refererer til den snart ti år gamle omlægning af Forsvarsministeriets organisation, som med udmøntningen af forsvarsforliget for perioden 2013-2018 på papiret omdannede Forsvaret til én af i alt otte styrelser under departementet, og som fratog forsvarschefen en anseelig del af sine beføjelser. En manøvre, som både dengang og i årene siden har affødt heftig kritik, og som i 2021 indirekte gav anledning til diskussionen om, hvorvidt forsvarschefen kan kaldes en styrelseschef eller ej.
Vidste, at det ville udvikle sig til kaos
Årsagen til de værste af Forsvarets aktuelle problemer finder altså i vid udstrækning sin forklaring i afskeden med tidligere tiders måder at gøre tingene på i Forsvaret, mener Lars R. Møller, som uddyber:
»Det er ikke en god ide at fordele ansvaret på en hel masse forskellige aktører, når man reelt burde havde det, der hedder helhedsansvar. Det har forsvarschefen ikke. Problemet for regeringen er, at man ikke kan skubbe forsvarschefen foran sig og sige, at det er hans skyld, for det er det ikke.«
Artiklen fortsætter under afspilleren …
Heller ikke forhenværende forsvarsminister Hans Engell, der i dag ernærer sig som politisk kommentator, er begejstret for Forsvarsministeriets organisation. Han er ikke i tvivl om, hvem der bærer skylden for den penible situation, Forsvaret befinder sig i, og for mange af de skandalesager, der har martret det de senere år:
»Det gør tidligere regeringer og de partier, der indgik et forlig, hvor den nye organisationsform blev gennemført. Jeg kan huske, at jeg allerede dengang – da var jeg ikke i politik længere – sagde til de konservative og Socialdemokratiet, at hvis man valgte den model, valgte man noget, der ville udvikle sig til kaos på et tidspunkt. Det duer simpelthen ikke. Jeg er fuldstændig enig i det, Lars siger,« lyder det fra Hans Engell, som fortsætter:
»Det, der kendetegner en effektiv forsvarsorganisation er, at ansvaret er fuldstændigt entydigt. Det samme er kommandolinjerne; hvem er det, der bestemmer, og hvem har det overordnede ansvar i forhold til udmøntningen af et forlig? Det har forsvarschefen. Det nytter ikke noget, at store dele af Forsvaret slet ikke er under forsvarschefens direkte ledelse, men placeret i nogle underlige strukturer under departementet.«
Ingen gad lytte til Forsvarskommandoen
Lars R. Møller sad for et tiår siden selv med i den styringsgruppe, der arbejdede med at slå Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen sammen, og som endte med at lægge grundstenene til den nuværende organisation, som han selv kalder »forfærdelig«. Ingen lyttede dengang til den militærfaglige rådgivning.
»Der var ingen, som gad høre på Forsvarskommandoen. Problemet er i al sin enkelhed, at i gamle dage – det vil sige før 2014 – var det sådan, at departementet betjente ministeren, og Forsvarskommandoen betjente soldater, udsendte enheder og alt muligt andet. I dag er det sådan, at hele balladen betjener ministeren. Der er ikke noget entydigt ansvar for, hvem som tager sig af enheder, opbygning, uddannelse og så videre. Det er derfor, man har den situation, man har i dag,« siger Lars R. Møller.
De kommende forligsforhandlinger er til gengæld en god anledning til at drøfte en tilbagevenden til en mere formålstjenlig indretning, supplerer Hans Engell.
»Departementet og ministeren er kommet i nogle roller, som har været helt skæve i forhold til håndteringen af sager. Ligesom Lars synes jeg også, at man kan adressere nogle af de problemer og møgsager, der har været, til en organisation, der ikke fungerer hensigtsmæssigt. At den på nogle områder ikke har været besat med de rigtige typer, er så en anden sag.«
Politikerne lytter til departementschefen
Hverken Lars R. Møller, Hans Engell eller øvrige iagttagere i og uden for Forsvaret bør dog sætte næsen op efter store omvæltninger af det militære system. Det mener Peter Viggo Jakobsen, som er lektor på Forsvarsakademiet. Ligesom Hans Engell anerkender han imidlertid, at en reorganisering i teorien kan blive en del af de kommende forhandlinger i forligskredsen:
»Det burde det nok gøre, for der har været en del organisatoriske problemer med, at man har fået skabt en ret uklar ansvarsfordeling mellem de mange styrelser i Forsvaret. Der er ikke længere den helhedsforståelse, der var en gang. Det kunne man se på. Men jeg tvivler på, at politikerne er villige til det, når det kommer til stykke,« vurderer Peter Viggo Jakobsen og fortsætter om årsagen til sin vurdering:
»Fordi politikerne har begrænset indsigt og derfor også vil lytte til nogle af de råd, der kommer fra Forsvarsministeriets departementschef. Jeg tror egentlig, at den pågældende (Morten Bæk, red.) er tilfreds med den nuværende organisation. Det er jo ingen hemmelighed, at den organisation, vi har i dag, udsprang af en magtkamp mellem Forsvarskommandoen og departementet, som departementet vandt. Så jeg tvivler faktisk på, at man vil gå igennem en større reorganisering,« lyder vurderingen fra Peter Viggo Jakobsen.
Du kan lytte til hele diskussionen om Forsvarets organisation og det øvrige tilbageblik på året, der gik, i Radio 4-afspilleren ovenfor.
Jeg er meget enig i, at da man forlod helhedsansvaret, begyndte det at gå galt. GN Ludvigsen og FM N.Hækkerup troede, at man kunne drive og drifte forsvaret som en almindelig virksomhed.og hold nu op, hvor tog de fejl. Håber at politikerne har mandsmod nok til at erkende, at de mange styrelser var et fejlskud samt, at FMN ikke var/er i stand til at koordinere på tværs i organisationen. Om FKO stadig besidder evnen ved jeg ikke, men det kan man da håbe.
Det er korrekt, at forsvarsministeren har arvet en organisation, der ikke virker. Meget væsentlige årsager kan erfaringsmæssigt være, at diverse chefer i de forskellige styrelser nok har ansvar, men en brist i deres kompetence. Kompetence er ikke kun hierarkisk og generel (generalistisk), men også kvalifikationsmæssig inden for det eller de fag, som de selv og deres underliggende chefer er ansvarlige for som chefer og arter af ledere.
Med til kompetencen hører også tværfaglighed med hensyn til operative specialer og samvirke i hær, søværn og flyvevåben.
Den nuværende organisation bærer for meget præg af, at en nyere officersuddannelse er kvalificerende til at udøve ledelse i specialer og fagområder i alle styrelser (inkl. FKO, hvis det stadig hedder det). Derfor er det kun få, der egentlig har forstand på, hvad deres handlinger medfører i taktisk og strategisk horisont, fordi de mange chefer identificerer sig med det generaliserede, som de i virkeligheden bliver bedømt efter af tilsvarende “kompetente” chefer. Der mangler substans i teknisk og operativ faglighed. Det nytter ikke, hvis ledere og chefer har mindre faglig grundviden end folkene på gulvet – så stiger driftsudgifterne helt enormt. I alle styrelser. Og medfører potentielt tab på missioner.
Hvis personalet i forsvarsministeriet bliver rekrutteret fra styrelsernes chefniveauer, er det kun naturligt, at mange ting ikke virker og går galt i det “enstrengede system”. Det er almindelig arvesynd.
Og så har jeg udtrykt mig blidt. Det behøver ikke at have noget med opdeling i styrelser at gøre. Men måske mere forringet chef- og lederuddannelse, uanset om den er officer eller civil.
Når to skal dele et ansvar, bliver der én procent til hver.
Dette her; “Fordi politikerne har begrænset indsigt og derfor også vil lytte til nogle af de råd, der kommer fra Forsvarsministeriets departementschef. Jeg tror egentlig, at den pågældende (Morten Bæk, red.) er tilfreds med den nuværende organisation”, er nok den største grund til, at politikerne ikke tør eller vil ændre den organisation, som er lige nu.
Den pågældende departementschef er da om nogen ikke ude på at tabe den prestige, han har opnået ved den politiske udnævnelse, han har fået. For det kan umuligt være viden og kunnen om forsvaret, som har gjort, at han er udnævnt. Med mindre der nu også ligger planer om, at forsvaret også skal være en del af Energiforsyningen. Men i dette her system er der efterhånden ingen, som tør rejse sig op og sige sandheden hverken til minister – styrelseschefen eller andre, som bestemmer.
Det er tidligere antydet at Forsvarsminister Trine Bramsen skulle have forsøgt at få lov at ændre organisationen i Forsvarsministeriet, men at hun ikke fik lov.
Det må være træls ikke at måtte løse problemerne, men bare skulle have glæde af dem igen og igen…
Helt enig. Hvis man er i tvivl kan man tage et kik på organisationens opbygning med ligestillede styrelser, som tydeliggør at den operative struktur med forsvarets enheder reelt er “bundet” i et ydelses hierarki og forvaltningsregime styret af de gamle funktionelle tjenester.