spot_img

Derfor elsker tre skarpe avistegnere forsvaret som taknemmeligt satireunivers

Mens den voksende digitalisering overalt i samfundet vanskeliggør satiretegnernes arbejde, består Forsvarets analogi med uniformer, kanoner og kampvogne. Når forsvarsområdet samtidig vader i fejltagelser, dumheder og skandaler, gør det emnet til en lækkerbisken. Frontlinjen på Radio4 har haft besøg af tegnerne Roald Als, Jens Hage og Lars Andersen.

I denne søde jule- og nytårsuge skal det hele ikke være så alvorligt. Derfor havde jeg i begyndelsen af december inviteret tre af landets skarpeste satiretegnere i studiet, da vi optog denne uges udgave af Frontlinjen på Radio4. Emnet var Forsvaret som satiretegnernes taknemmelige univers, og det blev en udsendelse med både humor, grin, eftertænksomhed og alvor, da Politikens Roald Als sammen med Berlingskes Jens Hage og Lars Andersen fortalte om deres arbejde.

Artiklen fortsætter under tegningen …

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) er ikke mindst på grund af de mange skandalesager i Forsvarsministeriet blevet et yndet mål for landets satirikere. Her er det Roald Als tegning i Politiken 30. august 2020 efter fængslingen af tidligere hærchef Hans-Christian Mathiesen og hjemsendelsen af fem ledende medarbejdere i FE. Tegning: Roald Als/Politiken

For hvad er det, der gør Forsvaret så taknemmeligt som emnefelt, når tegnerne sætter pennen til papiret eller ipaden?

»Alle, der virkeligt dummer sig, er taknemmelige emner. Derfor er Forsvaret altså gode, det må jeg sige. Plus at de har tabt alle de krige, som de har været med i,« siger Roald Als, som er blevet en institution og legende på dagbladet Politiken.

Artiklen fortsætter under playeren …

Jens Hage har tegnet i Berlingskes spalter i efterhånden mange år, og han er helt enig med sin kollega hos konkurrenten.

»Forsvaret er taknemmeligt at lave satire på, fordi der er regler og uniformer og struktur … det skal der være – eller burde der være. Det gør det komisk, når man falder udenfor. Mænd i uniform har altid været en kombination af statelige, imponerende og en lille smule latterlige. Derfor er det rart at lave satire på sådan nogle mekanismer. Og når man så oven i købet selv har været der, så ved man, hvordan uniformer og våben ser ud fra den tid,« fortæller Jens Hage, som har en fjern fortid i Forsvaret – dengang der var noget, der hed Sandholmlejren.

Artiklen fortsætter under billedet …

“Kampklar med udestående – det danske NATO-bidrag er stadig ikke imponerende”. Tegning: Jens Hage for Berlingske den 18. maj 2021

»Jeg blev indkaldt som værnepligtig i 1967, da jeg var færdig med min studentereksamen. Det blev så livgarden. Den lå lige i nærheden, og det passede mig udmærket. Jeg fik lidt et rekrutchok. Så da jeg blev spurgt, om jeg ville være befalingsmand, sagde jeg, at det havde jeg ikke lyst til. Så sagde min kompagnichef ”fint”, og så sendte han mig på sergentskole i Sønderborg. Det var egentlig en meget god lederuddannelse, og det har jeg aldrig fortrudt eller været ked af.«

Pengesedler, mønter og telefoner med spiralledninger er forsvundet

Mange af OLFIs læsere vil kende Lars Andersen fra dette medie. Han arbejder som freelancer og tegner også for Berlingske, hvor han ofte spidder Forsvaret. Af en helt særlig grund.

»Jeg er vild med alt, hvad der kan køre og larme og skyde. Den kombination finder man i militæret, hvor man har lastbiler og tanks og larvefødder og kanoner og granater – og så nogle folk til at betjene det selvfølgelig også. Alt det kombineret med noget politik og folk, der dummer sig, er bare sjovt,« siger Lars Andersen.

Artiklen fortsætter under billedet …

Roald Als (Politiken), Peter Ernstved Rasmussen (OLFI og Radio4), Jens Hage (Berlingske) og Lars Andersen (OLFI og Berlingske) efter optagelsen til Frontlinjen, som blev sendt den 28. december 2021 med livgardens portvin i glassene. Foto: Jeppe Reedtz Husted/Radio4

Også han har aftjent sin værnepligt i Den Kgl. Livgarde i slutningen af 1970’erne. Det var en måde for drengen fra Vendsyssel at komme til København, men oplevelsen blev aldrig den store kærlighed. Til gengæld vender Lars Andersen tit og ogfte tilbage til Forsvaret, når han tegner på sin iPad.

»Forsvaret er efterhånden det sidste sted, hvor vi har et meget taknemmeligt tegneemne. I bankerne er der ingen penge mere. Vi kan ikke længere tegne kapitalister og pengepurere, der sidder og tæller sedler og mønter. De findes ikke mere, fordi alt er dankort. Den gammeldags telefon med spiralledning, som også var sjov at tegne, er væk. Vi har kun en mobiltelefon, og den er svær at tegne, for hvad er det, der foregår? Jeg tegner meget til sundhedsverdenen, hvor de i dag er fuldstændigt ens klædt. Går man ud på et hospital, kan man i dag ikke se forskel på overlægen og portøren. De render rundt i det samme ofte helt forfærdelige tøj. Der er militæret en af de sidste bastioner,« siger han.

Artiklen fortsætter under tegningen …

“Det var så det – Mørket sænker sig igen over Afghanistan”. Tegning: Lars Andersen for Berlingske mandag den 16. august 2021

Den eneste af de tre tegnere, som aldrig har været i Forsvaret, er således Roald Als. Og det har han det godt med. Lige som at han nyder at tage gad på sine to kolleger.

»Jeg har ingen glorværdig karriere i Forsvaret, for jeg blev kasseret. Jeg har samme alder som Jens, og blandt mine venner gjaldt det for alt i verden om ikke at komme i militæret. Så Jens falder lidt ved siden af, hvad han faktisk stadigvæk gør. Da jeg kom på session, sagde jeg, at jeg havde dårligt øre. Jeg blev alligevel taget til Flyvevåbnet. Men så var jeg så heldig at møde en flink læge, som erklærede, at jeg havde kronisk mellemørebetændelse, og så blev jeg kasseret. Det var bare det første sted, at jeg blev kasseret,« siger han.

Artiklen fortsætter under billedet …

Lillejuleaften 2020 brugte Politiken fire sider i søndagsmagasinet PS på at beskrive de mange sager om nepotisme og magtmisbrug i Forsvaret bl.a. illustreret med en tegning af Roald Als. Screendump: Politiken

Forsvarschef Flemming Lentfer lavede sin egen “Poul Nyrup”

I udsendelsen kan du høre, hvor let eller svært det er at tagene personer, så det rent faktisk ligner. Lars Andersen har ifølge ham selv stadig store udfordringer med den disciplin, mens Roald Als er en sand mester, som ligefrem har skrevet bøger om portrættegning. Vi taler også om, hvordan en enkelt situation kan klistre til en person, som det skete, da Flemming Lentfer blev præsenteret for medierne på Livgardens Kaserne i København som ny forsvarschef.

»Der kommer Lentfer – den nye forsvarschef og styrelseschef. Man kan tydeligt se, at han har fået den nye, fine uniform og med den her baret. De første uger, man har sådan en, ser det en lille smule sjovt ud, fordi den skal falde naturligt ned over højre øre. Det var meget tydeligt, at han lige havde fået den, og den stod lige op i vejret. Hvis jeg skal tegne ham nu, giver jeg ham gerne den der ”pladespiller”. Det er lidt ligesom Poul Nyrups cykelhjelm,« fortæller Lars Andersen med henvisning til den tidligere socialdemokratiske statsminister, som kom for skade at cykle med en alt for lille cykelhjelm til stor moro for alverdens medier.

Artiklen fortsætter under tegningen …

Lars Andersens satiriske skildring af arbejdsforholdet mellem forsvarsminister Trine Bramsen og forsvarschef Flemming Lentfer. Tegning: Lars Andersen

I udsendelsen kan du også høre, hvor forskelligt ministre som Mathias Tesfay (S) og Trine Bramsen (S) reagerer – eller slet ikke reagerer – på tegnernes skilderier. Vi kommer også forbi evakueringen fra Kabul, pirater i Guineabugten og alvoren i at tegne dagens tegning efter terrorangrebet mod satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris.

Du kan høre hele programmet her.

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

Vi må tale om garnisonering, hvis bemandingsudfordringen skal løses

DEBAT: Den nuværende garnisonering i Hæren er en af de primære kilder til den udfordrede bemandingssituation. Det er nødvendigt at tage den op til revision og diskutere de geografiske rammer, hvis yngre soldater skal have lyst til at blive i Forsvaret mere end et par år, mener premierløjtnant Christian...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer