Når forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig begynder, kommer meget af den politiske debat formentlig til at handle om udeståender på materielsiden. Men Forsvaret har andre akutte problemer, og fagforeningerne råber nu op om tilbagevendende udfordringer med fastholdelse af personel. Lader man stå til, går det ud over den operative opgaveløsning, lyder det.

Forsvaret risikerer snart ikke at kunne løse sine opgaver. Så klar er advarslen fra Jesper Korsgaard Hansen og Tom Block, der er formænd for henholdsvis Centralforeningen for Stampersonel (CS) og Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF). De to fagforeningsformænd mener ikke, at Forsvaret gør nok for at fastholde sine medarbejdere, og slår fast, at bliver der ikke lavet om på det, risikerer det at få alvorlige konsekvenser.

»Så kommer Forsvaret til at stå i den situation, at man ikke kan løse den operative opgave, man har. Det er jeg nødt til at sige,« lyder det fra Jesper Korsgaard Hansen, der for nylig foldede sine pointer ud ved Folk & Sikkerheds “Sikkerhedspolitisk Konference” på Christiansborg.

Det står nok klart for de fleste iagttagere, at Forsvaret allerede er udfordret på flere andre områder og måske særligt på materielsiden, hvor forsvarsforligets indretning har resulteret i en ujævn pengestrøm, som ifølge forsvarschef Flemming Lentfer kommer for sent i forligsperioden til, at essentielle indkøb kan gennemføres i tide. Sammenholdt med årelange indkøbsprocesser i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse forhindrer det blandt andet ”Hærens knytnæve” i form af 1. Brigade i at stå klar i 2024. Men ude på tjenestestederne er man mindst lige så optagede af Forsvarets evne til at fastholde sit personel, som lader noget tilbage at ønske, fortæller Jesper Korsgaard Hansen og Tom Block på vegne af deres medlemmer.

»Det er fint nok at bruge 3,9 milliarder kroner på nye mandskabsvogne, halvanden milliard på kampvogne, og jeg ved ikke hvor mange milliarder på fly til Flyvevåbnet. Men hvis ikke vi kan holde fast i personellet, kan det jo være fuldstændig ligegyldigt,« siger Tom Block.

Både han og Jesper Korsgaard Hansen har noget at have deres bekymringer i. Forsvarets samlede personaleomsætning – et mål for udskiftningen af personel i løbet af et år – lå i 2020 på 4,1 procent mod 4,7 procent i 2019, hvilket umiddelbart burde give anledning til forsigtig optimisme. Men tallet fortæller ikke den fulde historie, og inden for visse personalegrupper er tallet væsentlig højere. Særligt hårdt ramt er konstabelgruppen, hvilket illustreres ved, at en konstabel i Hæren gennemsnitligt kun bliver hængende i 24 til 28 måneder, før uniformen skiftes ud med civil. Dermed går dyrebar erfaring tabt, ligesom enhederne skal nyuddanne flere nye konstabler for at kunne følge med behovet for arbejdskraft.

Et liv i civil er ofte mere attraktivt end et i uniform

Forsvarets fastholdelsesproblemer er ingenlunde nye og har flere bagvedliggende og lige så langvarige årsager, bemærker Jesper Korsgaard Hansen. For mange konstabler og befalingsmænds vedkommende er det en myriade af små irritationsmomenter, som sammenholdt med en ikke alt for konkurrencedygtig løn gør et liv i det civile erhvervsliv attraktivt, siger han og giver en række konkrete eksempler.

»Helt overordnet handler det om, at soldaterne bare gerne vil passe deres arbejde. Men der er en masse gnidninger i hverdagen, som gør det surt at gå på arbejde. Bare det med, at man ikke kan få ammunition, to-faktorordningen, som betyder, at der skal være to til at modtage våben efter øvelser, der er delebiler, mangel på reservedele … Alle de små ting i hverdagen er noget af det, der fylder meget,« siger Jesper Korsgaard.

Artiklen fortsætter under videoen …

Forsvarsministeriets Personalestyrelse påbegynder i starten af 2022 arbejdet med en ny HR-strategi, og selvom fagforeningerne har mange konstruktive input til den, er det derfor også i første omgang de helt lavpraktiske forhold, der bør rettes op på, mener CS-formanden.

»Jeg lige har haft en konference med mine afdelingsformænd og tillidsrepræsentanter. Der begyndte jeg med at tale om HR-strategi og det ene og det andet. Det endte med, at de sagde: ’Prøv at høre, Jesper, det handler om manglen på lokumspapir’. De mest basale ting i dagligdagen er ikke til stede, og når de ikke er det, bliver folk utilfredse med at være ansat i Forsvaret.«

Det er også den slags meldinger, som Tom Block får fra sine medlemmer i HKKF, fortæller han:

»Det er meget mere end kun materiel. Det er de forhold, vi møder ude på garnisonerne til hverdag, det er indkvarteringsforholdene, det er de generelle bade- og omklædningsfaciliteter, det er, om vi nu også har det materiel og den udrustning, vi skal have – kan vi gå op og få byttet tingene og få noget nyt udleveret, eller skal det virkelig være et problem?«

Det hjælper ikke på helhedsindtrykket og arbejdsglæden, at mange tidligere velfærdstiltag langsomt er forsvundet eller gledet ud i glemslen igen, bemærker Tom Block med henvisning til den stort anlagte initiativ Operation Bedre Hverdag, som Forsvaret iværksatte i efteråret 2007 for at imødegå og bremse netop personaleflugt:

»Man gjorde rigtig meget på et tidspunkt med de 66 tiltag, og groft sagt er kun kaffe og frugt tilbage. Men det er sgu ikke kaffe og frugt, der fastholder folk i Forsvaret.«

Usikker fremtid og ugennemskuelige karrieremuligheder

Ved siden af hverdagens irritationsmomenter kommer så løn- og ansættelsesforholdene i Forsvaret, som også er forandret over tid. Forsvaret har aldrig været lønførende, men særligt afskaffelsen af civiluddannelsesordningen – i daglig tale CU’en – skuffede mange ansatte. Det er da også et af de redskaber, som CS gerne ser genindført som et centralt fastholdelsesværktøj. Allerede nu – og uden tilførsel af flere penge – kan Forsvaret dog gøre noget meget godt for motivationen blandt sine medarbejdere, mener Jesper Korsgaard Hansen.

Afskeden med udstikkerne og overgangen til ansøgningssystemet har betydet, at ansatte i Forsvaret har langt mere usikre fremtidsudsigter og svært gennemskuelige karrieremuligheder, bemærker han og foreslår et opgør med ansøgningssystemet og en tilbagevenden til beordringssystemet. Det vil, mener han, samtidig have den værdi, at medarbejderen kan blive givet garantier om bestemte stillinger, hvis forudsatte betingelser bliver overholdt.

»Det er både en god motivation for medarbejderen, men det er så sandelig også et godt ledelsesværktøj. Hvis medarbejderen begynder at slingre lidt, kan man spørge, hvad der skete og få vedkommende tilbage på sporet igen. Det handler om at skabe overblik, men det er jo det, man efter min vurdering ikke har i forhold til at pege på, hvad der er af muligheder. Meget blev skåret væk i forbindelse med budgetanalysen i 2012. Det kunne man godt gøre allerede nu: sørge for at lave noget, hvor folk kunne se sig selv på en karrierevej i Forsvaret,« siger Jesper Korsgaard Hansen, som også gerne ser et opgør med den såkaldte bachelormodel for officersuddannelserne.

Det giver bedre muligheder for fastholdelse, hvis konstabler og befalingsmænd ser langsigtede perspektiver og muligheder for avancement i systemet.

»Man kunne også gøre det, at man sagde, at man helst ville rekruttere internt. Det der knald med at få bachelorer udefra som officerer og så regne med, at de bliver i Forsvaret … det gør de jo ikke. De vil ind og meget hurtigt stige i graderne, for det, der er vigtigt for dem, er ikke soldatergerningen, det er lederuddannelsen.«

I HKKF var man imod afskaffelsen af CU’en, men varme fortalere for den netop indførte erhvervsrettede konstabeluddannelse, som man selv var med til at lægge grundstenene til. Den nye ordning betyder formentlig også, at en genindførsel af CU’en har lange udsigter. Tom Block er dog helt enig med Jesper Korsgaard Hansen i, at budgetanalysen, der førte til voldsomme besparelser på HR-området, var forfejlet. Han er også enig i, at der skal skabes større klarhed om karrieremulighederne som soldat i Forsvaret, og at et godt sted at starte er at sørge for, at rekrutteringen til de højere niveauer først og fremmest foregår internt.

»Når man skal rekruttere befalingsmænd, er det mest naturlige sted at kigge i konstabel- og korporalgruppen. Så fastholder man folk længere, og de kompetencer, de har fået, kan man bygge videre på. Vi skaber både bedre og mere erfarne befalingsmænd end i dag, men vi skaber også de karriereveje, der gør, at folk vil blive længere i Forsvaret.«

Ledelse erkender problemer med fastholdelse

I Forsvarets øverste ledelser anerkender man, at der fortsat er problemer med fastholdelsen, som det er bydende nødvendigt at få rettet op på. Selvom personaleomsætningen fra 2019 til 2020 bevægede sig i den rigtige retning, er der som nævnt store problemer i bestemte personelgrupper. Det er derfor fortsat et af Forsvarets fokusområder at nedbringe personaleomsætningen yderligere, skrev Forsvarskommandoen i sin årsberetning for 2020. Det fokus fortsatte ind i 2021, lod forsvarschef Flemming Lentfer CS’ medlemmer forstå i februar i år:

»På nogle områder er det mit klare indtryk, at personaleomsætningen er for høj. Alle vores operative kapaciteter bliver mere og mere teknologiske, og derfor kræver det mere og mere uddannelse, og derfor er det også mere og mere ærgerligt og omkostningsfuldt, hvis folk forlader os for hurtigt. Jeg har ikke en facitliste på, hvad løsningen konkret kan være. Jeg lytter til alt, hvad folk har at sige. Alt lige fra kontraktformer til arbejdsvilkår til etablissementsmæssige vilkår, for meget eller for lidt materiel, til alt muligt andet, som kan give sten i skoen i dagligdagen,« lød det dengang fra forsvarschefen.

I juni måned optrådte Flemming Lentfer i HOD’s medlemsblad Officeren med nogenlunde samme budskab og bekræftede i samme ombæring også, at det står særlig slemt til med fastholdelsen af konstabelgruppen. Selvom der også er fastholdelsesproblemer blandt særligt de yngre officerer, er ingen personelgruppe i Forsvaret hyppigere brugere af svingdøren mellem det civile og det militære arbejdsmarked end konstablerne.

»Vi kan rekruttere alle de soldater, vi har brug for. Mit store problem er, at jeg har svært ved at fastholde dem. Vores personaleomsætning blandt de unge militært ansatte, særligt blandt konstabler og blandt yngre befalingsmænd, er for stor. Jeg tror, at vi i konstabelgruppen er oppe på mellem en tredjedel og fjerdedel om året. Den omsætning giver et behov for uddannelse, som jeg af en række grunde gerne ville undvære. Men den betyder også noget for kampkraften, for med den omsætning er det svært at fastholde rutine og erfaring,« sagde forsvarschefen til Officeren.

Der er altså tilsyneladende enighed mellem fagforeninger og Forsvarets top om diagnosen, mens det står hen i det uvisse, hvad kuren er, og om det i det hele taget er muligt at rette op på et problem, som har fyldt den militærfaglige debat i adskillige år.

Mismatch mellem politiske ønsker og virkeligheden

Arbejdet er under alle omstændigheder og med al ønsket tydelighed skåret ud for både Forsvarets øverste ledelse, Forsvarsministeriets Personalestyrelse og for den politiske forligskreds, som snart skal udstikke de økonomiske rammer for et forsvar under både internt pres og Nato-kritik.

Særligt samspillet mellem det militærfaglige og det politiske miljø skal fungere bedre i næste omgang, har forsvarschef Flemming Lentfer  erkendt. Det står klart, at man med forliget for 2018-2023 har været for ambitiøse, sagde forsvarschefen for nylig i et interview med DR Nyheder. Igen var fokus mest af alt på materiellet, men mismatchet mellem de politiske ønsker og det praktisk udførlige kan også overføres til personellet, mener Tom Block, som håber på en anden tilgang:

»Det vigtigste er, at man er åbne og ærlige omkring, hvad det er, vi vil, og hvad det er, vi kan. Vi har et forlig, hvor mål og midler ikke hænger sammen. Det er rigtig vigtigt forud for næste forlig, at det, man siger, at man vil og vil smide penge i, også holder – at man får lavet en forventningsafstemning. Det koster altså mere at drive et forsvar, end man har troet i det her forlig. Vi kan ikke komme uden om, at det koster penge at have og fastholde personel og kompetencer, og det koster mere, end man investerer i dag,« siger Tom Block og fortsætter om udsigten til en løsning:

»Jeg er hverken dum eller naiv, men jeg har virkelig en forhåbning om, at man denne gang kommer til en erkendelse af, at nu er vi nødt til at investere i personellet, hvis vi skal have et forsvar, der er velfungerende. Det nytter simpelthen ikke noget, at vi kun har fokus på materiel, for har vi kun det, så har vi ikke noget.«

Jesper Korsgaard Hansen slår et også et slag for bedre lønforhold.

»Man skal ikke underspille lønnen. Soldater har den løn, de har – jeg har selv været med til at forhandle det meste af det – men det er det, vi oftest hører. Når der så er træk i skorstenen på den anden side af hegnet, er det svært at fastholde folk. Men politikerne er nødt til at forholde sig til, at det materiel, Forsvaret får i fremtiden bliver mere og mere kompliceret, og det kræver større og større uddannelse. Vi er ikke der, hvor alt kan være robotter og droner. Det kræver stadig boots on the ground. Jeg tror bare, at det bliver svært, for hvorfor skulle man gå ind i Forsvaret, når der er så mange andre muligheder?«

Missionen er med andre ord at få gjort Forsvaret attraktivt, så det fremstår som et reelt alternativ til en civil karriere.

»Det er ganske basalt, men det med at skabe nogle karrieremuligheder gennem Forsvaret. At vise folk en retning vil give god mening. Så kan man se, hvad man skal næste gang. De unge mennesker sætter sig ikke og kigger i et kæmpe katalog, hvor de finder en virksomhed, og så er man bare der. Der må også være nogle tanker med det, men det har man skåret væk i Forsvaret,« slutter Jesper Korsgaard Hansen.

guest
6 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Inline Feedback
Læs alle kommentarer