spot_img

Forsvarsministeriet kan imødese stævning efter frømands fyring fra reserven

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

Den tidligere frømand Lars Gram planlægger at stævne Forsvarsministeriets Personalestyrelse, efter at myndigheden har opsagt hans rådighedskontrakt som følge af hans handlinger i forbindelse med demonstrationer rettet mod regeringens corona-restriktioner. Det skriver Berlingske.

Det er ikke mere end to uger siden, at det i Berlingske kom frem, at den nu tidligere frømand, Lars Gram, er blevet fyret fra Forsvarets reserve. Det er sket i kølvandet på sagen, hvor han først deltog og talte fra scenen iført uniform i forbindelse med Men In Blacks demonstrationer mod regeringens corona-restriktioner og ifølge et internt notat i Forsvarsministeriet siden forsøgte at hverve en tidligere kollega fra Frømandskorpset til et netværk, som ønskede en væbnet revolution i Danmark.

Lars Gram afviser beskyldningerne og ønsker sit navn renset, ligesom han vil have fyringen gjort ugyldig. Derfor agter han nu at stævne Forsvarsministeriets Personalestyrelse, skriver Berlingske. Den tidligere frømand har ifølge avisen derfor allieret sig med cand.jur. og juridisk konsulent Mikkel Kaastrup, der ligeledes offentligt har kritiseret regeringens corona-restriktioner, og Mikkel Kaastrup skal nu føre Lars Grams sag gennem retssystemet.

»Set fra et juridisk synspunkt er sagen forholdsvis enkel,« siger Mikkel Kaastrup til Berlingske.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse artiklen om Lars Grams fyring …

Han og Lars Gram mener ikke, at ophævelsen af rådighedskontrakten er gyldig, fordi der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at ophæve den. Derudover vil Lars Gram have personalestyrelsen til at dokumentere beskyldninger om, at han skulle have forsøgt at hverve en tidligere kollega til væbnet revolution.

»Det afgørende er, hvad der rent faktuelt er sket. Her ved jeg kun, hvad Lars har sagt til mig. Jeg kan rent ud sagt ikke vide, om det, Lars Gram har sagt, er rigtigt, men det regner jeg med. Det er den ene ting. Den anden ting er de vidneudsagn, der måtte være fra de personer, han har talt med,« siger Mikkel Kaastrup til Berlingske.

I et skriftligt svar til avisen oplyser Forsvarsministeriets Personalestyrelse (FPS), at afgørelsen om fyring står ved magt.

»FPS står ved begrundelsen for ophævelsen af rådighedskontrakten. Vi er bekendt med, at den ansatte har påklaget afgørelsen. Forsvarsministeriet vil som rette klageinstans behandle klagen over afgørelsen. Vi har ikke yderligere at bemærke til sagen eller afgørelsen,« skriver styrelsen til Berlingske.

Andre læste også

Forsvarets genrejsning kræver en fordomsfri tilgang fra alle parter

DEBAT: Forsvaret står et sted, hvor den politiske og den militære sfæres indbyrdes relation er i fare for at stå i vejen for en historisk genopretning. For at den kan føres ud i livet, skal der derfor ikke kun ses på organiseringen af forsvarsområdet, men på kulturen, som man...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...