DEBAT: Alt er ikke rosenrødt, men man har bestemt ramt skiven med en uddannelsesmodel, der baserer sig på akkreditering af Forsvarets uddannelser, mener Forsvarsakademiets chef, kontreadmiral Henrik Ryberg. I dette indlæg giver han et dybere indblik i de mange overvejelser, der ligger til grund for modellen, mens han også inviterer til yderligere debat.

Der har den seneste tid været en del indlæg i dette netmedie om Forsvarsakademiet (FAK) og Forsvarets officersuddannelser. Indlæg, som på den ene side tager afstand fra, at Forsvaret har valgt at forlade den tidligere uddannelsesmodel med ikke-akkrediterede uddannelser, og indlæg, der på den anden side argumenterer for det hensigtsmæssige i den nye uddannelsesmodel. Det kommer nok ikke som en overraskelse, at jeg tilhører den sidste gruppe. Jeg sætter dog stadig stor pris på, at også kritikere deler deres synspunkter om Forsvarets lederuddannelser.

Diskussionen om, hvordan Forsvarets officersuddannelser skal opbygges og skolerne organiseres, er ikke ny. Således kunne man i 2005 i ”Forsvarsakademiets Festskrift – Forsvarsakademiets 175. årsdag” læse daværende chef for FAK, generalmajor Karsten J. Møller, redegøre for, hvordan man i de sidste 300 år løbende har tilpasset indholdet i officersuddannelsen og organiseringen heraf. Det afstedkom – ganske naturligt, ligesom i dag – mange meningsudvekslinger. Et andet eksempel er, at idéen om en samling af officersskolerne i godt 70 år har været genstand for en del meningsudvekslinger.

Jeg skal i dette indlæg ikke komme med en længere historisk redegørelse for de forskellige synspunkter, men alene bidrage med min personlige beretning om, hvad jeg har oplevet i de seneste godt 20 år, hvor jeg i en meget stor del af tiden på forskellige niveauer har beskæftiget mig med Forsvarets uddannelser, herunder været med til at skabe rammerne for de officersuddannelser, som vi har i dag. Jeg håber herved, at jeg – trods mange blinde pletter – kan give lidt mere baggrund ift. de indlæg, som OLFI har bragt tidligere. Herudover vil jeg som et supplement til denne artikel invitere til en debataften på Svanemøllens Kaserne (når genåbningen tillader det), hvor de forskellige forfattere og andre interesserede med afsæt i de mange skriftlige indlæg kan drøfte emnet. For at skabe en neutral bane vil jeg også gerne benytte lejligheden til at invitere OLFIs redaktør til at facilitere dialogen.

Dønningerne er før gået højt

Jeg er selv officersuddannet på den sidste årgang af den hedengangne A-officersuddannelse (1986). Allerede på det tidspunkt oplevede jeg som nyudnævnt premierløjtnant af A-linjen i Søværnet, at dønningerne gik højt. Man ville ændre en velrenommeret A-officersuddannelse til en ny type enhedsofficersuddannelse, og forudsigelserne om resultatet heraf var mange. Men trods megen skepsis og misnøje gik det jo egentligt meget godt. Det synes jeg, at mine mange dygtige kolleger, som kom ud fra officersskolen med den nye officersgrunduddannelse, er et klart vidnesbyrd på. Kolleger, som i dag dygtigt bestrider en masse vigtige funktioner i Forsvaret. Lignende diskussioner har jeg siden hen taget del i, og hver gang er vi – trods mange dystre forudsigelser – alligevel kommet i mål med nogle rigtige gode uddannelser, som til stadighed leverer dygtige og fagligt kompetente officerer, også når vi sammenligner os med vores allierede og potentielle modstandere. Det er jeg overbevist om, at vi også med den seneste tilpasning af officersuddannelserne kommer til at bevidne, når vi om nogle år ser tilbage.

Hvorfor er det så gået, som det er, i den seneste periode? Jeg tror personligt, at en væsentlig grund hertil skal findes i de diskussioner, som fandt sted i Forsvarets Pædagogiske Råd tilbage i starten af nullerne. Rådet bestod på daværende tidspunkt af en række militære og civile personer med erfaring inden for uddannelsesområdet. Jeg havde selv som ung orlogskaptajn i Forsvarsministeriet i en periode glæden af at være sekretær i rådet. I rådet diskuterede man bl.a., hvordan man kunne fremtidssikre rekrutteringen til officersuddannelserne. Tesen blandt mange af de civile medlemmer, som bl.a. bestod af rektorer fra forskellige uddannelsesinstitutioner, var, at tendensen blandt fremtidens unge var, at de gik efter uddannelser, som var anerkendte i det civile uddannelsessystem, og som man fleksibelt kunne bygge videre på, såfremt man ønskede at videreuddanne sig. I den forbindelse anbefalede rådet, at Forsvaret pga. konkurrencen om fremtidens unge tilpassede det militære uddannelsessystem ift. de konstaterede tendenser, og at Forsvaret i den forbindelse indledningsvis gennemførte en evaluering af de eksisterende officersuddannelser.

Resultatet var i foråret 2003 den kendte ”EVA-rapport” fra Danmarks Evalueringsinstitut, som niveaufastsatte de daværende grund- og videreuddannelser ift. det civile uddannelsessystem. I min daværende stilling var jeg også involveret i dette arbejde, og jeg oplevede, at en del kolleger omtalte rapporten negativt, idet opfattelsen blandt dem var, at Forsvarets uddannelser generelt lå et niveau over de civile uddannelser, som de blev evalueret i forhold til, og at man ikke anerkendte de kriterier, som evalueringsinstituttet anvendte som metode. Det gav på daværende tidspunkt også anledning til en hel del meningsudvekslinger.

Akkreditering betyder noget for de studerende

Jeg havde efterfølgende glæden ved at være chef for Stabskursus på FAK, hvor jeg som kursusleder havde det overordnede ansvar for kursets gennemførelse og de studerendes udvikling undervejs. Det var absolut et privilegium at stå i spidsen for det kursus. Det var dog også meget tydeligt i den stilling, at Forsvaret med fordel kunne arbejde mere systematisk med kvalitetssikring.  Det var også tydeligt, at kursisternes uddannelsesmæssige baggrund, til trods for at vi arbejder i det samme forsvar, var meget forskellig – ja, faktisk så forskellig, at det til tider var svært at skabe en rød tråd i undervisningen på videreuddannelsen. Det skyldtes, at værnenes officersskoler af mange gode årsager havde hvert deres fokus og metode for at gennemføre officersuddannelsen.

Blandt andet på baggrund af EVA-rapporten og de omkringliggende landes udvikling inden for deres militære videreuddannelser formulerede vi på daværende tidspunkt visionen om, at Stabskursus skulle anerkendes som en militær masteruddannelse på linje med mange af vores Nato-partnere. Allerede på det tidspunkt var der utilfredshed blandt mange kursister om, at de ikke fik et anerkendt eksamensbevis på linje med deres kolleger, der havde gennemgået de udenlandske stabskurser. Ligeledes oplevede mange, som ønskede at videreuddanne sig, at uddannelsesinstitutionerne ikke umiddelbart ville/kunne meritere Forsvarets uddannelser.  At det reelt betød noget for de studerende blev især tydeligt i perioden op til, at den nye Master i Militære Studier blev akkrediteret. I den periode var interessen meget stor blandt tidligere studerende for også at få et anerkendt eksamensbevis for deres beståede eksamen på det gamle stabskursus.

Efterfølgende blev der truffet beslutning om, at uddannelserne skulle akkrediteres, og jeg husker efterfølgende som afdelingschef i Forsvarskommandoen med ansvar for HR og uddannelse, at vi fik klargjort ansøgningerne til akkrediteringsinstitutionen for de dengang eksisterende værnsvise officersgrunduddannelser. Også på daværende tidspunkt var der tilhængere og modstandere af projektet. Jeg så selv udviklingen som en stor fordel, idet Forsvaret, ud over at få sine uddannelser anerkendt ift. det civile uddannelsessystem (jf. omtalen af det pædagogiske råd), samtidigt fik indført et langt bedre og ensrettet kvalitetssikringssystem. Samtidig opstod nye begreber som fx uddannelses- og studieordninger, aftagerdialog, krav om eksterne censorkorps, dansk kvalifikationsramme for livslang læring, forskningsbasering, udviklingskrav for undervisere, mulighed for udveksling med udenlandske officersskoler samt oprettelse af studieråd og fokus på studiemiljø. Alt sammen noget, der fik en del kolleger op i det røde felt. Heldigvis holdt ledelsen fast i beslutningen og i den valgte strategi. De tre værns officersskoler leverede efterfølgende nogle meget omfattende og gennembearbejdede uddannelsesbeskrivelser, der resulterede i, at alle uddannelserne blev akkrediteret på professionsbachelorniveau i første forsøg.

Forskning fokuseret mod uddannelserne

Her stoppede det imidlertid ikke. Som led i en ny forsvarsaftale og en ny HR-strategi, som blandt andet betød reduktioner i de ressourcer, som Forsvaret fremadrettet kunne anvende på officersuddannelserne, besluttede Forsvarets ledelse sig igen for at se på uddannelserne. Det blev, som mange allerede ved, bl.a. til en ny uddannelsesmodel kaldet ”akkrediteringsmodellen”. Baggrunden herfor var mange. Jeg husker bl.a. som afdelingschef i Forsvarskommandoen stadig med ansvaret for HR og uddannelse, at vi stod med et strategisk valg mellem to grundlæggende forskellige officersuddannelsesmodeller. Enten kunne vi fortsætte med de eksisterende professionsbacheloruddannelser, men med en aflønning på SU (Statens Uddannelsesstøtte), eller også kunne vi tilpasse vores uddannelser, så de kunne gennemføres inden for voksen- og efteruddannelsessystemet og derved bl.a. opnå muligheden for en anden aflønningsmodel for kadetterne.

Målet var – ud over at reducere i uddannelseslængden, hvilket bl.a. tilgodeså, at man relativt hurtigt kunne justere i uddannelsesproduktionen – også at rekruttere op til to-tredjedele internt, og derfor blev det anset for at være uholdbart med uddannelser på SU. Man kunne nemlig ikke forvente, at et tilstrækkeligt stort antal internt rekrutterede ville have råd til at gennemføre officersuddannelsen på SU. På samme måde forventede man også, at det ville være vanskeligt at rekruttere eksternt til en længerevarende fuldtidsuddannelse på SU, hvor det ikke var muligt at supplere sin SU med erhvervsarbejde. Ligeledes valgte man at følge ambitionen om at opnå akkreditering af Stabskursus som en masteruddannelse, og da man som en del af HR-strategien havde besluttet, at videreuddannelse skulle foregå ved siden af havende tjeneste, udviklede man en militær masteruddannelse, som i sin opbygningen svarer til hovedparten af de øvrige masteruddannelser, som også gennemføres uden fuld tilstedeværelse.

Med kravet om, at den militære masteruddannelse i lighed med de øvrige udenlandske militære og civile masteruddannelser skulle akkrediteres som en niveau 7-uddannelse, blev Forsvarsakademiets forskningsindsats yderligere fokuseret mod uddannelserne. Som det allerede er påpeget i flere indlæg, sikrer den militære forskning, at vi løbende får inkorporeret den nyeste viden inden for de militære kerneområder i vores uddannelser. Som en del af kriterierne for, at uddannelserne kan akkrediteres, skal vi ligeledes kunne dokumentere, at vores militære forskning anvendes direkte i undervisningen. Det kan måske virke lidt teoretisk, men som jeg oplever kravet, er det blandt andet også med til at sikre, at vores forskere står til rådighed med deres nyeste viden direkte i de enkelte lektioner. Man kan så altid – som nogle også har påpeget – diskutere, om vi forsker i det rigtige. Men det afstemmer vi med vores aftagere i form af de tre værn, Forsvarskommandoen og med de øvrige myndigheder, ligesom vores aftagere og dimittender i deres evalueringer giver et værdigfuldt input hertil.

Plads til yderligere debat – ansigt til ansigt

Diskussionen om akademiseringen af Forsvarets grundlæggende og videregående officersuddannelser har som nævnt stået på i århundreder.  Det er ingen hemmelighed, at jeg – som nævnt – er tilhænger af den nuværende uddannelsesmodel.  Selvfølgelig er der ting, som kan gøres bedre – sådan skal det være, og sådan har det altid været, og det arbejder vi løbende på.  Og her er det vigtigt at forstå, at vi nu har fået en samlet model, som i forhold til tidligere giver bedre muligheder for hurtigt at tilpasse vores uddannelser til det, som efterspørges af Forsvaret.

Således er der for alle værns officersuddannelser åbnet for, at vi nu kan tilgodese både de eksterne og interne ansøgere med en fleksibel officersuddannelse, som indledningsvis er rettet mod løjtnantsniveauet. Det tilgodeser især, at man som internt rekrutteret uden bacheloruddannelse som løjtnant kan gå direkte ud i værnet og forrette tjeneste – fx på delingsførerniveauet i Hæren eller som navigatør i Søværnet – og samtidigt kvalificere sig til bagefter at færdiggøre officersuddannelsen med diplomdelen og tilhørende udnævnelse til premierløjtnant. Uddannelserne er, selvom det lejlighedsvis af kritikere præsenteres lidt anderledes, rettet mod praksisniveauet, så den nyudnævnte løjtnant eller premierløjtnant kan udføre sin førstegangstjeneste. Her kan man selvfølgelig også diskutere, om vi rammer rigtigt ift. det konkrete indhold. FAK er netop i gang med at gennemføre separate aftager- og dimittendundersøgelser for alle de akkrediterede officersuddannelser, hvoraf vi på nuværende tidspunkt kun kender resultatet af undersøgelsen i Hæren, og det er – til trods for mange forudsigelser om det modsatte – forløbet ganske tilfredsstillende både blandt dimittender og deres nærmeste foresatte.

Dermed ikke sagt, at alt er rosenrødt, men jeg synes absolut, at vi har ramt skiven. Ligeledes er der igangsat en forligsbestemt evaluering af de grundlæggende officersuddannelser, som forløber frem mod næste forår. Med alle disse tiltag håber jeg, at det er synligt for enhver, at der faktisk er en hel del kvalificeret dialog om indholdet af vores uddannelser med de primære aftagere. Herudover giver de enkelte studerende konkrete tilbagemeldinger på hvert enkelt gennemgået modul, der gennemføres en løbende dialog med de respektive værn om indholdet, der gennemføres en løbende dialog mellem de militære skolechefer (studiecheferne) og fakultetet, der gennemføres halvårlige møder i Forsvarschefens Uddannelsesforums Aftagerpanel, hvor indholdet igen drøftes, og vi har et bredt sammensat advisory board. Selvom det sikkert kunne gøres endnu bedre, er jeg dog overbevist om, at vi ikke ligger i den lave ende inden for uddannelsesområdet ift. dialogen med aftagerne om indhold og relevans af vores forskellige officersuddannelser.

Jeg håber med dette indlæg, at jeg har været med til at give lidt mere indblik i de mange overvejelser, der har ligget til grund for den eksisterende uddannelsesmodel, idet mine perspektiver jo selvsagt kun repræsenterer et udsnit i f.t. den udvikling, der har banet vej for dér, hvor vi står i dag med vores officersuddannelser.

Jeg vil afslutningsvis takke for den store interesse, der er vist for Forsvarets officersuddannelser og Forsvarsakademiet og runde af med at gentage invitationen til en god debataften på Svanemøllens Kaserne med deltagelse af OLFIs redaktør som facilitator.