Regeringens beslutning om at udsende en dansk fregat til Guineabugten for at bekæmpe pirateri bliver taget godt imod af brancheforeningen Danske Rederier. Bliver det en længerevarende udsendelse, kan det til gengæld udfordre Søværnet, der i forvejen har sparsomme ressourcer at arbejde med, fortæller militæranalytiker Anders Puck Nielsen i Frontlinjen.

Danmark går fra efteråret 2021 forrest i kampen mod pirateri i Guineabugten ud for Vestafrika.

Det var budskabet, da udenrigsminister Jeppe Kofod og forsvarsminister Trine Bramsen på et pressemøde tirsdag den 16. marts bebudede, at regeringen sender en fregat til området for at beskytte den civile skibstrafik mod pirater.

Udsendelsen af en fregat er en rigtig god ide, og hjælpen falder på et tørt sted, lyder det fra Maria Skipper Schwenn, direktør for sikkerhed i Danske Rederier, der i denne uge deltog i Frontlinjen, som tog pirateriproblematikken og den forestående mission i Guineabugten under behandling:

Artiklen fortsætter under playeren …

»Vi har set en stigende trussel fra kriminelle pirater, som gennem det seneste års tid er blevet værre og værre. De er i stigende grad voldsparate og organiserede, og vi oplever, at der er et klart link ind til land i form af efterretninger, der gør, at piraterne ved præcis, hvornår skibene er der, og hvor lang tid de har til at angribe,« forklarer Maria Skipper Schwenn.

»Der kommer meget veludstyrede pirater ombord på de angrebne skibe. Det er folk i militæruniformer med våben af en helt anden kaliber, end vi så i Østafrika og Adenbugten. De er særdeles voldelige overfor besætningerne, og det har også haft dødelig udgang, ligesom de har kidnappet besætningsmedlemmer.«

I alt tre danskkontrollerede skibe har været udsat for angreb de seneste måneder. I samtlige tilfælde nåede besætningsmedlemmerne at låse sig inde i skibenes sikringsrum – de såkaldte citadeller – men utrygheden gør det svært for søfolkene at passe deres arbejde, fortæller Maria Skipper Schwenn. Derfor sætter de danske rederier pris på, at regeringen nu vil hjælpe med at løse problemet.

Territorialfarvandsgrænser kan give pirater flugtrute

Den forestående mission i Guineabugten er ved første øjekast sammenlignelig med tidligere udsendelser af danske støtteskibe og fregatter til Adenbugten og farvandet øst for Somalia. Men selvom opgaven udadtil er den samme – at beskytte civile handelsskibe mod angreb – byder missionsområdet i Guineabugten på særlige udfordringer, der er væsensforskellige fra, hvad man oplevede ved Østafrika, forklarer orlogskaptajn og militæranalytiker ved Forsvarsakademiet Anders Puck Nielsen til Frontlinjen.

Artiklen fortsætter under billedet …

»Området ved Somalia var meget større. Det kommer til at betyde noget. Ved Somalia havde man også en masse trafik, som ikke skulle ind til nogen havne i området, men bare forbi. Det betød, at man kunne lave sejlruter, som de civile handelsskibe fulgte, og som man kunne patruljere. Det er meget mere kompliceret nede i det her område, hvor trafikken i meget høj grad er på kryds og tværs.«

Dertil kommer de diplomatiske udfordringer i forhold til territorialfarvandsgrænserne, der går 12 sømil fra landenes kyststrækninger. Mange af de civile handelsskibe skal laste eller losse i lokale havne og sejler derfor tæt på land, men territorialfarvandene kan potentielt sætte begrænsninger for, hvor tæt på land et udenlandsk krigsskib kan gå og dermed også for, hvor man vil kunne pågribe pirater:

»Hvis det danske skib optager forfølgelse af pirater og kommer til 12-sømilegrænsen, skal man umiddelbart holde op med at forfølge dem og give dem videre til de nationale myndigheder. Der er så en risiko for, at piraterne efterfølgende ikke bliver taget til fange og retsforfulgt, som man ellers kunne håbe på,« siger Anders Puck Nielsen.

Oplægning af skibe udfordrer

Samtidig er det ikke kun i selve missionsområdet, at udsendelsen af fregatten kan udfordre Søværnet. En længerevarende udsendelse til Vestafrika vil nemlig lægge beslag på Søværnets i forvejen sparsomme ressourcer og risikerer dermed at få konsekvenser for Søværnets virke andre steder, mener Anders Puck Nielsen, der i sit virke som militæranalytiker selv har beskæftiget sig med problemstillingen.

»Hvis vi skal til at have skibe fast udstationeret i Guineabugten hvert år, betyder det måske, at vi ikke også kan være til stede i Hormuzstrædet eller i amerikanske eller franske hangarskibsgrupperne, eller at vi ikke kan opretholde samme standard til at bekæmpe en ligeværdig modstander. Det taler ind i forskellige sikkerhedsdynamikker med Rusland og alt muligt. Det er nogle af de ting, der bliver talt frem,« forklarer han.

Det bør dog ikke komme som en overraskelse for politikerne, at der fremover vil skulle prioriteres mellem udsendelserne. Der er ganske enkelt hverken mandskab eller skibe nok til at have flere store sejlende enheder udsendt ad længere perioder på én gang. Det har vi kun os selv at takke for.

»Man må se i øjnene, at Danmark i mange år var flittige til at høste fredsdividenden og lægge en masse skibe op. Vi har bare ikke særlig mange tilbage,« siger Anders Puck.

Problemet skal løses i land

Trods diskussionen om potentielle konsekvenser for Søværnet, står det imidlertid klart, at den fregat tager afsted. Indtil videre er der tale om dansk enegang, men regeringen håber at kunne forankre indsatsen i det europæiske EI2-samarbejde (European Intervention Initiative, red.) og derved få flere europæiske lande med, forklarede forsvarsminister Trine Bramsen ved sidste uges pressemøde. Det var også EI2-samarbejdet, der dannede baggrund for den danske deltagelse i flådeoperationen i Hormuz-strædet.

En potentiel flådestyrke er dog først og fremmest symptombehandling, mener iværksætter og reserveofficer Klaus Kroll, der arbejder i Elfenbenskysten og tidligere har været sikkerhedschef for Mærsk i området. Han peger på, at det særligt er i Nigeria og omkring Niger-deltaget, at roden til pirateriproblemet skal findes – men også løses.

Artiklen fortsætter under billedet …

»Det store problem i Niger-deltaet er de mange rigdomme, der er trukket ud derfra og ikke kommet tilbage igen i form af infrastruktur. Det betyder, at der har været en voldsom uro – og stadig er det – fordi man ikke fordeler den velstand, som er i landet. Yderligere har man så en forurening i Nigerdeltaget, et af verdens mest forurenede områder,« siger Klaus Kroll og forklarer, at den forureningen forhindrer de lokale i at fiske i området.

Skal problemet med pirateri løses, nytter det derfor ikke noget udelukkende at fokusere på den sømilitære symptombehandling, mener han.

»Udfordringen ligger primært på land. Vi skal have løst udfordringerne på land, før vi kan løse udfordringerne til vands. Nigeria blev kåret til verdens mest korrupte land nogle år i træk, og det har jeg oplevet på egen krop; det er det.«