DEBAT: Danmark er bedst tjent ved at øge sit bidrag til Nato, og billedet af “fejljusterede” danske bidrag skal laves om. Det er Venstres udgangspunkt forud for de kommende forhandler om næste forsvarsforlig, gør partiets forsvarsordfører Lars Christian Lilleholt klart i første debatindlæg i serien Forsvarsudvalget.
Danmark har i mere end 70 år været medlem af verdens mest succesfulde forsvarsalliance, Nato. Som en af alliancens tolv founding fathers, der har været med hele vejen, er det efterhånden en naturlighed for os danskere, at vores sikkerhed er garanteret herigennem. I mere end 70 år har Nato været Danmarks forsvarspolitiske forsikring – og den bedste af slagsen. For gennem Natos musketered er vi i Danmark sikret de øvrige Nato-allieredes opbakning og støtte i tilfælde af et anslag mod vores sikkerhed.
Denne forsikring skal vi som lille land værne om. For den har enorm stor værdi for os – og uden denne ville alternativerne være svære at få øje på. Vi står overfor en verdensorden i forandring, som vi ikke kan håndtere selv, og vi står overfor trusler, som vi ikke kan beskytte os mod alene.
Rusland har gennem mange år været en sikkerhedspolitisk udfordring, men i disse år øger også Kina sin indflydelse både regionalt og globalt, og de får gradvist en stærkere og større stemme internationalt, som de ikke er tilbageholdende med at bruge til at presse deres dagsordener igennem. Dagsordener, der i mange tilfælde ikke flugter med vores, og som konflikter med vores grundlæggende idealer og værdier.
Medlemskab af Nato kræver investeringer
Den hybride frontlinje er samtidig flyttet til Danmark gennem blandt andet påvirkningskampagner og cyberangreb fra både stater og kriminelle grupper – og det er blandt de mest alvorlige trusler mod Danmark, vurderer Forsvarets Efterretningstjeneste. Terroren viser derudover jævnligt sit grimme ansigt og minder os om, at de grundlæggende drivkræfter bag militant islamisme stadig er tilstede og skal tages alvorligt.
Det er derfor vigtigt, at vi aldrig tager denne forsikring for givet, men at vi udviser solidaritet og lever op til de forpligtelser, som medlemskabet af alliancen kræver af os. I Danmark har vi en tradition for at stille op, når Nato beder os om det, og vi har gjort det utallige gange – også når det har været svært. Senest har vi eksempelvis overtaget ledelsen af Natos mission i Irak (NMI). Det skal vi også gøre i fremtiden, men medlemskabet af Nato kræver også, at vi investerer i vores forsvar.
På Natos topmøde i Wales i 2014 underskrev alliancens medlemslande en forsvarsinvesteringsaftale, der indebar et løfte om, at allierede, der havde forsvarsbudgetter på mindre end 2 procent af landenes bnp, gradvist skulle øge forsvarsudgifterne og bevæge sig mod at bruge 2 procent af bnp på forsvarsbudgetterne. Danmark er et af de lande. Med sidste forsvarsforlig kom vi et stykke af vejen, men vi er endnu ikke i mål. Der er derfor behov for, at vi øger vores forsvarsinvesteringer, hvis vi skal leve op til vores internationale forpligtelser og den solidaritet og fællesskabsfølelse, som Nato-samarbejdet står og falder på.
Billedet af Danmark skal laves om
Danmark fik i oktober 2020 hård kritik i en Nato-rapport for ikke at bidrage tilstrækkeligt. Med andre ord betaler vi fra dansk side ikke vores ’forsikringspræmie’ – for nu at blive i de termer. I rapporten fra Nato blev Danmarks militære bidrag til Nato bl.a. kritiseret for at være ”fejljusteret”. Rapporten beskrev, at ”Danmark har ingen planer eller intentioner om at forsyne de kapaciteter, som NATO har anmodet om, hvilket er yderst bekymrende”. Det tager vi i Venstre enormt alvorligt, og det billede af Danmark skal vi lave om på.
Det er derfor meget klart, hvad Venstre går til forhandlingerne om det næste forlig med. Nemlig en ambition om, at vi øger vores forsvarsbudget – og indtil da vil vi være åbne overfor at drøfte, om vi kan gøre mere her og nu. For det er bydende nødvendigt for vores fremtidige sikkerhed i en foranderlig verdensorden med nye trusler og udfordringer, at vi fra dansk side også bidrager aktivt til NATO-samarbejdet og til forsvaret af os selv og alliancen som helhed.
Desværre er tanken om civilt kompetencegivende uddannelser for stam- og officerspersonel også på blot bachelor-niveau stødt på modstand i Forsvarets generelt (dvs. alle styrelserne). Mange er bange for at blive “passeret” af de uddannede, ligesom uddannelserne skal klares på civile institutioner sammen med civile studerende for at få bred accept i erhvervslivet. Hvilket også giver frygt for egen beskæftigelse på Forsvarets institutioner. Forsvaret er blevet vænnet til at være eksklusive i kraft af alle de arter af lovgivning, der – trods fine ord – undtager militæret. Det er kun arbejdsmiljøloven, der har en bestemmelse, der specifikt undtager “egentlig militærtjeneste” og stiller specielle krav.
Besynderligt, at Forsvaret ikke generelt stræber efter samme niveau som udlandet hvad fx. angår vore tekniske officerer mhp. at kunne matche disse med bachelorer og master i science for tekniske ledere, sagsbehandlere og chefer. Hvilket også ville sænke driftsudgifter og muligvis også personaleudgifter.
Man kunne “mistænke”, at Forsvaret var bange for at folk ville rejse ud til det civile, hvis de kunne klare sig uden for hegnet. Det gør de mest initiativrige og tænksomme jo i forvejen..
Det økonomiske element til civil kompetencegivende uddannelse har også været fremført. Alting koster jo- Det argument er vel bortfaldet, da udgiften kan indregnes i de 2% forsvarsudgifter af BNP, som Danmark skal stræbe efter..
Konklusion: Stupid is what stupid makes i organisationer, der degenererer, hvilket der også er tegn på i OLFI’s mange artikler om kammerateri mv.
Ja, om fastholdelse kunne det jo “tænkes”, at uddannelse til diverse civile kompetencer var en ide – både til stampersonel og officerer. Civiluddannelse var attraktivt tidligere til stampersonellet, og det vil nok også være attraktivt til officerer, så de “er noget” i samfundets øjne og senere også i egne øjne, når alderen sætter ind og de politiske vinde fluktuerer. Hvem i fremtidens samfund kan bruge generalister trods akademiske grader? AC har svært ved at afsætte dem i erhvervslivet.
Det var jo blandt andet derfor en del unge tog deres uddannelse i Forsvaret (lønnen talte jo også), tog selv en radiotelegrafist uddannelse i Søværnet. Idag er der en del specialister men de har ingen egentlig uddannelse og en stor del forlader Forsvaret hurtigt, forholdene er jo ikke ligefrem de bedste, Det er jo altid rart at have et papir med i hånden der kan bruges til noget i den civile verden.
En langt større civiluddannelse i forsvaret, som kan bruges i det private og offentlige generelt, vil være til alles fordel. Det offentlige skal under alle omstændigheder betale for en række uddannelser, som kan bruges i samfundet, så man kunne med fordel reducere optaget i den eksplosive vækst i humanistiske uddannelser vi har haft de sidste 20 år og øget optaget i forsvaret. Selv hvis en stor del af de nyuddannede søgte væk fra Forsvaret, så ville det alligevel være en fordel, da flere vil have indsigt i forsvarets opgaver og rekrutteringspuljen derfor større, da de tidligere uddannede i højere grad kan søge tilbage efter nogle år ude i det private eller offentlige.
Det ville være rart at få at vide, hvad der konkret bør investeres i af kapacitet og hvorfor – bortset fra den sædvanlige varme luft om at øge til 2% af BNP.
Meget enig med Wedell Christensen i behovet for at blive konkret (capabilities og commitment) i stedet for kun at tale om de dogmatiske 2% (cash).
I det omfang de økonomiske efterveer fra COVID-19 overhovedet muliggør en yderligere forhøjelse af forsvarsbudgettet – i vælgernes øjne – stritter behovene for Danmarks vedkommende stadig i alle retninger. Arktis/Nordatlanten, Rusland, øget resiliens, fortsatte konflikter i Afghanistan, Irak og det afrikanske kontinent m.m.m. Så der bliver brug for en skarp prioritering af, hvad Danmark har allermest brug for, og herunder hvad der er mest fleksibelt, dvs. bredt anvendeligt.
Men i alle tilfælde: Hvad vi end investerer i, og hvordan vi end agter at bruge det, gør vi klogt i at tage højde for, om vi er i stand til at rekruttere og fastholde personellet til kapaciteterne. Det kniber allerede i dag – som i mange andre vestlige lande.
Tak til Lilleholt. Jeg er grundlæggende meget enig med ham i behovet for at nærme sig de to procent, og den kradse kritik af Danmark er på sin plads. Men NATO er heller ikke perfekt, og her tænker jeg ikke specifikt på forsvarsministerens ønske om at få flere danske kapaciteter til at tælle med i “regnskabet”. Det er blot et forsøg på at slippe så billigt som muligt, men det vil ikke forbedre vores militære kapacitet.
Alliancens evne til at forudsige og agere på fremtidige trusler er meget ringe. Dette skyldes bl.a. de enkelte landes forbehold mod at dele efterretninger med andre. Men det skyldes også, at NATO ikke har opbygget en kapacitet til netop at kigge grundigt ind i det strategiske billede for at kunne give det politiske niveau veludviklede optioner at vælge imellem og agere på.
Styrkemålsprocessen, som vi i høj grad lader os diktere af i Danmark, virker fint, når den anvendes i et forholdvis stabilt sikkerhedsmiljø med forudsigelige trusler. Men, som Lilleholt også nævner det, er den foranderlige verdensorden med nye trusler og udfordringer en realitet.
Alliancen står ved en skillevej, hvor den må beslutte sig for, om vi vil lade specielt Rusland og Kina “diktere” Vestens vilkår, eller om vi skal forsøge at gribe initiativet for at bevare demokratiske værdier og en fredelig verdensorden. Her er konsekvenserne markante i forhold til at investere rigtigt. Forudsætningen er forståelsen af, at vi ikke længere lever i “fredstid”. Vi udfordres konstant på tværs af magtinstrumenter og domæner, og vi er reakitve og defensive. Det kan Vesten ikke holde til i årtierne foran os, for vi vil herved miste de fordele, som vi har opbygget siden 2. Verdenskrig. Så valget er egentligt ligetil.