BØLLEBANK, DEL III: Hvad skete der egentlig under Operation Bøllebank i Bosnien i 1994, og hvem skal man tro på i debatten om sandheden? Den pensionerede brigadegeneral og militærhistoriker Michael H. Clemmesen har brugt måneder på at søge beretninger og kilder på begge sider af historien samt i Sverige, Bosnien og Serbien. I tre artikler fremlægger han sit samlede arbejde og fortæller historien – fra dengang og frem til i dag. I dag om efterspillet.

”MUNDKURV”?

»Egentlig burde vi vel heller ikke være overraskede over verdenspressens opmærksomhed, for her oplevede verden, at der for første gang var nogen, der gav serberne igen med samme mønt.«

Overkonstabel John Brøndum til Holstebro Dagblad den 15. oktober 1994

»Jeg har forståelse for, at Forsvaret gerne vil have et enslydende udsagn uden nogen signalforvirring, og det kan også i sidste ende også være for at beskytte soldaterne … Så om det var mundkurven, eller at man skulle stå model til at bevidne direkte løgne, der blev sagt og pralet med. Det var til at brække sig over. Noget andet var også, at på intet tidspunkt var der fra eskadronens side optræk til en form for debriefing.«

Jakob Hansen til artiklen

Johnny C. Jensens samtidige dagbogsnotater er en god kilde til, hvordan fortællingsvejledningen tog form. Men først og fremmest viser optegnelserne i begyndelsen af maj klart det pres, som de voldsomme begivenheder og deres uafklarede årsagsforløb lagde på alle deltagere, herunder på chefen. Det er min konklusion her, at det helt centrale problem var det, som Hansen nævnte til sidst, nemlig den manglende debriefing. Den blev direkte anledning til, at fundamentalt forskellige opfattelser af begivenhedsforløbet kom til at leve uforløste i de efterfølgende dage.

Optegnelserne illustrerer som Myten samtidig de konsekvenser, som en uformel og flad disciplin- og konsensusbaseret ledelsesstruktur kan få, når enheden udsættes for en kampindsættelses ekstreme pres.

Jensen skulle derefter skrive en artikel om Bøllebank til kamptroppernes tidsskrift Kentaur. Den 13. juli noterede han, at eskadronchefen viste interesse for, hvad han skrev, og da han fjorten dage senere var færdig, rettede eskadronens næstkommanderende artiklen til.

Som Jensen husker sagen i dag, var det ganske vist ham, der stod som forfatter, men det var eskadronens fortælling, og dengang accepterer han, at det måtte være sådan. Artiklen blev bragt i Kentaur Nr. 1/1995, og indholdet var domineret af de tekniske erfaringer under de forhold, som herskede i missionsområdet i Bosnien. I artiklens indledning blev FN-missionsuddannelse før afrejsen kritiseret for at være for traditionel til at afspejle situationen og behovet.

Som det fremgår af Jensen dagbog, blev man fra morgenen den 30. april udsat for en tæt og overvældende interesse fra hjemlige og udenlandske medier. Allerede da delingsføreren for 1. Deling, Claus Rose Andreasen, var hjemme på orlov tre uger senere, blev hovedbudskabet i den officielle historie understreget. Det skete i Holstebro Dagblad den 21. maj i artiklen ”Vi havde alle odds mod os.” Man var kørt belyst til beskydningen i Sarači, man havde forsvaret sig og besvarelsen af beskydningen var sket under eskadronchefens kommando.

Den væsentlige tilføjelse var Andreasens fortælling om, hvordan otte kampvognsfolk havde udnyttet de tre dage på den svenske post til at gennemdiskutere deres voldsomme oplevelser under konstant bombardement på vej fra Kalesija til T2.

Billedet af Erik Kirk, Carsten Rasmussen og overkonstabel John Brøndum i Holstebro Dagblad den 15. oktober 1994 (Foto: Tommy Nøddebo Mortensgaard)

Da eskadronen var hjemme efter overdragelse til sin afløser, DANSQN3, bragte samme avis den 15. oktober et interview med bl.a. Carsten Rasmussen og Erik Kirk med titlen ”FN-soldaten og psyken: Kampen gav mine folk større selvtillid”. Nu var historien fortalt så mange gange, at pressen begyndte at søge efter omkostningerne.

Det endte på trods af artiklens optimistiske budskab med, at 25 % af deltagerne fik langvarige kampstressproblemer.

Efterspillet, DANSQN3’s Operation Amanda

»Svenskerne strømmer til min vogn og tager billeder af boven, hvor vi blev ramt … Min hjælper hopper ud og henter et par colaer, da vi alle er tørstige og våde af sved, hjælperen er gennemblødt.«

Premierløjtnant J. Kristensen, kampvognsdelingsføreren efter engagementet i Gradačac den 26. oktober 1994, der blev afsluttet uden resultat pga. manglende bemyndigelse til de støttende fly. Teksten fra hans artikel i Kentaur 2/1995

Som det fremgår af Johnny Jensen dagbog, tog han allerede kontakt til Hærens Kampskole den 4. maj. Som eskadronens skydeinstruktør skulle han videregive erfaringerne fra operationen. Her havde 2. Deling kun kunnet gennemføre engagementet, fordi eskadronen havde forberedt skydning med støtte af højderetningskvadrant og havde fået fordelt de nødvendige tabeller, der havde muliggjort brisant- og røgskydningerne den nat. Det var dog klart, at der var behov for at kunne skyde på langt større afstande med både de hurtige pilskud mod hårde mål og de to andre ammunitionstyper i kampen mod andre mål. I OLFI-artiklen ”Operation Bøllebank var dansk professionalisme og amatørisme i krig” fra 18. september fulgte jeg den udvikling i skydeuddannelsen op Leopard I-kampvognen, som var sket i begyndelsen at 1990’erne, og hvad der skete nu.

Asbjørn Kyhl Paulsen, der var officer i eskadronen, fortæller til artiklen, at skydning med brisant på lange afstande herefter skete med støtte af små HP-computere som, som Hærens Kampskole sendte i efteråret, nok september. Den havde et indlagt ballistikprogram, og efter lasermåling af afstanden og måling af terrænvinkel (pga. højdeforskel mellem kampvogn og mål) blev værdierne indtastet og resultatet blev en højdestilling, som blev indlagt på højderetningskvadranten og derefter bragt til at spille. Dertil tilgik rigtig mange opgraderinger i løbet af efteråret 1994 som reaktion på Bøllebank. Man fik monteret ildundertrykkelse, tankene blev fyldt med nogle sorte gummikugler/svampekugler som skulle flyde ovenpå brændstoffet og dermed nedsætte risiko for brand. For at støtte delingernes arbejde, fik de hver tildelt en pansret mandskabsvogn med krypteringsstøtte til radioen for at støtte deres rekognoscerings- og kontaktarbejde.

En kampvognsdeling fra DANSQN3 gennemfører øvelsesskydning. Foran ses delingens lånte svenske PBV (Pansarbandvagn 302). (Foto: Asbjørn Kyhl Paulsens samling)

Den efterfølgende eskadron, DANSQN3, fik i slutningen af oktober behov for disse nye muligheder og for at gennemføre panserskydninger på større afstande. Disse var nu blevet muliggjort ved at anvende en af brisantskalaerne i sigtet sammen med tal fra en konverteringstabel.

De langsommere ammunitionstyper måtte i slutningen af oktober 1994 fortsat skydes med støtte af højderetningskvadranten og nu HP-computeren, da vognens egen beregner ikke var blevet opdateret, så man kunne støttes af skalaen i sigtet.

Det næste engagement, ”Operation Amanda”, fandt som begivenhederne i begyndelsen af april sted i ”Doboj-fingeren” ved byen Gradačac i den nordlige del af NORDBAT ansvarsområde. DANSQN3 havde kort tid før afløst Rasmussens Niels Kjeldsen-eskadron. Navnet Amanda blev hentet fra den svenske almanak.

Bataljonschefen ønskede at etablere en observationspost længere fremme mod konfrontationslinjen (CL). OP S01 skulle med støtte af kampvogne samt flystøtte placeres i et vandtårn i byen. Eskadronens 1. Deling med premierløjtnant J. Kristensen som delingsfører skulle rekognoscere for stillinger, hvorfra besættelsen af stillingen kunne støttes. Gode stillinger var vanskelige at finde, fordi den vej, hvor der skulle findes stillingsområder ca. 5,5 km fra CL, lå på den højeste del (”kreten”). af en bjergryg med stejle sider. En rekognoscering af stillingerne foregik først til fods, og det lykkedes at finde både lure- og ildstillinger til to af de tre kampvogne, før området blev beskudt med artilleri. Den sidste stilling findes i mørke. Erfaringer fra kampene i Kalesija gjorde, at de svenske infanterister, der skulle besætte posten, holdt sig langt væk fra kampvognene.

Fremrykningen til indsættelsesområdet gennemføres den 25. oktober om eftermiddagen, og sanitets-SISU- PMV’en var her på plads ved delingen i Camp Gønge allerede om formiddagen. I kolonnen, der forlod lejren kl 1340 indgik også to PMV’er med eskadronchefen henholdsvis med en tolk. I løbet af natten til den 26. forberedtes delingsførervognens stilling ved at fjerne en lille frugtplantage med dozning (vognens stilling er vist på højre halvdel af skitsen til højre lige til højre for en cirkel med udposning, der markerer posten i vandtårnet).

Operationen blev iværksat den 26. oktober kl. 0800 på trods af, at vejret vanskeliggjorde den forudsatte flystøtte.

Første engagement gennemførtes af delingsførervognen på 5100 med panser i en duel med en serbisk kanon, hvis tredje skud træffer frontpanseret på den danske vogn og fjerner en prodskrog. Egen observation hindredes af jordstøv fra det dozede område. Der bliver meldt om flystøtte på vej. Derefter blev toervognen (højre skitse, venstre del) beskudt på en afstand at 5.570 m. En kampvogn, der observeredes på 4.100 meter skød ikke og blev derfor ikke beskudt.

Derefter samarbejdede delingsfører- og toervognen om bekæmpelsen af det fjerne mål, der koncentrerer sin ild om delingsførerens vogn, og der blev givet befaling om at nedkæmpe målet. Toervognen blev derefter beskudt med artilleri og måtte trække sig ud af stillingen.

Derefter gik treervognen (skitsen til venstre) frem i en stilling, hvorfra han kunne støtte delingens to andre vogne, som han kunne se var under beskydning. Hans forsøg på at komme i stilling blev dog hindret af bevæbnede civile, indtil også han kom under beskydning fra en kampvogn på 5.100 meters afstand. Vognen besvarede ilden, men uden at ramme, da skytten lavede en betjeningsfejl.

Treervognen gik derefter tilbage til grusgraven, mens delingsførervognen startede et nyt engagement på 5.100 meter. Nu slog en større artillerigranat ned i nærheden af dens stilling, og der kom melding om, at fly var på vej, og delingsførervognen markerede målet med en fosforgranat. Man blev beordret til at være klar til at trække sig tilbage.

Flyene var på vej mod målet, og delingen blev trukket ud. Asbjørn Kyhl Paulsen, der sad i eskadronens O-rum den dag, fortæller til artiklen om hvordan flystøtteelementet måtte meddele, at flyene ikke fik lov til at anvende deres våben. Eskadronen kørte hjem. Posten i vandtårnet blev ikke oprettet.

Boven af den ramte delingsførerkampvogn med den bortsprængte venstre prodskrog. Det var samme kampvogn, som den 14. april havde fået arret hækken af et svært nedslag lige bag vognen. (Foto: Besætningen)

De ekstreme afstande gjorde sammen med mundingsforstyrrelserne fra den løse, dozede jord, at man ikke kunne se træfningen af panserskuddene med undtagelse af to skud, der gik for langt. Man observerede to træffere med brisant og to med røg i målområdet.

Den eneste sikre virkning var nedkæmpningen af en 76 mm M 48 B1 bjergpjece, som må være den, som en kombination af artilleriprofessionalisme og held havde ramt delingsførerens bov. Serbernes kampvognstab blev af forskellige kilder beskrevet som to T-55 ødelagt henholdsvis én T-55 beskadiget.

I sin gennemgang af forløbet for at lære, argumenterede delingsføreren for, at man etablerede delingsnet.  Så undgik man »den koordinationssnak mellem enheder, der uundgåeligt er på ESK-net. Det kræver ro på vognen, når der skydes, specielt under halvskjult skydning er det irriterende med signaler, der måske ikke er strengt nødvendige for én«.

Denne beskrivelse af den nødvendige koncentration om skydningen er samtidig en god mulig forklaring af, hvorfor ingen kampvognskommandører i 2. Deling under Bøllebank husker Lars Møllers bemyndigelse til at åbne ild.

Operation Amanda endte som en fuser på grund af, at UNPROFOR ikke havde reaktionsmulighederne mellem kampvognsskydning og flyangreb, hvor risikoen for tab blandt uskyldige uundgåeligt var stor. Man manglede et artillerisystem, der med artillerimålopklaring og meget hurtig og præcis reaktion kunne afskrække parterne fra at beskyde FN-styrkerne med artilleri og morterer. Dermed endte også NORDBAT som en del af en fastlåst situation i Bosnien, der først blev løsnet op ved serbernes offensiv mod Srebrenica gennem den svagt bevæbnede hollandske FN-styrker omkring byen næste sommer.

Amanda-delingen, 1. Deling fra DANSQN3. Siddende yderst til venstre ses Lise med soldaternavnet ”Emil”, skytte på delingsførervognen, der sammen med Kristensen havde hovedrollerne i engagementet. Hun var den eneste kvindelige soldat, der kom i kamp under de beskrevne engagementer. (Foto fra omslaget af Kentaur 2/1995)

Den svigtende flystøtte var et gennemgående problem under indsatsen i 1994. Som Arben Deliu konkluderede i sit speciale:

»Problemerne med luftstøtten er særlig alvorlige på DANSQN hold 1, hold 2 og hold 3. Eskadronchefen for DANSQN hold 1 giver udtryk for, at flystøtte ikke var noget man kunne regne med, og at det skabte store frustrationer ,og FAC-manden fra hold 1 mener, at den manglende luftstøtte kunne have kostet flere soldaters liv. Eskadronchefen for hold 3 konkluderer, at man kun kunne opnå luftstøtte, når man præsenterede tab. De menige soldater fra de første tre hold udtrykker også store frustrationer i forbindelse med luftstøtten. Situationen ændrede sig på hold 4 og 5, og på hold 4 deltog FAC-enheden i Operation Sugarbowl d. 10. september 1995, hvor Nato-fly bombede bjerget Vis (Sukkertoppen), hvorfra serbisk artilleri beskød Tuzla lufthavn og holdt lufthavnen lukket igennem alle holds periode.«

1994 havde været et år, hvor FN var forvirret og delt. Det præger stadig fortællingerne om de tre første eskadroners indsats og her den dramatiske hovedbegivenhed: Operation Bøllebank. Hvis NORDBAT den 29. april 1994 havde stolet på, at man havde kunne regne med effektiv flydækning den næste morgen, ville historien om FN-sneleoparderne i Bosnien næppe have fået dette højdepunkt.

Asbjørn Kyhl Paulsen, der var støttedelingsfører i den tredje eskadron skriver til artiklen om perioden mellem Bøllebank og Amanda:

»BiH Army’s offensiv i august-oktober 1994 sikrede dem en lille landvinding mod nord. Vi havde fra DANSQN 2 arvet at have afgivet en generator til et BiH-felthospital i Soko, hvilket betød ugentlig optankning og service. Der kunne ligge mellem fem og tredive sårede unge mænd under meget primitive forhold … Men vi skulle nu have tilladelse til at køre ud og gennemføre denne opgave.

Både vores camp og NORMEDCOY blev pludselig i nogle dage blokeret med BiH-soldater uden for hegnet. Vi tog det roligt, fordi vi have mad og kampkraft nok, men det fortæller mig, at Freedom of Movement reelt ophørte andet end på de store landeveje og nok med god grund; BiH ville ikke have deres troppe-positioner afsløret af et FN-system, som de ikke kunne stole på var “tæt”. F.eks. kom der næsten ugentligt danske nødhjælpslastbiler, som overnattede uden for hegnet, men spiste i lejren. De kørte nødhjælp nok fra havnebyen Split til Tuzla.

Denne udvikling i situationen betød, at hverken serberne eller muslimerne ønskede vores tilstedeværelse, og da FN ikke vil give luftstøtte, blev missionen placeret i et underligt vakuum, hvor vi overgik til at søge at løse meningsfulde opgaver, såsom gennemførelsen af 2-års eftersyn på kampvognene, støtte med nødhjælp, rekognoscering af undsætningsplaner mv.«

Livet ved eskadronen fortsattes efter Bøllebank og senere Amanda, men med helt andre opgaver. Beskydningen af flyvepladsen fortsatte. Man hjalp med mineplov de fransk ingeniørsoldater og svenske minehunde med at fjerne minerne på det store flyvepladsområde. Når man ikke passede på samlede man pigtråd i bælterne, noget som alle kampvognssoldater ved er ret træls. (Fotos: Asbjørn Kyhl Paulsens samling)

DEL IX: Den bosnisk-serbiske optræden

I denne sidste del vil fokus først blive rettet på, hvad der både dengang og nu blev anset som ”bøllerne”, dvs. den bosnisk-serbiske hær. Derefter rettes opmærksomheden igen på den danske indsats i Bosnien i 1994. Endelig rettes fokus hjemad.

»Det var inte NORDBAT som orsakade incidenten vid VIS utan helt och hållet BSA.«

Lars Eliasson, bataljonens stabschef

»We asked for Mladić and said that they should set up the headquarters as they saw fit, we wouldn’t interfere …«

Præsident Radovan Karadžić til Republika Srpskas lovgivende forsamling, 50. møde midt i april 1995

Der var to bosnisk-serbiske brigader involveret i begivenhederne den 29-30. april 1994. Øst for T2 lå enheder af Første Zvornik Lette Infanteribrigade. Syd for denne med ansvar for VIS lå 1. Birčanske Lette Infanteribrigade ”Šekovici”. Skillelinjen lå ved landsbyen Carparde på vejen til Zvornik. Begge havde linjeofficerer fra den tidligere jugoslaviske nationale forbundshær som chefer.

Til venstre Den unge Mladić -protegé, Vinko Pandurević, hvis enheder fra Zvornik-brigaden lå over for T2. (Foto: www.frontal.rs). Til højre den anden involverede brigadechef, oberst Svetozar Andrić. Hans brigade ”Sekovici” havde ansvaret for Kalesija og derfor for stillingerne på VIS. (Foto: biracdrina.com)

Chefen for 1. Zvornik Lette Infanteribrigade var den da 34-årige major Vinko Pandurević, der havde været infanterikaptajn i forbundshæren. Han var født i en mindre by øst for Sarajevo. Som det fremgår af det indtryk, han gjorde på de nordiske officerer og af hans efterfølgende karriere, var han åbenlyst Mladić-protege. Han rolle i Srebrenica-massakren i 1995, hvor hans brigade gennemførte massakre på fanger transporteret til Zvornik, betød, at han i 2010 fik en fængselsdom på 13 år. Han blev løsladt i 2015.

 Chefen for brigaden ”Šekovici” var den da 39-årige oberst Svetozar Andrić. Han var født tæt ved Kalesija. Han havde i forbundshæren været major og chef for en militærpolitibataljon. Han kunne efter NORDBAT-chefernes opfattelse ikke døje Pandurević og nægtede at deltage i møder med FN sammen med ham. At den yngre officer havde overtaget hans gamle brigade har nok bidraget til den dårlige stemning. Han politiske opfattelse var ekstremt serbisk-nationalistisk. Han blev anset for ansvarlig for organiseringen af en koncentrationslejr samt for etnisk udrensning af 20 landsbyer omkring Zvornik i 1992. Han vidnede i Haag for Mladić i dennes sag, hvor han forklarede, at bosniakkerne rejste frivilligt, hvilket faktisk reddede dem fra kamphandlingerne. Han er i dag serbisk-nationalistisk politiker i Beograd, lige indvalgt i det serbiske parlament. Han var før valget viceborgmester i den serbiske hovedstad.

Andrić husker i modsætning til bl.a. Ulf Henricsson selv, at han stadig var chef for Zvornik-brigaden i april 1994, og mener, at operationen var delegeret til en ”taktisk gruppe”, hvilket svarer til en bataljonskampgruppe.

Forklaringen på den serbiske optræden er blevet berørt i løbet af artiklen og specielt i beskrivelsen af SAGGER-angrebet på 1. Deling og de to chefskøretøjer i Kalesija. Det var dette angreb på verdenssamfundets humanitære indsats i Bosnien, ikke forskellige misforståelser, problemer eller svigt i NORDBAT, der fremkaldte en ekstremt farlig situation den nat og efterfølgende traumer hos deltagere.

Den omfattende kildesamling Case IT-95-5 Radovan Karadžić and the “SRBIH” TO – VRS giver et klart billede af den bosnisk-serbiske militære myndighedsfordeling. På den ene side blev et højt grundniveau af voldsanvendelse fast delegeret helt ned til brigadeniveauet. På den anden side opretholdtes en klar centralisering i policy-beslutninger. Denne centralisering knyttede sig bl.a. til beslutninger om at nedbygge volds- og magtanvendelsen mod modstanderne og UNPROFOR i rammen af formelle aftaler.

I min korrespondance med Arben Deliu er vi blevet enige om, at et alvorligt direkte angreb på UNPROFOR-enheder ikke var en rutineaktivitet, der som sådan kunne have været delegeret til de normale regionale chefer.

I øvrigt tager min tese om den bosnisk-serbiske militærledelses motiver for handlingen den nat udgangspunkt i den stadig mere pressede militære situation, man i 1994 befandt sig i, efter at den bosniske regeringshær var blevet organiseret og kunne modangribe. En mere resolut humanitær optræden fra FNs side ville øge serbernes problemer.

Bemyndigelsen til målrettede angreb mod UNPROFOR blev med stor sandsynlighed givet af BSAs ledelse, dvs. generaloberst Ratko Mladić.

Den første sådanne begivenhed var som nævnt en SAGGER-delings missilangreb fra 3 km afstand mod to af 8. Kompagnis PBV’er den 22. februar. Det var kun et par dage før den første eskadron afsluttede sin Odyssé ved ankomst til Camp Gønge. Sammenfaldet er ikke nødvendigvis en tilfældighed.  SAGGER-enheden havde demonstreret sin evne til at ramme pansrede køretøjer og BSA sin vilje til at angribe NORDBAT, hvis man så det som nødvendigt.

Bataljonschefen Ulf Henricsson husker til artiklen:

»Jag diskuterade robotskjutningen i Ribnica med brigch [brigadechefen] i Zvornik majoren Vinko Pandurević (sedermera generalmajor och dömd i Haag för inblandning i Srebrenica). Jag misstänkte redan från början att P[andurević] hade direktkontakt med M[ladić]. Han låtsades upprörd över skjutningen men spelade dålig teater. I vissa fall kunde han fatta stora beslut själv (fan tro det) I andra fall måste skitsaker gå genom M[ladić]. Att avancera från major [reelt kun infanterikaptajn i den jugoslaviske hær] till general på fyra år tyder ju på goda relationer till ledningen. De andra brigchefer jag träffade föreföll inte lika hängivna och självständiga. Att det skulle skjutas var medestörsta sannolikhet beordrat från M[ladic]. När  kan mycket väl varit delegerat till den regionale chefen.«

I den første notits om Pandurević i sine erindringer refererer Henricsson, hvordan majoren understregede sine gode forbindelser til hærledelsen i Pale. Under omtalen af diskussionen efter SAGGER-angrebet understreges det, at den serbiske officer specielt var interesseret i, hvorfor angrebet ikke blev besvaret med flyangreb, og han fik det svar, at dette ville give for stor risiko for sekundære skader. Det, synes serberen, var ret pivet (”mesig”). Henricsson gør opmærksom på, at han som svar på missilangrebet kunne placere en kampvognsdeling, så den kunne beskyde missilstillingerne på bjerget 3 km væk.

Lars Møller finder det usandsynligt, at Pandurević uanset sit direkte forhold til Pale havde noget ansvar for udførelsen af dette første direkte angreb, da stedet lå for langt væk fra hans eget område. Det måtte være bemyndiget direkte af Mladić til den ansvarlige brigade.

Den anden begivenhed var det målrettede artilleriangreb på Claus Rose Andreasens vogn på vejen op ad bakken til T2 den 14. april i, hvad der var det første forsøg på at ramme og ødelægge en af eskadronens kampvogne. Begivenheden den 4. april som den 26. oktober blev udløst af bataljonens forsøg på at skaffe sig nye muligheder i Gradačac.

Det var der ikke tale om den 14. april, der kan opfattes som et forsøg på at prøve de nye svenske chefers beslutsomhed. Var de af samme støbning og viljestyrke som Ulf Henricsson, som havde forladt Bosnien den 6. april? Der kom ingen reaktion på angrebet. Rasmussen husker til artiklen, at man ikke registrerede og behandlede begivenheden som en særlig hændelse. Det var blot et tilfældigt nært granatnedslag, ikke resultatet af en målrettet handling. I den periode blev bataljonens enheder rutinemæssigt udsat for beskydning.

Så fulgte den 25. april det serbiske ulovlige forbud mod ikke godkendte bevægelser selv på modstanderens territorium, der blokerede den nødvendige og frie adgang til T2. Det var indlysende, at det var et pålæg, som bataljonen måtte ignorere. At man ikke greb ind mod eskadronens Bøllebanks-øvelse dagen efter kan skyldes, at SAGGER-kompagniet endnu ikke var instrueret og på plads. Kompagniet var udrustet med thermisk sigteudstyr for at kunne virke i mørke, og jeg vurderer, at det må være afgivet af Drina Korpset eller komme fra den bosnisk-serbiske hærs centrale reservepulje.

Det var det derimod tre dage senere, hvor satsningen fejlede pga. dansk held og dygtighed samt fordi bataljonen for første gang gennemførte Bøllebank i mørke og pga. granaterne mod Sarači ankom mørklagt til Kalesija. Som det kan læses i den indledningsvise pressemeddelelse fra BSAs generalstab, var man ikke tilfredse med resultatet.

I Carsten Rasmussens tilbageblik med analyse af den serbiske optræden var de direkte og målrettede angreb den 22. februar, 14. april og 29. april ikke andet end kulminationerne af en generel kampagne:

»Jeg er også overbevist om, at Mladic ønskede at sætte UNPROFOR på plads ved at ramme NORDBAT og havde beordret BSA til at statuere et eksempel, men Mladic bemyndigede næppe de enkelte aktioner. Jeg baserer min antagelse på, at NORDBAT hold 1 og hold 2 var under et intenst og stigende pres fra BSA. Presset kulminerede i april 94, hvor det havde udviklet sig til “fri jagt” på NORDBAT. Det sidste vender jeg tilbage til.

Det stigende pres, som begyndte mens Ulf [Henricsson] var direktør for foretagendet, manifesterede sig i et meget stort antal beskydninger, heraf mange ”firing close”. Der var så mange, at ingen til sidst opfattede det som noget særligt, det blev det normale. Derfor blev der ikke altid rapporteret om disse hændelser. Selvom ikke alle ”firing close”-hændelser blev rapporteret, er jeg dog alligevel ret sikker på at min påstand kan underbygges af samtidige rapporter …

Når jeg opfatter situationen som “fri jagt” på NORDBAT, baserer jeg det på egne oplevelser. De hvide biler og blå hjelme virkede simpelthen som ildmagneter. De eneste undtagelser var, når vi havde helt faste aftaler med BSA, som eksempelvis Operation Cabinet (dvs. Sarači-Kalesija-Zvornik konvoj-eskortering).«

Lars Møller støtter til artiklen Rasmussens opfattelse af, at kampagnen var baseret på et generelt direktiv. Han argumenterer, at da overfaldene også foregik på den anden side af bataljonens ansvarsområde (som den 22. februar), blev brigaderne styret direkte fra Pale, dvs. af Mladić.

Til Rasmussen er der blot at sige, at den generelle ordre om pres på NORDBAT ikke var i modsætning til, at optrapning med særligt formål skulle bemyndiges direkte fra Pale. Et sådant særligt formål kunne være at afprøve beslutsomheden hos den nye ledelse af bataljonen.

Da angrebet den 29.-30. april omfattede to brigaders område, er det logisk, at en af disse med beordres til at vælge tidspunkt og koordinere. Hvilken af de to er uklart. Uanset deres personlige modsætningsforhold var de næppe uenige om linjen over for NORDBAT.

Oberst Svetozar Andrić sammen med Ratko Mladić, sandsynligvis under et besøg af generalen ved hans brigade. (Foto: biracdrine.com)

I mine forsøg på at få begivenhederne erindret og kommenteret fra serbisk side, søgte et par af mine tidligere bosnisk-serbiske elever fra Baltic Defence College at opspore veteraner. Det lykkedes for en elev, der er tjenstgørende stabsofficer, at få arrangeret en samtale med en veteran fra ”Sekovici”-brigaden. Karakteren af det korte møde var følgende: »Nothing constructive, quite the opposite (who authorized you to talk to me!?, who are you working for, etc., etc.)«.

Det er lykkedes for mig at få kontakt med den daværende chef for Zvornik-brigaden, nu pensioneret generaloberst Vinko Pandurević. Jeg stillede med hjælp af Arben Deliu som oversætter generalen tre spørgsmål: For det første hvordan han erindrede situationen i krigen i foråret 1994, for det andet hvordan han erindrede forholdet mellem de bosnisk-serbiske styrker og UNPROFOR og specielt NORDBAT og endelig, hvad han husker om Bøllebanksaftenen, hvor jo indledningen, bombardementet med fire granater mod T2, kom fra hans brigade.

Det viste sig i min senere korrespondance med ham, at Pandurević godt kunne engelsk, men hans svar på mine spørgsmål var på serbisk. De var i Arben Delius oversættelse følgende:

Han huskede situationen således:

»Fra Kalesija, Sapne[a], Godusa og  Nezuke [gennemførte] 2.korps [af) A BiH lavede flere udfald mod Zvornik brigaden. 2. korps … har regelmæssigt grupperet sine styrker i regionen Kalesije[a] for at udvise styrke overfor Zvornik brigaden. Efterretningerne viser, at 2.korps … ofte havde planlagt at inddrage UNPPROFOR styrker i udveksling af ilden, ved at påbegynde beskydningen, når FN-styrkerne var i nærheden«.

Om forholdet til FN-styrkerne og bataljonen skriver han:

»Samarbejde mellem kommandoen for Zvornik brigaden og kommandoen af NORDBAT var, efter det jeg husker, god, korrekt og professionel. Jeg husker godt de pæne uniformer, disciplinerede soldater og befalingsmænd. I hvilken grad udtalelserne om forskellige incidenter fremlagt af NORDBAT-repræsentanter er sandfærdige, er svært for mig at bedømme.  De virkede objektive og ærlige overfor mig. Jeg ved, at FN-missionen var vanskelig og kompleks. FN-styrkerne blev ofte inddraget i kamphandlingerne fra A BiH’s side. Befalingsmændene var bekymrede for deres soldater, hvilket var forståeligt. VRS [den bosnisk-serbiske hær] var overbevist om, at den øverste struktur af FN var på bosniakisk side, og at sympatien var på bosniakkernes side, hvor serberne blev anset som de onde.«

Om begivenhederne den 29.-30. april kan han ikke finde noget om beskydningen af T2. Det må være en begivenhed den 15. maj, hvor hans artilleri beskød en muslimsk kolonne. Om virkningerne af Bøllebank skriver han:

»Denne hændelse havde større konsekvenser for forholdet mellem FN og VRS. Tilliden til FN forsvandt næsten øjeblikkeligt. Om konkrete effekter af FN-styrkernes kamphandlinger i den beskrevne hændelse kan jeg ikke sige noget detaljeret, da dette ikke foregik i Zvornik-brigadens ansvarsområde.«

Det var noget der foregik hos den direkte nabo, ”TG Osmaci” (dvs. taktisk kampgruppe Osmaci).

Kort, som general Pandurević sendte med, hvor dette udsnit viser den sydlige del af hans brigades ansvarsområde i 1995. Man ser, at naboen, TG Osmaci, dels har styrker lige syd for vejen fra Kalesija til Carparde, dels på nordskråningen af VIS. (Kort i forfatterens besiddelse)

Da jeg efterfølgende fandt ud af, at han kunne engelsk, skrev jeg til ham direkte, at jeg vidste, hvad der var sket, men havde behov for baggrunden af serbiske motiver. Han svarede, at han ikke havde muligheder for at hjælpe.

Da jeg fandt ud af, at den anden og direkte ansvarlige brigadechef, Svetozar Andrić, nu var blevet medlem af den serbiske Nationalforsamling i Beograd, fik general Dragan Vuković telefonisk kontakt med ham, og han lovede at hjælpe til med at få bidrag fra ”Šekovići”-brigadens veteraner. Også Andrić var da Covid-19-syg. Da der på trods af disse løfter fra de pensionerede bosnisk-serbiske generaler ikke kom nogle resultater, beskrev jeg i en mail, hvad vi vidste om forløbet og bad blot om, at man forklarede den serbiske situationsopfattelse og de afledte motiver. Jeg forslog også, at man søgte veteraner fra SAGGER-enheden.

Efter flere rykkere, hvor Vuković havde svaret optimistisk, meddelte han den til slut lige før den sidste deadline:

»This morning I called again four people I contacted about our topic and unfortunately I have no information from them. I can only speculate about the reasons for such answers, but there is nothing I can do.«

Under hele det nu månedlange forløb har ønsket og formålet med oplysningerne ligesom vores viden om forløbet været lagt åbent frem. Derfor må afvisningen ses som et resultat af en formel beslutning fra brigadens veteraners ledelse om ikke at bidrage, fordi det ikke var i deres interesse at fremlægge deres motiver for konkrete handlinger. Jeg kunne i deres øjne aldrig bringes til at forstå og acceptere deres motiver og handlinger.

Efter at vi havde opgivet det, lykkedes det rent faktisk for min tidligere BALTDEFCOL-elev at få et par af veteranerne til anonymt at fortælle ham om deres generelle syn på situationen i Tuzla-området i perioden:

»During the later phase of the war (1993, 1994), it was clear that the enemy was receiving weapons and ammunition from outside sources, contrary to the arms embargo. The situation on the ground constantly indicated that this was happening. The enemy’s fighting capability was constantly growing, which was especially evident in the case of anti-armour weapons (guided missiles). It was widely believed that the weapons were smuggled through Tuzla airport – new weapons would first emerge on the frontlines around Tuzla. After the war, it became clear that these suspicions were justified. This put us in a situation where defeat, if nothing changed, was inevitable: the enemy was constantly growing stronger, and we, completely isolated and exposed to occasional bombing, were constantly weakening. At the same time, there was a belief that every member of UNPROFOR knew what was happening. We believed that they were complicit in „killing us softly“.

Of course, after the war, it became clear that the arming of our enemies was a secret operation supported and carried out by a couple of countries, but at the time we could not know that. What should we do? Should we wait to be slowly suffocated, or should we try and do something to prevent that from happening? The active JNA officers who led us came from the communist milieu and had almost no previous contact with modern Western armies. Reserve officers were in even worse shape. They had ranks on their shoulders, but, realistically, for years before the war, if they ever had any, they did not have serious training.

This led to the creation of an unfounded belief that UNPROFOR officers and soldiers were soft and spoiled, accustomed to living conformably, and that a number of shells would scare them and cause flight. This would result in the cessation or, at least, disruption of the process of arming of the enemy.

This is what I got from a telephone conversation with a recently retired officer who was a Captain in the area during the war. I took notes to the best of my ability and asked him if it was OK to share the notes with you. He agreed but would not agree to share his name. Boris, who was my initial contact when we started talking about this, told me a remarkably similar story – it seems that there indeed was a strong understanding that something had to be done about the arming. It was very simple – either we do something about the arming, or we die. They also told me that many people do not want to talk not out of fear, but out of the feeling that the “Westerners” do not want to hear their part of the story. The Westerners believe that reports made by their soldiers serving in UNPROFOR are always 100% true and everything else is a bunch of lies.«

Jeg har bedt folkeretseksperten, professor emeritus og Dr. Jur. Frederik Harhoff, om at bedømme den serbiske optræden over for NORDBAT. Harhoff var fra 2007 til 2013 dommer ved Det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien (ICTY) og har undervist i krigsret/humanitær folkeret i flere lande

Efter en generel diskussion og inddragelse af præmisserne for dommen mod bl.a. Mladić’s påstand, at FN-styrkerne selv havde anvendt militær magt mod serberne, er Harhoffs konklusion, at angrebet på UNPROFOR-styrkerne var en overtrædelse af IHL [Krigens Love], fordi UNPROFOR blev etableret og indsat i 1992 i henhold til Sikkerhedsrådets Resolution 743 som en midlertidig, fredsbevarende foranstaltning med henblik på at skabe fred og sikkerhed i forløbet op til en fredelig udgang på krigen i Det tidligere Jugoslavien. FN-styrkerne deltog ikke aktivt i kamphandlingerne mellem krigens parter og anvendte kun væbnet magt i selvforsvar; de var derfor ikke lovlige militære mål og havde efter folkeretten ret til at forsvare sig med væbnet magt imod de serbiske angreb.

Generaloberst (indtil juni 1994 ”generaloberstløjtnant”) Ratko Mladić til venstre, da han efter erobringen af Srebrenica ydmygede den hollandske bataljonschef Thom Karremans, der undskyldte for sine troppers korte ildåbning. (Foto: International Tribunal for Former Yugoslavia)

UNPROFOR styrkerne var efter både ICTY Statutten og ICRC’s Sædvaneretsstudie beskyttet imod angreb fra krigens parter, og det er derfor Harhoffs vurdering, at de serbiske angreb mod FN-styrkerne udgjorde en krigsforbrydelse. Både Karadžić og Mladić blev også dømt for krigsforbrydelser ved ICTY for angrebene mod UNPROFOR-styrkerne.

DEL X: Opsamling og konklusioner

Samlende bemærkninger om indsatsen

»BQ (Erik Kirks 2. Deling) skød i alt 72 skud … og var første danske PN-ENH (panserenhed) i heftig kamp nogensinde … Det hele forekommer helt uvirkeligt, næsten som at skyde i Oksbøl, her skyder skiverne bare igen.»

Johnny C. Jensen i sit dagbogsnotat fra klokken 10 den 30. april 1994

»Det forlyder, at BSA (den Bosnisk-Serbiske Armé) har opstillet et kompagni T72ere (dvs. moderne kampvogne) bag Sukkertoppen – gad vide hvad de skal bruges til …«

Johnny Nielsen fra 3. Deling i sin dagbog den. 7. maj

Som fastslået her gennemførtes kørslen fra flyvepladsen til Sarači og mødet på pladsen dér mørklagt, og man nåede ikke at få lys på FN-flag – som det vurderes var bataljonens plan – før granaterne slog ned.  Årsagen til forløbet må vurderes at være en misforståelse mellem Svensson om Møller om karakteren af FN-markeringen under operationen i rammen af operationens generelle mål at markere retten til fri bevægelse. Misforståelsen må ses som en naturlig følge af, at man meget hurtigt iværksatte operationen i mørke for første gang.

Men reelt er det ret ligegyldigt for bedømmelsen af det efterfølgende forløb. Derefter stod Kirk på grund af sin misforståelse tidligere på aftenen – uden at dette var blevet klart for ham – på det sted og i den rolle, som Rasmussen havde ønsket ham i ifølge både Johnny Jensens dagbog og Rasmussens beretning fra efteråret 1994. Også den misforståelse var en følge af hastværket ved iværksættelsen.

Som beskrevet var der reelt intet hastværk, for truslen mod T2 ville først blive øget i dagslys, men Eliasson har sandsynligvis set det som vigtigt at demonstrere hurtig og effektiv reaktion over for de lige ankomne soldater på posten.

Da Kirk så og hørte, at resten af eskadronen var i alvorlige problemer, valgte han at handle inden for rammen af Bøllebanksbefalingens fælles bestemmelser og i øvrigt ROEs. Ganske vist befalede Rasmussen ildåbning uden at blive hørt af andre end sin besætning og Møller, men da var 2. Deling efter alt at dømme allerede i gang eller skulle lige til at åbne ild. Ved sin selvstændige optræden reddede Kirk nok eskadronen fra tab.

Den første hørt og forståede befalede indsættelse af delingen skete ved tilbagegangen.

De helt centrale udfordringer den aften var for det første 1. Delings fremrykning det første stykke af vejen fra Kalesija mod nord mod T2. Her skulle delingsføreren, premierløjtnant Claus Rose Andreasen, gentage en handling, hvad der femten dage før var ved at koste ham livet, nu blot under en langt værre beskydning.

Eskadronchefens vogn og treervognen i 1. Deling samt den svenske bataljonschef svagere pansrede mandskabsvogn skulle forblive og virke under et bombardement af Kalesija, der var så intenst, at køreren på chefsvognen husker, at glimtene fra eksplosioner var så konstante, at han stadig måtte beskytte lysforstærkningsanlægget mod at blive beskadiget af lysglimtene.

I dette kaos fik Rasmussen sendt både den strandende treervogn væk til sikkerhed og placeret Svenssons PBV med Møller i dækning for den serbiske ild bag et højt hus. Senere gik han, som hans besætning husker, i gang med at finde stillinger, hvorfra hans kampvogn kunne virke mod de rapporterede kampvogne på VIS. Det var disse oplevelser, som derefter fik andre til at se Kirks delings virkelighed med større afstand til de serbiske våben samt mulighed for at besvare ilden som privilegeret

Efter diskussionen må man sige, der var to myter om operationen:

Den ene var, at operationen fra beslutningen til den taktiske succes på trods af krisen i Sarači kørte som et vel dirigeret orkester. Denne version blev bl.a. fortalt klart og med overbevisning i Carsten Rasmussens interview med Kasper Søegaard den 3. januar 2017, som desværre ikke blev sendt.  Denne myte er en efterrationalisering, for forløbet var præget af både teknisk og menneskelig friktion. Det er forventeligt i kamp og årsagen til, at selvstændig handling som Kirks ved ildåbningen og JC’s ved beordringen af 3. Deling frem er afgørende for militær effektivitet.

Den anden hvilede på ældre befalingsmænds viden om de ting, der ikke gik så glat, som den første myte fortalte, og de var frustrerende. De blev forløste, da journalisten Kasper Søegaard fra Kirkinterviewet i 2006 energisk hjalp dem med at indse, at det, som skete, måtte være et resultat af ansvarsløshed, inkompetence og konspiration hos deres foresatte, og herunder specielt Carsten Rasmussen, der jo ved sin optræden i dagene efter begivenhederne bekræftede, at han ikke var sig selv. Søegaard kunne ikke få skovlen under Lars Møller, simpelthen fordi han havde en for høj stjerne hos for mange af nøglevidnerne og i offentligheden.

Begge fortællinger er myter. Eskadronen, dens kadrer og mandskab fungerede på trods af forventelig teknisk friktion og menneskelige svagheder, fordi dens uddannelse og moral betød, at i praksis alle handlede med ekstrem høj faglig kompetence og personligt mod. Det var gældende fra den ledsagende oberstløjtnant Lars Møller, over oversergent Johnny Jensen på overblikshøjen nord for Sarači til den reservekampvognskører, overkonstabel Peter Strussmann fra 2. Deling, der som hans delingsfører imponeret fortalte i Kirkinterviewet imod normal praksis under skydning i fredstid valgte at sidde med åben luge under hele engagementet for at hjælpe med at observere. Grunden til, at alt fungerede den nat på trods af pres og friktion var, at eskadronen da stadig var et stolt ”Band of Brothers”.

Sammen med en høj grad af held eller guddommelig beskyttelse, her nok fra bosniakkernes Allah, betød dette, at bataljonen opnåede taktisk succes.

Forløbet medførte problemer på United Nations Safe Area (UNSA)-niveau, fordi det aftalte samarbejde om nødhjælpskonvojerne med de ydmygede serbere brød sammen, så der måtte skabes en anden løsning.

Ingen, der som jeg arbejdede internationalt i resten af 1994, er i tvivl om den omfattende goodwill Danmark opnåede hos vores allierede gennem Bøllebank, noget der blev forstærket af Møllers ekstraordinære kommunikationstalent. De fleste forstod derefter de fordele, som rådigheden over tunge våben gav under den nye tids mere krævende fredsbevarende og fredsskabende operationer. Der var ikke længere danske regeringspolitikere, der anfægtede bevarelsen af kampvogne i den danske hær.

Efter at have læst artiklens rekonstruktion, har Carsten Rasmussen sent mig følgende tekst, som jeg optager uredigeret:

»Når jeg ser tilbage på hele forløbet omkring Operation Bøllebank i 1994, er jeg stadig stolt af den måde, eskadronens soldater løste opgaven på. Det hele er dog ikke godt, jeg begik fejl, som jeg nok kan forklare, men ikke forsvare. Det første, jeg vil nævne er, at jeg ikke sikrede mig, at Erik Kirk havde forstået den rolle, 2. Deling fik i planen, fordi jeg anså stillingen i Kalesija som for tæt ved Sukkertoppen og derfor for farlig. 1. Deling forstod det, og JC hørte og noterede det, men jeg sikrede mig ikke, at 2. Deling havde forstået sin ændrede opgave, før vi kørte. Det var sjusket.

Om natten var det ikke smart, at jeg under tilbagetrækningen fra Kalesija uden stop passerede 2. Deling i Sarači i stedet for at gå i stilling her og følge den hjem, så jeg kunne have takket delingen for dens indsats direkte.

Jeg var uden tvivl kraftigt påvirket af situationen, umiddelbart efter operationen red jeg nok på bagsiden af en adrenalinbølge, derefter fulgte en psykisk reaktion, som varede i adskillige uger. Min sindstilstand påvirkede min væremåde og var afspejlet i mine noter. Dette var en medvirkende årsag til, at jeg renskrev noterne efter missionsophør. Jeg ønskede i efteråret 1994 stadig ikke at dele disse personlige forhold med omverdenen.

Allerede om natten havde jeg for travlt med at komme til bataljonen og aflægge foreløbig rapport. Den efterfølgende dag havde jeg igen travlt med at aflægge rapport. Dernæst havde jeg vel travlt med at servicere medierne. Jeg havde travlt med en masse uvæsentlige ting og forsømte det allervigtigste, eskadronens soldater.

Der burde straks efter arbejdet ved bataljonen have været gennemført en ordentlig debriefing, hver enkel fører og soldat burde havde fået sat sin oplevelser ind i rammen af, hvad der foregik på højere niveauer. Det skete ikke, hvilket der kun er en, der bærer ansvaret for: chefen! Jeg er overbevist om, at denne fejl i høj grad bidrog til den bitre strid, som har raset de senere år, og allervigtigst: Den er nok en væsentlig årsag til, at så mange af eskadronens soldater har lidt og fortsat lider af psykiske eftervirkninger. Det kan jeg desværre ikke rette op på nu.«

Efter at have læst et sent udkast til artiklen har Lars Eliasson følgende bemærkning til den danske debat og rekonstruktionen:

»Vikten av varningsskott kan inte nog överskattas och vad jag vet avfyrades dylika helt enligt reglementet. Det var inte NORDBAT som orsakade incidenten vid VIS utan helt och hållet BSA. Då jag hör diskussionen runt Böllebank får jag en känsla att vissa duktiga officerare felaktigt anklagar sig själva för händelsen.

Under min tid i Bosnien studerade jag allt jag kunde komma över vad avser Balkans historia, då kom jag även att intressera mig för mentaliteten hos den manliga befolkningen.

Det fanns en machokultur med historiska rötter hos de yngre serberna. Detta i kombination med en kommunistisk skolgång där inget fick ifrågasättas skapade soldater som kunde bete sig på ett sätt helt utan moraliska gränser. Jag tror dock att maktspråk respekterades. Hade starkare FN förband varit grupperade i Srebrenica hade utgången av denna tragedi blivit en annan. Men BSA skulle aldrig acceptera detta, nu fick dåligt beväpnade holländare bära skammen från UNPROFORs sida. Lätt beväpnade bataljoner kan accepteras i Peacekeeping missions, men aldrig i missioner likt den i Bosnien med diffusa mandat. Det danska stridsvagnskompaniet kom att spela en viktig roll.

Affären runt Böllebank ser jag som en rent dansk angelägenhet.«

Primært de hjemlige myndigheders forsømmelser

Men de hjemlige danske myndigheder kunne have gjort meget for at mindske risikoen for de efterfølgende problemer. Den kræftsvulst af splid, der voksede frem i det tidligere broderskab, havde direkte rod i manglende generelle professionalisme og rettidige omhu i det hjemlige Forsvars forskellige myndigheder.

For det første:

I Myten beskrives, hvad man må karakterisere som et åbent mytteri mod eskadronchefen Carsten Rasmussen. Det indledtes som advarsler til Rasmussen i begyndelsen af måneden og fuldbyrdedes som pres for at få ham væk og hjem efter Bøllebank. Den fortælling er som et ekko af 1954-filmen ”The Caine Mutiny”, hvor besætningen på en amerikansk destroyer-minestryger mister tilliden til sin kaptajn under en storm.

Men fortællingen anfægtes af andre befalingsmænd fra eskadronen, der ikke genkender den som beskrevet i Myten. Der er dog ikke tvivl om, at Rasmussen ikke var sig selv i tiden, indtil han kom hjem på orlov, og at også andre end de senere ”insurgenter” så dette.

Den kritiske fortælling bygger på uenighed med, hvad man opfatter som Møllers og hans partiske og upassende optræden i en FN-mission. Den noteres allerede før 29.4 af Johnny Jensen i hans dagbog. Den kritiske holdning forstærkes ved oplevelsen af Rasmussens passivitet og fravær fra nettet under operationen.

Cheferne provokerede, hævnede, fremtvang passage i stedet for at vende den anden kind til og roligt forhandle som man skulle gøre i FN-missioner. Denne optræden imod FN-principper måtte have været det, der fremkaldte serbernes angreb. Gennem deres således uansvarlige optræden udsatte cheferne eskadronens soldater for en helt unødig risiko. De ses senere som ansvarlige de kroniske PTSD-lidelser, som 25 % af Bøllebanksdeltagerne senere blev plaget af.

At en sådan misforståelse kunne opstå efter de foregående måneders FN-resolutioner, må jeg opfatte som resultatet af et ledelsessvigt hos de hjemlige danske myndigheder. De kunne så have gjort langt mere for at justere FN-missionsuddannelsen til de ændringer af rammerne, som Bjarne Hesselberg har beskrevet for mig i forberedelsen af artiklen.

Men nu var det jo sådan, at Møller og Rasmussen havde haft betydelig indflydelse på uddannelsen, så hvis der var modsætninger mellem uddannelsen og de forventninger, som nøglebefalingsmænd som JC og Kirk havde til tjenesten, må disse forventninger i betydelig grad have være bygget på holdninger hos folk, der allerede havde været på FN-tjeneste i det tidligere Jugoslavien eller måske havde deres billede af den korrekte optræden fra Cypern.

Johnny Jensen mener stadig ikke, at det lykkedes Møller og Rasmussen at forklare under missionsuddannelsen, at der nu var andre vilkår og regler i Bosnien.

En ting er imidlertid forskel i opfattelse af regler for optræden, en anden brug af sprog. Jeg er i løbet af arbejdet blevet stadig mere klar over, at noget som skabte problemer mellem cheferne og specielt de ældre, jyske befalingsmænd, var hvad de sidstnævnte opfattede som upræcis og upassende jeg vil bruge ordet frivol sprogbrug ved mundtlige omtale af magtanvendelse over for serberne. Et klart eksempel er, hvad befalingsmændene opfatter, at Jens Alsing befalede ved SISU-episoden.

Det ville dog nok have imødegået risikoen for senere misforståelser, hvis Chefen for Hærens Operative Kommando personligt og uden gråzoner havde understreget ændringerne på skrift eller ved en alvorlig afskedstale. Den ville så kunne have virket som forankring af den nye virkelighed.

En ting er, at en international organisation som FN ikke kan blive internt enig om klarhed. Det er også almindeligt, at ens egne politikere og øverste forvaltere finder det hensigtsmæssigt at bevare en ikke helt entydig tekst. Politikere o.l. kan ikke forventes at skamme sig. Men i en militær organisation kræver loyaliteten   over for de udsendte og deres pårørende, at uklarheden standser ved den udsendende chef. Hvis de foresatte niveauer ikke har gjort det, er det ham eller hende, der må vise indsigt og moralsk mod til at skabe en entydig ramme for de udsende og tage skraldet, hvis det går galt.

For det andet:

I Flyvevåbnet er debriefing efter enhver mission for at lære traditionel rutine. Derimod havde Hæren i min tjenestetid ikke forståelsen for, at involvering af alle i en debriefing er afgørende af flere grunde.

Med et systematisk debriefings-forløb gennemført under kontrol og ledelse af en ikke-deltager, vil alle kunne give deres vinkel på forløbet, og samlet vil man kunne skabe sig et billede, der ikke bliver domineret af den foregående plan om, hvad der skulle ske. Derigennem kan man sikre en dybere forståelse af, hvad der faktisk skete. Herefter kan ledelsen fastlægge og begrunde, hvilken historie, der umiddelbart fortælles udadtil. Fremgangsmåden har også den fordel, at den enkeltes stressende og forvirrede oplevelser ikke forbliver uden ramme, hvilket skulle mindske risikoen for PTSD.

Det er bemærkelsesværdigt, at dette forstod Erik Kirk, da han den 30. april 1994 samlede sin deling for at nedskrive, hvad der var sket. Derigennem inspirerede han de to andre involverede besætninger til at gøre det samme. De mest værdifulde og sikrer kilder til forløbet under Bøllebank er en følge af Kirks initiativ, ikke rutiner eller beslutninger i eskadron, bataljon eller højere myndigheder.

Allerede det bevidste forsøg på at ødelægge en kampvogn med målrettet anvendelse af middeltungt artilleri den 14. april ville muligvis kunne været identificeret som den særlige hændelse, det var. Det ville med større sikkerhed være sket med Søværnets og Flyvevåbnets procedurer.

Desværre blev Hæren på dette punkt ikke mere professionel i de næste mange år. Først omkring 2011 begyndte man at skabe et system for læring af sine erfaringer.

For det tredje:

Det, der skete ved og med eskadronen fra Dragonregimentet var en epokegørende begivenhed i dansk militærhistorie og var i umiddelbar forstand en ubegrænset succes. Det samme var tilfældet med den indsats, som kampvognsdelingen fra Dronningens Livregiment opnåede seks måneder senere under Amanda. En vågen og professionel forsvars- eller hærledelse havde slået en speciel medalje til soldaterne, samlet dem til en parade og bedt dronningen uddele den engang tidligt i 1995, efter at alle var kommet hjem. Fra Bøllebank skulle alle involverede dekoreres, fra överste Christer Svensson og nedefter, fra Amanda alle i delingen og dem, der ledsagede den. Hellere en dekoreret for meget end én for lidt. Så havde man markeret den ekstraordinære indsats, der blev ydet og vaccineret mod dannelsen af ondt blod.

For det fjerde:

Efter hjemkomst sendte man alle på orlov og afspadsering i tre måneder. Det var forvaltningsmæssigt bekvemt, men efter den basale viden om forebyggelsen af PTSD, som blandt andre jeg fik på Hærens Officersskole i 1965-68, var det den sikre vej til at gøre lidelsen kronisk hos en stor del af de ramte.

Eskadronen burde være blevet holdt sammen i tiden efter hjemkomsten, så deltagerne kunne hjælpe hinanden med at bearbejde oplevelserne og også her sammenbygge fortællingerne. Dette forstod Erik Kirk, der samlede kammeraterne til gennemdiskussion af forløbet,

For det femte:

Forvaltningen af orlov under udsendelsen øgede dramatisk risikoen for faldende effektivitet og misforståelser. Hvis man skulle fastholde orlogsperioder hjemme for de udsendte, skulle man have taget en besætning eller en hel deling ad gangen, og hvis det havde været nødvendigt, skulle den udsendte styrke øges, så det blev muligt. Det er uprofessionelt ikke at gøre alt tænkeligt for at holde tæt samarbejdede arbejdshold sammen.

NORDBAT’s relative succes

»A fantastic gap between the resolutions of the Security Council, the will to execute these resolutions, and the means available to commanders in the field.” That was Belgian general Francis Briquemont’s acerbic observation and summation of the UN mission in Bosnia at the end of his command of the peacekeeping force there [I januar 1994]. This gap would be filled, once again, with dead civilians, and on a scale not seen in Europe since World War II.«

Kofi Annan som indledning til afsnittet om Bosnien i sine erindringer: Interventions

»Jeg var i april 1993 i Holstebro til hjemsendelsesparade for det danske hovedkvarterskompagni fra Kiseljak og blev spurgt, om FN dog ikke kunne gøre noget? Jeg svarede, at ”det er vigtigt, at vi ikke bare sidder med hænderne i skødet og ser på, at de sidste muslimske områder bliver knust. Vi skulle stille nogle FN-tropper der, hvor fronten er nu, og søge at sikre, at linien ikke flytter sig” …  Jeg syntes, at FN gik alt for tøvende til værks. Vore svenske venner havde besluttet, at de ville til Tuzla med en panserinfanteribataljon. Lyng og jeg var enige om, at det ville være en god idé, hvis vi sluttede os til svenskerne med en kampvognseskadron på ti kampvogne … «

Hans Hækkerup, På skansen: Dansk forsvarspolitik fra Murens Fald til Kosovo (2002

På grund af den nye, robuste optræden, som bataljonens første chef, Ulf Henricsson, fastlagde og som blev støttet af hans rådighed over den danske kampvognseskadron, forblev Tuzla et relativt sikkert område. Man skal huske, at netop områdets nordlige dele var af central militærgeografisk betydning i konflikten. Distrikterne her grænsede op til den snævre og sårbare Brčko-korridor, der forbandt de nordlige og sydlige dele af Republika Srpska. De omfattede bl.a. Gradačac, hvor eskadronerne her alle blev gjort opmærksom på serbernes følsomhed og beslutsomhed, man samtidig markerede NORDBATs vilje.

Man optrådte beslutsomt og støttet af kapacitet i et afgørende område, som dog også blev resolut forsvaret af de dér indsatte bosniske regeringsstyrker fra 2. Korps. Det var på enhver måde anderledes end situationen i juni 1995 ved Srebrenica-enklaven. Den havde kun lokal militær betydning, men den var pga. terrænets karakter med serbisk kontrollerede bjerge tæt på byen reelt umulig at forsvare for de der placerede bosniske regeringsstyrker. Det forsøgte oberstløjtnant Thomas Karremans da derefter heller ikke med sin let bevæbnede DUTCHBAT III.

Som Jørgen Lyng skriver i sine erindringer, var det netop terrænet ved Srebrenica, der gjorde ham til modstander af at sende danske styrker dertil.

Ved Srebrenica fulgte man traditionelle FN-regler for optræden. Med hensyn til PTSD var det dog ikke en mere sikker vej. Som The Times skrev den 28. juni 2017 i artiklen ”Dutch veterans sue over trauma of Bosnia genocide” blev 200 af bataljonens 450 soldater kronisk PTSD-syge.

Man kan efter forfatterens opfattelse passende slutte med teksten fra artiklen ”Dømt som kujon” i Information den 7. juni 2011. Holland var ved en af landets appeldomstole blevet dømt skyldig i tre bosniske mænds død i massakren. Avisen skrev:

»Sender man folk ud i verden, skal de være rustet til at tage det fulde ansvar for både deres gerninger og deres oplagte forsømmelser. Og når det gælder våbenmagten, havde de hollandske soldater kun lette våben. Hollænderne svigtede i Srebrenica. Ja, ved gud, hollænderne svigtede. Man kunne måske endda trække den så langt, at den hollandske ledelse opførte sig kujonagtigt, da det virkelig gjaldt. Det var muligt at forhindre massakren, men det havde ud over måske mere mod fra hollænderne krævet, at de fik den nødvendige assistance i form af tungere våben og mere mandskab, så de ikke blot måtte stå og vente på katastrofen.«

NORDBAT var både materiel- og forberedelsesmæssigt bedre rustet end hollænderne.

Hvad der gjorde forskellen. Her 2. Delings tre kampvognsbesætninger lige efter ankomsten og overtagelsen af vognene. Fra venstre mod højre Kirk, Hansen og Lyngbye med deres besætninger. De første to kommandører er nu døde. (Fotos: Johnny C. Jensens samling)

Min slutnote

Jeg vil starte med at give ordet til Jakob M.B. Hansen. Han var en af de veteraner, der kom til at lide af kronisk PTSD. Han er ikke blandt os mere. Som det kan læses, havde Hansen fejlagtigt fået det indtryk, at rekonstruktionen var noget andet og mere end en gammel militærhistorikers eget gravearbejde. Han indledte 7. november sit emailbidrag til rekonstruktionen med følgende tekst:

”Jeg vil meget gerne bringe min viden til bordet… i særdeleshed krigshistorie har min meget store interesse. Det var og er hovedårsagen til, jeg overhovedet tog beslutningen om at lukke den journalist indenfor min dør i sin tid. Mit første møde tog 10 stive timer, inden jeg indvilligede i at åbne op for den debat, jeg nok anede … ville komme. En af mine ufravigelige betingelser var at opføre mig ordentligt og fremføre vores nye vinkel med saglighed og med dokumentation bag ved. Så vi hverken udstillede os selv eller Forsvaret som de rene idioter, hvor vi kun gik efter at udstille de fejl og mangler, jeg som soldat vidste der blev begået… Jeg opnåede alle mine mål og havde egentligt ikke troet, der ville komme en uvildig undersøgelse i min tid, da Forsvaret ikke udadtil viste interesse i en afklaring sin egen historieskrivning. Så det er med en vis begejstring at seriøse og kompetente mennesker er gået i gang.”

Det har været en berigende oplevelse at rekonstruere forløbet i samtaler og korrespondance med veteraner af forskellige grader som ham, soldater, der dengang overvandt frygt og truende eller kortvarig panik og optrådte professionelt og nogenlunde hensigtsmæssigt under ekstremt pres og fare. Mange af dem, langt flere end de, der fik en PTSD-diagnose, skulle igennem et kort eller op til årelangt forløb med at genopbygge deres liv og hverdag. Det gælder menige, sergenter og officerer, hvor nogle har fået mulighed for at snakke ud her mange år senere.

Artiklen er blevet skrevet under konstant søgen efter fejl af Carsten Rasmussen og specielt Johnny C. Jensen, hvor jeg trods naturlig stædighed har givet mig, når argumenterne blev for overbevisende. Uden Lars R. Møller og Bjarne Hesselberg havde jeg manglet den overordnede ramme. Mine kontakter til Bosnien havde ikke været mulige uden Arben Delius hjælp.

Jeg må i øvrigt som gammel kampvognseskadronchef fra det andet panserregiment konstatere, at Rasmussens Niels Kjeldsen-eskadron var et solidt og effektivt samarbejdende team med misundelsesværdigt dygtige, højt motiverede mænd, over officerer, befalingsmænd af sergentgruppen og konstabler. Hvis det ikke havde været sådan, ville det med stor sikkerhed være gået galt den nat, katastrofalt galt.

Det ville være godt, hvis man på 30-året for begivenhederne i en bredere kreds kunne mødes og gentage det, man fortalte Folkebladet Lemvig den 30. april 2014 i artiklen ”Bøllebankerne 20 år efter: Vi gjorde det rigtige.”

Johnny Jensen, Peter Lyngbye og Erik Kirk den 30. april 2914. (Foto: Jesper Markussen/Folkebladet Lemvig)

»Vi havde trænet til det. Vi var et sammentømret hold. Men det er først, når det for alvor går løs, at man ved, hvordan man reagerer. Indtil da havde vi jo kun skudt efter skiver eller andre mål. Pludselig skød vi efter mennesker. Vi kunne godt nok ikke se dem, men vi vidste jo, at der var mennesker i den anden ende,« fortæller Johnny Clemen Jensen.

***

Jeg kan forestille mig, at læsere kan blive stødte over det forhold, at NORDBAT i sin rapport fra 30. april 1994 til Sverige og Danmark (og derigennem i FN-myndighederne) gav den bevidst ukorrekte oplysning, at man kørte med lys til Sarači. Det skete med sætningen: »Forskydningen foregik med stor hastighed og med kørelys for at markere over BSA, at her kom NORDBAT 2.«

Hertil er kun at sige, at jeg ville også i oberst Svenssons sted have været tilbageholdende med sandheden, selvom mørklagt kørsel ikke var i modsætning til Rules of Engagement eller aftaler med serberne. Det sidste ville kun være tilfældet, hvis man fortsatte mørklagt. Den bedste måde ville dog have været helt at udelade sætningen, for så havde den normale FN-stabsofficer fejlagtigt forudsat kørsel med kørelys.

Det var bl.a. svensk og dansk politik at støtte Kofi Annans aktive linje i Bosnien, og som det fremgår af Bjarne Hesselbergs oplevelser af reaktionen på Bøllebank var organisationen for meget i splid med sig selv til at følge Sikkerhedsrådets hensigt. Man var hos ”Pacifisterne i Zagreb” ikke modne til at få hele sandheden. Derfor var det fornuftigt at gøre, som det skete.

Vi skal huske, at FN året efter måtte afløses i Bosnien som uegnet til at opnå og sikre freden.