KOMMENTAR: Året 2020 har været en udfordring for mange. Dette gælder også for OLFIs redaktør, som særligt i efteråret har været under et ekstraordinært pres såvel arbejdsmæssigt som privat. Desværre har konsekvensen været, at der i en periode ikke har været mange egenproducerede artikler på OLFI. Trods vinterens komme ser fremtiden dog lys ud, og OLFI sætter igen fuld damp på kedlerne.

Hvorfor har OLFI ikke skrevet om kritikken fra Nato? Hvor er historierne om Forsvarets indsættelse i den ulovlige aflivning af raske mink eller de sikkerhedspolitiske konsekvenser af præsidentvalget i USA? Og hvornår følger OLFI op på historien om personalestyrelsens fejlbehæftede digitale system til registrering af arbejdstid? Svaret er på den ene side meget enkelt og på den anden side mere nuanceret end som så.

Da jeg i sin tid etablerede OLFI, var min største bekymring at lægge for meget pres på mig selv ved at love dig som læser mere, end jeg kunne holde. Jeg afgav derfor et løfte til mig selv om, at jeg nægtede og fortsat nægter at gå ned med stress. Det betød også, at jeg ikke ville fastsætte nogen mål eller intervaller for, hvor mange artikler jeg skulle publicere på OLFI per dag, uge eller måned. Artiklerne måtte udkomme, når de var klar. Hellere vente og levere kvalitet end at storproducere ligegyldige artikler, som man allerede kunne læse andre steder.

Jeg har ikke tal på hvor mange artikler, som jeg er begyndt på, men aldrig har fået skrevet færdig, fordi andre sager overhalede mig inden om. Eller antallet af kilder der med god grund må føle sig svigtet, fordi jeg er kommet til at love mere, end jeg kunne holde ved at få dem til at fortælle og så efterfølgende erkende, at jeg har måttet skuffe dem ved ikke at få skrevet en eneste linje.

Det har ikke været af ond vilje, eller fordi historierne har været dårlige. Årsagen har ganske enkelt været, at jeg som ene mand i butikken har måttet prioritere tiden skarpt for at få enderne til at nå sammen både arbejdsmæssigt og privat.

Den røde lampe lyser hver uge

Samtidig har jeg altid haft en ambition om at nå så bredt ud som muligt med oplysning til den uindviede del af befolkningen om den forsvars- og sikkerhedspolitik, som jeg finder så vigtig og stærkt underprioriteret i andre medier. Jeg tilbød derfor i vinter den nye landsdækkende Radio4 at skabe et radioprogram med historier og debat om disse emner. Min tanke var, at et radioprogram kunne supplere OLFI og omvendt, således at der kom flere og bredere historier til gavn og glæde for både lyttere af Radio4 og læsere af OLFI.

Den idé faldt i god jord hos Radio4, og siden august har jeg været vært på programmet ”Frontlinjen”, som fylder æteren hver tirsdag i tidsrummet 11.05-12.00. Det har været både sjovt og interessant, men virkeligheden har vist sig en smule mere ubarmhjertig, end jeg havde forestillet mig. Under normale omstændigheder ville begge medier have gavn og glæde af samarbejdet, men 2020 har ikke været noget normalt år. Og for mit eget vedkommende skyldes det ikke en gang udbruddet af den globale pandemi af covid-19.

Artiklen fortsætter under playeren …

Jeg har særligt efter sommerferien været udfordret af forhold i privatlivet, som har krævet min fulde tilstedeværelse og opmærksomhed på ofte ubelejlige tidspunkter. Dette fokus har krævet mange ressourcer og er desværre gået ud over de timer, som jeg har kunnet bruge på at holde et skib som OLFI sejlende i fuld fart. I den forbindelse er det både en fordel og en ulempe at være selvstændig. Jeg kan prioritere min egen tid, men der er bare ingen – ud over journalist Kasper Junge Wester i 10 timer om ugen – til at fylde huller, når jeg har været nødsaget til at fokusere kræfter og tid et andet sted end på broen af OLFI.

Midt i dette dilemma lyser den røde lampe i 55 minutter hver tirsdag, og det er mit ansvar hver uge at fylde æteren med begavet indhold. Det gør jeg med glæde, selv om det er frustrerende ikke at have haft tid og overskud til at få alt det ud over rampen på OLFI, som jeg burde og gerne ville. Nogle gange skal man bare huske at prioritere resten af livet og erkende, at man ikke ene mand kan udfylde to eller tre mands arbejde.

Ordentlighed, moral og etik i fokus

Efter et par meget travle måneder med en stejl indlæringskurve inden for radiomediet begynder der heldigvis at falde lidt mere ro på både det arbejdsmæssige og hjemmebanen. Historier mangler vi ikke, og jeg glæder mig til sammen med Kasper at få dem ud til jer læsere med en højere kadence end i de seneste måneder.

Jeg er meget bevidst om, at det næppe er muligt at fortsætte i en uendelighed med afsløringer som alle dem om nepotisme og inhabilitet, som efterhånden tæller 170 artikler gennem mere end to år. Det vigtigste er dog, at nogen bliver ved med at holde magten i Forsvarsministeriets og Forsvarets øverste ledelser i ørerne og minde om den ordentlighed, moral og etik, vi som samfund må forvente af personer i betroede stillinger i den offentlige sektor. Det fokus kommer OLFI aldrig til at fralægge sig, så længe jeg står på broen.

Jeg tror, at de fleste af os kan blive enige om, at Forsvaret og Forsvarsministeriet har haft godt af at blive kigget efter i sømmene, og jeg lover at fortsætte med at være den irriterende journalist, som ikke bare lader sig spise af med en sang fra de varme lande.

Lad mig derfor afslutningsvis takke for din forståelse og tålmodighed. Jeg oplever en meget stor opbakning til den linje og journalistik, som i snart fem år har ført OLFI frem til det, som OLFI er i dag. Jeg glæder mig også over, at antallet af abonnenter bliver ved med at vokse, selv om historierne ikke er mange. Tak for det – og så fuld fart fremad!