spot_img

Forsvaret hjemsender alt ikke-kritisk personel pga. coronavirus

Også i Forsvaret bliver medarbejdere nu sendt hjem på grund af pandemien Covid-19. Det gælder dog ikke personel, der varetager kritiske funktioner. Forsvaret støtter fortsat samfundet og opretholder den operative opgaveløsning både nationalt og internationalt, skriver Forsvaret i en pressemeddelelse.

Regeringen har besluttet, at alle offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner, sendes hjem fra fredag den 13. marts og foreløbigt to uger frem grundet risikoen for smitte med covid-19 bedre kendt som coronavirus. Det gælder også for medarbejdere i Forsvaret, skriver Forsvaret i en pressemeddelelse.

Alle medarbejdere hjemsendes, og aktiviteter indstilles frem til den 1. april 2020 bortset fra aktiviteter og personer, der er kritiske for Forsvarets operative opgaveløsning. Forsvaret opretholder fortsat det kritiske beredskab og fortsætter den operative opgaveløsning både nationalt og internationalt, ligesom Forsvaret fortsat støtter samfundet med løsning af situationsbestemte opgaver. Medarbejdere, der bidrager til at løse disse opgaver skal forblive på arbejde.

Konkret vil Forsvaret fortsat løse suverænitetsopgaver i hele Rigsfællesskabet. Det betyder bl.a. overvåge luftrummet og de hjemlige farvande samt opretholde afvisningsberedskabet og havmiljøberedskabet, ligesom Forsvaret også fortsat vil løse overvågnings- og bevogtningsopgaver og støtte det nationale beredskab og politiet med blandt andet eftersøgnings- og redningsopgaver, ambulanceflyvninger og andre livreddende opgaver samt ammunitionsrydning.

Forsvaret vil også fortsat løse tilsvarende kritiske opgaver i det nordatlantiske område ved Færøerne og Grønland. Det siger forsvarsminister Trine Bramsen (S).

”Den kommende tid bliver alvorlig. Det stiller krav om sammenhold og samfundsansvar. Det gælder også i Forsvaret. Derfor er mange af vores ansatte i ikke-kritiske funktioner blevet sendt hjem. Når det er sagt, er Forsvaret helt afgørende for at opretholde et sikkert Danmark. Derfor skal de særligt vigtige opgaver selvfølgelig fortsat løses – og det vil de blive. Der er grund til at takke hver eneste medarbejder og frivillig i Forsvaret, der i disse dage yder og i de kommende mange uger kommer til at yde en ekstra stor indsats. Tak for jeres store indsats,” siger forsvarsminister Trine Bramsen.

Hjemsendelse vil have omfattende konsekvenser

Forsvarschef Bjørn Bisserup kalder situationen alvorlig og siger at den kræver vidtgående foranstaltninger. Samtidig skal Forsvaret passe på Danmark og fortsat løse de internationale opgaver.

”Der vil være en lang række afledte effekter og konsekvenser, der sidenhen skal håndteres. Men det er ikke det væsentlige nu. Vigtigere er det, at alle vores medarbejdere fortsat følger retningslinjerne, som er udgivet af sundhedsmyndighederne samt supplerende lokale retningslinjer med henblik på at afbøde smittespredningen, og så Forsvaret kan løse de operative opgaver,” siger Bjørn Bisserup.

Medarbejdere herunder elever på Forsvarets uddannelser, og som ikke indgår direkte i den operative opgaveløsning og kritiske beredskaber, sendes hjem. Det samme gælder de fleste værnepligtige. Værnepligtige soldater, der indgår i vagt-, bevogtningstjeneste og beredskaber, herunder vagten ved De Kongelige Slotte og Palæer samt den strategiske reserve hjemsendes ikke.

Hjemsendte medarbejdere skal arbejde hjemmefra i det omfang, deres arbejdsopgaver tillader det. De skal fortsat stå til rådighed og vil modtage løn. Møder, rejser, kurser, uddannelser og øvelser indstilles ligeledes i det omfang, det er muligt.

Du kan finde flere informationer om coronasmitten i Danmark på hjemmesiderne coronasmitte.dk, som henviser til politi.dk/corona.

Andre læste også

»Den sikkerhedspolitiske situation og ændringer i vores opgavefokus udfordrer os«

Abonnement
Chefen for Flyverkommandoen erkender i et skriftligt svar til OLFI, at de unge piloter er pressede. Han lover, at man fra flyveledelsens side er i gang med at adressere udfordringerne, men han vil ikke stille op til interview og svare på spørgsmål. Nej. Generalmajor Jan Dam ønsker som chef for...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer