KOMMENTAR: I dag for fire år siden blev et lille, besværligt, stædigt og møgirriterende nichemedie født. Det har vist sig helt nødvendigt for at få bugt med nepotisme, inhabilitet, tjenestemisbrug, pligtforsømmelser, svindel, magtarrogance og ikke mindst bøllemetoder i og omkring Forsvaret. Og der er meget mere på vej i det kommende år.

I dag tillader jeg mig at gøre en form for status. Denne weekend fylder OLFI fire år, og det har været nogle ganske interessante år både journalistisk og forretningsmæssigt. Det, der begyndte som en idé i efteråret 2015, har på ganske kort tid udviklet sig til et respekteret, frygtet, forhadt og trods alt også skattet medie med et kritisk blik på dansk forsvars- og sikkerhedspolitik. Økonomien løber rundt helt uden tilskud eller støtte, og forretningen er i vækst på grund af en enkel og – åbenbart – skudsikker forretningsstrategi: At levere journalistik uden omsvøb. Modig, bidsk, kærlig og fair.

Hvis vi indleder med journalistikken, har den allerede haft omfattende konsekvenser: Tidligere hærchef H.-C. Mathiesen venter på at komme for retten tiltalt for tjenestemisbrug og grov pligtforsømmelse. Tidligere finansdirektør Anja Erichsen har sagt op i dølgsmål efter at være afsløret i at have tildelt sin egen kæreste og vicechef engangsvederlag uden at erklære sig inhabil, og hun afventer nu Midt- og Vestjyllands Politis endelige juridiske afgørelse. Jens Bach bliver som chef for Frømandskorpset i øjeblikket undersøgt af Forsvarsministeriets Auditørkorps for måske at have brudt reglerne i forbindelse med en materielhandel, som også involverer Jeppe Handwerk, der er privat ven med kronprinsen. Den nu pensionerede kommandørkaptajn Bjørn Martin Röst slap nådigt med en bøde på 5.000 kr. for at bryde sin tavshedspligt i forbindelse med et interview i dette medie.

Departementschef Thomas Ahrenkiel har ligesom forsvarschef Bjørn Bisserup fået kritik af Kammeradvokaten for ikke at leve op til forvaltningslovens regler om habilitet. Og så er der alle de andre sager, som (endnu) ikke har fået andre konsekvenser, end at den måbende offentlighed har fået lejlighed til at se, hvad der gemte sig bag de mørke gardiner. Historien om forsvarschefens hemmelige loge, som mødes i smug og bryder med helt grundlæggende konstitutionelle principper, og som inkluderer efterforskningschefen i auditørkorpset og en række af Forsvarets øverste chefer. Historien om ”Karin fra OLFI”, der åbenbart er blevet mere eller mindre blacklistet af Forsvarsministeriets Personalestyrelse for at have afsløret ulovligheder i Specialoperationskommandoen og på trods af fornemme papirer får afslag på alle sine ansøgninger i Forsvaret til stillinger, som oven i købet kommer i genopslag.

Der var historien om personaledirektør Laila Reenberg, hvis mand blev beordret i stillingen som chef for 2. Eskadre, fordi der var en bedre egnet kandidat, som det ville have været svært at argumentere uden om ved opslag i fri konkurrence. Og så selvfølgelig historien om svindel i ejendomsstyrelsen. Og lidt længere tilbage i tiden historierne om Operation Bøllebank, om budgetanalysen og hele debatten forud for indgåelsen af det seneste forsvarsforlig. Om manglende flotation på de nye maritime Seahawk-helikoptere og …

Alt sammen er det historier, som er kommet frem i dette medie alene ved at stille spørgsmål, afkræve svar og lægge de forhåndenværende oplysninger frem for offentligheden.

Forsvaret har stadig brug for omfattende rengøring

OLFI begyndte som en idé. Det var og er sådan set stadig planen, at OLFI skal dække Forsvaret bredt, og oprindeligt var det min tanke at udkomme med groft sagt 33 pct. kritiske artikler, 33 pct. neutrale og 33 pct. positive. Den målsætning har jeg tvunget af omstændighederne måttet ændre.

Mit private køkken i lejligheden på Østerbro udgør stadig OLFI Head Quarters og uden andre medarbejdere end mig selv, er det nødvendigt at prioritere hårdt. Det har vist sig, at Forsvaret og Forsvarsministeriet øjensynligt har haft større brug for en ordentlig gang hovedrengøring, end jeg havde fantasi til at forestille mig. Når Forsvaret og ministeriet ikke selv kan finde ud af afdække urenheder, møg og råddenskab i fundamentet, hjælper jeg gerne til. Det er vel sådan set pressens rolle, selv om mange slet ikke har forstået, at den kritiske dækning sker med stor veneration for Forsvaret.

Andre har undret sig over, hvordan man kan udgive så kritisk et medie, uden at kilderne tørrer ud og dermed ødelægger grundlaget for forretningen. Svaret er, at man kun kan skabe en sund journalistisk forretning ved at bedrive kritisk journalistik. Hvem gider betale for at se pressemeddelelser og jubelhistorier? Nej, vel. Journalistik skal have bid, hvis den skal være værd at betale for. Men det skal da ikke være nogen hemmelighed, at kilderne i toppen af Forsvaret særligt i løbet af det seneste halvandet år er tørret helt ud. Ingen i de øverste cheflag ønsker at tale med OLFI hverken til citat eller til baggrund. Og det siger i virkeligheden nok mere om Forsvarets cheflag, end det siger om mig og om OLFI.

Til gengæld pibler kilderne frem ad andre kanaler. Jo flere kritiske artikler, dette medie har publiceret, jo flere kilder henvender sig med tip til sager, som jeg bør undersøge. Jeg kan samtidig konstatere, at strategien med ikke at ligge under for pres, men blive ved med at skrive det, som, jeg selv mener, er vigtigt, har vist sig at bære frugt. Flere og flere læsere køber abonnement, og i januar rundede OLFI 1.320 betalende abonnenter.

I december var der flere end 57.000 unikke brugere inde på OLFI, og de genererede tilsammen over 174.000 sidevisninger. Det er selvfølgelig langt fra eb.dk, bt.dk og andre landsdækkende medier. Men når man tager udgivelsesfrekvensen i betragtning, antallet af medarbejdere og økonomiske ressourcer, tillader jeg mig at sætte det fjerde lys i lagkagen med en ydmyg glæde og tilfredshed.

Resultaterne begynder at manifestere sig – også i andre medier

Og hvad er der ellers sket på de fire år? Jeg har ad flere omgange fået uvurderlig hjælp fra journalist Kasper Junge Wester, som dels har skrevet freelance og dels været i ulønnet praktik på OLFI gennem A-Kassen. Jeg håber på og regner med, at han fra marts bliver tilknyttet i 10 timer om ugen, og det kan læserne godt glæde sig til.

Det øger altid udgivelsesfrekvensen, når Kasper hjælper til. Det er samtidig årsagen til, at der kan være stor forskel på antallet af udgivne artikler fra måned til måned. Men sådan må det være, når man både ønsker at grave tungere historier op og samtidig skal holde forretningen kørende med bogholderi, regnskab, markedsføring, salg, interviews og research – og så samtidig huske tid til familien – uden at knække halsen.

Noget tyder på, at OLFIs kurs har været rigtig. Resultaterne begynder at manifestere sig ikke bare i flere abonnenter, men også i form af omtale i øvrige medier. OLFI er ikke længere et helt ukendt fænomen i det danske mediehav, og OLFIs optræden i andre medier vidner om, at selv små medier også kan bide skeer med de store.

Gennem årene har OLFI samarbejdet om diverse historie med forskellige medier, og i efteråret og vinteren har OLFI indledt et frugtbart samarbejde med TV2’s Operation X. Det er ingen hemmelighed, at sagen drejer sig om våben- og ammunitionskøb gennem Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, og det er heller ingen hemmelighed, at sådan et samarbejde gavner begge parter. Det hører I helt sikkert mere om på et senere tidspunkt.

Når man stikker snuden frem og finder det stærkt motiverende at tvære nallerne rundt i hvepseboer, får man ikke kun venner. OLFI oplever en voksende frustration ikke bare i Forsvarets ledelse over de afslørende historier, og mange nyder at tale skidt og nedladende om OLFI. Sådan må det være, når man sætter sig op mod magten og eliten. Særligt interessant har det været at betragte virksomhedsejeren Jeppe Handwerk pudse sin advokat på OLFI i det, der umiddelbart ligner et forsøg på at true, presse og intimidere mig til at indstille enhver undersøgelse af forhold omkring Copenhagen Global. Mon ikke det emne er et af dem, der kommer til at generere nogle artikler i 2020? Det tror jeg.

Under alle omstændigheder har de seneste fire år med skræmmende effekt dokumenteret, at det er ganske sundt for en yderst lukket organisme som Forsvaret at blive kigget lidt grundigt efter i krogene. Det er ikke altid lige kønt, og dette år bliver formentlig endnu et mareridt for Forsvarets øverste ledelse bl.a. med en general på anklagebænken i Viborg fire dage i maj tiltalt for tjenestemisbrug og grov pligtforsømmelse. I sidste ende gavner alle historierne dog Forsvaret, som forhåbentlig i højere grad end hidtil begynder at leve op til omverdenens forventninger til moral, etik og integritet. Af samme årsag har Forsvaret meget at glæde sig til i det kommende år, hvor OLFI planlægger at kaste lys over foretagendet i mange historier med kærligt bid. Der er en del på vej.

Jeg påtager mig gerne opgaven som ekstern rengøringshjælp, og jeg har i hvert fald ikke i sinde at lægge den undersøgende journalistik på hylden de kommende årtier. Selv tak.