“Krigsfotografen” fortæller en historie, som mange soldater kan spejle sig i

Fotografen Jan Grarup under en reportagerejse til Mosul i Irak. Fra filmen "Krigsfotografen"

ANMELDELSE: En ny dokumentarfilm fortæller om dilemmaet mellem at være draget af krig og samtidig stå med ansvaret for en familie i Danmark. ”Krigsfotografen” fascinerer i sine billeder og øjeblikssituationer, den har mange paralleller til veteranernes hverdag, og alligevel savner den dybde i portrættet af en af verdens bedste fotografer.

Gennem mere end 30 år har han rejst verden rundt til krigs- og katastrofeområder for med sit kamera at dokumentere død og ødelæggelse, som ofte rammer uskyldige mennesker. Hans rejser og fotografier har givet verden indblik i brutale konflikter og sikret ham et hav af nationale og internationale priser. Han er en af verdens bedste til sit fag, og han bevæger sig lige så rejsevant gennem Mosuls ruiner som en pendler på Fredericia Banegård.

Men prisen har været høj. Han har haft såvel et alkohol- som et narkotikamisbrug, været gennem flere skilsmisser og lider i dag af posttraumatisk stress (PTSD). Samtidig er han en familiefar, som har mærket døden helt inde på livet, da moren til tre af hans fire børn døde af kræft, og han selv måtte overtage det fulde ansvar.

”Krigsfotografen” er en dokumentarfilm, der fortæller den ærlige historie om pressefotograf Jan Grarup, og den kommer godt rundt. Den fascinerer i sine billeder og øjeblikssituationer, den har mange paralleller til veteranernes hverdag, og alligevel savner den dybde i portrættet af en af verdens bedste fotografer.

Her kommer man alt for tæt på

For vi hører aldrig om Jan Grarups alkohol- eller narkotikamisbrug. Til gengæld er vi med i kirken til ekskonens begravelse, og det virker nærmest som en spillefilm, da vi ser de grædende børn ved rustvognen uden for kirken. Men det er ramme alvor, det er dokumentarfilm, og man er lige ved synes, at her kommer man ærlig alt for tæt på.

Det hører med til forventningerne, som vi til fulde får indfriet at se døde irakere ligge i Mosuls gader, mens Jan Grarup iført hjelm og skudsikker vest løber foroverbøjet gennem de irakiske ruiner. Han dukker sig for snigskytterne, følger en mortergranats bane gennem luften, trykker sig ved eksplosionerne – og viser med sine egne stillfotos sårede børn, lig, ruiner, røg og armod.

Artiklen fortsætter under traileren …

Men ekskonens begravelse virker simpelthen for selviscenesættende på den unødvendige måde. Undervejs i filmen sidder Jan Grarup og fortæller om ekskonens sygdom i et regulært interview. Men i stedet for at lade ham brede det ud og fortsætte med alle fejltagelserne og sit vilde liv, kradser vi kun i overfladen. Det er ganske enkelt for pænt til den rå rockstjerne og cowboy med tatoveringer over hele kroppen.

Bag ”Krigsfotografen” står dokumentaristen Boris B. Bertram, og han slipper trods alt hæderligt fra sit arbejde. Men det virker som om, at han med fem års optagelser vil forsøge at få det hele med uden at have en klar plan for, hvordan det skal lykkes. Kill your darlings, plejer man at sige, når journalister og fotografer vil fortælle for meget, og det glemmer Boris Bertram desværre.

“Du har ødelagt min jakke!”

Handlingen i filmen følger kronologien i ekskonens sygdom og død med lidt forvirrende spring i tiden, som virker forceret ind i fortællingen, fordi dokumentaristen vil have det hele med. På plussiden tæller de private optagelser med Jan Grarup hos lægen, i mørkekammeret og sammen med sine fire børn, fordi de skildrer den hudløse familiefar med alle sine fejl.

”Du har ødelagt min jakke!,” skriger datteren, da far har vasket den hvide Isabel Marant-jakke sammen med noget rødt tøj.

”Ja, jeg har ødelagt den!,” griner Jan Grarup afvæbnende og lover at erstatte den.

”Den er kun til rens! Du er så dum!,” fortsætter hun, og alligevel finder far og datter hinanden.

Filmen viser en kærlig og omsorgsfuld far, som imidlertid ikke kan lægge sit arbejde om til at foregå hjemme i Danmark. Han må afsted til krigszonerne, men løftet til børnene fra begravelsen af ekskonen lader han til at holde.

”Vi får det godt. Det lover jeg,” siger han til sin søn ved morens rustvogn.

Det er man ikke i tvivl om, når man har set ”Krigsfotografen”, som enhver veteran bør se – med mindre man lider af PTSD og ikke kan tåle at se døde mennesker og lyden af skud, bombe- og granatnedslag.

”Krigsfotografen” har premiere i dag i biografer landet over. Den 24. september udkommer Jan Grarups bog ”Hvor jernkorsene gror” på Gyldendal, og her skulle der ifølge pressematerialet være kompenseret for manglerne ved dokumentarfilmen.