Bag farcen om Trump gemmer sig et alvorligt budskab til Danmark

ANALYSE: Præsident Trump har set sig sur på Danmark. Hans aparte udskydelse af et besøg i København om to uger kom efter statsministerens afvisning af Trumps ønske om at købe Grønland som »absurd«. Farcen varsler ilde for Danmark, som roligt kan forvente et voksende amerikansk pres på flere fronter.

Man kan sige og mene meget om Donald Trumps egen invitation til at besøge Danmark om to uger og hans udskydelse af samme, efter statsminister Mette Frederiksens (S) afvisning af hans ønske om at købe Grønland som »absurd«. Det groteske forløb er allerede beskrevet vidt og bredt og har ryddet forsider over hele verden. Med god grund.

Hvad værre er imidlertid, at farcen siger meget om det aktuelle forhold mellem USA og Danmark. Nuvel, præsidenten tegner det ikke alene. Men at en amerikansk præsident udtrykker ønske om at købe Grønland, inviterer sig selv, får kongehuset til at sørge for en formel invitation til et statsbesøg, takker ja for senere at aflyse med to ugers varsel i et tweet, for rullende kameraer kalder den danske statsministers afvisning af hans købsønske for »modbydeligt«, truer med ikke at ville behandles som Obama for endelig at udstille Danmarks lave forsvarsudgifter og manglende indfrielse af 2 pct.-løftet til Nato – ja, det varsler meget, meget ilde for det transatlantiske bånd.

»Hun taler ikke til mig. hun taler til USA, og sådan taler man ikke til USA,« sagde Trump om Mette Frederiksen foran Det Hvide Hus onsdag.

Vi kan latterliggøre ham, og det politiske parnas kan korse sig over gadedrengens uanstændige opførsel. Det ændrer dog ikke ved det faktum, at USA er og bliver Danmarks vigtigste allierede, som har betalt i overflod og garanteret Danmarks sikkerhed gennem mere end 70 år. Den tid kan snart være forbi, hvis ikke Danmark opper sig og gør op med det økonomiske efterslæb i forhold til et troværdigt forsvar.

Rusland og Kina opruster – USA og Danmark har sovet i timen

Når Donald Trump i ramme alvor ønsker at købe Grønland, er der en grund til det. Isen smelter med alarmerende hast, og det åbner med Nordvestpassagen helt nye logistiske transportmuligheder, og samtidig bliver adgangen til Grønlands råstoffer lettere og lettere at komme til. Det har kineserne opdaget og reageret på for længst ved at prøve at købe sig til indflydelse hos en investeringsmoden grønlandsk befolkning.

Rusland har for længst taget konsekvensen af de nye tider og er ved at opruste militært med nye havne og baser i Barentshavet og et øget fokus på Arktis. I de samme år har Danmark skåret og skåret på forsvarsbudgettet og argumenteret med, at Arktis var en fredelig interessezone, hvor landene i Arctic Five (USA, Canada, Norge, Danmark og Rusland) formåede at holde de diplomatiske forbindelser varme og de militære kapaciteter kolde.

Den tid er for længst forbi, selv om skiftende danske regeringer naivt har prøvet at påstå det modsatte. Og det er præcis dette forhold, som den amerikanske præsident reagerer på. USA har ligesom Danmark sovet i timen, mens Rusland og Kina massivt har søgt at øge deres egen indflydelse i Arktis.

USA’s interesse i Grønland er helt legitim

Lad os slå fast, at Trumps og USA’s interesse i Grønland er helt legitim, og det samme er hans ønske om at erhverve det geografiske område. Det har sådan set stået på mange amerikanske præsidenters ønskeliste gennem 75 år, men ingen har dog haft frækheden til at sige det offentligt – og slet ikke som Trump med sit ydmygende ejendomsmæglersprog. At det så også er helt ude af trit med tiden i 2019 og bryder alle diplomatiske spilleregler, er en helt anden sag.

Faktum er, at USA har brug for Grønland til at overvåge, hvad der foregår i USA’s eget nærområde. Amerika ønsker at udvide sine aktiviteter i Grønland, opsætte nye radaranlæg, bygge større lufthavne eller i hvert fald længere og bredere landingsbaner og i det hele taget opnå en mere fri adgang. Samtidig er USA trætte af Danmarks begrænsede tilstedeværelse.

Her kommer aversionen mod Danmark og det oprindelige ønske om at besøge Mette Frederiksen ind. Donald Trump rejser til Polen for at deltage i mindehøjtideligheden den 1. september for 80-året for Tysklands invasion i Polen, som var begyndelsen på Anden Verdenskrig. Det var en oplagt mulighed for at slå vejen forbi Danmark med to budskaber: 1) USA vil have øget adgang til Grønland og Arktis, og 2) Danmark er nødt til at komme ind i kampen, bruge flere penge på forsvar og opbygge de militære kapaciteter på Grønland i form af bedre overvågning og mere fysisk tilstedeværelse.

I et opfølgende tweet understregede Donald Trump endnu en gang, at Danmark i dag alene bruger 1,35 pct. af BNP på forsvar. Det er ifølge Trump alt for lidt og meget langt fra de 2 pct., som de allierede i Nato tilbage i 2014 lovede hinanden at arbejde hen imod i det kommende årti.

Farcen om Trump varsler en forværring af situationen

Man kan i den danske regering og opposition for den sags skyld roligt indstille sig på, at presset fra USA for at bruge flere penge på forsvar og sikkerhed kun vil vokse. Farcen om Trumps besøg i Danmark varsler en forværring af situationen og det transatlantiske bånd, og intet tyder på, at han vil dæmpe retorikken over for en ung, ny, kvindelig  dansk statsminister.

Hvor trist det end er at konstatere, har den amerikanske præsident det svært med stærke kvinder. Han respekterede Lars Løkke Rasmussen (V), men har tværet Mette Frederiksen ud på åben skærm kloden rundt og gjort hende til problemet og årsagen til aflysningen af mødet i København. Det er mildest talt at vende tingene på hovedet, og den taktik overrasker ikke længere nogen.

Om den virker er et andet spørgsmål. Trump høster historisk lave point i samtlige meningsmålinger – også blandt sine egne. I USA roser mange den danske statsminister for at sige ærligt, hvad hun mener om Trumps idé uden at pakke den ind i smiger og slesk tale. Det vækker hans vrede – og andres respekt.

Uanset hvad forestår der et massivt diplomatisk arbejde for at genetablere de gode bånd til USA. Om det ”udskudte” besøg i med Trump i København nogensinde bliver til noget, tvivler de fleste vist på. Og selv om afvisningen af Trump nok har givet Mette Frederiksen en blodtud, fremstår hun mere statsmandsagtig end præsidenten over there.

Det ændrer ikke på, at hun stadig er presset helt op i det røde ringhjørne. Måske Danmark bare seriøst skulle overveje at genindføre ubåde i det danske forsvar?