Sagen om finansdirektørs opsigelse vidner om utroværdig ledelseskultur

ANALYSE: Finansdirektør Anja Erichsens ”frivillige” opsigelse siger meget om ledelseskulturen i både Forsvarsministeriet og i Forsvaret. Her dækker man over dårlig moral og manglende etik og handler kun på endelige juridiske afgørelser. Det styrker ikke troværdigheden og efterlader medarbejderne med et indtryk af en kujonagtig ledelse.

Problemet løst. Sådan må man tro, at Forsvarsministeriet tænker efter at have modtaget en opsigelse fra Forsvarskommandoens finansdirektør, Anja Erichsen. Den 31. juli fratræder hun sin stilling, og dermed behøver Forsvarsministeriet ikke at forholde sig offentligt til den sag, som, alle andre end Forsvarsministeriet selv kan se, er en mindre skandale. Ikke alene på grund af finansdirektørens embedsførelse, men i langt højere grad på grund af Forsvarsministeriets handlingslammelse, konfliktskyhed, beskyttelse af og hjælp til finansdirektøren og hendes kæreste i et forløb, som offentligheden stadig venter på en god forklaring på.

I 2015 ansatte Anja Erichsen som finansdirektør en major fra Hæren, som aldrig havde beskæftiget sig med økonomi. Noget tyder på, at de kendte hinanden i forvejen, og at finansdirektøren derfor så gennem fingrene med hans manglende finansielle meritter. Kort efter sin ansættelse udnævnte Anja Erichsen majoren til oberstløjtnant, og i 2016 gjorde hun ham til sin vicechef.

Dette skete samtidig med, at deres relation udviklede sig til mere end et fagligt forhold. I økonomidivisionen var det en offentlig hemmelighed, at direktøren privat dannede par med sin vicechef, som hun både tog på tjenesterejser og ferier sammen med. Ind i mellem holdt de møder, hvor finansdirektøren efter forhandling med sin kæreste fastsatte hans løn, tillæg og vederlag. I begyndelsen af 2018 blev Anja Erichsen gravid med parrets fælles barn, hvorefter de blev enige om at adskille privatliv og arbejde. Det skete få uger efter, at hun havde givet ham et enkeltvederlag på 60.000 kr.

Den 9. februar skrev Anja Erichsen »med en stor portion vemod« til sine medarbejdere, at vicechefen (altså hendes kæreste) skulle arbejde med forligsimplementering »for senere at tiltræde en stilling som bataljonschef«. En stilling, som han først skulle overtage 11 måneder senere.

Hjalp generalmajor Hans-Christian Mathiesen også her?

I Økonomidivisionen og i Hærens ledelse var forholdet mellem finansdirektøren og vicechefen kendt, selv om det ikke var officielt. Generalmajor Hans-Christian Mathiesen var dengang chef for Hærstaben, og det var under ham, at man gelinde fandt en karrierestilling til oberstløjtnanten, som hverken blev slået op eller varslet.

Blandt de potentielle kandidater til jobbet som bataljonschef ved Jyske Dragonregiment skabte placeringen af oberstløjtnanten både vrede og frustration. Men hvad stiller man op, når hærledelsen og en af Forsvarskommandoens topchefer med et budgetansvar på 10 mia. kr. blæser på både lovgivning og almindelig menneskelig anstændighed?

Man tier … og sender en mail til OLFI. Det var dette medie, som i oktober satte fokus på Hans-Christian Mathiesens brud på forvaltningslovens regler om inhabilitet. Forsvarsministeriets Auditørkorps indledte på eget initiativ en undersøgelse, og efter fire dage blev hærchefen sendt hjem fritaget for tjeneste. Siden blev Hans-Christian Mathiesen tillige sigtet for magtmisbrug og pligtforsømmelse, og Auditørkorpset efterforsker nu på niende måned fortsat sagen.

På baggrund af yderligere research stillede OLFI spørgsmål til forsvarschef Bjørn Bisserups embedsførelse som chef for Forsvarsstaben i 2010 og til personaledirektør Laila Reenbergs ditto i forbindelse med sin ægtefælles beordring i stillingen som chef for 2. Eskadre. Inden OLFI nåede at stille spørgsmål til sagen om finansdirektøren, fik Forsvarsministeriet travlt og bad med over et halvt års forsinkelse nu pludselig Auditørkorpset om at undersøge sagen.

Kunne ikke vende tilbage efter barsel

Forsvarsministeriets Auditørkorps kan kun efterforske mod militært personel, og derfor rettede efterforskningen sig mod kæresten. Den blev afsluttet i marts, og konklusionen var, at Auditørkorpset ikke fandt grundlag for at sigte oberstløjtnanten, og den del af sagen blev derfor lukket ned. Men samtidig meddelte Auditørkorpset, at sagen omhandlende Anja Erichsen var overdraget til Midt- og Vestjyllands Politi, lige som Forsvarsministeriet modtog alle sagens dokumenter.

Auditørkorpset overdrager kun en sag til politiet, såfremt Auditørkorpset selv ville have rejst enten en sigtelse eller tiltale mod en person, havde denne været militært ansat. Man kan derfor være ganske overbevist om, at der i sagen foreligger bevismateriale, som ifølge Auditørkorpset formentlig ville kunne føre til en domsfældelse for brud på reglerne om inhabilitet. Her er strafferammen op til to års fængsel for pligtforsømmelse og op til fem års fængsel for magtmisbrug.

I Forsvarsministeriet modtog man materialet med sindsro, fordi finansdirektøren var og stadig er på barsel. Samtidig har det stået lysende klart, at Anja Erichsen på baggrund af sagens akter ikke kunne vende tilbage til stillingen som finansdirektør. Hvad gør man så? For Forsvarsministeriet handler det om at få sagen til at forsvinde uden at vække opsigt og kaste fornyet lys på dårlig ledelse og en topchefs brud på forvaltningslovens regler om inhabilitet.

Man skal vist være naiv ud over det normale, hvis man tror, at finansdirektøren midt i sin barsel selv fandt på at sige op. Af samme årsag kan man roligt regne med, at finansdirektøren har været til en alvorlig samtale hos sin arbejdsgiver, som har præsenteret hende for et valg: Enten siger du selv op, alternativt bliver du fyret.

Sagen handler om meget mere end jura

Her er vi ved sagens kerne, og den handler ikke kun om jura. Nej, sagen om finansdirektørens parforhold handler først og fremmest om dennes mangel på anstændighed, moral og etik. Men endnu vigtigere viser den, at Forsvarsministeriet hjalp Anja Erichsen med at få sin kæreste skudt med katapult op i en eftertragtet bataljonschef-stilling, som aldrig blev slået op. Den slags sker ikke uden personalestyrelsens inddragelse, og her var man mere interesseret i at komme videre end at skabe støj ved at undersøge den groteske sag fra økonomidivisionen.

Da sagen kom frem, nægtede daværende forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) at forholde sig til den, fordi den var under efterforskning af Auditørkorpset. Nu har finansdirektøren sagt op, og derfor vil enhver i ministeriets ledelse afvise at sige noget om personalesagen. Sagen er forsvundet, og så er alt jo godt?

Nej. Tilliden til Forsvarsministeriets og Forsvarets øverste ledelser ligger efter alle sagerne om inhabilitet på et meget lavt niveau. Blandt medarbejderne forventer man, at ministeriet viser handlekraft og skiller sig af med de brodne kar. Forløbet omkring Anja Erichsen efterlader ingen tvivl om, at finansdirektøren har brudt reglerne og ikke levet op til sit ansvar. Om hun også er kriminel, må tiden vise.

En fyring på gråt papir ville have sendt det signal til omverdenen, at Forsvarsministeriet ikke accepterer nepotisme eller bare det, der lugter deraf. Dokumentationen foreligger tydeligvis også uden en endelig juridisk dom. Og hvis direktørens fagforening i form af DJØF havde valgt at køre en sag, ville Forsvarsministeriet have vundet i offentlighedens øjne for at have stået på det, som er det åbenlyst rigtige: At anstændighed, høj moral og etik er et grundvilkår og et uomtvisteligt krav for at bestride topposter i Forsvarsministeriet.

I stedet sniger finansdirektøren sig nu ud ad bagdøren. Forsvarsministeriet siger ingenting og skutter sig ved at have reddet stormen af. Ingen forklaring, ingen undskyldning og ingen beklagelse. Ingen erkendelse af, at Forsvarsministeriet selv har svigtet eklatant. Det kalder man ansvarsforflygtigelse og værre endnu: En åbenlys vindersag, som kunne have rettet op på et flosset renommé, bliver til en tabersag, og signalet til omverdenen er: Går den, så går den. Og går den så ikke alligevel, er vi mest af alt kede af, at det blev opdaget.

Er det den ledelse, som skal stå i spidsen for landets væbnede styrker, skulle Danmark komme i krig? Blandt soldater kalder man den slags uærlighed for kujonagtig.