DEBAT: Dårlig ledelse, et forfejlet ansøgningssystem, en håbløs organisering med civile styrelser, ansvarsforflygtigelse og dårlig kultur. Lidelserne i Forsvaret er mange, og jeg er træt af fortielser og alternative fakta. Frustrationsniveauet blandt medarbejderne er stort. Hvorfor er det gået så galt for Forsvaret? Her er mit bud.

Forsvarets hjemmesider og aviser tegner som regel et skønmaleri af Forsvaret, som jeg til tider har svært ved at genkende. Og Forsvarets ledelse gør stort set det samme, når man fra det hold optræder i medierne. Jeg er træt af fortielser, og alternative fakta. Jeg er træt af, at stort set ingen af cheferne i Forsvaret tør stille sig op på ølkassen for at udbasunere deres frustrationer.

Bestræbelserne på at løse problemerne ”inden for hegnet” er ikke lykkedes. Frustrationsniveauet hos en stor del af de ansatte er stort, hvilket givetvis er årsagen til, at OLFI overhovedet eksisterer. Jeg kommer her med et par bud på, hvorfor det så hurtigt er gået så galt for forsvaret.

1) Forsvaret har ingen ledelse af gavn

Forsvarets øverste ledelse og det underliggende chefniveau synes de seneste 15-20 år ganske enkelt at have været for svagt og/eller at have manglet den fornødne integritet! Man kan være nok så dygtig, fandenivoldsk, velformuleret og demagogisk forførende på tv-skærmen, men hvis ikke man opfattes værende ærlig i ens ageren og udmeldinger, da vil ens rygte og skudsmål blandt medarbejderne lide skade. Er tilliden først forsvundet, da er løbet kørt. Kortere kan det vel ikke siges. Ledelse er blevet tilsidesat af administration.

2) Ansøgningssystemets fallit

Jeg har ovenover dømt det øverste ledelseslag ude, så man kan håbe på, at der står andre bedre egnede klar til at overtage roret efter de nuværende chefer. Men en ting er at leve i håbet, noget andet er realiteterne. Udsigten til, at det skulle blive bedre i fremtiden, tegner ikke alt for lys.

Ansøgningssystemet skal jo nok sørge for, at den siddende ”chefelite” vælger små kloner af dem selv, og ellers skal det politiske niveau i Forsvaret nok sørge for, at der udnævnes chefer, der kan og vil følge departementets taktstok. Resten af afsnittet er selvfølgelig kun spekulationer, men lur mig om ikke der er et gran af sandhed i det.

Ansøgningssystemet er i princippet godt, men når det aldrig har virket, hænger det sammen med, at det i min optik alene blev indført for, at daværende forsvarsminister Søren Gade (V) kunne dobbeltforfremme og plante sin personlige muldvarp – den daværende afdelingschef Bjørn Bisserup bag ryggen på daværende forsvarschef Tim Sloth Jørgensen.

Med Bisserup som stabschef i Forsvarskommandoen fik ministeren sin direkte kontrol, og allerede der blev Pentagon-modellen i realiteten indført. Så ansøgningssystemet har været forgiftet fra dag ét.

3) Manglende ønske om at tage ansvar

Vi har et departement i Forsvarsministeriet, som ikke er villig til at tage ansvar. I hvert fald ikke offentligt. Jeg er ikke den eneste, som har oplevet, at departementet relativt ofte formulerer ønsker, opgaver med mere mundtligt. Jeg har fra centralt hold erfaret, at det er en helt bevidst handling.

Man ønsker ikke fra departementets side at kunne blive stillet til ansvar for de fremførte opgaver, ønsker med mere. Så hvis ikke der er skriftlige eller elektroniske spor, da kan det efterfølgende – når der skal placeres et ansvar – være vanskeligt at få afdækket, hvorfor en opgave eventuelt måtte være kørt af sporet. Den eneste måde at komme et sådant uvæsen til livs er ved skriftligt at få bekræftet, hvorledes man har hørt og opfattet de mundtligt fremførte opgaveformuleringer.

Det er den eneste måde, hvorpå departementet kan stilles til ansvar for deres beslutninger, gøren og laden. Med mindre man selvfølgelig ønsker at gøre karriere, for da gælder det gamle princip fra atten hundrede og hvidkål stadig: ”Vil du i verden frem – da buk!” Og gør man det tilstrækkeligt ofte, da kan man være heldig at ende i Forsvarets øverste administrative lag. Og så er vi jo tilbage i ”ansøgningssystemets fallit”.

4) Politisk ministerbetjening

Det største problem i relation til departementet er imidlertid, at den politiske ministerbetjening har taget overhånd. Forsvarets løsning af lovmæssigt stillede opgaver er mindre vigtig, så længe den folkevalgte tager sig godt ud og ser sig vel serviceret. Sandsynligheden, for at ”politisk ministerbetjening” udgår af departementets opgaveportefølje, er nok til at overskue. Hvilket i grunden er synd og ærgerligt, idet netop den opgave synes at have været og stadig er ”alle onders moder”.

5) Tvivlsomme kriterier for valg af minister

Uden smålig skelen til partifarve skal det være min klare påstand, at det sidste par årtiers udpegede forsvarsministre i bedste fald ikke har været eklatant ringe. I hvert fald set fra en simpel soldats stol. Jeg lærer aldrig at forstå, hvorfor landets forskellige statsministre tilsyneladende har valgt at bemande ministerposten i et af magtministerierne med ministre, som ikke brænder for opgaven. Posten som forsvarsminister burde ikke bruges som hverken rugekasse til højere embeder eller som belønning for at være en god partisoldat.

6) Forsvarets uforståelige organisering

Måden, som forsvaret er strikket sammen på, skriger til himmelen. En amputeret forsvarskommando og en koncernledelse, der ikke giver mening for andre end det politiske niveau samt et antal civile styrelser. Her vil jeg særligt nævne Personalestyrelsen og Ejendomsstyrelsen, der ganske enkelt ikke opleves at levere varen.

Forsvaret skal hurtigst muligt vende tilbage til helhedsansvaret. Dog ikke så hurtigt, at den siddende forsvarschef får glæden af dette! I min optik er han DEN militært ansatte i forsvaret, som bærer skylden for Forsvarets nuværende kummerlige forfatning.

7) HR-strategiens fallit

Personalestyrelsen og ikke mindst HR-strategien er også et par linjer værd. Jeg kan indlede afsnittet med på ny at udtrykke min undren over, at den nuværende chef for Personalestyrelsen fik stillingen, uden at den overhovedet havde været slået op! Og der er ikke en gang tale om en åremålsansættelse. Forsvaret hænger på den pågældende.

Og hvordan er det lige med den højt besungne HR-strategi? Virker den? Leverer den varen? Kan Forsvarets kvalitativt og kvantitativt rekruttere det antal medarbejdere, som opgaveløsningen kræver? Kan forsvaret fastholde medarbejderne? Hylder man stadig princippet om, at det er chefen som sætter holdet?

Jeg tror jo nok, at jeg kender svarene på disse spørgsmål. Ret beset havde jeg allerede svarene for fem år siden. Nogle af jer er måske vidende om, at jeg tilbage i 2014 i officerernes fagblad havde en udveksling af synspunkter i relation til HR-strategien med den nuværende vicedirektør i Personalestyrelsen. Vi så ikke helt ens på HR-strategiens lyksaligheder, hvilket er fair nok.

Jeg siger gerne højt, hvad andre tilsyneladende ikke ønsker at sige: Forsvarets HR-strategi forekommer værende en eklatant fiasko! Men gør man noget ved det?

8) Forsvarets farvel til de fagprofessionelle

Jeg har også problemer med det stadigt større islæt af civile medarbejdere på sagsbehandler- og chefniveauet i Forsvaret. Jeg gentager: FORSVARET. Det kan da ganske enkelt ikke være rigtigt, at man skal høre en civil, akademisk sagsbehandler fremføre, at denne ikke bryder sig om tonen i en ordre om at få udført et stykke arbejde.

Vi er gudhjælpemig dog stadig et militært forsvar, hvor det at give korte, kontante ordrer, som ikke er til at misforstå, er en ganske almindeligt anvendt og accepteret måde at kommunikere på. I mit forsvar er en ordre ikke et oplæg til forhandling, men det mener Forsvarets nye medarbejderskare tilsyneladende.

9) Den omsiggribende dårlige kultur i forsvaret

Det virker som om, at den nye personalesammensætning er ved at bryde Forsvaret ned indefra. Hele kulturen i Forsvaret har ændret sig, og det er ikke til det bedre. Den nye personalesammensætning og den deraf afledte “nye kultur” passer bedre til regnearksregimet og koncerntanken.

Men det er jo ikke det, som Forsvaret i sin yderste konsekvens skal anvendes til. Vi er gået fra en kultur, hvor det vel nærmest var en pligt at gøre opmærksom på, hvis man ikke var enig i en påtænkt beslutning, til en kultur hvor man nærmest agerer som lemminger. En kultur, hvor det er ugleset at stille spørgsmål og have egne meninger, og hvor det betragtes værende direkte uintelligent at tage ansvar.

Skyldes denne tilgang til opgaveløsningen mon, at mange af de nye sagsbehandlere og chefer i styrelserne er meget bevidste om, at de ikke selv i den yderste konsekvens kommer til at lide under resultatet af de trufne beslutninger? Jeg skal ikke kunne afvise, at pressen er blevet stedse mere kritisk over for Forsvaret de seneste 15-20 år, med et stigende antal skodsager til følge. Omvendt kan jeg heller ikke afvise, at det stigende antal møgsager netop er resultatet af den nye kultur i Forsvaret.

10) Dårligdommenes samlede sum

Kombinationen af ministre, som ikke brænder for sagen, politisk ministerbetjening i højsædet samt historieløse, ambitiøse og skrupelløse akademiske medarbejdere, der alligevel ikke kommer til at mærke effekten af deres egne forslag, beslutninger med mere på egen krop, har været gift for Forsvaret. Især når man sammenholder den kombination med et øverste ledelseslag, der tilsyneladende hverken har format eller integritet nok til at sige fra.

Jeg vil her afslutningsvis anføre, at vi defineres ud fra vores handlinger eller – i dette tilfælde – vores manglende handlinger. Jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor der i vores – officerernes – rækker ikke mere eksplicit og højlydt har været sat spørgsmålstegn ved det realistiske i, hvad den øverste administration i Forsvaret og det politiske niveau siger, at vi skal og kan.

Principielt bærer vi næsten en lige så stor del af skylden for Forsvarets kummerlige tilstand som de chefer, jeg har skudt på i det ovenstående. For tjenstgørende officerer – med enkelte undtagelser – har ideligt valgt ikke at tage bladet fra munden. Eller for at omformulere Ekstra Bladets tidligere slogan: Enkelte tør – hvor andre tier! Det finder jeg ærligt talt er for ”tyndt”.

Preben Oehlers Christensen
Major i Hæren
Forsvarets Koncern IT

Preben Oehlers Christensen var operativ i Hæren frem til 1996, hvorefter han primært har beskæftiget sig med personel bl.a. i Forsvarskommandoen, Forsvarsministeriets Departement og Forsvarets Personeltjeneste. Fra 2008 til 2012 forrettede han tjeneste ved Supreme Headquarters Allied Powers Europe (SHAPE) i Belgien, inden han vendte hjem til en stilling i Forsvarets Koncern IT. Preben Oehlers Christensen går efter 40 års tjeneste på pension med udgangen af oktober i år og har ikke ønsket at få sit læserbrev bragt med et billede af ham selv. Det har OLFI valgt at respektere.