BLOG: Den igangværende valgkamp har stort set ikke berørt emnet forsvars- og sikkerhedspolitik. Alligevel bør du som forsvarsinteresseret tænke på, hvem der ønsker at styrke Forsvaret og leve op til vores internationale forpligtelser. Det koster at sige kampvogn i stedet for cykelsti og ubåd i stedet for udligningsreform.

Med en uge tilbage til valget er det slående, hvor lidt der er talt om sikkerhedspolitik. Klimadagsordenen har sat sig på hele sendefladen, og bortset fra en enkelt historie om fly til Grønland har forsvars- og sikkerhedspolitikken været komplet fraværende i mediebilledet.

Forsvaret er ude af øje og ude af sind i de fire uger, hvor der kæmpes om stemmerne på mere velfærd og flere vindmøller. Glemt er, at sikkerhedspolitikken er fundamentet for velfærdssamfundet og vores frie nation. Når du skal ned og stemme, hvilket jeg tager som en selvfølge, må du godt tage Forsvaret med i overvejelserne, når du sætter krydset.

Tænke på, om de seneste forlig har været fordrende for et forsvar, der hænger i laser – og måske også overveje om den eller de kandidater, som du har i overvejelserne, har turdet tale Forsvarets sag også i perioder, hvor den mere pacifistiske del af Christiansborg har haft hovedparten af den samlede medieflade.

Du skal holde politikkerne fast på deres løfter

Når du har sat dit kryds, optjener du retten til at holde politikkerne fast på det, som de har lovet. Det skal vi sørge for i hele den kommende periode, også selvom der er udsigt til en ministertaburet. Forsvarsforliget fra 2018 blev forlænget og kommer i udgangspunktet til at række ud over hele den kommende valgperiode. Det har givetvis været med til at fjerne Forsvaret fra mediebilledet. Men det betyder samtidig, at personelsituationen forbliver mere eller mindre uændret, uagtet at der måske kommer lidt midler længere nede ad vejen.

Det kommende valg bliver afgørende for Forsvaret og dets evne til at fungere i forholdet mellem mål og midler. Vi skal fortsat kunne levere en effekt, der ligger ud over, hvad der er afsat af midler, og dagligdagen hænger stadig ikke sammen for en stor del af Forsvarets ansatte. Det misforhold burde være en bunden opgave at få løst, også selvom det kræver en genåbning af forliget og en væsentlig forøgelse af budgetterne.

Danmark har behov for et solidt og robust forsvar med de rette kapaciteter, personel til at bemande dem og en evne til at folde ud, hvis ballonen går op. Det har vi ikke nu, og derfor håber jeg inderligt, at du som læser af OLFI med interesse for forsvars- og sikkerhedspolitikken finder en kandidat på listen, der tør sige forsvar og tør stå på mål for, at vi skal have øget budgetterne. Det koster i valgkampen at sige kampvogn i stedet for cykelsti og ubåd i stedet for udligningsreform, men det er nødvendigt at gøre det. Belønningen bør være et kryds til de særligt blå partier, der i mere eller mindre udtalt grad tør stå på mål for et ordentligt forsvar.