Den omvendte verden

KOMMENTAR: Claus Hjort Frederiksen skælder ud i stedet for at takke det medie, som har afdækket nepotisme, magtmisbrug og pligtforsømmelser blandt hans egne direktører og chefer i koncernen. Som minister kunne han have lovet bod og bedring. Ved at forsvare »systemet« med næb og klør fremstår han i dag som personificeringen af magtens arrogance og det moralske forfald.

Det virker paradoksalt. Gennem det seneste halve år har dette medie afdækket en kultur blandt Forsvarsministeriets og Forsvarets øverste chefer, hvor man er sig selv nærmest. Hvor man hjælper børn og kærester ind på nåleøjeuddannelser. Hvor man udnævner og forfremmer ægtefæller og kærester til eftertragtede karrierestillinger, som aldrig bliver slået op. Hvor man blæser højt og flot på intentionerne bag det nye ansættelsessystem ved at udelukke den bedst egnede fra at søge en stilling, fordi man har en anden kandidat, man hellere vil promovere – og som tilfældigvis er gift med direktøren i Forsvarsministeriets Personalestyrelse.

En kultur, hvor man uddeler rundhåndede engangsvederlag til kærester, rejser for 128.000 kr. til og fra arbejde på et enkelt år, selv godkender bilagene og lader skatteyderne betale. Og så må vi ikke glemme en skibschef, som i efteråret blev fyret på decorumkravet efter at være blevet dømt for mandatsvig og en aktuel sag med en anden af Søværnets skibschefer, som er hjemsendt mistænkt for på ulovlig vis at have skudt en moskusokse i en østgrønlandsk nationalpark.

Sagerne har sendt Kammeradvokaten, Forsvarsministeriets Interne Revision og Forsvarsministeriets Auditørkorps på overarbejde, en enkelt sag er overdraget til Midt- og Vestjyllands Politi med henblik på en mulig civil straffesag mod Forsvarskommandoens finansdirektør, og den nu forhenværende hærchef er sendt hjem fritaget for tjeneste på ubestemt tid sigtet for magtmisbrug og pligtforsømmelse, mens Auditørkorpset efterforsker sagen med henblik på at rejse en eventuel straffesag efter den militære straffelov.

»Petitesser« og »pure frifindelse«

Øverst sidder forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) som politisk chef – og kan ingenting se. Han afviser blankt at sige noget som helst om de efterhånden talrige sager, der bliver efterforsket af juridiske instanser og kalder sagerne om departementschef Thomas Ahrenkiel og forsvarschef Bjørn Bisserup for rene »petitesser«. Han svarer konsekvent »pure frifindelse« til Kammeradvokatens notat om personaledirektør Laila Reenberg, selv om det afslørede en række selvmodsigelser og forhold, som strider mod såvel lovgivningen som interne regler.

»Jeg reagerer over det billede, som du tegner af Forsvaret som en plumrådden institution, hvor det går ud på at svindle og bedrage og rage til sig. Det kan jeg ikke genkende. Du fremstiller systemet som et, der dækker over nogen og tænker på fiduser og den slags ting. Her i ministeriet er der en meget sund tænkning om love og forskrifter og regler. Jeg har den opfattelse, at dette system grundlæggende er regelret, og du giver den fremstilling, at systemet grundlæggende ikke er regelret,« sagde Claus Hjort Frederiksen, da jeg for nyligt interviewede ham om Forsvarsministeriets kommunikation.

Han skælder samtidig OLFI ud for at bedrive »klapjagt« og »stalking« mod personaledirektør Laila Reenberg, som nægter at stille op til et interview om ledelsen af Forsvarsministeriets personaleområde. Det er her, at man lige skal synke en gang. Anskuer man begivenhederne det seneste halve år, handler det naturligvis om øjnene, der ser. Om perception, som det så fint hedder på udenlandsk. Her må man konstatere, at forsvarsministerens opfattelse af Forsvarsministeriets tilstand ligger nogenlunde så langt fra omgivelsernes, som man formentlig kan komme.

Majestæten så det uden samme indsigt i sagerne

Ingen påstår, at hele Claus Hjort Frederiksens »system« er »plumråddent«. Forsvaret og Forsvarsministeriet har stadig en masse dygtige og ærekære chefer og officerer ansat, for hvem integritet og høj moral er ledestjerner, og som har såvel mandskabets som omverdenens fulde respekt. De ser med fortvivlelse og skam på, hvad deres højere rangerende chefkolleger slipper af sted med, uden at deres politiske chef slår i bordet og kræver, at tag-selv-bordet får en ende.

Det gjorde hendes majestæt dronningen til gengæld på forbilledlig vis i sin nytårstale, uden at det krævede den samme indsigt i sagerne, som forsvarsministeren har adgang til. De nævnte eksempler er naturligvis enkeltsager, som kun de pågældende kan drages til ansvar for. Men man skal vist være mere end almindeligt fakta-resistent for ikke at få det indtryk, at der i den øverste ledelse af Forsvarsministeriet og dets styrelser har udviklet sig en kultur, hvor moral, etik og almindelig anstændighed ikke spiller samme vigtige rolle som længere nede i geledderne.

I stedet for at erkende dette har forsvarsministeren valgt at forsvare sine chefer og sit system med næb og klør. Han siger, at man selvfølgelig skal svare på spørgsmål og sanktionerer samtidig, at direktører og chefer med en dårlig sag frit kan forskanse sig og konsekvent nægte pressen at svare på relevante og rimelige spørgsmål. Volder pressen problemer, skal ministeren nok verfe den af banen. Det er en farlig tendens, hvor vi er helt inde at røre ved kernen af vores åbne og tillidsbaserede demokrati.

Undrer man sig i Forsvarsministeriets og Forsvarets top over, at tilliden til forsvarsledelsen blandt medarbejderne er til at overse, skal ministeren og hans chefer måske gribe i egen barm. Med sit rå og barske forsvar og blanke afvisning af en problematisk kultur gør Claus Hjort Frederiksen som en af regeringens allerstærkeste ministre sig til personificeringen af magtens arrogance og det moralske forfald.

Det er den omvendte verden.