Afdød dansk jægersoldat forventes at komme til Danmark søndag morgen

0
Det er snart tre uger siden, at en dansk jægersoldat døde i en tragisk faldskærmsulykke i USA. Her er det danske soldater fra specialoperationsstyrkerne under en øvelse i oktober 2003. Foto: Forsvaret

Det er snart tre uger siden, at en dansk jægersoldat omkom under en faldskærmsulykke i USA. Her deltog han i en aktivitet uden for Nato-regi og rejste derfor ind i USA på sit civile pas med indrejsetilladelse gennem ESTA. Han forventes at ankomme til Danmark på søndag.

En dansk jægersoldat døde den 4. marts i en tragisk faldskærmsulykke i USA, og siden har de danske myndigheder arbejdet på at få ham hjem til Danmark. Men sagen er trukket ud, fordi den har været håndteret af de civile myndigheder.

Forsvaret oplyser i en mail til OLFI, at den afdøde jægersoldat var på tjenesterejse i USA og havde medbragt en Nato Travel Order. Men da soldaten ikke skulle deltage i en Nato-aktivitet, blev Nato Travel Order derfor ikke anvendt som det primære rejsedokument.

“Det var således soldatens civile pas, der blev anvendt i forbindelse med ansøgning om indrejsetilladelse gennem ESTA,” skriver Forsvarskommandoen i mailen til OLFI med henvisning til det amerikanske Electronic System for Travel Authorization.

Civil hjemtransport af døde kan tage op til otte uger

Ifølge Forsvaret har danske og amerikanske myndigheder frem til nu været i gang med at udarbejde den dokumentation, som er nødvendig for at kunne foretage hjemtransporten. David Kraul er nordisk chef for operationer (COO) i Europæiske Rejseforsikring, og ifølge ham er det normalt, at processen i forbindelse med dødsfald kan tage flere uger.

“Vi forventer mange gange op mod fire uger, når vi taler om USA. Andre steder er det mere ekstremt, og da kan det tage op mod otte uger som eksempelvis i Mexico og andre lande. Sagen her har kørt fornuftigt i forhold til det normale,” fortæller han.

Ifølge ham har Europæiske Rejseforsikring en rammeaftale med staten og træder således altid til, når en dansker dør i udlandet i forbindelse med arbejde for staten. Han fortæller videre, at selve flytransporten er den mindste udfordring, og at sagen tager tid på grund af papirarbejdet.

Ifølge OLFIs oplysninger begynder den afdøde jægersoldat sin hjemrejse til Danmark senere i dag og forventes til København søndag morgen. To kolleger fra Jægerkorpset vil møde kisten i Amsterdam og følge den indledningsvis til København og derfra videre til Aalborg.

guest
0 Kommentarer
Inline Feedback
Læs alle kommentarer