Det moralske forfald er blevet en varig udfordring for regeringen

I en kronik i Berlingske onsdag den 20. februar lancerede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), justitsminister Søren Pape Poulsen (K) og udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) nye whistleblowerordninger på statens område. Collage: OLFI

ANALYSE: I denne uge tog regeringen initiativ til at etablere statslige whistleblowerordninger, hvor ansatte fremover kan indberette mistanker om strafbare forhold, overtrædelser af lovgivningen og brud på reglerne om inhabilitet. Noget tyder på, at partilederne i regeringen ser med langt større alvor på sagerne om nepotisme, inhabilitet og muligt magtmisbrug i Forsvarsministeriet end forsvarsministeren selv.

Hvad er nu det? I slutningen af januar offentliggjorde organisationen Transparancy International den årlige måling, som igen placerer Danmark i top som verdens mindst korrupte land. Men i år blev nyheden serveret med en artikel på organisationens egen hjemmeside og et stort billede af en Danske Bank-filial. Rubrikken lød:

”Problemer i toppen: Derfor er topscorer-landene ikke korruptions-fri.”

I januar 2018 måtte Danmark vige førstepladsen til New Zealand, men et år senere var Danmark tilbage i top. Det kan i den grad undre, når man kigger på, hvad der skete – eller blev afdækket – i vores lille land i 2018:

Der var skandalen om Tibetsagen, hvor fredelige demonstranter i strid med grundloven fik frataget deres tibetanske flag, og hvor en kommissionsundersøgelse nu skal i gang igen, fordi den første kommission ikke fik adgang til slettede mails fra ledelserne i såvel Udenrigsministeriet som Rigspolitiet. Og så var der skandalen over dem alle – om Danske Bank, som gennem en filial i Estland har medvirket til hvidvask af 1.500 mia. kr.

Der var skandalen om udbytteskat, hvor en betroet medarbejder i Skat i stedet for at råbe vagt i gevær hjalp udspekulerede svindlere med at lænse den danske statskasse for 12,8 mia. kr. Der var historien om Britta Nielsen, der som betroet medarbejder i Socialstyrelsen kanaliserede 111 mio. kr. til udsatte skæbner over på sin egen konto og brugte dem på heste, ejendomme i udlandet og dyre rejser.

Dertil kom, at Danmark igen i 2018 fik international kritik af Europarådet (GRECCO), fordi vi ikke lever op til egne løfter og internationale standarder om gennemsigtighed i forhold til politikeres private interesser. I samme boldgade ønsker et flertal i Folketinget at ændre på loven om offentlighed i forvaltningen uden at kunne blive enige om hvordan, og dermed fortsætter loven med at høste masser af kritik for at have lukket den offentlige administration endnu mere på trods af ambitionen om det modsatte.

Kan købe sig til statsministerens opmærksomhed

I 2018 kom det tillige frem, at man som storfisker og kvotekonge kunne købe sig til opmærksomhed hos statsministeren ved at donere penge til Løkkefonden. Og så var der naturligvis alle efterårets historier om nepotisme, inhabilitet og muligt magtmisbrug i såvel Forsvarsministeriet som Forsvaret. Departementschefen og forsvarschefen fik kritik af Kammeradvokaten, og Forsvarskommandoens finansdirektør og hendes militære kæreste bliver efterforsket af Auditørkorpset præcis lige som hærchefen, der er fritaget for tjeneste.

På mange måder kan det virke paradoksalt, at Danmark med et synderegister af møgsager i 2018 kan vende tilbage til toppen i januar 2019 som det mindst korrupte land i verden. Men forklaringen er ifølge Transparency International, at listen kun fortæller, hvordan landene bliver opfattet – og altså dermed ikke om der reelt set foregår korruption.

Samtidig ser Transparency International udelukkende på den offentlige sektor, hvorfor skandalen om Danske Bank slet ikke har indflydelse på Danmarks placering. Liten tager heller ikke højde for enkeltsager, hvorfor Britta Nielsen kunne have lænset dobbelt så mange penge, uden at det havde haft indflydelse på Danmarks placering på listen.

Er den så overhovedet noget værd? Ja. For sammen med listen kommer Transparency International med en række anbefalinger, og her holder organisationen sig ikke tilbage med at lægge pres på selv dukse-landene på korruptionslisten. Samtidig lader det til, at regeringen selv er blevet bekymret over det skred i tilliden til den offentlige sektor, som danskerne måbende oplevede i 2018.

Så meget, at de tre partiledere i regeringen i denne uge lancerede etableringen af statslige whistleblowerordninger, som for politiet, PET, Kriminalforsorgen og anklagemyndigheden vil være klar om en uges tid – den 1. marts. Derefter følger siden ordninger for resten af det statslige område.

Regeringen vil styrke ordentlighed, åbenhed og lovlighed i staten

I en fælles kronik i Berlingske onsdag skrev statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), justitsminister Søren Pape Poulsen (K) og udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), at der i den seneste tid havde været nogle »grelle undtagelser« på den tryghed og ordentlighed, der normalt kendetegner det danske samfund. Partilederne kalder sagerne »alvorlige« og noterer helt korrekt, at tillid ikke kommer ikke af sig selv. Det kræver hårdt arbejde at bygge den op, mens det kan gå »ufatteligt stærkt med at bryde den ned«.

»Derfor skal vi sikre og styrke ordentlighed i staten. I det offentlige skal der være en kultur baseret på åbenhed og lovlighed,« skriver kronikørerne.

De tager ikke ordet ”moral” i brug, som dronningen gjorde i sin nytårstale og gentog over for Forsvarets officerer under sin nytårskur. Men det er den, som partilederne efterlyser, når de skriver, at den offentlige sektor skal være præget af en bedre fælles kultur:

»Vi skal stå fast om tillid, tryghed og ordentlighed. Og hvis det alligevel går galt, så skal sagerne hurtigt frem, og der skal slås ned på ulovligheder. Kort sagt: Der skal være effektive kanaler til at håndtere dårlige sager.«

Har opfattet forsvarsministeren som ignorant og arrogant

Man kan uddrage flere ting af den fælles kronik og beslutningen om at indføre statslige whistleblowerordninger. For det første, at alle forsøg på at forbedre de offentligt ansattes ytringsfrihed og lyst til at henvende sig til egne ledelser med oplysninger om urent trav tydeligvis ifølge regeringen selv har slået fejl. Ledelseskulturen i den offentlige sektor fordrer ikke medarbejderne til at sige fra – hverken over for chefen eller i fuld offentlighed i pressen.

Man kan ligeledes udlede, at regeringen deler befolkningens opfattelse af, at offentligt ansatte og deres ledelser ikke bare skal overholde loven, men også opføre sig ordentligt. Regeringen ønsker med andre ord at stoppe det moralske forfald i staten. Det er ikke nok at forsvare en (u)gerning med, at den ikke er ulovlig. Den må også forventes at være i tråd med det, som regeringen kalder ordentlighed, og som man i øvrigt kan kalde moralsk acceptabel.

Slutteligt er det interessant at notere sig, at Forsvaret og Forsvarsministeriet ikke er nævnt med et ord i regeringens opremsning af møgsagerne. Det sker til gengæld mellem linjerne, når regeringen understreger, at ordningerne vil omfatte »indberetninger om strafbare forhold«, »overtrædelser af lovgivningen« og brud på reglerne om »inhabilitet«.

Initiativet og kronikken sender det signal, at forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) selv internt i regeringen står noget alene med sin nonchalant tilgang til sagerne i sit eget ministerium. Mange har opfattet forsvarsministeren som både ignorant og arrogant, når han gentagne gange har kaldt sagerne om departementschef Thomas Ahrenkiel og forsvarschef Bjørn Bisserup for »rene bagateller« og sagen om personaledirektør Laila Reenberg for »en pure frikendelse«.

Noget tyder på, at partilederne ser med langt større alvor på sagerne om nepotisme, inhabilitet og muligt magtmisbrug i Forsvarsministeriet end forsvarsministeren selv.