Krigsudredningen – her i dag, men glemt i morgen?

Krigsudredningen er på sammenlagt over flere tusinde sider, fylder fire bind og handler om beslutningsgrundlagene for Danmarks militære engagementer i Kosovo (1998-1999), Afghanistan (2001) og Irak (2003).

BLOG: Krigsudredningen blev præsenteret i begyndelsen af februar under stor mediebevågenhed. Både dagen før, på selve dagen og dagene efter svælgede medierne i interviews, analyser og konklusioner. Der blev sagt både godt og skidt. Men hvilken effekt får Krigsudredningen mon? Er den her i dag, og grundig glemt i morgen?

Krigsudredningen blev præsenteret den 5. februar på Københavns Universitet. Den fylder fire bind og er lavet af to udredere – en politolog og en historiker assisteret af et lille team af forskere. Min anke har fra starten været to forhold:

For det første at udrederne ikke havde fri adgang til arkiverne hos institutionerne bl.a. i Udenrigsministeriet og FE. Det andet var den politiske udpegning af forskerne, som også blev kritiseret af rektorkollegiet på universiteterne. Men hvad kan man så bruge sådan en krigsudredning til, når der er så væsentlige kritikpunkter? Er den overhovedet noget værd? Kan den affejes og smides i skraldespanden?

Krigsudredningen fortæller langt mere om processen op til krigene i Kosovo, Afghanistan og Irak, end man kunne have frygtet. Selv ud fra det materiale, som forskerne har haft adgang til, er de kommet med relativt klare konklusioner og anbefalinger. Særligt forholdene vedrørende orienteringen af Udenrigspolitisk Nævn (UPN) og Forsvarets rolle i forbindelse med forslag til styrkebidrag og indsatser er værd at hæfte sig ved.

Mistanken består om det begrænsede kildemateriale

Det er også forholdsvist omfangsrigt beskrevet i Krigsudredningen, hvad der er sket hvornår, ligesom brugen af citater om eksempelvis den præcise ordlyd (stramning?) af vurderinger hjælper læseren til at lave sin egen analyse. Hvis man ikke synes om udredningens anbefalinger, har man her grundlaget for at udlede sine egne anbefalinger og erfaringer af det skete.

Men mistanken om det begrænsede kildegrundlag består. Udrederne siger godt nok, at de ikke har fået nej til at få udleveret noget. Men i et statsligt arkiv er der meget stor forskel på at bede om at få noget vedrørende en sag eller et emne, og så til selv som faghistoriker at søge i arkiverne. Det er lidt langhåret at forklare, men det er en afgørende og vigtig forskel.

Metoden indebærer en åbenbar risiko for, at der stadig ligger materiale i arkiverne, som forskerne bevidst eller ubevidst ikke har fået adgang til. Det er måske konspiratorisk at påstå, at embedsmændene i Udenrigsministeriet har holdt materiale skjult med vilje for at undgå skandaler og dårlig omtale. Nej, men det kan såmænd være noget så simpelt som fejlagtig journalisering og arkivpraksis såvel som dårlige IT-søgesystemer. Man behøver ikke altid at bortforklare inkompetence med sammensværgelse.

Afvisning er Krigsudredningen vidner om barnlig pigefornærmethed

Samtidig er jeg ærgerlig over, når der nu endelig er lavet et stykke forskning i dansk krigshistorie, at nogle står frem og åbenlyst proklamerer, at de ikke kan lære noget af Krigsudredningen, eller at den er ubrugelig. Selv om jeg ovenfor kritiserer bl.a. kildegrundlaget, kan udredningen uden tvivl bruges. Og den bør bruges. Hvem vil dog fornægte sig muligheden for at lære noget af historien?

Som historikere lærer vi først og fremmest at se på kilderne – og dermed motiverne, hvilket også forklarer, hvorfor visse personer ikke ønsker at bruge Krigsudredningen. Men den slags partifarvet og barnlige pigefornærmethed er der ikke råd til, når det gælder krig. Næste gang Danmark potientielt skal deltage i en krig eksempelvis i Yemen, Libyen, eller hvad det næste bliver, vil man så i ramme alvor sidde og sige, at man ikke vil læse Krigsudredningen, fordi den er ubrugelig?

Det ville være tilnærmelsesvist landsforræderi over for de soldater, som man udsætter for livsfare i indsættelsen. Derudover bare dumt og et eksempel på historieløshed og mangel på (ud)dannelse. Der er altid noget at lære af al historie – og særligt noget så omfattende som deltagelse i krige.

Nu ser jeg frem til den lange række af foredrag og forelæsninger, som krigsudrederne vil blive bedt om at holde i krigsvidenskabelige kredse, partiforeninger, i Forsvaret og mange mange andre steder. Eller er Krigsudredningen glemt allerede i morgen?

Niels Klingenberg Vistisen er souschef i kompetence og uddannelsesafdelingen i Hærstaben. Han er historiker og har arbejdet med Irak- og Afghanistankommissionen og var hovedskribent på Forsvarets del af erfaringsopsamlingen fra Afghanistan.