Regeringens substantielle løftebrud

BLOG: Regeringen har med ekstra 12,8 mia. kr. over de kommende seks år forsøgt at sælge forsvarsforliget fra januar som et ”substantielt løft”. Men forliget er ikke, hvad det påstår at være. En analyse viser, at Forsvaret reelt nedprioriteres i forligsperioden.

I 2014 vedtog Nato i lyset af Ruslands stadig mere militariserede udenrigspolitik, at alliancens lande skulle arbejde hen imod et forsvarsbudget på 2 pct. af BNP. Vores statsminister hed dengang Helle Thorning-Schmidt (S), og hun tilsluttede sig dermed, at Danmark burde nå de 2 pct. i 2024, hvilket hendes efterfølger i form af Lars Løkke Rasmussen (V) bekræftede på Nato-topmødet i Warszawa i 2016.

I januar 2018 fik Danmark et nyt, seksårigt forsvarsforlig, som forligspartierne kalder et “substantielt løft”, og Forsvarsministeriet fremhæver, at ”forsvarsbudgettet øges med 20 procent frem mod 2023”. Dette sker, fordi regeringen og forligspartierne anser Nato for en ”hjørnesten” i dansk sikkerhedspolitik og Danmark for at være en ”kerneallieret” i Nato.

I midten af juli 2018 var der atter Nato-topmøde. Modsat Danmark anser USA’s præsident Donald Trump Nato for at være den værste forretning for USA siden handelsaftalen NAFTA, som han forsøger at få bragt til ophør. Han kræver, at de europæiske lande, der målt i BNP-andel nu typisk investerer noget under halvdelen af, hvad USA gør (for Danmark knap en tredjedel), skal bruge betydeligt mere på forsvar. Man kunne så tro, at regeringen sammen med forligspartierne ville arbejde for at stabilisere og styrke Nato ved at lade Danmark betale mere til alliancen. Det er dog ikke tilfældet, hvilket statsministeren bekræftede på Nato-topmødet i Bruxelles.

Det “substantielle løft” er en elegant nedprioritering

Forligets ”substantielle løft” er en elegant solgt nedprioritering af Forsvaret. Skiller man forsvarsforliget ad, ser man, som det fremgår af grafikken og tallene nedenfor, at forliget nedprioriterer forsvaret frem til 2022.

Som det ses, nedprioriteres Forsvaret i perioden 2019-2021 i forhold til statens øvrige udgifter. Fra 2022 tænkes Forsvaret opprioriteret, så BNP-andelen i 2023 kommer tilbage til 2013-niveauet med 1,22 procent. Det er stadig ganske langt fra løftet om to procent. Det er dog korrekt, at budgettet i året 2023, hvor et større løft sker, vil være 20 procent større end i 2017 målt i årets kroner.

Reelt udgør stigningen i 2023 dog kun omkring syv procent målt som BNP-andel. Men pengene vil der blive hårdt brug for, idet betalingen for de nye F-35 kampfly forventes at begynde i 2023. Konkret betyder det, at Forsvaret blot får få hundrede millioner kroner mere årligt indtil 2022 og heller ikke efter 2023 vil opleve en økonomisk ændret situation.

Bemærk dog, at statistik og især prognoser som altid er et upræcist redskab. Analysen bygger på tal fra forligsteksterne og fra Forsvarsministeriets hjemmeside, der som mine fortolkninger kan være fejlbehæftede, foruden at vilkårene altid ændrer sig. Men hovedkonklusionen er klar: Forsvarsbudgettet stiger ganske vist en lille smule fra 2018 til 2022 målt i kroner, men det falder eller står stille målt som BNP-andel indtil 2023, hvor det kun får et yderst beskedent løft.

Voksende andel af forliget går til ikke-militære opgaver

Tilmed ser det ud til, at en ikke ubetydelig andel af de nye penge, som Forsvaret gives indtil 2022, skal gå til ikke-militære opgaver såsom politi- og grænsevagt samt civil cybersikkerhed. Disse opgaver, der gives til Forsvaret i bedste mening og får budgettet til at se større ud, skader dog dets evne til at skabe militær kapacitet. Specielt fordi militære enheder ikke kan øves og uddannes effektivt, imens soldaterne udfører civile opgaver. Skønnene over budgettet, BNP-andelen og de civile opgaver fremgår af tabellen herunder.

Det står klart, at de danske statsministres tilsagn til vores allierede om at bruge 2 pct. af BNP på forsvar ikke bakkes op af handling. Her bør man ikke være purist. Politik handler ikke om nøje at holde, hvad man lover, for den slags er embedsværkets opgave. Politik er at afbøje interesser og ord, så umulige ender så vidt muligt kan mødes.

Den danske befolknings flertal vil ikke betale det fulde bidrag til Nato, og det er et givet vilkår – i alt fald så længe politikerne ikke højt og vedholdende argumenterer for noget andet. Heldigvis har USA indtil videre accepteret, at Danmark er påholdende med pengene, i alt fald så længe vi er positive og nyttige på andre væsentlige områder.

Det substantielle løftebrud ligger i den insisterede måde, hvorpå nedprioriteringen af Forsvaret fortsat sælges. Ingen forventer perfekt præcision i politisk kommunikation, men det modsatte er heller ikke hensigtsmæssigt.