
Situationen i Syrien og i nabolandene er i løbet af årets første måneder eskaleret betragteligt – og en militær løsning vil kun optrappe konflikten. Der er stærkt behov for en politisk løsning og økonomisk støtte til humanitære indsatser i området.
Situationen i Syrien og i nabolandene er i løbet af årets første måneder eskaleret betragteligt – og en militær løsning vil kun optrappe konflikten. Der er stærkt behov for en politisk løsning og økonomisk støtte til humanitære indsatser i området.
Sådan lyder opfordringen i en åbningstale fra Mark Lowcock i anledning af en to dages donorkonference i Bruxelles om Syrien og regionens fremtid. Han er vicegeneralsekretær for FN’s humanitære anliggender og nødhjælpskoordinator.
“Kun en politisk løsning kan skabe forudsætninger for en løsning på konflikten i Syrien. Kampene skal stoppes. Mennesker i nød og deres sikkerhed må være førsteprioritet,” siger Mark Lowcock tirsdag.
FN og EU medværter for konference om humanitær indsats
Det er anden gang, at FN og EU er medværter for en konference om en humanitær indsats i regionen. I år vil indsatsen blandt andet fokusere på, at syriske børn skal have adgang til skoler og undervisning, mens der skal skabes jobmuligheder for de voksne.
Det vil dog ikke ske i samarbejde med myndighederne, men i stedet relevante ngo’er – frivillig organisationer, der organisatorisk og juridisk er uafhængige af statslige myndigheder.
Af denne grund skydes konferencen i gang med anbefalinger fra både internationale og lokale ngo’er, siger EU’s kommissær for humanitær bistand og krisestyring, Christos Stylianides.
“Hver dag er ngo’erne til stede i Syrien for at håndtere den mest tragiske humanitære krise i nyere tid. De er vores øjne og ører,” siger han.
85 lande offentliggør støttebeløb til Syrien
Ngo’ernes bud på, hvordan man bedst kan hjælpe Syrien ud af krisen, vil blive taget i betragtning onsdag. Her ventes donorlandene med ministre fra over 85 lande i spidsen at offentliggøre dette års støttebeløb til Syrien. Heriblandt også den danske minister for udviklingssamarbejde Ulla Tørnæs (V).
Siden krisen udbrød i 2011 har EU doneret over 10,6 milliarder euro (knap 80 milliarder kroner). EU er den største donor i det internationale svar på krisen, hvor over 13,1 millioner syrere menes at have behov for humanitær bistand. Den blodige krig har i løbet af de sidste syv år kostet over 400.000 mennesker livet, mens over en million er blevet såret.
Mere end 5,6 millioner krigsramte syrere er flygtet til lande som Tyrkiet, Libanon og Jordan. Nabolandene har modtaget økonomisk støtte fra EU til at håndtere den enorme flygtningestrøm. Også dette års konference skal munde ud i hjælp til de lande, der har taget imod syriske flygtninge.