NEKROLOG: I dag er HKH Prins Henrik bisat fra Christiansborg Slotskirke. Han engagerede sig i det danske forsvar, fik et regiment opkaldt efter sig, men opnåede aldrig den samme respekt som sine sønner. Forsvaret har imidlertid meget at takke prinsen for.
HKH Prins Henrik delte vandene. Nogle elskede ham, andre foragtede ham. Denne franske prins med stor mave og en evne til at gøre, hvad der passede ham, tale et gebrokkent dansk, klæde sig uden skelen til nutidens mode, og udtale sig imod alle råd og normal kongelig konduite. En prince terrible, som ofte gav Hoffet visse udfordringer, som da han meldte afbud til dronningens 75 års fødselsdag for to dage senere at blive set på ferie i Venedig.
Men også en prins, som efter sin død har oplevet en kærlighed uden lige fra folket og fra dem, der yndede at kritisere ham. Kongelig konfessionarius Erik Norman Svendsen sagde det så fint i sin prædiken ved dagens bisættelse i Christiansborg Slotskirke.
Artiklen fortsætter under billedet …
»Prinsen har i den grad været sig selv og sat sin hat, som han ville. Farverig, uforudsigelig, uforfærdet, fransk! Det gav ofte genlyd i pressen, som henholdsvis elskede prinsen for hans uortodokse væremåde og skosede ham for det samme. I perioder følte prinsen vist, at han blev direkte mobbet og tilskrev selv sin fuldfede franske accent en del af skylden.«
Fransk esprit er ikke vores spidskompetence
Prins Henrik har i den grad sat sit præg på den forgangne uge. Tirsdag aften den 13. februar sov han stille ind på Fredensborg Slot omgivet af dronningen og sine to sønner, og i dag tog familien og danskerne så officiel afsked med manden, som havde så svært ved at affinde sig med sin plads som nummer to. En mand, som mange gjorde grin med, og som aldrig blev sådan rigtig dansk.
Artiklen fortsætter under billedet …
»Udadtil var Hendes Majestæt naturligvis den første i rangfølgen, men hjemme på slottet var prins Henrik førstemanden, der bestemte såvel børneopdragelse som middagsretter. Med fransk som den afgørende accent. Det gav ikke kun ros men også knubs i vores lille land, hvor fransk sprog og esprit ikke hører til vores spidskompetence,« sagde Erik Norman Svendsen så rammende.
Heller ikke i Forsvaret var det altid lige let at være Prins Henrik, selv om han fik sit eget regiment i form af Prinsens Livregiment i Viborg – og var officer af alle tre værn. En firestjernet general og admiral à la suite uden militære beføjelser. Den slags privilegier har mange soldater det en smule svært ved, fordi man i vores natur skal gøre sig fortjent til stjernerne.
Opnåede aldrig den samme respekt som sine sønner
Prins Henrik opnåede aldrig den samme respekt i Forsvaret, som i dag omgiver hans to sønner. Vel mener mange, at prins Joachim lige som sin far er kommet let til sin rang af oberst. Men han har dog gennemgået den fulde militære uddannelse fra værnepligtig og op gennem graderne som reserveofficer til i dag at være fuldtidsansat og udføre et reelt arbejde for reserven i Værnsfælles Forsvarskommando. Kronprins Frederik har med sin optagelse i Frømandskorpset bevist, at han ikke har fået noget som helst forærende på grund af sin titel.
Artiklen fortsætter under billedet …
Modsat sine to sønner havde prins Henrik gennem sine unge år både arbejdet i efterretningstjenesten, været indsat i en regulær krig og sågar forsvaret sig med våben. Måske endog taget liv – uden at han selv er helt vidende om det. Han blev født i den 11. juni 1934 i Talence i Frankrig og nåede vidt omkring i verden inden sit møde med den danske kronprinsesse Margrethe.
De første fem år af sit live boede han i Vietnam, som dengang hed Fransk Indokina. I 1939 vendte han sammen med familien tilbage til familiehuset Cayroux i Cahors, hvor Henri modtog hjemmeundervisning, ind til han i 1947 kom på kostskole i Bordeaux. Han gik i gymnasiet i Cahors, ind til han i 1950 vendte tilbage med familien til Hanoi og tog sin studentereksamen. Den tid var på mange måder dramatisk, hvilket prinsen bl.a. har fortalt om i et interview med Euroman i 2014.
Han overnattede med sin far og sin lillebror på et af familiens landsteder i bjergene nord for Hanoi. Der var flere rækker pigtråd rundt om huset som beskyttelse mod soldater fra Viet Minh, som var modstandere af den franske kolonimagt, og familien Monpezat havde tillige tilladelse til at bære og bruge våben.
»Jeg var i krig første gang, da jeg var 15-16 år. De angreb altid om natten, og pludselig skete det: Vi kastede med granater og skød med rifler. Menneskeliv gik tabt. Sådan er krig,« sagde prinsen dengang.
Var i ildkamp i Algeriet
Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat aftjente få år senere sin værnepligt ved infanteriet i Algeriet i perioden 1959-1962. Dengang var Algeriet en fransk koloni, som kæmpede for sin uafhængighed. I bogen ”Enegænger” skrevet af journalisten Stephanie Surrugue fortæller prins Henrik, hvordan han under krigen i Algeriet for anden gang i sit liv var i direkte ildkamp.
Artiklen fortsætter under billedet …
Siden uddannede Henri sig ved Sorbonne i Paris og gjorde karriere i den franske udenrigstjeneste. Han boede ad flere omgange i Asien, talte både kinesisk og vietnamesisk – og mødte kronprinsesse Margrethe i London i 1965, da han arbejdede som ambassadesekretær ved den franske ambassade. I 1967 blev de gift, og i stedet for en karriere som ambassadør i den franske udenrigstjeneste måtte prins Henrik affinde sig med sin nye rolle som nummer to i det danske kongerige.
Her uddannede han sig som pilot og nåede bl.a. at flyve i Flyvevåbnets F-100, F-104 og F-16, hvilket kan ses i et gammelt klik fra DR her. Han fik sit eget regiment i form af Prinsens Livregiment i Viborg, og soldaterne bar hans monogram på uniformen. Da Prinsens Livregiment i 2005 blev slået sammen med Jyske Dragonregiment, overtog dragonerne prinsens H med krone på uniformen.
Ofte bar han uniform, og det var både Hærens, Søværnets og Flyvevåbnets. Han havde det godt med et våben i hånd, men det var nu som jæger i camouflagetøj. Mens hans sønner har ladet sig opsluge i den militære verden, var prins Henrik mere til litteratur, kunst, digte og god mad. Det var hans verden, og den mestrede han bedre end de fleste.
Han var en flamboyant livsnyder, som satte kulør på tilværelsen, og han var en fornem repræsentant for Forsvaret – à la suite eller ej. Og tak for det. Æret være hans minde.