BLOG: General Bjørn Bisserup tager som forsvarschef helt fejl, når han offentligt beklager, at det er nødvendigt at bruge flere penge på Forsvaret. Dermed bekræfter han en alt for pacifistisk befolkning i, at vi kan få fred uden at bruge penge på forsvar.
For et par uger siden fik jeg kaffen galt i halsen, da jeg læste et interview med forsvarschefen. General Bjørn Bisserup mener, at det er ærgerligt, at man er nødt til at bruge flere penge på Forsvaret, for det er jo ikke den verden, vi helst vil have. Og så fortsatte han med at sige, at han tror, at den påståede mistillid til Forsvarets ledelse er opreklameret. Når han spørger soldaterne, får han nemlig kun nogle ukonkrete metafortællinger om manglende sammenhæng mellem mål og midler.
Men jeg vil da gerne hjælpe forsvarschefen med at gøre det mere konkret. Som medarbejder i Forsvaret kan jeg overhovedet ikke se, at det er topchefens opgave at tale om vores arbejde som et nødvendigt onde for samfundet. Tværtimod ville jeg forvente, at forsvarschefen fortalte om alle de gode ting, som Forsvaret kunne udrette, hvis vi fik dobbelt så mange penge.
Det er da rigtigt nok, at hvis alle mennesker var gode ved hinanden, så behøvede vi ingen våben. Det er også rigtigt, at hvis ingen var syge, så behøvede vi ingen hospitaler, og hvis der ikke fandtes fattige mennesker, så kunne samfundet spare en masse penge. Men sådan er verden ikke, og det må være forsvarschefens opgave at vejlede samfundet om, hvad militære midler er, og hvordan sikkerhedspolitik fungerer. Det gør man altså ikke ved at gå med på en diskurs, som bekræfter en alt for pacifistisk befolkning i, at der måske kunne findes en verden, hvor fred kan eksistere, uden at vi bruger penge på forsvar.
Forsvarschefens tankegang er forældet
Forsvarschefen fortæller, hvordan han er et produkt af Den Kolde Krig. Det er imidlertid tankegangen fra 00’ernes aktivistiske udenrigspolitik, som man kan genfinde i generalens strategiske argumenter. Perioden fra Den Kolde Krigs afslutning og frem til cirka 2014 har været helt unik i en sikkerhedspolitisk sammenhæng. Det var dengang, hvor efterretningstjenesten kunne sige, at der var minimum ti års varsel i forhold til en militær trussel mod Danmark.
På mange måder var det forsvarspolitisk nemt at føre en aktivistisk sikkerhedspolitik på udebane. Danmark kunne byde ind med lige præcis det, som vi havde lyst til at have i værktøjskassen. Vi kunne nøjes med at have nogle få og slagkraftige deployerbare kapaciteter, mens vi kunne droppe alt det andet. Vi kunne med andre ord levere en masse ting i internationale operationer, samtidig med at vi skar budgetterne.
Nu står vi i en anden situation, hvor Rusland udgør en reel trussel imod Danmarks territoriale sikkerhed. Vi skal forholde os til Iskandermissiler, som kan ramme København, og vi råder ikke over luftværn. Vi sejler rundt blandt russiske skibe, der har verdens mest avancerede udstyr til elektronisk krigsførelse, og selv er vi afhængige af mobiltelefoner for at kunne tale med hovedkvarteret i land. Vi ser, hvordan russerne laver spontane øvelser og mobiliserer enorme styrker på grænsen til de baltiske lande, og vores svar er en brigade på 180 dages beredskab, som aldrig vil træne som en samlet enhed, og som vil tømme landet for soldater.
Ikke smart af forsvarschefen at tale afskrækkelse ned
Forsvarschefen mener, at det er godt, at Forsvaret i dag løser rigtige, konkrete opgaver som at assistere politiet med bevogtningsopgaver i stedet for bare at øve sig på ting, som man ikke regner med nogensinde at skulle bruge. Jeg synes, at det havde været meget mere på sin plads, hvis forsvarschefen havde forklaret, at afskrækkelse er en rigtig og konkret militær opgave, som i fremtiden vil fylde mere. Det er simpelthen ikke smart, når forsvarschefen taler interessen for at bidrage til en afskrækkelsesprofil ned, for det er i sidste ende dansk forsvars primære opgave.
Jeg kunne skrive langt og længe om amerikanernes støt dalende vilje og evne til at garantere Europas sikkerhed. Men her vil jeg nøjes med at konstatere, at hvis man fremskriver udviklingen med 10-20 år, så er Europa nødt til at kunne håndtere den konventionelle afskrækkelse selv. Det vil ikke bare kræve lidt ekstra polstring her og dér, men en omfattende omstilling af Forsvaret.
Afskrækkelse indebærer, at vi skal være klar til ikke selv at vælge tid og sted. Vi kan ikke længere bare møde på kamppladsen med de kapaciteter, som tilfældigvis er på lager i denne uge. I dag hænger mål og midler slet ikke sammen til den opgave, og i de spidse ender ved soldaterne det udmærket. Vi er klar over, hvor lidt der skal til for at sætte vores egne enheder skakmat, og i mange tilfælde er det desværre nok med en elektronisk jammer.
Og derfor er det heller ikke bare en tom metahistorie, at der mangler sammenhæng mellem mål og midler.
