BLOG: General Bjørn Bisserup tager som forsvarschef helt fejl, når han offentligt beklager, at det er nødvendigt at bruge flere penge på Forsvaret. Dermed bekræfter han en alt for pacifistisk befolkning i, at vi kan få fred uden at bruge penge på forsvar.
For et par uger siden fik jeg kaffen galt i halsen, da jeg læste et interview med forsvarschefen. General Bjørn Bisserup mener, at det er ærgerligt, at man er nødt til at bruge flere penge på Forsvaret, for det er jo ikke den verden, vi helst vil have. Og så fortsatte han med at sige, at han tror, at den påståede mistillid til Forsvarets ledelse er opreklameret. Når han spørger soldaterne, får han nemlig kun nogle ukonkrete metafortællinger om manglende sammenhæng mellem mål og midler.
Men jeg vil da gerne hjælpe forsvarschefen med at gøre det mere konkret. Som medarbejder i Forsvaret kan jeg overhovedet ikke se, at det er topchefens opgave at tale om vores arbejde som et nødvendigt onde for samfundet. Tværtimod ville jeg forvente, at forsvarschefen fortalte om alle de gode ting, som Forsvaret kunne udrette, hvis vi fik dobbelt så mange penge.
Det er da rigtigt nok, at hvis alle mennesker var gode ved hinanden, så behøvede vi ingen våben. Det er også rigtigt, at hvis ingen var syge, så behøvede vi ingen hospitaler, og hvis der ikke fandtes fattige mennesker, så kunne samfundet spare en masse penge. Men sådan er verden ikke, og det må være forsvarschefens opgave at vejlede samfundet om, hvad militære midler er, og hvordan sikkerhedspolitik fungerer. Det gør man altså ikke ved at gå med på en diskurs, som bekræfter en alt for pacifistisk befolkning i, at der måske kunne findes en verden, hvor fred kan eksistere, uden at vi bruger penge på forsvar.
Forsvarschefens tankegang er forældet
Forsvarschefen fortæller, hvordan han er et produkt af Den Kolde Krig. Det er imidlertid tankegangen fra 00’ernes aktivistiske udenrigspolitik, som man kan genfinde i generalens strategiske argumenter. Perioden fra Den Kolde Krigs afslutning og frem til cirka 2014 har været helt unik i en sikkerhedspolitisk sammenhæng. Det var dengang, hvor efterretningstjenesten kunne sige, at der var minimum ti års varsel i forhold til en militær trussel mod Danmark.
På mange måder var det forsvarspolitisk nemt at føre en aktivistisk sikkerhedspolitik på udebane. Danmark kunne byde ind med lige præcis det, som vi havde lyst til at have i værktøjskassen. Vi kunne nøjes med at have nogle få og slagkraftige deployerbare kapaciteter, mens vi kunne droppe alt det andet. Vi kunne med andre ord levere en masse ting i internationale operationer, samtidig med at vi skar budgetterne.
Nu står vi i en anden situation, hvor Rusland udgør en reel trussel imod Danmarks territoriale sikkerhed. Vi skal forholde os til Iskandermissiler, som kan ramme København, og vi råder ikke over luftværn. Vi sejler rundt blandt russiske skibe, der har verdens mest avancerede udstyr til elektronisk krigsførelse, og selv er vi afhængige af mobiltelefoner for at kunne tale med hovedkvarteret i land. Vi ser, hvordan russerne laver spontane øvelser og mobiliserer enorme styrker på grænsen til de baltiske lande, og vores svar er en brigade på 180 dages beredskab, som aldrig vil træne som en samlet enhed, og som vil tømme landet for soldater.
Ikke smart af forsvarschefen at tale afskrækkelse ned
Forsvarschefen mener, at det er godt, at Forsvaret i dag løser rigtige, konkrete opgaver som at assistere politiet med bevogtningsopgaver i stedet for bare at øve sig på ting, som man ikke regner med nogensinde at skulle bruge. Jeg synes, at det havde været meget mere på sin plads, hvis forsvarschefen havde forklaret, at afskrækkelse er en rigtig og konkret militær opgave, som i fremtiden vil fylde mere. Det er simpelthen ikke smart, når forsvarschefen taler interessen for at bidrage til en afskrækkelsesprofil ned, for det er i sidste ende dansk forsvars primære opgave.
Jeg kunne skrive langt og længe om amerikanernes støt dalende vilje og evne til at garantere Europas sikkerhed. Men her vil jeg nøjes med at konstatere, at hvis man fremskriver udviklingen med 10-20 år, så er Europa nødt til at kunne håndtere den konventionelle afskrækkelse selv. Det vil ikke bare kræve lidt ekstra polstring her og dér, men en omfattende omstilling af Forsvaret.
Afskrækkelse indebærer, at vi skal være klar til ikke selv at vælge tid og sted. Vi kan ikke længere bare møde på kamppladsen med de kapaciteter, som tilfældigvis er på lager i denne uge. I dag hænger mål og midler slet ikke sammen til den opgave, og i de spidse ender ved soldaterne det udmærket. Vi er klar over, hvor lidt der skal til for at sætte vores egne enheder skakmat, og i mange tilfælde er det desværre nok med en elektronisk jammer.
Og derfor er det heller ikke bare en tom metahistorie, at der mangler sammenhæng mellem mål og midler.
Den, der tier, samtykker som bekendt. Jeg håber dog ikke, at jeg er den eneste, som
er uenig med Anders i hans kritik. Jeg er helt klar over, at jeg
nu vil blive beskyldt for at være sendt i byen af Forsvarschefen, men tro det
eller lad være; hvad jeg skriver herunder er rent faktisk udtryk for egen selvstændig
tankevirksomhed. Og jeg har ganske givet nået min slutgrad.
Jeg synes faktisk, det er temmelig betryggende at have fået en FC, som forstår, hvordan
Forsvaret spiller sammen med det politiske niveau. Og som minder om, at
Forsvaret skal slås for sine ressourcer på linje med andre statsfinansierede kerneydelser.
Der er heller ikke noget forkert i, at FC siger højt, at det da er ærgerligt, at vi som
samfund er nødt til at bruge flere penge på Forsvaret, fordi verden ikke har
udviklet sig så fredeligt, som vi håbede. Til sammenligning ville det da være
besynderligt, hvis en sygehuschef skulle ønske sig, at der var flere syge mennesker, for at
retfærdiggøre at få flere penge. Det må være både FC’s og sygehuschefens opgave
at forvalte de tildelte ressourcer optimalt – ikke at ønske sig flere fjender
eller syge.
Jeg er måske overraskende nok temmelig enig. Min væsentligste kritik handler om at vi har et forsvar som er gearet til at alle konflikter er “war of choice”, men det er bare ikke længere virkeligheden. Så vi er ikke klædt særligt godt på til den situation som vi står i, men FC giver udtryk for at det er tilfældet.
Det med kommunikationsstilen er mindre centralt, om end jeg oprigtigt mener at FC burde bruge sin spalteplads på at vække en kriseforståelse i befolkningen i stedet for at beklage behovet for at bede om flere penge. Der er forskel på at forstå det politiske spil og at sige det samme som politikerne.
Nu skal jeg bestemt ikke lægge FC ord eller meninger i munden, Anders. Men det kunne jo være, at han vurderer, at den øjeblikkelige sabelraslen mellem Vesten og Rusland er af forholdsvis midlertidig karakter. Og at vi inden alt for mange år vender tilbage til det historiske normalbillede (som bestemt ikke er scenariet fra den Kolde Krig, der historisk set også var en undtagelse).
Så det er måske derfor, at FC ikke finder grund til at vække krisestemning i befolkningen.
Men det er vel ikke hele sandheden? For nok har du ret i, at den Kolde Krig (bipolariteten) ikke repræsenterer et historisk normalbillede; men så følger det også logisk, at alliancedannelse som i tilfældet NATO er en undtagelse. Normalbilledet må så snarere være multipolariteten, som vi kender den i tiden før 2. Verdenskrig.
Det multipolære strategiske miljø er imidlertid ustabilt, og der hersker som bekendt en tendens til, at en eller flere aktører læser lokalet, og prøver lykken med hegemonidannelse. Regionalt til en start, men potentialt også globalt.
Det multipolære strategiske miljø kalder derfor også på afskrækkelse. Især for en småstat som Danmark, som i dét miljø ikke selv kan dominere, men blot kan prøve at tilsikre sig, at det vil gøre så ondt for en ekstern agressor som muligt, at prøve at gennemtvinge sin vilje med våbenmagt.
Jeg tror også, at den konventionelle militære trussel fra Rusland har det med at blive talt op. Men jeg foretrækker så sandelig dét frem for at tale den ufortjent ned. Europa var også domineret af regionale alliancedannelser i 1939, og lige meget hjalp dét på udfaldet af sommeren 1940; i væsentlig grad fordi truslen fra Tyskland var blevet talt ufortjent ned,
Nogle rigtig fine pointer du her kommer med Anders. Er helt enig i at Forsvarschefembedet skal finde sin rolle som rådgiver for bedst mulig anvendelse og indsættelse af det militære værktøj. Der er sikkert andre roller i samfundet, som er bedre til at plædere for nedrustning.
Godt indlaeg, og helt enig. Jeg tror dog fakstisk at kurven er paa vej til at blive knaekket her til dels paa baggrund af mange af de grunde du naevner. Eller sagt paa en anden maade, jeg tror faktisk at “mere forsvar” og en stoerre rolle til samme kan give stemmer for politikkerne. Og det er jo i hvert fald EN maade at aendre tingene paa.
Man kunne jo kigge på HVEM der udarbejdede det såkaldte K-NOTAT…HVOR DE sidder idag og HVAD de VIL og ikke mindst er igang med LIGE NU med Forsvaret….rystende
Sådan er det, når en chef pakker budskaber ind i DJØF pølsesnak. Forsvarschefen skulle istedet pudse sine medaljer fra den heltmodige tjeneste i krigene, og så mande sig op som general. Det andet er bare…. fesent.
Tusind tak for en velargumenteret vurdering af den nuværende forsvarschefs kommunikation og rationaler, og de problemer det efterlader forsvaret med.