ANALYSE: Både fregatterne og de nye F-35 kampfly har mulighed for at fremføre strike-missiler, som chefen for Forsvarsakademiet foreslår anskaffet. Begge dele vil kunne bidrage med en betydelig militær kapacitet, skriver Karsten Marrup og Peter Sønderkjøge fra Forsvarsakademiet.
Danmark bør anskaffe langtrækkende strike-missiler. Sådan sagde chefen for Forsvarsakademiet, kontreadmiral Nils Wang, da han den 20. september fremlagde sit synspunkt om ubåde for forsvarsudvalget. Men hvad er langtrækkende strike-missiler, og hvordan kan Danmark indføre disse i Forsvaret?
Admiralens ønske skal blandt andet ses i lyset af behovet for at opstille et modsvar til det, der i militære termer kaldes Anti Access/Area Denial eller A2/AD. Et koncept, der er det nye sort på listen over Nato’s udfordringer, og som har givet Nato militære planlægningsstab en del grå hår. Konceptet går ud på, at en nation med en kombination af forskellige langtrækkende virkemidler i form af eksempelvis krydsermissiler, luftværnsmissiler og antiskibsmissiler afholder sin modstander fra at deployere styrker til et givent område i forbindelse med en konflikt.
Læs også: Nils Wang: Danmark bør anskaffe offensive krydsermissiler
Ideen er, som det fremgår af navnet, at man med sine offensive kapaciteter kan påføre sin modstander svære tab, hvis denne prøver at få adgang til et område og operere i dette. En del af løsningen på udfordringen med A2/AD er, at man selv råder over langtrækkende missiler, der kan angribe den nation og de kapaciteter, der anvendes til at udøve A2/AD. I en dansk kontekst kan dette udmønte sig i en sejlende og/eller flyvende kapacitet, som vil være af stor værdi for Nato.
Amerikanske Tomahawk-missiler har rækkevidde på 2.500 km
Et langtrækkende strike-missil er et præcisionsvåben, der kan anvendes til at ødelægge modstanderens kommando- og kontrolfaciliteter, radar- og/eller missilsystemer, forsyningslinjer eller tilsvarende mål på lang afstand. De amerikanske Tomahawk-missiler med en rækkevidde på op til 2.500 km og det norske Joint Strike Missile med en rækkevidde på op til 555 km er eksempler på dette.
Anvendelsen af en sejlende og/eller flyvende strike kapacitet i form af de nævnte missiler adskiller sig i udgangspunktet ikke væsentligt fra den organisation og de procedurer, der fungerer ved nedkæmpelsen af mål på jorden med bomber afleveret fra et fly, som det eksempelvis er sket i forbindelse med de danske F-16 flys indsættelse til støtte for nedkæmpelsen af IS-styrker i Irak.
Artiklen fortsætter under billedet …
De tre danske fregatter af Iver Huitfeldt-klassen er hver udstyret med en missillauncher, MK41 VLS, i strike-størrelse med plads til 32 missiler. Det betyder, at hver fregat vil kunne indsættes i et operationsområde med en kombination af Tomahawk missiler til nedkæmpelse af modstanderens A2/AD-kapaciteter og missiler til områdeluftforsvar i form af eksempelvis Standard Missil-2 (SM-2) – og på længere sigt evt. SM-6 til beskyttelse af fregatten selv og andre allierede enheder til vands, lands og i luften, som igen og igen nævnes i forbindelse med det kommende forsvarsforlig.
Også Storbritannien råder over Tomahawk-missiler
Kombinationen af Tomahawk missiler og MK41 VLS launcheren er en velafprøvet kapacitet i den amerikanske flåde, og Iver Huitfeldt-klassen vil relativt enkelt kunne udrustes i denne retning. Dette vil primært indebære, at de nuværende systemer til brug for især kommunikation (måldata, flyveprofil, etc.) med missilerne via MK41 VLS klargøres og opgraderes, hvor det er nødvendigt. Alternativt kan man installere et separat Tomahawk-system ombord på samme måde, som de nuværende Harpoon antiskibsmissiler betjenes.
Læs også: Claus Hjort: Rusland er en diktaturlignende stat
Udover at Tomahawk-missiler udgør rygraden i den amerikanske flådes strike-kapacitet, så har Storbritannien ligeledes Tomahawk-missiler om bord i to af sine tre ubåds-klasser. Danmark vil således have mulighed for at udbygge det i forvejen meget stærke samarbejde med begge lande i forbindelse med implementering, drift og vedligehold af kapaciteten.
Danmark har med erhvervelsen af F-35 Lightning II også kendt som Joint Strike Fighter en oplagt kapacitet til at imødegå en modstanders A2/AD-kapacitet. Flyene er designet til at kunne operere i områder med høj trussel på grund af sine stealth egenskaber. Stealth gør ikke flyene usynlige overfor deres modstandere, men i stedet meget svære at detektere, hvilket betyder, at de kan flyve væsentlig tættere på eksempelvis luftværnsmissilsystemer end andre fly uden at blive opdaget.
Norge udvikler Joint Strik Missile til F-35
I forbindelse med Norges køb af F-35 har den norske våbenproducent Kongsberg fået til opgave at udvikle og producere et langtrækkende strike-missil kaldt Joint Strike Missile eller JSM til F-35. Missilet er en videreudvikling af det nuværende Naval Strike Missile og kan anvendes mod såvel skibe som landbaserede mål. Missilet forventes operativt omkring 2022 og kan bæres inde i F-35 weapons bay (lastrum til missiler og bomber), der således kan bevare sine stealth egenskaber, mens det flyver med missilet.
Herudover kan både det britiske Stormshadow missil og det amerikanske Joint Air-to-Surface Standoff Missile anvendes af F-35. Begge missiler skal bæres eksternt, og F-35 flyet vil derfor miste en del af sine stealth egenskaber, når det flyver med missilerne. Missilerne, der er i brug i en række Nato-lande, har en rækkevidde på henholdsvis op til 560 km og over 1.000 km. F-35 vil derfor med en eller flere af de tre nævnte missiltyper kunne bidrage med en langtrækkende strike kapacitet.
Da missilerne enten allerede er testede og certificerede til F-35, eller for JSM vedkomne bliver det på omtrent samme tidspunkt, som Danmark får sine F-35 til Skrydstrup, vil indførelsen af disse som en kapacitet til F-35 kunne ske enkelt og uden yderligere tiltag.
Om Danmark vælger at anskaffe en sejlende eller en flyvende strike-missil kapacitet – eller slet ingen, er naturligvis et spørgsmål om ressourcer og prioritering af Danmarks opgaver og rolle i NATO.
Men der er ingen tvivl om, at både de danske fregatter og de danske F-35 fly med langtrækkende strikemissiler vil kunne bidrage med en betydelig militær kapacitet. En kapacitet, som vil kunne indsættes både regionalt og globalt, og som vil kunne bidrage væsentligt til NATO’s konventionelle afskrækkelse og kollektive forsvar.
Det jo netop det, der giver mening. Vi skal udnytte de plantforme fuldt ud, som forsvaret allerede har.
1) Det giver hurtigt en forøget kampkraft
2) Lønudgifterne er begrænsede, når vi allerede har platformen
3) Giver forsvaret større fleksibilitet til at løse mange af de opgaver der vil komme i næste 5-10 år
4) Giver forsvaret større ro, selvtillid, og tro på egne evner, når man har større handlekraft
Så selvfølgelig skal f.eks. MH-60R have måde ASW udstyr og torpedoer. Plus missiler til mindre overflade mål. De er jo bygget til netop det.
Selvfølgelig skal MK-41 VLS have de forskellige missiltyper, der give fregatterne kapaciteter de er bygget til.
Og selvfølgelig skal nogle fra Piranha 5 serien også laves i en version, der har langtrækkende anti-panser missiler og 30-40 millimeter kanon.
Ubåde må komme senere om 1-2 forsvarsforlig, alt efter hvordan teknologien udvikler sig. Det er i min bog meget vigtigere, at udnytte de platforme forsvaret allerede har og dem allerede bestilt.
De der spøgelseskapaciteter, er der jo ingen der kan holde ud, hvad enten det er papirenheder, eller platforme der er strippet for de våbensystemer, som de er bygget til. Det er jo kun hardcore enheder og effektive våbensystemer, der kan få folk med gode idéer, til at tænke sig om.
Så hvorfor opstiller man politisk et militær, der får den ene arm bundet på ryggen.
Og som nævnt er lønkronerne meget begrænset, når udnytter de platforme du allerede har, i sammenligning med opbygningen af en fuldfed brigade. En brigade der knap er opbygget ved udgangen af det kommende forsvarsforlig.
Derfor er det, der giver mest mening i Østersøen lige nu, hvor vi mærker presset fra den store bjørn, det er at udnytte de platforme forsvaret allerede har som noget af det første, når forsvarsforliget skal skrues sammen og prioriteres. For der er brug for hurtige synlige resultater.
Ser dette lidt sent, men: Hvorfor skyde mod russiske 2 minutters shoot-and-scoot missilsystemer med artilleri fra Polen (flyvetid 1 minut, pris 1.000 kr. per granat, god målopklaring, træfsikkerhed stor) når man kan skyde mod dem med Tomahawk fra Norskehavet på 1.700 km afstand (flyvetid 1 time, pris flere millioner per missil, ingen målopklaring, træfsikkerhed mod shoot-and-scoot nær nul)? Fordi ordet “strike” lyder helt vildt sejt i forhold til det 200 år gamle og nu heldigvis i DK afskaffede hær-tosseri kaldet “artilleri”. Eller måske fordi danske politikere, som landets befolkning kendt for strategisk viljestyrke og vovemod, er klar til som de første at skyde mod russisk territorium? Foreslår venligst et scenarie, hvor danske strikemissiler er nyttige?
Interessant indlæg i debatten, og det er ikke ironisk ment-synes jeres indlæg er velskrevet og velargumenteret. Håber bare at man også husker at analysere hvilke måltyper, som de nævnte missiler er gode mod, når vi forholder os til eks. Kaliningrad Oblast i stedet for Libyen.
Dernæst lyder det besnærende med den lange rækkevidde, men her skal flyvetid ift. operationsmønsteret på russiske mobile systemer også medtages i analysen. Hvis ambitionen er at bekæmpe mobile mål, så kræver det god forståelse af russisk TTP samt konkret viden om forberedte stillingsområder, især hvis ambitionen er en høj probability of kill.
Mvh
Nicolai Møller