BLOG: Det er et ganske opsigtsvækkende synspunkt, når chefen for Forsvarsakademiet argumenterer for, at færre soldater skal have en videregående uddannelse. Men chefen for Forsvarsakademiet mener åbenbart, at mindre uddannelse er vejen frem.
Dette blogindlæg handler om forholdet mellem menige, sergenter og officerer. Men inden jeg kommer så langt, kan vi så ikke godt droppe metaforen med høvdinge og indianere, når vi beskriver Forsvarets ansatte? Indianermetaforen var måske engang sjov til at understrege en eller anden pointe, men i store træk er det bare noget fordummende vås, som kan få beslutningstagere til at tro, at de på et øjeblik kan gennemskue, hvordan Forsvaret hænger sammen.
Der er mange problemer med billedet af høvdinge og indianere, men lad mig starte med det matematiske paradoks. Når man inddeler medarbejderne i en kompleks organisation i to grupper som enten høvdinge eller indianere, falder korthuset nemlig sammen ved første møde med en mellemleder.
Jeg vil bruge mit eget skib som eksempel. Hos os er der 12 besætningsmedlemmer: 2 officerer, 2 befalingsmænd og 8 menige. Ved første øjekast er der altså 4 høvdinge og 8 indianere. Ved nærmere eftertanke skal regnestykket imidlertid stilles anderledes op, for høvdingene er jo ikke ledere for det samme. Jeg er skibschefen, så jeg har 11 indianere under mig til at løse mine opgaver. Næstkommanderende er leder for alle andre end mig, så han har 10 indianere. Navigationsbefalingsmanden har ansvaret for dækket og råder over fire indianere, mens teknikbefalingsmanden har tre indianere at gøre godt med. Ud af de 12 besætningsmedlemmer er der i alt fire høvdinge og 28 indianere?!
I Forsvaret hæfter vi “ledelse” på alt muligt
Bruger man mit skib som generelt pejlemærke, skal man altså gange Forsvarets 7.193 menige med omregningsfaktoren 3,5 for at finde antallet af indianere, som så må være 25.176. Pludselig lyder det så ikke så galt, at der er 7.317 officerer og befalingsmænd, vel? Den form for matematik er naturligvis fuldstændig latterlig, men det er indianermetaforen i en nøddeskal.
I Forsvaret har vi en tradition for at hæfte prædikatet “ledelse” på alt muligt, som man i andre organisationer ville kalde “samarbejde” eller slet og ret “arbejde”. Det hænger sammen med, at selvforståelsen af officeren eller befalingsmanden som en leder er meget stærk, fordi de i nogle tilfælde kan udøve ledelse. I det øvrige samfund ville man imidlertid ikke anvende en definition af en leder som en medarbejder, der potentielt i en anden situation kunne udøve ledelse. Der ville man kun tælle dem med, som havde et personaleansvar af en vis størrelse.
Hvis man anvendte samfundets definition af, hvad en leder er, ville man finde frem til, at en hel del af Forsvarets officerer og befalingsmænd slet ikke er ledere. De er administratorer, undervisere, studerende, controllere, specialister, forskere og alt muligt andet. Hvis man tæller alle disse med som ledere, kommer antallet af ledere i organisationen til at se absurd højt ud.
Indianermetaforen giver beslutningstagere et forkert billede
Men hvad værre er, så afslører indianermetaforen en overfladisk refleksion over Forsvarets personelkategorier. Det er en forfladigelse, hvor man kun fokuserer på ét punkt ud af mange, som om ledelse uden indhold faktisk var noget, der fandtes. At producere dækkende definitioner af personelkategorierne er et omfattende arbejde, men tillad mig alligevel at komme med et par forslag, som i hvert fald bringer os nærmere målskiven end analogien med høvdinge og indianere:
- En officer er ikke pr. definition en militær leder, men en soldat med en videregående uddannelse.
- En menig er ikke pr. definition en soldat, der udfører manuelt arbejde, men en faglært eller ufaglært soldat.
- En befalingsmand er ikke pr. definition en militær mellemleder, men en faglært eller ufaglært soldat med en efteruddannelse i ledelse og administration.
Når chefen for Forsvarsakademiet, Nils Wang, siger, at der skal være færre officerer, så siger han i bund og grund, at færre soldater skal have en videregående uddannelse. Det er altså et ret opsigtsvækkende synspunkt for en rektor på en professionshøjskole. Man kunne jo også have argumenteret, at den stigende kompleksitet på kamppladsen kræver flere soldater med en videregående uddannelse. Men chefen for Forsvarsakademiet mener åbenbart, at mindre uddannelse er vejen frem.
Det kan godt være, at der skal være flere eller færre i de forskellige personelkategorier, og det kan i særdeleshed godt være, at forholdet mellem kategorierne vil ændre sig, hvis Danmark skal kunne opstille en brigade. Men når Nils Wang bruger indianermetaforen som argumentet for at lave fordelingen om, så er det med til at give beslutningstagere et forkert billede af, hvordan Forsvarets bemanding fungerer.
En mildest talt kreativ beskrivelse af hvordan ledelsen fungerer i SVN. Du regner med en omregningsfaktor på 3,5 fordi den enkelte medarbejder (indianer) optræder gennemsnitligt i 3,5 roller under forskellige ledere. Glemmer du ikke en omregningsfaktor i forbindelse med den tid den enkelte indianer er til rådighed hos lederen, idet indianeren i 71% af dagen vil være ledet af en anden?? Disse 2 omregningsfaktorer udligner hinanden.
Hvor mange organisationer med 12 ansatte, tror du har råd til 3 ledelsesniveauer over indianeren???
Jeg er enig i, at Forsvaret er presset i disse år, grundet massive nedskæringer. Men jeg mener også at Forsvaret selv bærer et kæmpe ansvar.
Man skal ikke være ansat specielt længe i Forsvaret, før man ved hvilket håbløst ineffektivt bureaukrati man til tider er oppe imod. Oberst Møller beskrev det ret godt, da han i sin tid prøvede at bestille en ny mus til sin pc, som så ankom til hans kontor 9 måneder senere.
Jeg betvivler ikke, at langt størstedelen af de ansatte i Forsvarets ledelse, har rigeligt med opgaver. Men det ville være interessant at se, hvor stor en del af arbejdet der reelt skaber værdi ude i den skarpe ende, og hvor meget af det der blot bidrager til at fodre bureaukratiet.
Hej Søren
Jeg skriver jo også selv at det er en forkert måde at regne på. Min pointe er at det netop ikke kan stilles op sådan fordi en mellemleder ikke er enten høvding eller indianer. Man kunne også have kørt den anden vej og sagt at skibschefen er indianer for eskadrechefen osv.
På et skib kompliceres det hele så yderligere af at vi går en vagttørn, hvor vi skiftes til at “have den”. Sådan gør man også på handelsskibene. Et civilt skib af samme størrelse ville formentlig have et mindre antal menige, men det samme antal ledere.
Er i øvrigt helt enig i at bureaukratiet i Forsvaret kan føles overvældende.
Hilsen
Anders
Tror langt hen ad vejen vi er enige.
Hvorvidt der er en større andel af ledere på et handelsskib, er vel et spørgsmål om hvordan man definerer det. Ja, der vil nok være en større andel af skibsførere, og en mindre andel af indianere. Men forskellen ligger nok i, at en skibsfører i Søværnet pr automatik også er leder. Det skulle man måske overveje nødvendigheden i. Langt størstedelen af de SM der sejles i Søværnet, er ren forlægning, hvor skibsførerens (vagtchefens) primære leder-rolle består i at fortælle ror-gasten hvilken kurs han skal støtte.
Som jeg skrev i mit tidligere indlæg, så er jeg enig i at Forsvaret generelt er presset, efter store nedskæringer. Men når det er sagt, så mener jeg også der ligger et enormt potentiale, såfremt man begynder at udnytte de tildelte ressourcer bedre. Eks ved at reducere bureaukratiet. Så længe man spilder en masse ressourcer ved at fastholde bureaukratiet, kan man næsten ikke tillade sig at bede om flere penge 😉
Vel sagt Anders! Også med tanke på at vi ikke alle er fagnørder, men rent faktisk er i stand til at reagere på mange udfordringer, også de der ikke nødvendigvis ligger inden for vores fagområde, alene fordi vi har erfaringen og Uddannelsen ikke at forglemme! 🙂
Efter min mening, så fordrer den teknologiske udvikling at vi skal bruge langt flere videreuddannede soldater. Uanset rang og uanset om den enkelte soldat, er i aktiv tjeneste eller ej.
—
Tag blot droner og robotter. I den nærmeste fremtid, der vil vi se dem implementeret i alle enheder. Alene for disse to teknologi-felter, er udviklingshastigheden, enorm.
—
Oven i det, så er der den nye materiale revolution. Med den kommer vi til at se radikalt nye platforme. Eksempelvis det jeg kalder for fartøjs-skalering. Det vil blive et hverdagsord, for alle værn.
—
Kunstig intelligens skal også med i regnestykket. Vi kommer til at se KI arbejde tæt sammen med MI. Også på enkelte fartøjer, fly, helikoptere, både, ambulancer, lastbiler osv.
—
Så forandringsfaktorens teknologiske frekvens, den vil kun øges i fremtiden. Allerede i dag, kommer der så meget ny teknologi, ud på markedet, at selv hærdede sagsbehandlere, har svært ved at følge med. Så også på den funktion, skal der ses på en eventuel reorganisering.
—
Og som jeg ser det, så betyder teknologisk forandring enheds forandring. Og enheds forandring betyder kulturforandring. Herunder ledelseskultur.
—
I dag, Anno 2023, der kan vi ikke forestille os at en skibschef på Diana klassen, et sted i nordsøen, lægger de næste 84 timers slagplan, med 360 scenarie-dækning, sammen med en våbenofficer ombord, på et amerikansk Hangarskib, i Stillehavet. Altså sammen med en officer fra USA. Som skibschefen aldrig har talt med før. Og at vedkommende, den amerikanske officer, bruger en oldnordisk version, af KI, til at udfylde sin del af arbejdsprocessen. Og ydermere at både en japansk fisker, og en islandsk forsikringsagent, leverer deres del til skibschefens plan. Personer som chefen heller aldrig har mødt. Og sandsynligvis, aldrig kommer til at møde igen. En arbejdsproces som kører non-stop, online i Open Source, med civile som militære opgavepunkter, der skal leveres en løsning til. Ganske enkelt for at dække sig ind, med det jeg kalder for Scenarie 360. Hvor der planlægges for samtlige kendte trusler, 24 timer i døgnet, selv når skibschefen sover.
—
Men det er der vi er på vej hen. For den teknologiske infrastruktur eksisterer allerede. Planlægnings filosofien har blot ikke fulgt med. Endnu. Udviklingskulturen vil hæfte sig på. Således at der også udvikles på nye teknologier, ombord på det enkelte skib. I hvert fald så længe det er i aktiv tjeneste. For efter opgaven er løst, så skilles skibet ad igen, på åben sø. For nu er opgaven løst. De enkelte dele skal bruges til andre skibstyper til andre opgaver.
—
Vi kan heller ikke forestille os at vi ikke har selvstændige skibsklasser mere. At vi bygger, eller rettere sagt, sammensætter vores skibe, i det ansvarsområde, hvor opgaven skal løses. Og ikke som i dag, på et gammeldags værft. Og at skibene kommer til at se radikalt anderledes ud. Afhængig af opgave og skalering i størrelse.
—
Men det kommer også. For materialerne til det er på vej. Og KI kommer også her, til at spille en afgørende rolle. Ligesom det daglige samarbejde mellem KI og MI.
—
KI = Kunstig Intelligens, i alle dens former.
MI = Menneskelig Intelligens i alle dens former
—
Vel sagt!!
Godt indlæg Anders, jeg er langt hen ad vejen enig.