ANALYSE: Efter en noget usikker begyndelse optræder forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) i dag med både tyngde og en gennemslagskraft, som vækker optimisme og respekt i Forsvaret.

Entréen var ærlig talt ikke køn. Det syntes han heller ikke selv, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i slutningen af november valgte at fyre forsvarsminister Peter Christensen (V) og i stedet placere sin finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) på posten. Årsagen var den simple, at der efter de konservatives og Liberal Alliances indtrædelse i regeringen skulle fyres Venstre-ministre. Peter Christensen havde ved folketingsvalget ikke opnået genvalg, og selv om han var taget til nåde og blevet udpeget som minister efter Carl Holsts pinefulde deroute, sad han som minister i regeringen på det yderste mandat.

Set med Forsvarets øjne var Peter Christensen en dygtig og vellidt minister, der klarede opgaven godt – og markant bedre end sine forgængere. Han havde fjernet den udskældte Lars Findsen som departementschef og i stedet hentet den højt respekterede Thomas Ahrenkiel ind fra Forsvarets Efterretningstjeneste. ”PC” havde landet en aftale om køb af nye kampfly og udpeget Bjørn Bisserup som ny forsvarschef – med streg under udpeget – modsat Nick Hækkerups ansøgningsrunde, der gjorde oberst Peter Bartram til firestjernet general.

Men pludselig var Peter Christensen fortid, og i stedet stod Claus Hjort Frederiksen den 28. november i Forsvarsministeriets kantine og skulle finde på noget fornuftigt at sige til en partikollega, som han lige havde vippet af pinden.

“Der er ingen grund til at skjule, at ministeroverdragelser ikke er det sjoveste, der findes. Du er en garvet politiker, og derfor er du også hårhudet og kender de faktiske forhold i jernindustrien. Du har udført et flot og godt job som forsvarsminister,” sagde Claus Hjorth Frederiksen.

En lærling på det forsvarspolitiske område

Dengang talte han nærmest sort, når han prøvede at forklare militære forhold i Forsvaret eller i Irak. Og da denne signatur interviewede ham i slutningen af februar, skinnede det til tider tydeligt igennem, at han ærlig talt ikke vidste så meget om sit nye ressortområde.

»Jeg betragter stadig mig selv som lærling på dette område, og jeg er ved at sætte mig ind i, hvad jeg egentlig er minister for,« sagde han.

Blandt soldater og dem, som kun ser ministeren sporadisk og ikke følger hans arbejde tæt, bed man tillige mærke i, at den nye minister ud over at have et mildt sagt begrænset kendskab til sit nye område til tider lignede noget, som var hevet direkte ud af tørretumbleren. Usoigneret med strittende hår, skjorten uden på bukserne og krøllet tøj. Når man kun kunne bedømme ham på udseendet og den vrøvlende forsvarssnak, var der ikke meget optimisme at spore, og flere drømte sig tilbage til tiden med Peter Christensen.

I dag er snakken ved at forstumme. Internt i ministeriet har Claus Hjort Frederiksen for længst vundet stor respekt, og i Forsvaret vokser tilfredsheden med den stadig nye minister dag for dag. Det skyldes flere forhold. For det første er Claus Hjort Frederiksen en erfaren og rutineret minister, som har siddet på rigets pengekasse i mange år. Han kender det politiske spil bedre end nogen anden, og han forstår at bruge både sin viden, sin erfaring og sit netværk.

Tog partiledere med til Irak

De færreste bed mærke i det opsigtsvækkende ved rejsen, men da Claus Hjort Frederiksen i marts fløj til Irak med partilederne Mette Frederiksen (S), Kristian Thulesen Dahl (DF) og Morten Østergaard (R) var det et home run, der vidnede om den nye forsvarsministers politiske håndelag, indflydelse og netværk. Nuvel, partiledere har besøgt danske soldater før. Men så har det som regel været på rejse med statsministeren eller Udenrigspolitisk Nævn. Her tog en ressortminister oppositionens vigtigste politiske skikkelser med på en udlandsrejse, hvor der ud over det åbenbare faglige indhold også blev tid til at pleje netværket.

Artiklen fortsætter under billedet …

Rejsen var vigtig, fordi Claus Hjort Frederiksen og statsminister Lars løkke Rasmussen får brug for partiernes opbakning til at hæve forsvarsbudgettet ved de forhandlinger, som skal gå i gang i efteråret. Normalt forhandles et forsvarsforlig med forsvarsordførerne, men fordi der denne gang skal (markant) flere penge på bordet, ligger beslutningskompetencen hos partilederne. Uden dem ingen forlig. Der er med andre ord tale om et af de vigtigste politiske forlig i umindelige tider med vidtrækkende og langsigtede konsekvenser, og der bliver partiledernes indflydelse og ord afgørende. Set i det lys vidnede rejsen om en minister, som formåede at indlede forberedelserne til det kommende forlig på den bedst tænkelige måde, og man kan spørge sig selv, hvilke andre nyudnævnte ministre, der var lykkedes med det projekt?

Ministerrokaden i november betød videre, at Claus Hjort Frederiksen på grund af sin politiske tyngde i både Venstre og regeringen fortsat har sæde i regeringens koordinationsudvalg, hvilket formentlig gør ham til den mest indflydelsesrige forsvarsminister i umindelige tider. Det forhold betyder videre, at departementschef Thomas Ahrenkiel forud for møderne i koordinationsudvalget mødes med departementscheferne fra de øvrige koordinationsudvalgs-ministerier for at rydde sager af vejen, så ministrene kan koncentrere sig om de spørgsmål, som ikke kan løses af departementscheferne. Det giver indflydelse på et helt andet niveau end departementscheferne i et mere almindelige ministerier og skyldes udelukkende Claus Hjort Frederiksen.

Minister af en særlig støbning

Men der er flere forhold, som vidner om, at Forsvaret i Claus Hjort Frederiksen har fået en minister af en helt særlig støbning, som kan vise sig at blive meget værd også på længere sigt end det kommende forsvarsforlig.

Tidligere ministre som Søren Gade (V), Gitte Lillelund-Bech (V), Nick Hækkerup (S), Nikolai Wammen (S), Carl Holst (V) og Peter Christensen (V) var alle på vej op i deres politiske karrierer og brugte posten som forsvarsminister til at positionere sig i deres respektive partier. De var forsigtige og turde aldrig rigtigt sige noget, der kunne opfattes kontroversielt.

Anderledes er det med Claus Hjort Frederiksen. Han har toppet den politiske karriere i stillingen som finansminister og virker på folk omkring ham som en person, der nyder at have fået et vigtigt ressortministerium at slås med. Som minister skal han ikke bevise noget, og det giver ham en ro til at tale mere frit. Da han forleden vendte hjem fra USA, sagde han til citat, at man i USA fik oplevelsen af to regeringer:

”En med Trump, Bannon og Kushner og nogle af de typer, og så er der en anden regering med Mattis, McMaster og Kelly, som kører en mere traditionel linje.”

Revsede Rusland i fuld offentlighed

Det er vist tanker, som nok andre har fået, men som man sjældent hører komme ud af munden på en siddende forsvarsminister i fuld offentlighed – og til citat. Og på det netop overståede folkemøde på Bornholm lagde Claus Hjort Frederiksen heller ikke bånd på sig selv, da han skulle forklare sit syn på Rusland og præsident Vladimir Putin.

Læs også: Claus Hjort Frederiksen: “Rusland er en diktaturlignende stat”

”Og så har jeg ikke voldsom tillid til et styre, der har en præsident, der er vokset op i KGB. Hans demokratiske følelser er nok til at overse. Jeg synes også, at man kan sige, at det er sådan en halvdiktaturlignende stat. Der er ikke en fri og folkelig debat. De kan allokere alle de ressourcer til militæret, som de vil. Det er jo det, man kan i sådanne lande,” sagde Claus Hjort Frederiksen.

For mange lyder det måske ikke særlig kontroversielt. Men for et lille land, som er fuldstændig afhængig af sit forhold til andre lande, er den slags udtalelser fra en siddende forsvarsminister så langt fra diplomati og international balancegang, at man må betegne dem som næsten uhørte. Eller uhørt befriende. For udtalelserne går direkte imod den politiske mainstream. Claus Hjort Frederiksen lefler ikke for nogen. Han siger det, som vi alle tænker, og han gør det uden at ryste på hverken hånden eller stemmebåndet.

Den slags vækker respekt og genskaber en smule tillid til politikerne, som ellers ofte bliver lagt for had for at lade sig styre af meget andet end deres politiske overbevisning. Claus Hjort Frederiksen kan gøre det, fordi han har sin statsministers fulde opbakning, og dermed sidder Claus Hjort Frederiksen i dag solidt i sædet som forsvarsminister forud for de kommende forligsforhandlinger. Det glæder man sig over i Forsvaret, hvor man gennem adskillige år har savnet en minister, som kunne stå værn mod den ydre “fjende” – de øvrige ministerier – og sikre et seriøst løft af forsvarsbudgettet. Ingen ved, hvor det ender, men optimismen spirer ikke mindst på grund af Claus Hjort Frederiksen.