Filmen “War Machine” er en sarkastisk kommentar til krigen i Afghanistan

Brad Pitt som den amerikanske general McMahon, der er en karikatur af general McChrystal.

BLOG: Til trods for, at “War Machine” er sarkastisk i sin tone grænsende til komedie, og selv om persongalleriet er lidt for fjollet, bunder næsten enhver detalje i filmen i virkeligheden. Det skriver Niels Klingenberg Vistisen i denne anmeldelse.

Filmen ”War Machine”, som netop er udkommet på Netflix – og ikke i biografer eller tilsvarende, bygger på bogen ”the operators” af Michael Hastings og handler om general Stanley McChrystals tid som øverstkommanderende i Afghanistan i 2009-2010. I filmen er det godt nok den fiktive general Glen McMahon, men resten af persongalleriet er portrætteret; præsidenterne Karzai og Obama, Richard Holbrooke m.fl. Ja, når man sidder og skriver navnene nu, så virker det som lang lang tid siden, men det var det jo egentlig ikke.

Da jeg selv var i Afghanistan i 2010, netop under McChrystal og hans særlige COIN-strategi, måtte jeg derfor se filmen, også med mine insider-briller på. Det var tiden, da vi selv var allermest aktive i Helmand, på Patrol Base Line, og hvor Obamas ”surge” skulle vinde krigen. Kan I overhovedet huske det?

Filmen er sarkastisk i sin tone grænsende til en komedie. Men så alligevel – selv om persongalleriet er lidt for fjollet, bunder næsten enhver detalje i filmen i virkeligheden. Skuespillerne har ramt næsten al mimik rigtig både hos nøglepersonerne og bipersonerne. Vi følger bl.a. nogle US Marines i Helmand. De er unge og med fregner, som de nu var dengang. Jeg ved det, for jeg var der selv. Jeg tror, at de har fået alt andet rigtigt: uniformerne hos tyskere, afghanere og italienere. Alle ærmemærker og navneskiltene hos de afghanske officerer. Den reglementerede løbeuniform på generalen. Blackberry telefoner, som var hotte dengang, og de rigtige ISAF logoer på computerskærmene.

Obama møder McChrystal i Københavns Lufthavn

Selv København er med, da McChrystal mødtes med Obama om bord på Air Force One i Københavns Lufthavn i december 2009. Måske overdriver de lidt for meget med en voldsomt beruset tysker i lejren. Men episoden demonstrerer alligevel udmærket, hvordan livet var i Kabul i 2009. Jeg genkender byggestilen, kontorerne i krydsfinér og uden vinduer, situationsrummet og morgenbriefingerne. Mange detaljer i baggrunden er gengivet korrekt. Når generalen briefer, kan man på tavlerne bag ham se ord som ”Clear-hold-build” og den berømte ”anaconda-slide”, som skulle illustrere kompleksiteten i krigen.

Filmen handler mest om general Stanley McChrystal, godt spillet af Brad Pitt, og hans nærmeste team, og man følger dem fra ankomsten, til de må forlade Kabul i 2010 efter en artikel i Rolling Stones, som beskrev, hvordan de bagtalte præsidenten, og de europæiske allierede og var på druk i Europa. Jeg var selv i hovedkvarteret den dag, og jeg husker den morgen, da artiklen blev rundsendt til alle, og den spænding alle blev holdt i. Måske gør det filmen lidt mere spændende for mig personligt, men jeg mener alligevel, at den rammer en nerve og noget eviggyldigt ved den slags krige. Jeg tror, at man kan finde stort set det samme i Kabul i dag, eller i 2007, eller i Bagdad i 2005 – eller i dag måske?

Artiklen fortsætter under traileren …

Det tjener til filmens ære, at den faktisk også om end kort følger nogle unge US Marines på jorden i Helmand under ”operation Moshtarak” i februar og marts 2010. Det var den største luftbårne operation siden Anden Verdenskrig og skulle ”cleare” de centrale distrikter i Helmand tæt fulgt af ”government-in-a-box” og counterinsurgency (COIN) lige efter bogen! Hvem husker den operation i dag? Sammen med marinerne kommer man ind i de smalle afghanske gader og compounds, og det er filmet, så man sidder på kanten af stolen og kigger efter tegn på vejsidebomber og IED’er overalt og venter på, hvornår det sker.

Virkeligheden er langt fra de forkromede planer

Filmens titel “War Machine” er nok meget sigende, og det vi bør bruge den til. Vi skal vide, at når vi slipper militær styrker løs på den måde, som vi gjorde i Afghanistan, er resultatet det, vi fik. I begyndelsen af filmen falder nogle af guldkornene, som ”der er to slags generaler: Dem, der ved, at de ikke kan vinde krigen, og dem, der vil vinde for enhver pris. Desværre er det sådan, at det er de sidste, der får posterne”. Og episoden, da general McMahon bliver fortalt, at grunden til, at man ikke kan erstatte valmuer med bomuld, er, fordi amerikanerne ikke må etablere afgrøder, der kan konkurrere med deres egne(!). Afghanistan er fyldt med endnu flere anekdoter, der kunne have været med i filmen, men manuskriptforfatter og instruktør har alligevel fået mange spøjse detaljer med.

War Machine er det, man får, når man sætter en militær koalition ind, og derfor bør man også se filmen. Charlie Wilson’s War er en bedre film, men begge har deres ret i at oplyse os alle om, hvordan krig egentlig foregår, når vi nogle gange glemmer det midt i vores forkromede planer og powerpoints langt fra virkeligheden. Se War Machine og nyd den, grin af det sjove, læg mærke til alle de fine detaljer og stemningen, og tag med derfra at krig også er en krigsmaskine, og at oprørsbekæmpelse er vanvittigt svært!

Nåh ja, og så pas på, hvad du lader en journalist fra Rolling Stones overhøre …

Niels Klingenberg Vistisen er souschef i kompetence og uddannelsesafdelingen i Hærstaben. Han er historiker og har arbejdet med Irak- og Afghanistankommissionen og var hovedskribent på Forsvarets del af erfaringsopsamlingen fra Afghanistan.