Grund til både optimisme og skepsis for Bisserup & Co.

Bjørn Bisserup overtog 10. januar stillingen som forsvarschef og blev ved samme lejlighed udnævnt til general. Foto: Ernstved

ANALYSE: Bjørn Bisserup har som ny forsvarschef sat sit hold, som skal tegne Forsvaret de næste mange år. I geledderne sporer man en svag optimisme, men det hele afhænger af den igangværende budgetanalyse. Tør generalerne fortælle ærligt om konsekvenserne?

General Bjørn Bisserup har kun siddet som forsvarschef i lidt over en måned. Men han har allerede fået lejlighed til at sætte sit eget hold af topchefer, som i de næste fire-fem år kommer til at tegne Forsvarets øverste ledelse. Stillingerne som viceforsvarschef, chef for Udviklings- og Koordinationsstaben, chef for Hjemmeværnet og som direktør i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse blev alle besat i dag, og det sender nogle klare signaler fra den nye forsvarschef.

Når man sætter navne på nye chefer, er det som regel mindst lige så interessant at studere, hvilke navne som ikke dukker op. Hvis nogen i dag sidder skuffet tilbage, er det utvivlsomt generalmajor Hans-Christian Mathiesen. Han har været chef for Hærstaben siden 2014 og var før det chef for Hærens Operative Kommando. Den stilling fik han i 2012, og ”HC” har dermed reelt set været chef for Hæren i over fire år.

Det var med andre ord et oplagt tidspunkt at avancere – til stillingen som viceforsvarschef. HC har gjort en fornem karriere og vel aldrig prøvet at blive efterladt tilbage på trinbrættet og se toget køre forbi. Det skete i dag. Ikke fordi han er uegnet i nogen af stillingerne, men formentlig, fordi Bjørn Bisserup ønskede at sende et signal om forandring. Bjørn Bisserup er hærmand, og det samme var hans forgænger Peter Bartram, som stoppede i begyndelsen af januar. Før det hed forsvarschefen Knud Bartels, og han var også hærmand.

Viceforsvarschefen hedder i øjeblikket Per Ludvigsen. Han er – dada – hærmand og går på pension i oktober. Hvis Bjørn Bisserup havde udnævnt endnu en hærmand som viceforsvarschef, kunne andre med en hvis tyngde spørge, om ikke bare vi skulle nedlægge de blå værn. Hvorfor fik HC så ikke en af de andre stillinger? Svaret er formentlig, at han enten ikke søgte dem, eller også var der bare andre, der var bedre kvalificerede.

Valget af “Malt” sender et vigtigt signal

I stedet hedder den nye viceforsvarschef Max A.L.T. Nielsen – i daglig tale bare kaldet ”Malt”. Han er kendt for at sige sin mening – og har gjort det ganske markant over for Bjørn Bisserup to gange i forbindelse med købet af nye kampfly, hvor de to ikke var enige om det hele. Da sad Bisserup som ”økonomichef” og direktør i Forsvarsministeriets Koncernstyring.

Når Bjørn Bisserup vælger Malt som viceforsvarschef, sender det et vigtigt signal ud i hele organisationen, som vækker respekt. Forsvarschefen vil hellere have en viceforsvarschef, der tør sige ham imod end en rygklapper. Malt kommer fra en stilling som chef for Flyverstaben (chef for Flyvevåbnet). Han er bredt respekteret, omgængelig og kommer samtidig med mange års erfaring fra Nato-hovedkvarteret i Bruxelles.

Han får følgeskab ind i Forsvarets øverste ledelse af kontreadmiral Frank Trojahn, som siden 2014 har været chef for Marinestaben (chef for Søværnet). Trojahn har ligesom Malt løst sin opgave som stabschef upåklageligt og bliver nu chef for Udviklings- og Koordinationsstaben, som tegner Forsvarets udvikling mange år frem i tiden. Med generalløjtnant Per Pugholm Olsen fra Flyvevåbnet som nyudnævnt chef for Forsvarsministeriets Koncernstyring, er der skabt en god balance mellem værnene i Forsvarets øverste ledelse, hvor kontreadmiral Nils Wang fortsat sidder som chef for Forsvarsakademiet, og Flemming Lentfer fra Flyvevåbnet netop er udnævnt som ny direktør i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.

Derudover har Bisserup – gennem forsvarsminsteren – udnævnt Jens Garly som ny chef for Hjemmeværnet, hvilket ikke kommer som en stor overraskelse. Garly er kompetent og har længe stået på spring til at blive general, og i Hjemmeværnet er der tradition for at vælge en hærmand.

“Effektiviseringer” dækker over ubetalte regninger

Nu er holdet så på plads, men hvad betyder det, og hvad er udfordringerne? I de kommende måneder vil de fleste på det niveau været lagt ned af den budgetanalyse, som efter fem år med massive besparelser i tre-mia.-kroners-klassen på årsbasis skal finde yderligere en mia. kr. Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) kalder det effektiviseringer, som reelt dækker over en ubetalt regning til nye kampfly på 400 mio. kr. og erstatninger til veteraner med posttraumatisk stress. Og her er vi ved kernen af Forsvarets allerstørste udfordring.

Der er brug for det, man kan kalde klar kommunikation, hvis den lille smule medvind på cykelstien skal veksles til øget medarbejdertilfredshed og motivation ude i geledderne, hvor den slags har været hastigt på retur de seneste fem år. Hvis de nye topchefer fortsætter med at tale konsulentsprog for at please det politiske miljø, mister de lige så hurtigt den tillid, som medarbejderne vil være parate til at møde en ny ledelse med.

Ingen finder i dag en mia. kr. i Forsvaret, uden at det får operative konsekvenser, med mindre politikerne går med til at skille sig af med Almegårds Kaserne på Bornholm, afhænde Kongeskibet eller slå tre flyvestationer i Jylland sammen til to. Og hvem tror på det? Det er derfor bidende nødvendigt, at cheferne melder krystalklart ud til ministeren og politikerne, hvad konsekvenserne af de krævede ”effektiviseringer” bliver. Og det er lige så bidende nødvendigt, at de kalder en spade for en spade, når de skal forklare de nye besparelser og indgreb over for de medarbejdere, som allerede flygter fra Forsvaret i en grad, så det burde have fået politikerne til at stoppe op.

Ansættelsesvilkår kan spille ind på integriteten

Desværre kan man godt frygte, at talen med uld-i-mund og en udvikling af konsulentsproget fortsætter. I udlandet er der langt større tradition for, at officerer i de højeste luftlag melder egne holdninger om politiske forslag og beslutninger hudløst ærligt ud, end vi nogensinde har oplevet i Danmark. En af forklaringerne ligger i tradition.

En anden ligger i ansættelsesforholdene, som burde få en smule opmærksomhed. General Bjørn Bisserup er således den eneste af de øverste chefer ud over Per Pugholm Olsen, som er varigt ansat og dermed reelt set ”beholder” sin grad ved en eventuel opsigelse. Malt, Frank Trojahn og Michael Lollesgård, som skal være Danmarks militære repræsentant i Nato og EU, er alle tillagt højere grader midlertidigt.

Men er det vigtigt? Ja, i allerhøjeste grad. For hvem tør sige sin chef direkte imod og stå fast på sine principper og sin integritet, hvis man risikerer at blive (forbi)gået og ryge tilbage til sit tidligere niveau med lavere lønramme og pension? Det vil de færreste, og derfor ligger der i selve ansættelserne en motivation i at tale chefen efter munden, så man ikke skal gå ned i løn og tilbage i graderne for at sige sin mening.

Blandt soldaterne har man fået nok at høre om effektiviseringer, forbedringer og konsulent-jam, der kun opleves som forringelser af arbejds- og ansættelsesvilkår. Hvis Forsvarets ledelse endnu en gang konstruerer en virkelighed, som medarbejderne gennemskuer som det rene bluff for at please politikerne – så har det nye hold tabt på forhånd. Det er den reelle test for Bisserup & Co.