spot_img

Trækket på flåden vil ikke blive mindre

ANALYSE: Efter at være blevet tappet for fredsdividender i snart tre årtier har Søværnet ikke en størrelse, der gør, at det kan honorere den politiske efterspørgsel inden for alle virkefelter. Alt tyder derfor på, at de skarpe prioriteringers tid ikke er forbi, skriver Jens Ringsmose og Claus Smith Rasmussen i denne analyse.

Danmarks flåde – Søværnet – har gennemgået en omfattende transformation siden Den Kolde Krigs afslutning. I lighed med det øvrige danske forsvar har Søværnet bevæget sig fra at være dimensioneret til primært at kunne varetage traditionelt territorialforsvar og fredstidsopgaver i de nordlige farvande til i langt større udstrækning at være en flåde designet til anvendelse i internationale operationer. I den samme periode er det samlede forsvarsbudget (målt som procent af BNP) praktisk talt halveret, hvilket selvsagt også har medført væsentlige budgetreduktioner i Søværnet.

De ændrede økonomiske rammer og de nye internationale opgaver har fordret en stadig hårdere prioritering med deraf afledte fravalg af militære kapaciteter. Eksempelvis er torpedo-missilfartøjer, ubåde, selvstændige anti-ubåds kapaciteter, minelægningskapaciteter, selvstændige minerydningskapaciteter samt landbaserede anti- skibsmissiler blevet skrottet. I tidsrummet fra 1991 til i dag er antallet af sejlende enheder generelt reduceret fra 57 operative enheder – heraf 18 egentlig kampenheder – til 18 operative enheder, hvoraf kun de tre fregatter og de to kommandostøtteskibe af Absalonklassen lader sig beskrive som egentlige kampenheder.

Hidtil har Søværnet håndteret krydspresset fra stadig mindre bevillinger og nye internationale opgaver ved i stort omfang at nedprioritere det traditionelle territorialforsvar. Groft sagt har udfasningen af blandt andet ubåde, torpedo-missilfartøjer og minerydningskapaciteter finansieret fregatter, piratjagt og andre internationale indsatser. Med Ruslands aggressive adfærd i Ukraine – og Østersøen som et nyt ”væsentlig friktionsfelt mellem Rusland og Nato” – er dette imidlertid ikke længere en farbar vej. I en forandret sikkerhedspolitisk virkelighed må også Søværnet bidrage til territorialforsvaret, og det kommer til at stille krav om en endnu skarpere prioritering.

Grønland og Færøerne hører til “det nære”

For at forstå hvad de ansvarlige beslutningstagere på et helt overordnet plan skal vælge imellem, kan det være nyttigt at inddele Søværnets opgaver i fire generiske kategorier med afsæt i to centrale distinktioner. For det første lader Søværnets aktiviteter sig beskrive som enten maritime stabiliseringsoperationer (MSO) eller egentlige krigsopgaver. Til førstnævnte kategori hører blandt andet antipirateri-operationer ved Afrikas Horn samt fiskeriinspektion og farvandsovervågning i hjemlige farvande; til kategorien krigsopgaver hører blandt andet områdeluftforsvar og anti-ubåds operationer.

Det er – for det andet – muligt, at opdele flådens aktiviteter med afsæt i en sondring mellem ”det nære” og ”det fjerne”. Det nære er knyttet til Danmark, Østersøen og farvandene omkring Grønland og Færøerne; det fjerne er groft sagt resten.

 

Maritime stabiliseringsopgaver

Krigsopgaver

Det nære

National opgaveløsning (fx farvandsovervågning og fiskeriinspektion) i Nordatlanten og hjemlige danske farvande. Militært forsvar af Danmark samt dansk nærområde (Østersøen) og Rigsfællesskabets territorium.

Det fjerne

Internationale stabiliseringsoperationer (fx anti-pirateri, kemikalietransport fra Syrien, deltagelse i World Food Programme). Krigslignende operationer forankret i bilaterale aftaler og alliancer

Kombinerer man de to distinktioner, er det muligt at inddele flådens aktiviteter i fire hovedkategorier (se tabel ovenfor). Set lidt fra oven er balancen mellem MSO og krigsopgaver gradvis tippet i retning af førstnævnte over de sidste 25 år. MSO i det nære har udøvet et næsten konstant træk på Søværnets enheder, mens krigsopgaver knyttet til det nære i stort omfang er blevet vekslet til MSO i det fjerne. Sat lidt på spidsen handler MSO i det fjerne i stort omfang om at sikre en international orden præget af fri bevægelighed og liberale værdier.

Krigsopgaver i det fjerne har ikke fyldt meget

Kategorien ”krigsopgaver i det fjerne” har mildest talt ikke fyldt meget i Søværnets opgaveportefølje de sidste adskillige årtier, men med tilmeldingen af fregatten “Peter Willemoes” til en amerikansk hangarskibsgruppe i januar 2017, har Søværnet bevæget sig et lille skridt i den retning. Her er det imidlertid værd at bemærke, at de erfaringer, som “Peter Willemoes” gør sig i øjeblikket, også kan blive relevante i et ”nærområdescenarie”, hvor Danmark bliver bedt om at stille med eskortekapacitet for en hangarskibsgruppe placeret – eksempelvis – ud for Norges kyst.

I de kommende år bliver den store udfordring for Søværnet og de ansvarlige politiske beslutningstagere at prioritere de knappe ressourcer mellem de forskellige opgavetyper. Trækket mod krigsopgaver i det nære er vokset betydeligt med Ruslands ageren i øst – og det er langtfra utænkeligt, at efterspørgslen efter danske flådebidrag til amerikansk-anførte missioner fjernt fra Danmarks kyster også vil vokse.  Samtidig tyder intet på at behovet for søværnets MSO-kapaciteter i Nordatlanten vil forsvinde. Tværtimod.

De stadig varmere meteorologiske forhold i Arktis sandsynliggør en øget aktivitet, både af kommerciel trafik imellem Atlanterhavet og Stillehavet, men også aktiviteter forbundet med adgang til samt udvinding af områdets råstoffer. Dette vil give Arktis en øget geostrategisk betydning med tilhørende risiko for spændinger imellem de arktiske nationer og andre aktører – eksempelvis Kina.

Sandsynlig øget tilstedeværelse i Arktis

Selvom risikoen for egentlige konflikter kan betegnes som beskeden, så er det ikke usandsynligt, at en udviklingen vil nødvendiggøre en øget dansk tilstedeværelse i området med henblik på varetagelse af relevante myndighedsopgaver på vegne af rigsfællesskabet.

Endelig er der grund til at tro, at efterspørgslen efter vestlige flådebidrag til MSO-opgaver i det fjerne vil blive endnu større i de kommende år. Den liberale orden er under pres, og behovet for at sætte magt bag vestlige ideer og institutioner vil formentlig vokse.

Samlet set vil efterspørgslen efter danske flådekapaciteter langt overstige udbuddet af samme i de kommende år. Efter at være blevet tappet for fredsdividender i snart tre årtier har flåden ganske enkelt ikke en størrelse, der gør, at den på nogen rimelig måde kan honorere trækket fra fire vektorer, som på en og samme tid rykker Søværnet i fire forskellige retninger. Alt tyder derfor på, at de skarpe prioriteringers tid ikke er forbi. Måske begynder det først nu for alvor at blive vanskeligt.

Jens Ringsmose er chef for Institut for Militære Operationer ved Forsvarsakademiet, og Claus Smith Rasmussen er orlogskaptajn, sagsbehandler og lærer ved Institut for Militære Operationer samme sted. Privatfoto

Andre læste også

»Hver gang Putin har eskaleret, er vi kommet rendende med for lidt og for sent«

Abonnement
INTERVIEW. Det er mange år siden, Anders Fogh Rasmussen indstillede sin parlamentariske karriere og satte sig for bordenden som generalsekretær i Nato. Nu er han en fri fugl, og det kommer særligt i udtryk i Venstre-koryfæets udtalte og uforbeholdne støtte til Ukraine. Vesten skal træde mere i karakter og...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer