DEBAT: En kommende radio-dokumentar på DR P1 sår tvivl om hele den officielle historie om Operation Bøllebank i Bosnien i 1994. Såvel daværende eskadronchef Carsten Rasmussen som oberst Lars R. Møller bliver beskyldt for at lyve, skriver obersten i dette partsindlæg.

Et forsøg på historieforfalskning af den navnkundige Operation Bøllebank er netop blevet afsløret. Dette burde være en god nyhed, men det er det ikke. Det stiller en del af deltagerne i operationen i et helt nyt lys. Det viser sig, at delingsføreren for 2. deling, afdøde chefsergent Erik Kirk, inden sin død lavede et fire timer langt interview med Danmarks Radio, hvor han fortalte sin historie om Operation Bøllebank. Vi er nogle, der skylder Erik vores liv, hvorfor interviewets indhold var og er rystende at høre om.

Ifølge interviewet var Eriks Kirks opfattelse af Operation Bøllebank så afvigende, at det ikke måtte offentliggøres, før Erik havde forladt Forsvaret eller var død. Interviewet blev givet til journalisten Kasper Søegaard fra P1 Dokumentar. Han har i længere tid syslet med at strikke en radioudsendelse sammen, som den 5. januar 2017 skal ryste nationen i sin grundvold og afsløre, at ledelsen var nogle løgnhalse, og at 2. deling gennemførte Operation Bøllebank uden indblanding ude fra.

Jeg har valgt at skrive dette ret lange indlæg, selvom det formentlig vil være uinteressant for mange. Årsagen er ligetil. I det øjeblik, at denne danske verdenssensation rammer medierne, vil den have nyhedens interesse. Den vil flamme op en kort tid, og forklaringer længere end overskrifter vil ikke have en chance for at overleve. Når krudtrøgen lægger sig, vil eskadronchefen og undertegnede stå tilbage med et blakket ry, selvom nogle dybdeborende journalister måske med tiden vil grave sandheden frem igen. Skal der være krig, kan man lige så godt få den overstået i en fart.

Det første store slag med danske soldater siden Anden Verdenskrig

For lige at trække linjerne op foregik Operation Bøllebank i 1994. Den udspillede sig i den nordiske bataljons (NORDBAT2) ansvarsområde omkring Tuzla i det nordlige Bosnien-Hercegovina. Operationen er siden blevet internationalt kendt, fordi det var første gang, at FN-styrkerne i det borgerkrigshærgede eks-Jugoslavien for alvor satte sig til modværge mod de bosniske serberes beskydning. Set i et dansk lys er Operation Bøllebank siden blevet berømmet for at have været det første store slag, som involverede danske soldater siden Anden Verdenskrig.

Operation Bøllebank var en undsætningsplan, som bl.a. skulle beskytte observationsposten Tango 2 (T2) i NORDBAT2’s ansvarsområde. Jeg var dengang oberstløjtnant og næstkommanderende i bataljonen. Tango 2 var en del af det system, der sørgede for, at FN’s nødhjælpskonvojer sikkert kunne bringe mad ind til de 371.000 flygtninge, der var i Tuzla-området i det nordlige Bosnien. Operationen var blevet udført fire gange i fuldt omfang, inden det blev alvor den 29. april 1994.

Artiklen fortsætter under billedet …

Afdøde chefsergent Erik Kirk optræder i en kommende DR radiodokumentar med et interview, som han først ønskede offentliggjort efter sin død. Foto: Youtube/Forsvarets "Bøllebank i erindring"
Afdøde chefsergent Erik Kirk optræder i en kommende DR radiodokumentar med et interview, som han først ønskede offentliggjort efter sin død. Foto: Youtube/Forsvarets “Bøllebank i erindring”

Jeg havde hørt lidt om Erik Kirks udlægning af operationen. Jeg havde set en tv-udsendelse, hvor Erik Kirk og en anden soldat fortalte om den påståede rungende tavshed, som de oplevede på radionettet. Erik Kirk mente, at eskadronchefen måske var blevet nedkæmpet. Jeg havde i mit stille sind undret mig, men tænkte ikke videre over det. Det undrede mig også, da jeg fik tilsendt et udkast til en informationsplanche, der skulle fortælle om Operation Bøllebank. Den skulle bruges til indvielsen af udstillingen om Operation Bøllebank på pansermuseet i Oksbøl. Det fremgik af planchen, at det var eskadronen selv, der iværksatte operationen. Chefkampvognen og bataljonens fremskudte kommandostation var blevet skrevet ud, og eskadronchefens ordre var blevet omskrevet i passiv form.

Altså ”der blev givet ordre om at slukke lyset”, ”Efter nogen tid blev det besluttet”, ”Derfor gives der ordre til, at 2. deling skulle sikre køretøjernes bevægelse ved kontinuerlig beskydning” og ”blev det besluttet, at de to kampvogne ved Tango 2 skulle blive”. Alle disse passive omskrivninger havde været ordre fra eskadronchefen, men ifølge planchen var han slet ikke med. Nu er jeg ikke den skarpeste kniv i skuffen, for jeg tænkte ikke videre over det, bortset fra at justere lidt i teksten, så den passede bedre til sandheden.

Historien bliver bekræftet af over 20 kilder

Jeg fik sidst i november videresendt en mail fra eskadronchefen, hvor journalist Kasper Søegaard oplyste, at han ”har nu spillet optagelser og fået Erik Kirks beskrivelse af forløbet mv. bekræftet af over 20 kilder, som enten deltog i Bøllebank, eller lyttede med på radioen den aften den 29. Flere af de centrale kilder fra operationen – vognkommandører og delingsførere medvirker i dokumentaren og fortæller med egne ord, hvad der skete den aften/nat den 29. april. Ingen af de kilder, jeg har talt med, kan nikke genkendende til din eller Lars Møllers fremstilling af Bøllebank.” Videre hed det:” Kilderne er meget konkrete i deres beskrivelser – og deres kritik af føringen – og jeg kan lige så godt sige det som det er: Jeg har tjekket og dobbelttjekket samtlige udsagn og fået hændelser beskrevet meget detaljeret. Så jeg er som journalist ikke i tvivl om, at de kilder jeg har været i kontakt med, taler sandt.”

Tak for kaffe! Jeg måtte lige kontrollere datoen. Det var ikke 1. april, der stod 30. november. Journalisten fortsatte: ”Der er en meget grundig analyse af Erik Kirk, hvori han i 20 punkter lister de væsentligste fejl og problemer omkring føringen i forbindelse med operation Bøllebank. Fejl som samtlige kilder, jeg har talt med, bekræfter. I udsendelsen fortæller vi, at flere af fejlene direkte udsatte soldater for unødig livsfare.” Se det var alvorlig sager.

Nu har hverken eskadronchefen eller jeg set eller hørt interviewet med Erik Kirk. Vores eneste chance er at forholde os til journalistens udlægning eller nægte at deltage. I en sådan situation er det altså journalistens integritet og ærlighed, der er afgørende. Det blev anført, at det af Erik Kirks grundige analyse fremgik:

  • at kampvognene klumpede sig sammen ved Sarachi forud for operationen,
  • at 2. deling ikke var beordret i stilling med ilden fri, inden at 1. deling, eskadronchefen og fremskudt kommandostation, hvor jeg befandt mig, kørte frem mod Kalesia, og
  • at det var yderst risikabelt at køre flankekørsel i et så åbent område. Journalisten kunne orientere eskadronchefen om, at han havde lært om ”ild og bevægelse”, da han som rekrut var spejder i stabseskadronen ved Jydske Dragonregiment i 1997.

Man skal altid tage en dragons ord alvorligt

Principielt skal man altid tage en dragon eller en tidligere dragon alvorligt, især når det drejer sig om taktiske spørgsmål. Det kunne have været hensigtsmæssigt, om journalisten havde læst bogen Operation Bøllebank fra Høst & søn. Den udkom i 2001, men jeg har kun paperback udgaven fra 2003. Stormen Bodil tog nemlig resten af mine bøger, da den forvandlede mit sommerhus til en ubåd. På side 278 er der et afsnit, der beskriver situationen:

”Vi holdt tæt opmarcheret med lys overalt på køretøjerne, blå flag og forholdsvis ubekymret optræden. Vi var ligeså diskrete som et 180 mands militærorkester under en gudstjeneste. Jeg nåede at tænke, at vi holdt alt for tæt, men omvendt indstillede serberne altid ilden, når kampvognene dukkede op. Endvidere var vi jo ikke i krig med nogen, hvorfor det var den helt rigtige FN-optræden.”

Dette, at vi ikke var i krig, havde også en vis indflydelse, da den glade forsamling blev beskudt af aftenens første serbiske artillerigranat. Den slog ned kl. 2315 i et nærliggende hus, nummer to slog ned bag observations PMV’en, mens nummer tre slog ned mellem 2. deling og den glade forsamling.

Skulle have ventet til 2. deling kom i stilling

Da journalisten efterfølgende ringede for at aftale et interview, kunne han telefonisk uddybe sin rådgivning med, at vi skulle have ventet til 2. deling kom i stilling, inden vi kørte frem. Man skal ikke kimse ad velmente taktiske råd, selvom de kommer lidt sent. Min erfaring på daværende tidspunkt var, at det ikke var tilrådeligt at blive holdende i målområdet, når et halvt batterilag lige er slået ned, der hvor man står. Det er smartest at flytte sig. Det var så det, vi gjorde.

Artiklen fortsætter under videoen …

Journalisten kunne telefonisk også fremhæve, at 2. deling ikke blev beordret i stilling af eskadronchefen. Det kan være korrekt. Vi havde alle travlt med at sidde op på køretøjerne for at komme væk, inden serberne påbegyndte virkningsskydning. Omvendt havde vi udført Operation Bøllebank fire gange forud for denne aften. Planen var hver gang, at 2. deling skulle køre i stilling, hvorfor vi nok har regnet med, at den bare ville følge planen. Det var heldigvis også det, der skete.

Endelig havde journalisten og Erik Kirk ret i, at det var risikabelt at køre flankekørsel i et så åbent område. Jeg havde tidligere forsøgt at finde en alternativ vej op til T2 netop for at undgå at køre flankekørsel, men det gik ikke. En PBV (panserbandvagen = pansret mandskabsvogn PMV) er ikke så bred som en kampvogn, og alligevel var vejen for farlig. Det var umuligt at undgå flankekørsel, hvis man ville op på T2 (side 247). Jeg forsøgte igen den 2. maj, men det var simpelthen for farligt og måtte opgives (side 287). Det er korrekt, at det var risikabelt. Omvendt var det mørkt, og serberne havde ikke ret meget mørkekampmateriel, og endelig var det ikke for sjov. Fenrik P.O. Nordin, der havde kommandoen på T2, og hans svenske og norske svende var i livsfare (side 292), og det skulle der sættes en stopper for. Vi kunne ikke bare afbryde operationen og overlade dem til deres egen skæbne.

Soldaterne modtog ingen ordre på radioen

Det var lidt bemærkninger til Erik Kirks grundige analyse, men det blev værre endnu.

Journalisten kunne oplyse: ”Derudover retter kritikken sig mod det faktum, at soldaterne ikke modtog nogle ordre på radioen – hverken fra dig eller Møller. Jeg har fået bekræftet det hele vejen rundt – ingen har hørt, at du eller Møller ledte slagets gang fra de første granatnedslag i Sarachi til Møller organiserer tilbagetrækningen. I var som chefer så at sige ikke til stede. Og I gav ikke ordren ”I stilling ilden fri”, som Lars Møller har beskrevet flere steder.”

En anelse af det er rigtigt. Det havde været uhensigtsmæssigt at give ilden fri, da vi ikke var i krig. FN så strengt på, hvis FN-enhederne deltog i de lokale slagsmål. Jeg er i øvrigt sikker på, at det ikke var mig, der organiserede tilbagetrækningen. Det var eskadronchefen, der havde ansvaret, og det var ham, der sørgede for, at vi kom ud af Kalesia. Vi havde tilbragt lidt tid sammen i hans kampvogn for at finde ud af, hvordan vi kom ud af situationen.

Da vi var blevet enige, i øvrigt på eskadronschefens forslag om at vente 30 min for at høre, om der var ro på T2, tøffede jeg tilbage til min PBW. At ingen af os ledte slagets gang er 100 % korrekt. 2. deling var i gang med delingens kamp fra stilling, og her er det delingsføreren, der leder slagets gang, hvis det ellers går, som det skal. Erik Kirk var Danmarks dygtigste kampvognsdelingsfører, og så skal man ikke blande sig. Det ved enhver erfaren eskadronschef, og det var sådan en, vi havde med på Operation Bøllebank.

Eskadronchefen modtog et mistillidsvotum fra soldaterne

Det sidste punkt i journalistens mail går på alkoholproblemer i lejren: ”- og efter oplevelsen af den manglende føring under Bøllebank – og den manglende fælles tilbagemelding og erfaringsopsamling – er tilliden til dig røget. Drukepisoden, hvor du må hentes fra et møde nær fronten med en bosnisk officer, bliver dråben. Vi fortæller i udsendelsen om mødet, hvor de operative officerer og befalingsmænd udtrykker et mistillidsvotum til dig, og anbefaler, at du repatrierer dig selv.”

Nu er Forsvaret jo ikke en politisk forening, hvor man kan vælte formanden ved et kampvalg. Hvis eskadronschefen havde haft et alkoholproblem, så skulle jeg som ældste danske officer på stedet have grebet ind. Jeg kendte eskadronchefen, fordi han havde gjort tjeneste i min bataljon i 1½ år, før vi blev sendt af sted. Han var også den bedste eskadronchef, og jeg kendte ham ikke som potentiel klient på Himmelekspressen.

Jeg havde syv kompagnier i bataljonen, men kom tit ved DANSQN og havde ikke observeret noget i den retning. At han blev hentet ind fra et møde med en bosnisk officer i let eller middelsvær overrislet tilstand, kan jeg godt forstå. Det har oven i købet måske været min skyld. Da DANSQN kom ned til missionen, havde jeg været i området i en god måned og har måske anbefalet, hvordan man opnår et godt forhold til de lokale. Jeg tillader mig at citere:

”Jeg havde engang forsøgt at sige nej tak. Brændevin kl. 0700 om morgenen er lige stærk nok kost, men det var tydeligt, at Ladlo blev skuffet over min mangel på kultur. Folk på Balkan er generelt uhyre gæstfri. Man giver gæster det bedste man har, og har man kun slivo (blommebrændevin red.), så må de tage til takke med det. Jeg havde ikke siden hen afslået, men måtte ofte tage en lur efter forhandlinger med serberne.” (side 222)

For god ordens skyld må jeg påpege, at denne procedure også gjaldt for bosnierne. Eskadronchefen kan godt huske mødet, men ikke rigtig, at de skulle være endt på den måde. For at støtte sin svækkede hukommelse kontrollerede eskadronchefen derfor påstanden ved eskadronens næstkommanderende og den delingsfører, der havde været med. Jeg citerer ikke svarene, da artiklen er lang nok, men nøjes med at konstatere, at heller ikke her holder journalistens påstande vand. De nærmer sig faktisk usandheder. Det opbyggede ikke journalistens i forvejen svækkede troværdighed.

Den gode historie skulle ikke ødelægges

Da journalisten i begyndelsen af december ringede til mig for at aftale et interview, forsøgte jeg at få ham til at forholde sig til det ulogiske i, at jeg, ifølge det, som jeg ”har beskrevet flere steder”, skulle have givet ilden fri for senere at give ordre til at åbne ild. Det gjorde ikke noget større indtryk. Han havde en god historie, og den skulle jeg ikke ødelægge. Det jeg ”har beskrevet flere steder”, er fra 2001:

”QL1 her er VL2, nedkæmp panserværnsstillinger, Her er BQ indforstået slut, Her er QL1, indforstået slut. Kaldetallene var svenske og blev udtalt med brug af det såkaldte fonetiske alfabet. QL1 var Carsten (eskadronchefen red.) BQ var anden deling i stilling i Saraci, (sic) og jeg hed VL2.” (side 281).

Der er ikke ret meget ”I stilling ilden fri” over dette. Jeg kan selvfølgelig have skrevet det andre steder uden at være klar over det. Det kan så være det, som journalisten refererer til. Jeg begyndte så småt at tvivle en anelse på den gode journalist Kasper Søegaards integritet og ærlighed. Jeg spurgte ham om, hvor han dog havde de informationer fra, og han kunne næsten triumferende oplyse, at han havde de stensikre informationer fra seniorsergent J.C. Jensen (han kørte observations PMV’en), daværende oversergent J.M.B. Hansen og daværende sergent P. Lyngbye samt en overkonstabel U. Amby samt naturligvis daværende midlertidige premierløjtnant Erik Kirk.

Det er mig, der har anført deres grader. Alle hæderkronede mænd, som jeg dengang ville have reddet med livet som indsats. J.M.B. havde været næstkommanderende i 2. deling og Lyngbye kommandør for 3. vognen. Jeg må indrømme, at jeg blev noget tavs i telefonen. Jeg var rystet i min grundvold. Journalisten kunne citere noget fra den daværende Watergate-skandale, når to uafhængige kilder siger det samme, så er der noget om historien.

Gode danske krigere lyver

Her var der fire samt Erik Kirk, alle mænd jeg havde stolet på med mit liv. Der var nu to muligheder, enten havde eskadronschefen og jeg haft en gigantisk erindringsforskydning eller også løj disse gode danske krigere. Det var ikke den første mulighed, altså måtte det være den anden. Kunne det virkelig være en sammensværgelse om at omskrive historien om Operation Bøllebank. Det var da alt for langt ude og kunne simpelthen ikke passe.

Erik Kirk og jeg fik tildelt Ebbe Muncks hædersmedalje i 1998. Medaljen blev overrakt af Hendes Majestæt Dronningen. Erik og jeg blev enige om, at jeg skulle holde takketalen på 20 min. Det var nu mest Erik. Jeg havde bare at være chef. Han skulle nok sidde og nikke. Der blev arbejdet meget med talesedlen, som jeg insisterede på, at Erik skulle godkende. Det ville være uhensigtsmæssigt, hvis jeg sagde noget, han ikke kunne stå inde for. Jeg forsøgte at forklare journalisten dette, men han var ikke lyttende. Kunne jeg bevise det? Nej egentlig ikke, selvom det efter min egen mening lød meget troværdigt.

Jeg forsøgte at forklare ham, at det i årene efter Bøllebank ikke alle steder havde været forbundet med særlig megen prestige i at have givet ordren. Jeg har altid betragtet Operation Bøllebank som et beklageligt uheld, ikke noget man kunne tage æren for, men noget man skulle tage ansvaret for. Det har ikke været nogen hemmelighed. Allerede den 5. maj 1994 er jeg i Washington Post citeret for:

“Moller, for example, does not view his troops’ riposte, in the end as a victory. Despite his own version of macho bluster, he sees it as a defeat. By finally shooting back, Moller and his troops destroyed bridges of confidence and trust that they painstakingly had built to the Serb side.”

General ville have oberst Møller straffet for Bøllebank

I starten vidste vi ikke, om vi blev straffet for at have anvendt for megen magt. Jeg blev afhørt af et såkaldt debriefinghold, som nærmere var et afhøringshold fra FN’s hovedkvarter (side 288). Da vi kom hjem, var der mange eksperter, der mente, at vi havde overreageret, og det var ikke alle kollegaerne, der syntes, at vi var nogle helte. Jeg fik at vide, at jeg aldrig mere ville komme ud på en international mission. Det holdt stik, selvom jeg har meldt mig frivilligt utallige gange.

Efter vi havde modtaget hædersmedaljen, kunne en general meddele mig, at vi ikke havde fortjent den. Vi skulle have været straffet. Det var først efter general Hillingsøs utrættelige arbejde og Dronningens æresmedalje, at Operation Bøllebank så småt blev en succeshistorie. Inden da var det fint, at det var mig, der havde givet ordren til at åbne ild og efterfølgende havde fået alle tæskene. Men da det blev en succeshistorie, var det ifølge Erik Kirk ikke længere mig, der havde givet ordren.

Det gjorde ikke rigtig noget indtryk på Kasper Søegaard. Det var ikke en lyttende journalist. Eskadronchefen og jeg havde ført hele Danmarks befolkning bag lyset. Nu skulle den sande historie frem. Jeg spurgte journalisten, om han havde talt med nogle af svenskerne, men det havde han ikke. Det var ifølge Kasper Søegaard ikke relevant.

Vi har i øvrigt aldrig været helt sikre på rækkefølgen, om 2. deling var gået i gang med støtte os nede i Kalesia, inden jeg fik sendt min skudordre, hvilket fremgår af en af de mange ting, jeg har beskrevet:

”På dette tidspunkt var anden deling allerede langt inde i forberedelserne til at åbne ild, og vi har aldrig fået vished for, om de rent faktisk havde skudt, inden ordren kom. Hvis de havde, var det fuldstændig korrekt, da delingsføreren også havde pligt til at vurdere, om vores Rules of Engagement var trådt i kraft.” (side 281)

Besætningsmedlem ville ikke være med

På det her tidspunkt havde jeg talt med eskadronchefen. Efter at han havde sendt mig journalistens mail, var jeg gået i gang med at undersøge, om andre mon havde hørt noget på nettet. Eskadronchefen kunne orientere mig om, at journalisten havde kontaktet et af hans besætningsmedlemmer. Da besætningsmedlemmet ikke kunne bekræfte journalistens historie, blev han formentlig afskrevet som kilde. Besætningsmedlemmet blev i hvert fald ikke kontaktet igen.

Delingsføreren for 3. deling havde tillige informeret eskadronschefen om, at han også var blevet kontaktet af journalisten. Da delingsføreren havde hørt journalistens historie, ville han ikke være med. Delingsføreren havde dengang dog ikke hørt noget på nettet. Hans deling skulle til at rykke ud. DANSQNs hovedkvarter lå for langt væk til, at de kunne høre radiokorrespondancen. Det gjorde journalistens udtalelse om: ”20 kilder som enten deltog i Bøllebank eller lyttede med på radioen den aften den 29.” en anelse problematisk.

Hvis eskadronens næstkommanderende og delingsfører 3 ikke kunne høre noget, hvordan kunne andre af journalistens 20 kilder så? Så var der kun en delingsfører tilbage. Jeg fandt delingsføreren for 1. deling og spurgte om han kunne huske, om Erik Kirk var i gang, inden jeg gav ordren. Jeg fik en mail tilbage af 2. december 2016 kl. 11:37:

” Erik var i gang inden du gav ordren. Jeg bad ham nedkæmpe to panserværnskanoner og Sagger-stillingen inden du kom på. De gjorde jo livet lidt træls for os. Tidsforskellen imellem de to ordre kan jeg ikke huske, men det har drejet sig om minutter.”

Enten hører man noget på nettet eller også gør man ikke

Nu begyndte blodtrykket at falde lidt, der var altså andre end os lystløgnere, der kunne huske, hvad der var sket. Hvis man regner besætningen på eskadronchefens vogn med (fire mand), delingsfører 1’s vogn (fire mand) og mig selv, så begyndte det at ligne noget: Ni mand mod fem mand. Det var ikke et spørgsmål om afstemning. Hvis blot en havde hørt noget på nettet, ville historien ikke holde. Enten hører man noget eller ej. Hvis blot én har hørt noget, så har alle de andre også. Delingsfører 3. kunne ikke høre noget, og delingsfører 1 havde lige bekræftet min kommando. Så var der kun delingsfører 2 Erik Kirk tilbage, men han kunne umuligt være i flertal. Journalistens påstand om, at ”og delingsførere medvirker i dokumentaren.” kunne ikke være sand. Nu var jeg så småt ved at være nået frem til, at journalisten var utroværdig.

Eskadronchefen og jeg er enige om, at vi ikke vil spekulere i Erik Kirks motiver. Hvis vi kunne, ville vi indsamle så mange kilder, der havde hørt korrespondancen, at vi måske kunne overtale journalisten til ikke at anvende interviewet med Erik Kirk. Vi var indstillede på at gå langt for ikke at ødelægge hans eftermæle. Erik Kirk havde reddet vores liv.

Da jeg som oberstløjtnant blev omskolet som kampvognskommandør på den nye udgave af Leoparden (bl.a. af daværende oversergent J.C. Jensen), var jeg meget rusten og benyttede enhver lejlighed til at komme ud og køre. Jeg kørte mest som 3. kommandør i 2. deling under Erik Kirk og lærte meget. Det største klap, jeg har fået på skulderen i professionel henseende, fik jeg den 6. august 1994. Erik Kirk var blevet syg og hans næstkommanderende oversergent J.M.B. Nielsen (Jacob) kom forbi NORDBAT 2’s hovedkvarter og spurgte, om jeg ikke ville køre med på en patrulje som 3. kommandør. Jeg var beæret, ”men på en kampvogn har man ikke plads til, at et af medlemmerne ikke har de andres tillid, specielt når man kører i en skarp situation. Jeg spurgte som det første, hvad besætningen sagde. Jacob havde allerede spurgt dem, og de ville godt køre med mig, hvilket var et åndeligt ridderslag.”(side 353)

Derfor gør denne sag ondt helt ind i sjælen. Jeg synes selv, jeg fik et rigtig godt forhold til svendene og fik fundet min gamle skytte, som også havde været med i Operation Bøllebank. Jeg sendte ham en mail som den, jeg havde sendt til delingsfører 1, og modtog en mail retur 4. december 2016 kl. 21:02:

”Som jeg husker det, er det først da du melder ind ”skyd” og det var os på FB (3. vognen i 2. deling red.), der afgav det første skud mod en T12 kanon (selvfølgelig træf i første skud med en panser), derfor er jeg ret sikker på, det var da du kom med kommandoen, vi var nemlig lidt i tvivl før, vi afgav første skud og snakkede om det på vognen.” 

Kunne forhåbentligt lukke historien

Nu begyndte det at ligne noget. Et par stykker til, så kunne vi forhåbentlig lukke historien. Jeg fik sporet endnu en kommandør. Han ville ikke være med. Han havde fået ildstøtte og ville ikke ind på historien. Hverken overfor mig eller nogen anden.

Jeg regner ham for at være hæderlig mand, og nu kommer min egen helt private tolkning. Han var bekendt med den historie, som de fire hovedkilder var ved at brygge sammen. Han ville ikke lyve, men han ville heller ikke sværte Erik Kirks eftermæle. Han ville slet ikke være med. Jeg forstår ham godt. Det er mit eget dilemma. Jeg regner ham stadig for en hædersmand.

Der var håb endnu. Nu gik jeg efter et par stykker til. Over mailen fik jeg fat i kommandøren på 3. vognen i 2. deling, (FB) Peter Lyngbye. Når de havde snakket om det på vognen, havde han hørt min ordre, så burde den være hjemme. Jeg fandt ham og sendte en mail med samme indhold som til delingsfører 1 og hans egen skytte. Jeg fik intet svar. Samme aften ringede journalisten for at aftale et interview. Jeg hørte, at Peter var en af hovedkilderne. Han havde aldrig hørt noget på nettet under Operation Bøllebank.

Sammensværgelsesteorien var ikke længere en teori. Den var en kendsgerning.

Køreren på FB, altså Peter Lyngbyes vogn, sendte mig en lang mail 11. december 2016 15:07, hvor konklusionen egentlig bare var, at han var enig med skytten. De åbnede ikke ild, før de fik min ordre. Og de var første vogn, der skød.

General Bartels måtte kante kysen på en officer

Andre ting begyndte pludselig at dukke op i min hukommelse. Jeg var stabschef ved Danske Division i Haderslev fra 2005 – 2007 under den milde general Bartels. På et tidspunkt opstod der rygter om, at eskadronschefen under hele Operation Bøllebank havde ligget på tårngulvet af kampvognen lammet af skræk. Jeg måtte faktisk have generalen, som godt kunne være ret overbevisende, til at kante kysen på en ”senior officer”, der gik og spredte disse rygter, som han havde hørt i Holstebro. Det var ret underligt, eftersom der kun er fem mænd i hele verden, der ved, hvordan eskadronchefen opførte sig under Operation Bøllebank. Det er hans besætning og mig. Og vi har ikke noget at klage over.

Som sagt, jeg er ikke den hurtigste knallert på havnen, og tænkte ikke videre over det. Senere er jeg blevet opmærksom på andre ting. Jeg erfarede, at eskadronchefen i flere år havde været opmærksom på, at Erik Kirk havde udviklet en alternativ perception af Operation Bøllebank. Eskadronchefen tog derfor kort tid efter 20 års jubilæet for Bøllebank i 2014 initiativ til en sen debriefing af Erik Kirk med flere, men fik aldrig svar. Det forstår man godt nu.

Jeg orienterede straks eskadronchefen, som havde aftalt et interview med journalist Kasper Søegaard den 3. januar. Jeg havde selv foreslået et interview den 4. januar. Jeg er ved at skrive min næste bog og har travlt. Journalisten ringede tilbage og meddelte, at hans redaktionschef ville have det hele klippet sammen inden jul. Så skulle man kun lige justere, når eskadronchefen var blevet interviewet den 3. januar, så kunne de nå at sende den 5. januar 2017. Hvis jeg ikke kunne deltage, ville de anvende nogle gamle klip.

Det var eskadronchefen, der var den vigtigste. Vi aftalte derfor et kort interview den 14. december. Det indikerede, at journalisten stort set var ligeglad med vores interviews. Udsendelsen skulle jo stort set være færdig inden jul. Meget tydede på, at vi ikke skulle blande os i en ægte dansk verdenssensation, uanset om den var rigtig eller ej.

Jeg havde sendt en mail til en af mine tidligere officerer i NORDBAT 2 hovedkvarter for at høre, om nogen havde lyttet med på eskadronens radionet. Jeg modtog mailen den 7. december 2016 kl. 04:19: 

” I were in the OPS-room for a couple of hours but I was send to bed before it all started. Maj (navn) was there during the operation and as far as I can remember right now somebody listened to the Danish frequency. If that was (navn) or maybe one of the soldiers in the OPS room, I do not know or remember.”

NORDBAT 2 lå længere væk end DANSQN hovedkvarter, men der var en relæradiostation på T2, som videresendte til hovedkvarteret. Daværende major (navn) er i udlandet. Jeg har lagt en snor ud efter ham, men det tager nok lidt tid. Det er dog ikke sikkert, at det giver noget resultat.

Den 9. december 2016 modtog jeg en mail kl. 1345:

”Jeg kørte på 1-2 vogn havde (navn) som kommandør. Ja jeg hørte din befaling klart og tydeligt.”

Journalisten ville ikke lytte

Ved interviewet med journalist Kasper Søegaard i dag den 14. december 2016 viste det sig helt korrekt, at han ikke ville lytte. Det var tydeligt, at han allerede havde bestemt sig. Jeg er egentlig kun i tvivl, om han er en del af sammensværgelsen eller bare en journalist, der har udviklet selektiv hørelse, fordi han har en epokegørende historie.

Han var meget optaget af, at vi ikke havde beordret 2. deling i stilling. Det havde vi nemlig skrevet i rapporten til FN. Jeg forsøgte at forklare ham, at hvis planen indeholdt en ordre til 2. deling om at gå i stilling, så var det ikke decideret historieforfalskning, at hævde at den blev beordret i stilling, men det trængte ikke ind.

Ingen af mine forsøg på at forklare det ulogiske i historierne eller Erik Kirks analyse gjorde noget indtryk. Jeg fortalte ham, at serberne havde sat en dusør på mit og eskadronchefens hoved, og at dette formentlig skyldtes serbisk aflytning af vores radionet, (side 298). Det gjorde heller ikke noget indtryk.

Jeg spurgte ham om, hvorfor han ikke havde boret i besætningsmedlemmet på chefkampvognens afvigende historie. Det affærdigede han med, at han skam var med i historien. Jeg henviste til Watergate-skandalen og spurgte, om der ikke nu var mindst tre uafhængige kilder, der sagde noget andet end Erik Kirk? Men det gjaldt ikke her.

Om han var klar over, at hvis blot en udenforstående havde kunnet høre trafik på nettet, så revnede hans historie? Nej, der kunne blot være forskellige opfattelser. Han var sikker på, at han havde den rigtige historie.

Jeg spurgte ham, hvordan han havde det med at bringe en historie, som ikke var sand? Han kunne godt forstå, at jeg havde arrangeret et forsvar, det ville han også have gjort i mit tilfælde. Men han stolede på Erik Kirk, og sådan var det.

Jeg fortalte ham, at jeg havde en meget bedre historie. Det var, at journalistens historie var en orkestreret sammensværgelse. Den rene Kolde Krig. At Kasper Søegaards føringsofficer (seniorsergent J.C. Jensen) havde drevet journalisten rundt i manegen som en god gammeldags nyttig idiot. Med hvilket motiv aner jeg dog ikke.

Men Kasper Søegaard var ifølge eget udsagn aldeles ikke blevet drevet rundt af J.C. Jensen.

Kan ikke redde Erik Kirks eftermæle

Da jeg konfronterede journalisten med de øvrige fire uafhængige kilder, tøvede han stort set ikke. Det var muligt, at de havde en anden opfattelse. Han havde den rigtige historie. Jeg er helt sikker på, at mit interview ikke får indflydelse på historien. Selvom besætningsmedlemmerne på Peter Lyngbyes vogn sagde noget andet, så tror Kasper Søegaard på vognkommandøren.

Jeg var villig til at afstå fra at hænge de skyldige ud, hvis vi kunne frelse Erik Kirks eftermæle. Men Kasper Søegaard var ikke til at hugge eller stikke i. Han var sikker på, at han havde den rigtige historie. Jeg havde aftalt med eskadronchefen, at jeg skulle vente med at foretage mig noget ind til, efter han blev interviewet den 3. januar 2017. Det var i forhåbning om, at vi kunne redde Erik Kirks eftermæle. Det kan vi ikke. Hvorfor det bliver lagt ud nu.

For god ordens skyld skal jeg lige nævne, at jeg kan dokumentere alle mine påstande, de fleste stammer fra journalistens mail til eskadronschefen. Desuden har jeg en lydoptagelse af vores interview. Det er, hvad jeg ville kalde god radio.

Når man vil ændre sandheden, skal man have alle med. Der må ikke være løse ender. I dette tilfælde er det vigtigt, at man får alle sine besætningsmedlemmer med på løgnen. Intern uenighed på en kampvogn er uhensigtsmæssig, da alle besætningsmedlemmer kan høre det samme.  Hvis Kasper Søegaards historie havde været sand, så er det meget underligt, at ingen af de omkring 130 mand m/k i DANSQN har røbet noget i de 22 forgangne år.

Kender ikke Erik Kirks motiver

Jeg kender ikke Erik Kirks motiver og ønsker heller ikke at spekulere. Han reddede vores liv. For uddybning af de fire levende hovedkilders motiver er der dog håb. De befinder sig alle i Danmark og vil sikkert gerne deltage i en uddybning af deres udsagn og motiver. Jeg håber, at de gjorde det af respekt for deres gamle delingsfører. En anden fremgangsmåde kunne have været at fortælle sandheden. Journalisten kunne ikke bringe Erik Kirks interview, hvis ikke det blev underbygget af andre kilder, selv om jeg godt kan være lidt i tvivl med denne journalist. Vi kunne have opretholdt Erik Kirks eftermæle.

Jeg fatter ikke, at de fire hovedkilder (seniorsergent J.C. Jensen, tidligere oversergent J.M.B. Hansen, tidligere sergent P. Lyngbye og overkonstabel U. Amby) tør konstruere en ny historie, uden at alle besætningsmedlemmer er med. Jeg forstår godt, at de ikke turde prøve at få alle med på den historie. De fleste af de professionelle soldater, jeg husker fra DANSQN, ville med væmmelse have nægtet at deltage i en løgn. Hvordan havde de dog regnet med, at de kunne ændre historien. Det gode er, at det kan de selv svare på.

Det værste er, at spørgsmålet om, hvem der gav ordren og hvornår, er relativt ligegyldigt. Det helt afgørende var, at NORDBAT 2 officielt sanktionerede, at der blev åbnet ild. Det blev sanktioneret af chefen og næstkommanderende, altså oberst Svensson og undertegnede. Vi var begge med.

Er skuffet, vred og rasende

Jeg kan godt forstå, hvis journalisten bliver en anelse knotten over denne artikel, fordi den ødelægger timingen til den store afsløring den 5. januar 2017. Omvendt må en gammel dragon med overskud til at rådgive ældre oberster være enig i, at når forhandlingerne er brudt sammen, og krigen skal udkæmpes, så er der ingen grund til at vente på, at fjenden får opmarcheret sine styrker og bragt sit artilleri i stilling.

Dette er en helt igennem trist historie, fordi den ødelægger Erik Kirks eftermæle, ligesom befalingsmændene i 2. deling, overkonstabel Amby og seniorsergent J.C. Jensen har et forklaringsproblem.

Kernen i DANSQN hold 2 blev udgjort af 1. kampvognseskadron i første panserbataljon. At denne eskadron var den dygtigste, vi nogensinde har haft i Danmark, skyldtes den kerne af meget kompetente stregbefalingsmænd, der var i eskadronen. De stillede meget høje krav til deres svende, delingsfører og andre officerer. Det er derfor ironisk, at legenden om DANSQN hold 2 og Operation Bøllebank bliver ødelagt af nogle af de samme stregbefalingsmænd, som var med til at gøre eskadronen til en helt unik enhed.

Jeg er skuffet, trist og rasende over, at Erik Kirks eftermæle er blevet ødelagt.

Nedenfor kan du se Forsvarets “Bøllebank i erindring” med bl.a. seniorsergent Erik Kirk.