ANALYSE: Med valget af Donald Trump rykker forsvar og national sikkerhed op på den globale politiske dagsorden. I Danmark vil regeringen med stor sandsynlighed føle sige presset til at bruge mere på forsvar end først planlagt.

Ingen troede på det. At den flamboyante drengerøv og gadedreng Donald Trump realistisk set kunne gå hen og vinde det amerikanske præsidentvalg. Stik imod alle meningsmålinger, analyser og forudsigelser. Men det skete, og nu venter en hel verden på at se, hvad USA’s 45. præsident egentlig vil – ikke mindst med sin udenrigs- og sikkerhedspolitik.

For den danske regering må valget af Donald Trump være kommet som en ganske ubekvem og uforudset overraskelse. Udenrigsminister Kristian Jensen (V) har under den mere end et år lange valgkamp bl.a. sagt om Trump, at han “skifter holdninger, som vi andre skifter undertøj”, og at valget af Trump vil “være som at trække et lod i tombolaen – vi trækker et lod hver morgen. Det bliver en fantastisk rutschebanetur”.

Kristian Jensen har heller ikke lagt skjul på, at diplomatiet har været helt på bar bund med hensyn til at opnå kontakt med Trumps stab og de folk, der skal tegne udenrigspolitikken. Ingen kender Donald Trumps planer eller udenrigspolitiske kurs ud over nogle løsrevne one-liners fra en mere end et år lang valgkamp, og de tegner ikke lyst for en fredeligere verden.

Allierede har lyttet til Trump med vantro

Trump har sagt, at Nato er forældet, at han trods forpligtelserne i Natos Artikel 5 – den såkaldte musketér-ed – ikke ser nogen grund til at forsvare lande, som ikke bruger to pct. af BNP på forsvar, at Korea selv må anskaffe sig atomvåben, at Saudi Arabien bare kan gøre det samme, at USA ikke skal lege politibetjent i Asien og slet ikke i Europa. Han har talt varmt om Ruslands præsident Putin, antydet at han vil anerkende Ruslands annektering af Krim, talt positivt om Kinas ledelse (samtidig med at han vil hæve tolden på kinesiske varer), sagt at han vil genforhandle atomaftalen med Iran og samarbejde med Rusland og Syriens Assad om at bekæmpe Islamisk Stat.

Hans udmeldinger og statements på det sikkerhedspolitiske område har været så rabiate, at venner og allierede verden over har lyttet til dem med vantro. Om præsident Trump mener dem alvorligt og sætter handling bag ordene, må vi vente med at se. Men det vil være naivt at ro, at han ikke fortsætter den linje, som han har kørt gennem den over et år lange valgkamp.

Det fik onsdag morgen professor Mikkel Vedby Rasmussen fra Københavns Universitet til at sige, at Danmark kommer til at øge sit forsvarsbudget med ”meget mere”, end det ville være sket med Hillary Clinton som præsident. Alene på grund af Trump. Om han får ret, må vi også vente med at se. Men at regeringen vil øge forsvarsbudgetterne ligger fast, og det næste forlig bliver formentlig kun det første i en række af fortsat øgede bevillinger til Forsvaret.

USA vil aldrig lade Danmark i stikken

Er det så nok til, at USA fortsat vil beholde en varm arm om vores skulder? Det spørgsmål er der to svar på. Det ene er militært, og det andet er moralsk.

Ser man på det militære udgør Danmark et dobbelt strategisk nøglepunkt for USA, som reelt betyder, at USA aldrig nogensinde kommer til at lade Danmark i stikken. Skulle spændingerne stige og en reel trussel blive rigtig varm, er det langt mere sandsynligt at se USA sende tropper ind i Danmark end at trække sin støtte. Hvorfor? Svaret hedder Grønland og Østersøen.

Så længe Grønland hører under Kongeriget Danmark, vil Danmark og USA være uadskillelige rent militært. Thulebasen på Grønland har en stor strategisk betydning for USA, fordi den med sin radar til at opfange eventuelle fjendtlige missiler udgør et nøglepunkt i USA’s eget forsvar.

Dernæst ligger Danmark som et strategisk nøglepunkt i forhold til den russiske østersøflåde, som man militært kan afskære fra internationalt farvand ved at sætte en ”prop” i Øresund og Storebælt, lige som man fra dansk side har et nogenlunde overblik over, hvad der sejler gennem vores farvande – med undtagelse af det under havoverfladen. Disse to strategiske forhold betyder, at USA aldrig vil lade Danmark i stikken.

Det moralske svigt

Det næste spørgsmål er af mere moralsk karakter og handler om, hvorvidt vi så betaler nok for den sikkerhed, som USA har været garant for siden oprettelsen af Nato efter Anden Verdenskrig. Hertil er svaret todelt. For selv om Danmark siden Sovjetunionens sammenbrud har skåret mere og mere på Forsvaret og det såkaldte input – og nu er nede på at bruge lidt over 1,1 pct. af BNP, er vi samtidig et af de lande, som leverer og har leveret mest til Nato-alliancen i såkaldt output. Trump ved det måske ikke, men det ved man såvel i Pentagon som i Department of State, og det er den danske regerings held.

Ud over at have deltaget i både Afghanistan og Irak, har Danmark høstet ros for samtidig at have været med i de skarpeste missioner og i de farligste områder. Vi har samtidig opereret med mandater, som har været uden de såkaldte caveats – altså alle mulige nationale forbehold for styrkernes indsættelse. Danske soldater må gøre, hvad der er nødvendigt med skud, bomber og missiler.

Disse forhold har uden tvivl været med til at opveje det – vil nogle mene – moralske svigt i at lade forsvarsbudgetterne dale til næsten halvdelen af det lovede i forhold til Nato. Trump eller ej vidste regeringen godt, at den var nødt til at betale mere og vise solidaritet med vore allierede, for en vej belagt med besparelser var ikke længere farbar – hverken moralsk eller i forhold til den sikkerhedspolitiske situation med en stadig mere truende Vladimir Putin.

Danmark halter langt bagefter

Siden 1990’erne har Danmark omstillet sit forsvar fra at være et territorialforsvar til et ekspeditionsforsvar, som kunne rejse ud i verden og bekæmpe oprørere i lande Afghanistan, Irak og Mali. Samtidig er styrken i Danmark svundet ind i en grad, så den samlede danske hær ifølge kendere kan stå på en fodboldbane. Det lå ikke umiddelbart i kortene, at der skulle ændres radikalt ved den struktur.

Men presset på regeringen vokser – og ikke kun fra USA. Mens forsvarsbudgetterne på det nærmeste eksploderer i landene omkring os fra Norge, Sverige og Finland mod nord over Estland, Letland og Litauen i øst til Polen og Tyskland i syd – så har regeringen ikke haft travlt, fordi der også er velfærd og skattelettelser, skoler, sundhed og uddannelse at tage vare på.

Det store spørgsmål er nu, om regeringen vil følge trop med nabolandene eller kun ”knække kurven” og tilføre et par hundrede millioner ekstra til Forsvaret. Det spørgsmål er ikke blevet mindre presserende med udsigten til præsident Trump i Det Hvide Hus per 20. januar 2020.