Er Tysklands forsvars- og sikkerhedspolitik på vej mod en normalisering?

Den tyske regering gør i sin hvidbog fra sommeren 2016 op med den passive udenrigspolitik og lægger op til en mere aktivistisk forsvars- og sikkerhedspolitik med Tyskland i centrum og uformel leder i samarbejdet med både Nato og EU. Foto: Bundeswehr

ANALYSE: I sommer kom den tyske regering med en hvidbog for tysk forsvars- og sikkerhedspolitik, som pegede på en mere aktivistisk udenrigspolitisk rolle. De nye toner fra Tyskland er til gavn for Danmark, skriver lektor Jens Ringsmose og professor Sten Rynning fra Center for War Studies på SDU i denne analyse.   

Det har mildest talt ikke påkaldt sig megen opmærksomhed herhjemme, at Tyskland i løbet af sommeren offentliggjorde en ny ”Hvidbog for tysk sikkerheds- og forsvarspolitik”. Det kan undre. For samtidig med at hvidbogen – den første af sin slags i ti år – bygger videre på og kodificerer allerede eksisterende tendenser i tysk udenrigspolitik, så lægger den også op til et markant brud med, hvad der har været et relativ passivt og selvudslettende hovedspor i tysk sikkerhedspolitisk tænkning det seneste halve århundrede. De mest begejstrede iagttagere taler med få forbehold om et oplæg til en ”normalisering” af tysk udenrigspolitik.

Læg dertil, at hvidbogen i alt væsentlighed er godt nyt for Danmark og Europa, fordi den meget eksplicit lægger op til, at Tyskland skal tage større ansvar for europæisk stabilitet samt opretholdelsen af en liberal verdensorden understøttet af multilaterale institutioner. ”Ansvar” og ”lederskab” er ord, der dukker op flere steder i hvidbogens betydningsbærende afsnit.

Det flugter ubetinget med danske interesser (læs eksempelvis Taksøe-udredningen). Alt i alt er der derfor al mulig grund til at interessere sig for indholdet i, hvad der tegner til at blive årets vigtigste europæiske strategiske dokument.

Hvordan gik det til?

Det er først og fremmest tydeligt, at hvidbogens oplæg til sikkerheds- og forsvarspolitisk kurs har rødder i de politiske forandringer, som den finansielle og økonomiske krise gav anledning til. Tvunget af omstændighederne – og uden stor entusiasme – påtog Tyskland sig således gradvist et politisk-økonomisk lederskab fra 2008-9, og det er denne nye villighed til at påtage sig ansvar og lederskab, der i et vist omfang smitter af på tysk sikkerheds- og forsvarspolitisk tænkning.

For det andet er det oplagt, at hvidbogen kodificerer og videreudvikler de banebrydende ideer, som den tyske forbundspræsident Joachim Gauck præsenterede på den årlige sikkerhedskonference i München i begyndelsen af 2014. Ved den lejlighed talte Gauck passioneret for at Tyskland ikke må lade fortidens synder og den kollektive skyldfølelse komme til at stå i vejen for at gøre det rigtige i dag. Tyskland bør, således Gauck, påtage sig en større rolle i internationale anliggender – også når det er nødvendigt at gøre brug af væbnet magt.

Endelig – og for det tredje – kan hvidbogen også ses som udgangen på en intern armlægning mellem det tyske forsvars- og udenrigsministerium. Både forsvars- og udenrigsminister – Ursula von der Leyen og Frank-Walter Steinmeier – bakkede op om Gauck og visionen om tysk aktivisme i deres taler ved samme lejlighed i 2014. Men så indtrådte Ukraine og Krim krisen og blotlagde Steinmeiers hang til at være blødere og mere forstående over for Rusland. Det har ikke gjort Steinmeier populær i den transatlantiske familie. Set i lyset af hvidbogens talrige bekendelser til værdien af stærke bånd mellem USA og Europa, ser det ud til, at hans linje heller ikke har mange støtter i den tyske regering.

Hvad kan vi nu forvente os?

Hvidbogen skal ses som en platform for tysk aktivisme, og trods politiske armlægninger og forestående valg i 2017 vil vi nu se, at aktivismen udvikler sig. Først og fremmest er hvidbogen en slags national sikkerhedsstrategi, hvis ”doktrin” er, at Tyskland skal lede fra det politiske center. Dette skal dels forstås i kontrast til al debatten om præsident Obamas politik i 2011 om at lede fra baggrunden (leading from behind), dels som en vilje til at stille sig midt i de centrale kollektive institutioner—EU og NATO—og lede indefra.

Det bliver altså ikke tysk enegang. Tværtimod vil Tyskland nu sætte ekstra fokus på nogle bestemte spor. Der vil være et spor i EU, hvor Tyskland vil skubbe på for at videreudvikle sikkerhedsdimensionen og ikke mindst opbygge den brede stabiliseringspolitik, som EU’s Høje Repræsentant for Udenrigspolitik, Mogherini, netop har skærpet med sin Globale Strategi for EU. Stabilisering vil også blive en løftestang for at håndtere flygtningekrisen.

Der vil være et andet spor i NATO, hvor Tyskland vil sætte ekstra skub på multinationalt samarbejde for at skabe ”pakker” af nationale bidrag, som faktisk kan bruges i operationer. Tyskland er allerede langt med at køre sig i stilling som såkaldt Framework Nation, ligesom briterne er det. Endelig vil der være et spor internt i Tyskland, hvor det føderale sikkerhedsråd vil blive opgraderet og få større ansvar for at samtænke alle midlerne i en bred sikkerhedspolitik.

Aktivisme, samtænkning, multinationalitet, og lederskab fra det politiske center – disse er nøgleordene.

Brexit gavnede ikke den tyske udenrigspolitik

Brexit har faktisk gjort det sværere for Tyskland at sætte skub i sin aktivisme, i og med at Brexit har skabt stor usikkerhed i EU som kollektiv institution. Hvis det politiske center vakler, så gør tysk aktivisme det også. Briterne har endda bedt de øvrige EU lande om at holde igen for at give Storbritannien mulighed for at koble sig på fremadrettet, så EU toget er gået i stå, mens kriserne omkring Europa raser.

Noget andet er, at den tyske passive kultur er dybt forankret i befolkningen og det politiske system. Tyskland taler aktivisme, men Tyskland bomber ikke Islamisk Stat (de tager billeder). Det bliver et langt sejt træk at få skabt ændringer i de dybere linjer i tysk sikkerhedspolitik.

Danmark og andre kan bidrage ved at støtte de institutioner – NATO og EU – inden for hvilke Tyskland meget klart har tilkendegivet, at dets aktivisme skal udspilles. Trækker Danmark og andre deres støtte, så er alternativerne kollektiv handlingslammelse eller tysk enegang. Valget burde derfor ikke være så svært.

Professor Sten Rynning (tv) er leder af Center for War Studies. Jens Ringsmose er lektor ved Institut for Statskundskab og tilknyttet Center for War Studies.
Professor Sten Rynning (tv) er leder af Center for War Studies. Jens Ringsmose er lektor ved Institut for Statskundskab og tilknyttet Center for War Studies.