ANALYSE: Efter at have brugt F-16 siden 1980 skal Danmark i løbet af i år vælge typen på Flyvevåbnets nye kampfly. Prisen gør købet til det dyreste i danmarkshistorien, og uanset typevalg kommer vi til at gå på kompromis.
Der mangler én kandidat i konkurrencen om købet af nye kampfly. Flyet er adræt og kan udmanøvrere russiske MIG-31’ere og SU 27/30’ere over Østersøen i klassisk ”dogfight”. Det kan ”gemme” sig bag et skjold af stealth (svær at opfatte på radar), det har den mest avancerede teknologi til at overvåge, udpege mål og lede luftkampen mod fjenden. Det har avancerede bomber og missiler, som kan ramme fjenden såvel i luften og på jorden, og det kan operere lige effektivt over Danmark, Arktis og fjerne eksotiske lande uden at miste færdigheder.
Flyet er i produktion og har bevist sit værd i både test og virkelighed, og prisen ligger fast. Flere af vore allierede har allerede anskaffet det, og der er derfor sikkerhed for, at vi kan indgå langvarige bi- og multilaterale samarbejdsaftaler med andre lande. Flyet vil samtidig blive produceret i 20-30 år ud i fremtiden, så vi er sikre på at have adgang til den nyeste teknologiske udvikling for overskuelige penge gennem hele flyets levetid.
Flyet hedder ”F/A-16 Fatamorgana” for FIGHTER (jager) og ATTACK (angreb) årgang 2016 og bliver kun produceret i politikernes drømme.
Alle tre kandidater udgør et kompromis
For det eksisterer ikke i virkeligheden, og det er måske kernen i konkurrencen om købet af nye kampfly. Uanset hvilken type, politikerne vælger at investere i, kommer vi til at gå på kompromis. Og ikke bare et kompromis i den lille og ubetydelige skala. Trods en investering, som over 30-40 år nærmer sig en udskrivning i omegnen af de 100 mia. kr., kommer vi aldrig til at få et kampfly, som kan opfylde alle ønsker.
Netop derfor bliver de kommende måneder helt afgørende i konkurrencen om købet af nye kampfly. Helt konkret skal politikerne blive enige om det, som producenterne kalder LOA – Level of Ambition – eller sagt på dansk; ambitionsniveauet.
Den vigtigste opgave for et dansk kampfly vil altid være forsvaret af den nationale territorialgrænse i luften. Denne opgave løses bedst af et let og manøvredygtigt kampfly i stil med F-16, som hurtigt kan komme på vingerne og kæmpe i bedste ”Topgun stil” i det, som piloter og flykendere kalder dogfight. Det er en kampform, som trods den teknologiske udvikling inden for fly stadig udgør rygraden i de fleste flyvevåben rundt om i verden. Luftforsvar handler i ordets bogstaveligste forstand om forsvaret af et geografisk område, og disciplinen kan kun dårligt sammenlignes med angrebsmissioner i krigszoner.
Danmark har brug for et “swing role” fly
Nogle kampfly løser bedre end andre rollen som både forsvars- og angrebsfly, og de bliver kaldt swing role, fordi de kan ændre opgave fra forsvar til angreb – eller omvendt – under flyvning. Det pensionsmodne danske F-16 er netop sådan et fly, som kan konfigureres på flere forskellige måder, skifte rolle under flyvning og i øvrigt klare alle opgaver forbavsende godt.
Da konkurrencen om et nyt dansk kampfly gik i gang, var F-16 var på vej ud af produktion. Men det blev siden ændret, og F-16 bliver den dag i dag stadig produceret i en helt opdateret version kaldet Viper af Lockheed Martin, som også udvikler og bygger det meget omtalte F-35 Joint Strike Fighter (JSF). Men F-16 er stadig kun et såkaldt 4. generationsfly, som ifølge Lockheed Martin vil udgå af produktion inden for en nærmere årrække og helt mangler egenskaber inden for stealth. Altså evnen til at operere stort set uden for fjendtlige radarers synsvidde.
Hvilken opgave skal flyene løse i 2052?
Og her kommer vi igen ind til kernen af den danske kampfly-konkurrence. For hvad har Danmark egentlig brug for? F-35 er det eneste 5. generationsfly i den danske konkurrence, og det har mange fordele, som jeg beskriver i en særskilt artikel. Men det har også mange ulemper – blandt andet kan det i en klassisk dogfight slet ikke konkurrere med langt mere manøvredygtige fightere bygget og specialiseret til kampen i luften. F-35 kan sagtens flyve op over Østersøen og afvise russiske fly, men vil det også kunne vinde kampen, den dag det måtte blive alvor? Omvendt har F-35 sin store fordel, når det opererer i fjendtligt luftrum mod en fjende med et stærkt luftforsvar. Her kommer egenskaberne i 5. generation for alvor til sin ret, men er det den opgave, som danske kampfly primært skal løse i fremtidens globale verdensorden?
Ingen ved det, ligesom de færreste i 1975 nok i deres vildeste fantasi havde forestillet sig, at de nyindkøbte F-16 – som dengang var langt mere skrabede og mindre teknologisk avancerede end i dag – i slutningen af deres levetid ville blive indsat i en af de forreste angrebsbølger mod Libyen og nu skal kæmpe over Syrien og Irak. Alle tre fly i den danske konkurrence er mere forskellige, end mange måske umiddelbart ville tro, og de har alle tre hver deres styrker og svagheder. Alt det vender vi tilbage til på Olfi, men spørgsmålene står allerede i kø:
Politikerne skal besvare masser af spørgsmål
Hvem vil eksempelvis flyve over Arktis i et fly med kun en motor, når man kan få et fly med to og den sikkerhed, der ligger i det? Hvem vil købe 4. generation, når man kan få et 5. generation for nogenlunde de samme penge? Hvem vil købe et fly, som slet ikke er udviklet færdigt eller testet i bund, og som i øvrigt står over for en lang række udfordringer efter 15 års udvikling og et hav af forsinkelser og prisstigninger? Hvem vil købe et fly på vej ud af produktion? Og hvem vil købe et fly, som kun bliver brugt af den amerikanske flåde og Australien, og som i øvrigt har to sæder – med alt hvad det indebærer af dobbelt mandskab i uddannelse og lønninger?
Hvem vil købe et fly, som er designet til dogfight og endnu ikke har vist sig rigtig effektiv i det såkaldte luft-til-jord angreb? Og hvem i Danmark vil vælge et amerikansk fly fra, når USA er vores uden sammenligning vigtigste allierede med alt, hvad det indebærer af tillid og indflydelse? Og så har vi slet ikke snakket anskaffelsespris, levetidsomkostninger og industrisamarbejde – for hvem vil sige nej til 10.000 nye danske arbejdspladser, som en af producenterne lover?
I løbet af nogle måneder fremlægger regeringen sin anbefaling til typevalg på baggrund af det kontor under Forsvarsministeriet, som hedder Nyt Kampfly Program. Derefter har forsvarsministeren lovet en åben debat, som ifølge ham gerne skal involvere den brede offentlighed. Og dernæst skal politikerne forhandle om det endelige typevalg og træffe en beslutning. Selv håber parlamentarikerne nok på, at den del er på plads inden sommerferien. Men også den ambition kan vise sig at være ren ønsketænkning.
FAKTA:
De tre kandidater til valget af Danmarks nye kampfly:
- Boeings F/A-18 Superhornet
- Airbus’ Eurofighter Typhoon
- Lockheed Martins F-35 Joint Strike Fighter