ANALYSE: Efter at have brugt F-16 siden 1980 skal Danmark i løbet af i år vælge typen på Flyvevåbnets nye kampfly. Prisen gør købet til det dyreste i danmarkshistorien, og uanset typevalg kommer vi til at gå på kompromis.
Der mangler én kandidat i konkurrencen om købet af nye kampfly. Flyet er adræt og kan udmanøvrere russiske MIG-31’ere og SU 27/30’ere over Østersøen i klassisk ”dogfight”. Det kan ”gemme” sig bag et skjold af stealth (svær at opfatte på radar), det har den mest avancerede teknologi til at overvåge, udpege mål og lede luftkampen mod fjenden. Det har avancerede bomber og missiler, som kan ramme fjenden såvel i luften og på jorden, og det kan operere lige effektivt over Danmark, Arktis og fjerne eksotiske lande uden at miste færdigheder.
Flyet er i produktion og har bevist sit værd i både test og virkelighed, og prisen ligger fast. Flere af vore allierede har allerede anskaffet det, og der er derfor sikkerhed for, at vi kan indgå langvarige bi- og multilaterale samarbejdsaftaler med andre lande. Flyet vil samtidig blive produceret i 20-30 år ud i fremtiden, så vi er sikre på at have adgang til den nyeste teknologiske udvikling for overskuelige penge gennem hele flyets levetid.
Flyet hedder ”F/A-16 Fatamorgana” for FIGHTER (jager) og ATTACK (angreb) årgang 2016 og bliver kun produceret i politikernes drømme.
Alle tre kandidater udgør et kompromis
For det eksisterer ikke i virkeligheden, og det er måske kernen i konkurrencen om købet af nye kampfly. Uanset hvilken type, politikerne vælger at investere i, kommer vi til at gå på kompromis. Og ikke bare et kompromis i den lille og ubetydelige skala. Trods en investering, som over 30-40 år nærmer sig en udskrivning i omegnen af de 100 mia. kr., kommer vi aldrig til at få et kampfly, som kan opfylde alle ønsker.
Netop derfor bliver de kommende måneder helt afgørende i konkurrencen om købet af nye kampfly. Helt konkret skal politikerne blive enige om det, som producenterne kalder LOA – Level of Ambition – eller sagt på dansk; ambitionsniveauet.
Den vigtigste opgave for et dansk kampfly vil altid være forsvaret af den nationale territorialgrænse i luften. Denne opgave løses bedst af et let og manøvredygtigt kampfly i stil med F-16, som hurtigt kan komme på vingerne og kæmpe i bedste ”Topgun stil” i det, som piloter og flykendere kalder dogfight. Det er en kampform, som trods den teknologiske udvikling inden for fly stadig udgør rygraden i de fleste flyvevåben rundt om i verden. Luftforsvar handler i ordets bogstaveligste forstand om forsvaret af et geografisk område, og disciplinen kan kun dårligt sammenlignes med angrebsmissioner i krigszoner.
Danmark har brug for et “swing role” fly
Nogle kampfly løser bedre end andre rollen som både forsvars- og angrebsfly, og de bliver kaldt swing role, fordi de kan ændre opgave fra forsvar til angreb – eller omvendt – under flyvning. Det pensionsmodne danske F-16 er netop sådan et fly, som kan konfigureres på flere forskellige måder, skifte rolle under flyvning og i øvrigt klare alle opgaver forbavsende godt.
Da konkurrencen om et nyt dansk kampfly gik i gang, var F-16 var på vej ud af produktion. Men det blev siden ændret, og F-16 bliver den dag i dag stadig produceret i en helt opdateret version kaldet Viper af Lockheed Martin, som også udvikler og bygger det meget omtalte F-35 Joint Strike Fighter (JSF). Men F-16 er stadig kun et såkaldt 4. generationsfly, som ifølge Lockheed Martin vil udgå af produktion inden for en nærmere årrække og helt mangler egenskaber inden for stealth. Altså evnen til at operere stort set uden for fjendtlige radarers synsvidde.
Hvilken opgave skal flyene løse i 2052?
Og her kommer vi igen ind til kernen af den danske kampfly-konkurrence. For hvad har Danmark egentlig brug for? F-35 er det eneste 5. generationsfly i den danske konkurrence, og det har mange fordele, som jeg beskriver i en særskilt artikel. Men det har også mange ulemper – blandt andet kan det i en klassisk dogfight slet ikke konkurrere med langt mere manøvredygtige fightere bygget og specialiseret til kampen i luften. F-35 kan sagtens flyve op over Østersøen og afvise russiske fly, men vil det også kunne vinde kampen, den dag det måtte blive alvor? Omvendt har F-35 sin store fordel, når det opererer i fjendtligt luftrum mod en fjende med et stærkt luftforsvar. Her kommer egenskaberne i 5. generation for alvor til sin ret, men er det den opgave, som danske kampfly primært skal løse i fremtidens globale verdensorden?
Ingen ved det, ligesom de færreste i 1975 nok i deres vildeste fantasi havde forestillet sig, at de nyindkøbte F-16 – som dengang var langt mere skrabede og mindre teknologisk avancerede end i dag – i slutningen af deres levetid ville blive indsat i en af de forreste angrebsbølger mod Libyen og nu skal kæmpe over Syrien og Irak. Alle tre fly i den danske konkurrence er mere forskellige, end mange måske umiddelbart ville tro, og de har alle tre hver deres styrker og svagheder. Alt det vender vi tilbage til på Olfi, men spørgsmålene står allerede i kø:
Politikerne skal besvare masser af spørgsmål
Hvem vil eksempelvis flyve over Arktis i et fly med kun en motor, når man kan få et fly med to og den sikkerhed, der ligger i det? Hvem vil købe 4. generation, når man kan få et 5. generation for nogenlunde de samme penge? Hvem vil købe et fly, som slet ikke er udviklet færdigt eller testet i bund, og som i øvrigt står over for en lang række udfordringer efter 15 års udvikling og et hav af forsinkelser og prisstigninger? Hvem vil købe et fly på vej ud af produktion? Og hvem vil købe et fly, som kun bliver brugt af den amerikanske flåde og Australien, og som i øvrigt har to sæder – med alt hvad det indebærer af dobbelt mandskab i uddannelse og lønninger?
Hvem vil købe et fly, som er designet til dogfight og endnu ikke har vist sig rigtig effektiv i det såkaldte luft-til-jord angreb? Og hvem i Danmark vil vælge et amerikansk fly fra, når USA er vores uden sammenligning vigtigste allierede med alt, hvad det indebærer af tillid og indflydelse? Og så har vi slet ikke snakket anskaffelsespris, levetidsomkostninger og industrisamarbejde – for hvem vil sige nej til 10.000 nye danske arbejdspladser, som en af producenterne lover?
I løbet af nogle måneder fremlægger regeringen sin anbefaling til typevalg på baggrund af det kontor under Forsvarsministeriet, som hedder Nyt Kampfly Program. Derefter har forsvarsministeren lovet en åben debat, som ifølge ham gerne skal involvere den brede offentlighed. Og dernæst skal politikerne forhandle om det endelige typevalg og træffe en beslutning. Selv håber parlamentarikerne nok på, at den del er på plads inden sommerferien. Men også den ambition kan vise sig at være ren ønsketænkning.
FAKTA:
De tre kandidater til valget af Danmarks nye kampfly:
- Boeings F/A-18 Superhornet
- Airbus’ Eurofighter Typhoon
- Lockheed Martins F-35 Joint Strike Fighter
Et af de store spørgsmål er om Stealth reelt set har noget på sig…
De (fly med stealth) er sværere at se, og de kan være ganske fantastiske i tilfældet med et first-strike koncept… Men vil Danmark deltage i et first-strike? Er der behov for det, og har vi en antagelse om at stealth er det væsentligste for et nyt fly?
Det har reelt ikke så meget at gøre med jord-luft missiler eller luft-luft missiler, da disse i højere grad vil gå/går efter varmeudledningen fra motoren. Naturligvis skal man se at der er et fly inden man sender et missil afsted, men igen vi taler om en kapacitet som ingen for alvor har nogen reel ide om, hvorvidt den holder.
Det nævnes at F-18 kun bruges af Australien og US Navy, jeg mener (er ikke helt sikker) at Finland også har valgt at tage F-18 i brug.
Noget af det væsentlige vi bør overveje er, hvilke opgaver har vi behov for at få dækket, nu og her, samt hvilke opgaver ved vi, der skal dækkes i fremtiden.
Vi ved at vi har behov for et fly der kan afvise andre nationers (Rusland) indtrængen i vores luftrum. Vi ved at vi får et større behov for at dække over Arktis, samt patruljerer over vores havområder i Danmark samt Færøerne (i samarbejde med søværnets enheder).
Vi har også en ide om at vi nok kommer til mere end en gang at deltage i bombeoperationer i andre lande… Læg dertil at flyvevåbnets fornemste rolle i mange tilfælde vil være at støtte landtropper/skibe.
Der er således tale om en reel problemstilling… Findes der et fly som kan dække begge principielle roller. Både ja og nej.
I virkeligheden burde vi undersøge muligheden for et par AT-10ere (eller et fly med ligende kompetencer) og så fokusere på et fly der dækker vores mere mundane opgaver… Dette vil af mange sikkert opfatte som værende fuldkommen tåbelig.. Men ser vi reelt på problemstillingen, så må det konstateres at ingen enkelte fly-typer, tilfredsstillende kan opfylde vores behov endvidere vil nogen fly endda være betydeligt hæmmet af at skulle agere bombefly/attack-fighter.
Endelig må vi ikke glemme at droner vil få mere og mere at sige…
Vil F-18 eller F-35 eller nogle af de andre kandidater kunne opnå et tilfredsstillende resultat, rimeligvis… Men der er efterhånden behov for at vi kigger på de behov som vi stiller, og drager konsekvensen af disse.
Med to flytyper, et som suverænitet hævende (og dermed almindelig arbejdshest) og et som dedikeret støtte fly for landtropper (samt bombefly) ville dække vores behov… Vil dette være dyrere, ja! Men ikke nødvendigvis i ekstremerne… Fx kunne man have 20-30 jagere, og 10-15 AT-10… Dette var muligvis den eneste reelle løsning af vores paradoks
Ja, man kan naeppe blaese og have mel i munden samtidigt. I hvert fald ikke med et saa indskraenket budget som man stiller op med.
Vil man bombe eller intercept’e? Det lyder sandeligt som et godt spoergsmaal. Det ville i hvert fald ikke komme bag paa mig hvis NATO vil have vi kan begge dele.
Der mangler adskillige fly i konkurrencen.. Lige når det angår F16V er problemet vel at leverandørerne skal indlevere en RBI for at komme i betragtning. Og Lockheed Martin var ikke interesserede i både at tilmelde F16 og F35. Dermed har vi jo faktisk selv deltaget i at indskrænke feltet.
LM påstår at begge fly koster det samme, hvilket i mine ører er ren salgsgas. Men det er trods alt dem som bestemmer prisen. Og, selvom der fortsat er mange F16 fly hos vores nærmeste partnere vil det blive kraftigt indskrænket de nærmeste år når mange andre lande skifter fly ud.
Vores kampflys kommisorium er efterhånden oldgammelt og verden har ændret sig. Vi har i princippet været i gang halvdelen af et nyt flys totale levetid. Man burde gøre som man har gjort med Irak kommisionen og skrotte konkurrencen. Tænk lige over hvor meget de norske skatteydere må sidde og bide sig i underlæben nu..
Genstart, og sørg så for at få en hård bagkant på et par år maks. Til den tid er F35 gået i block buy, Gripen E flyver,Eurofighters nyeste tranche er i luften og Rafale F3 er testet igennem. Der sker faktisk helt utrolig meget i kampflybranchen for tiden, vi burde holde vores muligheder åbne for en kort bemærkning endnu.
Jeg tror helt klart at du har fat i noget der, hvad angaar maengden af fly i konkurrencen.
Jeg har aldrig haft det mindste respekt for konkurrencer som disse; og saa er det ligegyldigt om der er tale om kampfly eller er den lille biks/forening som skal bruge et nyt logo – eller whatever. Saadanne “konkurrencer” er normalt et fesent forsoeg paa at faa det bedste for en billig pris, og samtidig vaere fuldstaendig ligeglad med dem som faktisk kan levere disse services/produkter. Det er intet mindre en respektloest i mine oejne.
Men det stiller spoergsmaalet om hvorfor man i det hele taget lavede den her konkurrence; og jeg er helt enig med ovenstaaende i at man burde skrotte den paa samme maade som Irak-kommissionen. Men hvorfor lave den i det hele taget? Samme grund som mine holdninger herover, eller hvad?
Jeg toer godt vove at paastaa, at man virkelig gerne vil have F-35’eren. Hvis det er sandt, saa kan denne konkurrence naesten kun vaere et skalkeskjul for noget andet; noget man ikke kan tillade sig at sige aabenlyst. Proever danske politikere paa at virke alsidige, aabensindet og fair, hvor de faktisk er alt andet end? Eller?
Jeg husker at en producent simpelthen ikke gad vaere med i konkurrencen, fordi de mente Danmark proever at hoeste gratis info ud af producenterne, og denne producent havde for meget aere til at staa op til saanoget. Uanset hvad, saa er der ugler i mosen, vil jeg vove at paastaa.
Bottom line; saa synes jeg det er maerkeligt at Danmark vil have producenterne til at komme til OS, og at det ikke er Danmark der henvender sig til producenterne. Tror danske politikere at Danmark er et specielt ophoejet land, der mister ansigt hvis man gjorde sig besvaeret, og ikke mindst nedvaerdigelsen, at anse sig selv som en KUNDE af militaert udstyr? Eller?
Jeg blev lige en kende forvirret, F/A-16 (block 30) er/var faktisk et reelt fly.
Som skrevet tidligere, F-16V’eren er det effektive valg. Saa vidt jeg husker har der ikke vaeret nogen deciderede oensker fra politikerne eller forsvaret; altsaa, udover at de vil have det hele for en slik. Men det kan vi ikke.
F-16V’eren er tested and tried. Den har en billig anskaffelsespris, og er billig i drift. Vi ved allerede hvordan den virker, og det goer vores piloter ogsaa. Vores piloter kan flyve i dem i mere end 10-15 aar, modsat SuperHornet osv. Den kaemper fint; bevares, den har ikke stealth. Men vi koerer ogsaa stadig rundt i M113’ere, bruger magasiner der er lavet af plastik og alt muligt andet koldkrigsgrej. Siden oekonomien er saa vigtigt, saa maa man gribe til den loesning der er billigst, men bedst for pengene; og det er F-16V’eren.
Gode pointer – og så beklager jeg forvirringen!
Jeg ser følgende ting som de vigtigste hovedpunkter
– Fokus på levetidsomkostninger og mindre på anskaffelsespris
– Forventes Danmark at deltage internationale missioner? (som vi ikke kender typen af dags dato)
– Teknologisk udvikling og den løbende opgradering af flyene fra år 2020-2060
– Sikkerhedspolitisk valg. Er USA Danmarks vigtigste miliærere allianceparter (F-15 og F-35) eller ser vi EU landene som vigtigste alliancepartner (Eurofighter)