Beslutningen om anskaffelse af nye kampfly er efter mange års mere eller mindre hemmeligholdt forarbejde ved at gå ind i den endelige fase. Den politiske åbenhed i processen har været yderst lille, og den vigtige offentlige debat, som, man kunne synes, burde gå forud for en sådan vigtig beslutning, har glimret ved sin fravær.
Beslutningen handler jo langt fra kun om, hvilken type af kampfly, vi skal anskaffe, men i høj grad også om det meningsulde i overhovedet at anskaffe sig nye fly.
Hvad skal vi med disse fly? Og hvilken udenrigspolitisk og sikkerhedspolitisk linje skal Danmark følge i fremtiden? Skal flyene ses som et vigtigt bidrag i internationale krigshandlinger fjernt fra Danmark? Er de nødvendige for opretholdelse og sikring af Danmarks suverænitet? Mange spørgsmål rejser sig, og det synes i den forbindelse helt naturligt med en åben politisk diskussion.
Vi har kritikløst tilpasset os Washington
Danmark har siden begyndelsen af 90’erne ført en såkaldt ”aktivistisk” udenrigspolitik, og har som ét blandt kun fire andre lande fulgt USA i krig i Irak, Afghanistan og Libyen. Vi har stort set kritikløst tilpasset os Washingtons sikkerhedspolitiske kurs med det officielle mål at fremme demokrati og menneskerettigheder. Danmarks langsigtede kalkyle har således været at læne sig tæt op ad USA uanset prisen. Denne linje synes at fortsætte. Om den kurs har forøget eller formindsket Danmarks egen sikkerhed og Danmarks internationale indflydelse, interesser eller renommé står hen i det uvisse. For resultaterne af vores aktivisme (krigsførelse) bliver tilsyneladende aldrig gjort op. Det er stadig tabuiseret at diskutere mulige negative konsekvenser af vores krigshandlinger, og de, som forsøger at bryde isen, bliver fremstillet som illoyale overfor for de pårørende til de dræbte og lemlæstede danske soldater, og som illoyale overfor vores allierede. Danmark savner helt et forum, hvor der kan skabes eftertanke, refleksion og debat.
Irak-komissionen kunne muligvis have bidraget til indsigt og en bedre selvforsåelse, men måtte desværre se sig nedlagt. På trods af at der i dag er politisk flertal for at genåbne den eller i det mindste for at offentliggøre de klassificerede dokumenter, er der stærk modvilje i den siddende regering mod dette. I modsætning til det politiske flertal mener regeringen, at ”alt er belyst tilstrækkeligt”. Man kunne også forestille sig, at netop ”alt” ikke er belyst, og at noget af det, der savner offentlighedens lys, er for kompromitterende for tidligere og nuværende politikere i blå blok. Men det må ind til videre stå hen i det uvisse.
Krigene har ikke givet de ønskede resultater
Selv om debatten om vores krigsdeltagelse udebliver, er der næppe nogen tvivl om, at spørgsmålet om, hvor vidt den har nyttet, optager mange. Har vi opnået vores mål om mere demokrati og forbedrede menneskerettigheder? Siden krigen mod terror blev indledt, har en flok skæggede mænd i Afghanistans huler udviklet sig til en verdensomspændende terrororganisation (bl.a. finansieret af vores allierede Saudi Arabien og Tyrkiet). Fire lande er blevet lagt i ruiner, millioner af uskyldige mennesker har mistet livet, endnu flere millioner er drevet på flugt, forudsætningerne for demokrati, fred og forbedrede menneskerettigheder er forsvundet, og antallet af civile ofre i Irak, Libyen og Afghanistan er højere i dag en nogensinde før. Måske er resultaterne af vores fremfærd bare så ubekvemme at diskutere, at vi lader som ingenting og forbliver i selvforståelsen, at ”we are the good guys”.
Nu, hvor vi står overfor at skulle investere i nye kampfly, synes det på sin plads at forholde os til vores tidligere udenrigspolitiske kurs og den fremtidige. Ifølge den amerikanske tænketank The Brookings Institute behøver den amerikanske krigsmastodont ikke de danske fly. Det, man har brug for, er den legitimitet, europæiske partnere giver. Og så har man brug for en ligesindet – nogen at sparre, tale, tøve og ændre kurs med.
USA har flere tusinde kampfly at gøre godt med og klarer sig fint uden vores bidrag. I 2015 har USA kastet 23.000 bomber over Mellemøsten og forårsaget død, ødelæggelse og kaos. Den militære succes er vanskelig at få øje på, ikke mindst fordi det jo kan være svært at vide hvilke af muslimske terrororganisationer, vi skal holde med. Luftbombardementer har i nyere tid ikke på noget tidspunkt fremmet demokrati eller menneskerettigheder – tvært imod. Alligevel virker det som om, der ikke findes andre midler eller alternative strategier.
Købet af kampfly handler om at få et amerikansk flag flag på haleroret
Men det kan jo også tænkes, at flyindkøbet handler om noget helt andet? Måske handler det i virkeligheden om at vedligeholde alliancen med USA og om at bevare gode relationer. Som Henrik Breitenbauch (seniorforsker ved Center for Militære Studier) har udtalt, “kan man være lidt ligeglad med, hvad kampflyet kan. Det må godt være en bunke skrot, bare der er et amerikansk flag på det af hensyn til alliancen”. Så det handler måske egentlig om, hvad disse fly kan gøre for Danmark, og om indkøbet af jagerfly, både i forhold til vores alliance med USA, men så sandelig også i forhold til vore relationer med andre nationer, er så stor en fordel for Danmark. Endelig bør man jo også gøre sig nogle sikkerhedpolitiske overvejelser i forhold til, om det i virkeligheden er et hyperteknologisk og topavanceret fly, som man har brug for. Et fly, som man ikke en gang får lov til at teste, før kontrakten underskrives. Og et fly, som trods udviklingsomkostninger på 1,45 trillioner dollars stadig ikke er fuldt flyvedygtigt eller for den sags skyld klar til leverance før om ca. fire år.
Den politiske diskussion og den offentlige debat om alternativer til såvel den aktuelle sikkerhedspolitik som til indkøbet af et bestemt fly er ikke eksisterende. Jeg vil gerne tro på, at det fortsat er muligt at bevare gode relationer til andre lande uden at købe deres krigs-isenkram og uden at støtte dem i meningsløs krigsførelse. Jeg vil også gerne tro på, at 30 mia. kr. kan bruges mere konstruktivt til fredsbevarende indsatser, nødhjælp til ofre for krig og til hjæp til de millioner af flygtninge. Jeg har også en tro på, at Danmark ville vinde større international anerkendelse ved at indgå i fredsmæglende aktiviteter og ved åbent at arbejde for fred og sameksistens i verden. Der er masser af brændpunkter, hvor vi kan gøre os gældende med en fri og uafhængig udenrigspolitik uden at komme i konflikt med hverken USA eller andre nationer. Og endelig er det måske værd at tænke på, at USA gennem sin sikkerhedspolitik først og fremmest forsøger at fremme egne interesser.
Claus Hyldahl er 58 år og speciallæge ansat i Kriminalforsorgen.
Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til alle jer, som kommenterer og debatterer på denne tråd og på Facebook. Jeg synes allerede nu at kunne notere mig en alsidighed i holdninger og baggrund, som giver mig en god fornemmelse for den fremtidige debat på Olfi. Jeg vil også takke jer for at debattere i en god og sober tone, og den vil jeg bede alle debattører om holde fast i. Jeg fornemmer samtidig, at jeg har lokket Claus Hyldahl ind i “løvens hule” blandt folk, som er både vidende og engagerede omkring dansk forsvars- og sikkerhedspolitik. Som jeg skrev på Facebook, mener jeg kun, at det gavner debatten at høre stemmer med forskelligt ståsted både fagligt og holdningsmæssigt, og jeg håber, at jeg over tid kan lokke flere til. Jeg håber også, at I – gode debattører – sætter pris på at debattere med en person, som har en markant anden holdning og en helt anden baggrund end den militære. Jeg håber derfor også, at I vil bibeholde respekten for Claus, som vist får sin sag for! Jeg har skrevet til Claus, at han ikke behøver svare på alle indlæg, for ellers kunne han hurtigt få rigeligt at se til, når endnu flere forhåbentlig kommer til.
Desværre blander Claus Hyldahl tingene sammen. Eller mere præcist burde alt om “nye kampfly” ikke være medtaget i artiklen.
Det er altid værd at tage debatten om, om hvorfor Danmark deltager i internationale missioner. Var grundlaget godt nok, opnåede vi det vi ville, burde vi deltage i andre typer missioner, og hvad var der sket uden de internationale missioner kontrafaktisk set?
Det har bare intet at gøre med køb af nye kampfly. Claus Hyldahl giver det indtryk, at det er en mulig spareøvelse at fravælge kampfly. Det samme indtryk kan man få, når man følger kampflysdebatten generelt.
Danmark er medlem af Nato, og skal som sådan yde vores relative bidrag til den fælles sikkerhed. Det er altså langt fra en intern dansk beslutning, hvad vi synes vores forsvarsbudget skal være. Vi må da gerne yde mere, men vi kan ikke yde mindre. Skatteyderne i England, Frankrig, USA m.fl. vil og skal ikke betale ekstra til forsvaret af Danmark.
Danmark vil i 2017 bruge mellem 1,15 – 1,20 procent af BNP, hvilket er langt under målsætningen for Nato, som Nato landene forpligtede sig til på Wales Nato topmødet. Og det ligger en del under hvad de øvrige Nato lande bruge på det fælles Nato forsvar. Der ligger altså ikke en mulig besparelse, ved at fjerne midler fra forsvaret, og bruge dem på fx. høje socialeydelser. Tværtimod er der et pres på at forsvarsbudgettet skal stige i de kommende forsvarsforlig.
Så med mindre vi melder os ud af Nato, så er der ingen penge der kan flyttes fra nye kampfly til diverse velfærdsønsker – tværtimod.
Det er derimod interessant at diskutere, hvorfor vi skal have nye kampfly. Og ikke mindst hvad levetidsomkostningerne er for evt. nye kampfly. For hvis de nye kampfly tager den største del af ressourcer i forsvarsbudgettet fra den løbende udvikling, fornyelse og vedligholdelse fra både Hæren og Søværnet, hvad så?
Jeg har svært ved at forestille mig Danmark uden egne kampfly, når vi både har Arktis, Rusland og andre internationale trusler mod danske interesser.
Om det så skal være F-35, F-15 eller EuroFighter er en meget interessant diskussion. Alle valg vil have konsekvenser. Et er levetidsomkostningerne for hvert af de nye fly, noget andet er den teknologiske udvikling (hvilken Smart-Phone havde du for 10 år siden?). Eller kræver det to motorer at flyve i Arktis. Der er mange til- og fravalg forbundet med valget af nye kampfly.
Er dette en kritik af anskaffelsen af nye fly, eller er det en kritik af dansk politik i nyere tid?
Det er ikke en ret god kritik af anskaffelsen af nye fly, af flere årsager:
1. samme argument (at andre har det udstyr) blev brugt i forhold til ubådene, der er forholdsvis bred enighed om (inden for forsvaret og blandt eksperter/analytikere) at dette var en total katastrofe, at man mistede vigtige egenskaber/kapaciteter, og at det danske forsvar efterfølgende har mistet alvorlige evner.
2, Danmark overvejer ikke at anskaffe nye fly, for amerikanernes skyld… Vi gør det, fordi de fly vi har til rådighed, ikke længere kan understøttes, grundet mangle på reservedele og udvikling i teknologien… Det er kort sagt en debat om vi ønsker at opretholde vores flyvevåben.
Af den årsag er vi nød til at se på fakta: Danmark har kontrollen med et af de største områder målt på befolkning (grundet Arktis) i verden, dette vil sige et område der skal patruljers nogenlunde jævnligt… Dette kan gøres med fly og skibe. Hvad fly har af fordele i denne sammenhæng, er fart og alt efter hvilken flytype vi vælger afstand.
Ser på miljøforurending er fly igen en virkelig god (hvis ikke den bedste) løsning til at finde syndere, da man i et hurtigt fly kan dække et stort område meget hurtigt, og konstatere hvor sporet ender… Alt dette kan naturligvis gøres med overvågnings fly, men set i en bred optik, vil dette være en mere omkostningsfuld løsning, da et jagerfly er mindre, brugere mindre brændstof, og har en mindre besætning. Til det overstående ligges så at et jagerfly har en bedre evne til at afvise fly vi ikke ønsker i vores luftrum (fx russiske fly der ofte forsøger at trænge ind ulovligt).
Endelig kommer vi til en ren militær overvejelse: jagerfly/luftherredømmet er en så vital del af morderne krig, at vi som suveræn stat ganske enkelt ikke kan tillade os at se bort fra det… Ønsker man støtte på landjorden, så er fly en fantastisk hjælp, ønsker man større sikkerhed for ens egne soldater, fly kan sikre overblik og nedkæmpe trusler… På havet har Falklandskrigen vist at skibe (tiltrods for moderne modforholdsregler) er under en betydelig trussel, hvis ikke der er flystøtte.
Så hvis vi vælger ikke at anskaffe nye fly (og derved de facto nedlægger vores luftvåben), undergraves vores forsvar betydeligt (og rimeligvis mere totalt end da vi mistede ubådene).
3: politisk fiksering: Claus Hyldahl bruger stort set al sin tid på politiske problemstillinger. Dette er naturligvis fint nok, havde det været et spørgsmål, om danske politikere har været dygtige nok til at forholde sig til verden, og drage konsekvensen af denne lære… Men dette er et spørgsmål om man vil bibeholde en vigtig komponent i vores udenrigs- og forsvarspolitiske værktøjskasse. Vi kan have en debat om dette instrument er blevet brugt for meget, eller for klodset igennem de sidste 20 år… Men dette er ikke det samme som at smide værktøjet ud. Analogisk svare det til at vi lukker hospitalerne, fordi der har været foretaget nogle fejlbehandlinger. Dette ville måske ses som en overreaktion.
4: USA. USA optager en meget stor del af Claus Hyldahl indlæg, og man kunne fristes til at sige med rette… Her vil jeg måske blot nævne et par punkter som man ikke bør glemme.
for det første er det ikke USA’s første ansvar at forsvare dansk luftrum, og bortset fra et par baser i Tyskland, ville det også være umuligt for dem at gøre det, på kort tid… Dette er væsentligt idet, flere andre lande allerede har bedt USA om at forsvare deres luftrum, vi ville således tvinge USA til at bruge flere ressourcer på os, blot fordi vi er bange for at tage et ansvar selv (ikke specielt prisværdigt).
For det andet er USA et spørgsmål om politik, vil vi hjælpe i operationer som vi tror på, eller vil vi se til på sidelinjen… Resultatet af at droppe flyvevåbnet ville ikke alene være at vi begrænser vores muligheder for at vælge, det beklagelige resultat ville også være, at skulle vi ønske at deltage, ville det blive med enten skibe eller soldater på jorden, og i tammelig mange af vores seneste operationer har været på landjorden (så skibe ville ikke være en realistisk mulighed). Men igen er det væsentligt at huske at et flyvevåben giver adgang til muligheden for at deltage… Igen et værktøj, som vi kan vælge at gøre brug af, eller lade være.
Hvad vi mangler, og som Claus Hyldahl meget rigtigt peger på, er en debat om, hvad vi har behov for… Har vi behov for det nyest fly fremstillet i USA, som er et first-strike attack craft… Næppe.
Men der findes andre ganske fine enheder: F-18 som US Navy forventer at blive ved med at bruge ind til 2040, dækker stort set alle de ting som vi har behov for.
Gribben fra Sverige, skal have et par modifikationer men vil elles også kunne dække alle vores behov… Der er kort sagt massere af muligheder, ud over den absolut dyreste.
I konklusion: Claus Hyldahl har skrevet et fornuftigt indlæg, havde den omhandlet en manglende lærevillighed af politiske beslutninger, men han har istedet valgt at tage udgangspunkt i et af de værktøjer som vi pt. har til rådighed.
Af den årsag vil jeg mene at Claus Hyldahl har skudt forbi, at han kun har kigget meget selectivet på enkelte operationer, uden at forholde sig til helheds billedet. hverdagen for vores brug af fly.
Tak for reaktion på mit indlæg. Mit oplæg er ment som en tankevækker og er ikke et forsøg på at indgå i en detaljeret overvejelse om, hvorledes det danske forsvar skal være skruet sammen. Vi har nu haft en aktivistisk forsvarspolitik i 20 år, og jeg synes derfor det er vigtigt at stikke fingeren i jorden og forholde os til resultatet af denne politik. Som jeg skrev i indlægget, kan USA sagtens klare sine krige uden dansk bidrag. Det er ren symbolik, at vi deltager. Vi har yderst begrænsede midler at gøre godt med til vores forsvar. Med de nuværende værktøjer, ville vi ikke være i stand forsvare landet med i mere end et par minutter. Men Danmark har også brug for et forsvar i fredstid til blandt andet overvågning.
Det, jeg lægger op til, er en mere uafhængig og mindre krigerisk forsvarspolitik, som jo betyder, at vi ikke behøver, at være længst fremme med teknologien for at løse de opgaver, der måtte ligge tilbage. Der er mange europæiske lande der har købt brugte F-16 fly til en brøkdel af, hvad F-35 koster. F-16 er et af de mest succesfulde fly, der nogensinde er bygget og ville langt ud i femtiden kunne opfylde de behov vi har til at overvåge og “forsvare” Danmark.
Bortset fra at F-16 ikke længere for produceret reservedele… Der er en grund til at Israel, Finland og andre har valgt at droppe F-16 (som iøvrigt er et fremragende fly). Det er ganske enkelt ikke muligt at bibeholde F-16 i fremtiden.
Om vores deltagelse er symbolik, vil jeg måske være tilbageholden med at tage stilling til… Det har ikke været symbolik for de danske soldater der har mistet livet, eller for familierne der er tilbage… Det har heller ikke været ubetydeligt for de Irakkere, Afghanere eller andre, som har mistet livet i de kampe som danske enheder har deltaget i.
Du vil gerne skrive politik, men vælger i din overskrift og konklusion at det bedste man kan gøre i DK er at nedlægge luftvåbnet… Dette er ikke et oplæg til debat om en teknisk detalje, men en opfordring for at stille Danmark og danske politikere og soldater dårligere i fremtiden, end de er idag.
Om Danmark ville kunne forsvare sig selv, er netop en væsentlig debat at have! Mange kriser kan undgås med diplomati, men glem ikke at forsvaret er en del af dette diplomati, at et dygtigt og ordentligt finansieret forsvar er en betydelig del af den pakke en diplomat kan bringe til bordet…
Det er en falsk præmis – der har ikke været lukkethed om den danske sikkerhedspolitik – herunder at Danmark skal råde over et flyvevåben. Der har været og er en løbende offentlig debat om den danske sikkerhedspolitik – herunder de internationale operationer Danmark bidrager til – hvis officielle mål ikke har været at “fremme demokrati og menneskerettigheder”, men fjerne trusler mod vores sikkerhed og fremme den internationale orden kredsen af liberale demokratier står for i verden.
Nuvel – en offentlig debat om så teknisk et spørgsmål, som hvilket kampfly, der skal erstatte F-16 – giver omtrent lige så meget mening som en offentlig debat om, hvilke type strålekanoner sundhedsvæsnet skal indkøbe.
P.S. – faktuelle fejl står i kø i indlægget – blot nogle få korrektioner:
Interventionen i Afghanistan blev ikke begrundet med ønsket om at fremme fremme demokrati og menneskerettigheder – men efter man væltede Talibanregimet forsøgte man at støtte demokrati og menneskerettigheder i landet – interventionen blev begrundet med Taliban husede og beskyttede udfarende militante islamister, der angreb vestlige mål.
Interventionen i Irak blev ikke begrundet med ønsket om at fremme fremme demokrati og menneskerettigheder – men efter man væltede Saddamregimet forsøgte man at støtte demokrati og menneskerettigheder i landet – interventionen blev begrundet med Saddam udgjorde en trussel mod den internationale fred og sikkerhed.
Interventionen i Libyen blev ikke begrundet med ønsket om at fremme fremme demokrati og menneskerettigheder – men efter man væltede Gaddafiregimet søgte man at støtte demokrati og menneskerettigheder i landet – interventionen blev begrundet med Gaddafi udgjorde en utilladelig trussel mod den libyske civilbefolkning.
Og det har forøvrigt ikke medført at “en flok skæggede mænd i Afghanistans huler udviklet sig til en verdensomspændende terrororganisation” – Osama bin Laden og hans organisation er nedkæmpet, men militant islamisme er det rigtig nok ikke – hvad ikke er et resultat af interventionerne i Afghanistan, Irak eller Libyen – den islamiske vækkelse skete før disse – og 9/11 fandt som bekendt også sted før USA greb ind i Afghanistan i 2001, Irak i 2003 og Libyen i 2011.
“En central udfordring for dansk udenrigspolitik er at skabe et internationalt samfund, hvor den demokratiske retsstats principper hersker… og hvor borgerne nyder beskyttelse mod overgreb fra statsmagter og kan nyde deres menneskerettigheder.” – klippet fra udenrigsministeriets hjemmeside.
Begrundelsen for invasionen af Irak var baseret på løgne om masseødelæggelsesvåben og en absurd påstand om forbindelse mellem Hussein og Al Qaeda.
Der er aldrig ført bevis for, at Gadaffi udgjorde en trussel mod sin befolkning, som under hans styre havde mere velstand end nogen anden på det afrikanske kontingent. Derimod var det en torn i øjet på USA og andre, at han ville sælge sin olie i anden valuta end US dollars. Militærkuppet i Iran, orkestreret af MI6 og CIA, blev iværksat af samme grund.
Og nej, Al Qaeda er IKKE nedkæmpet men fortsat i fuld vigør i både Syrien og Yemen bevæbnet med amerikanske våben og finansieret af Saudi Arabien. Al Qaeda, som er et CIA produkt (som vi, når det passer os i dag) kalder “moderate oprørere”. Det er pudsigt, hvordan den organisation skifter navn. De startede som frihedskæmpere, da de bekæmpede russerne, siden blev de omdøbt til “illegale kombatanter” og nu er de “moderate oprørere”.
Hvad 9/11 angår har FBI for længst erkendt, at de ikke besidder skyggen af bevis for, at Osama Bin Laden stod bag.
Jeg tror, at vi kunne blive ved med at korrigere hinanden i det uendelige. Vi har tydeligvis vidt forskellige kilder.
Men faktum er stadig, at millioner er døde eller drevet på flugt, og at demokrati og menneskerettigheder er ikke-eksisterende i Mellemøsten.
Vi er gået fra asken til ilden.
Slår det dig aldrig, at der er slå langt mellem de intentioner og mål, vi har og de resultater, vi opnår? Resultatet af vores såkaldte “aktivisme” har været en katastrofe.
Eller skal man vende det hele på hovedet og spørge sig selv, om vi i virkeligheden har opnået hvad vi ville, men at vi bare har formuleret vores intentioner i spiselige vendinger.
For der er ingen tvivl om at krig er penge. Rigtig mange penge…
Dit citat er et generelt synspunkt for udenrigstjenesten, ikke direkte i relation til en eller flere enkelte operationer.
Den absurde påstand blev (dog under en vis forvridning) påvist med Abu Musab al-Zarqawi, som var i Irak før invasionen, og som er blevet anset som en grundlægger af en af de organisationer som senere er blevet til ISIS… Det er meget usandsynligt at hans tilstedeværelse ikke skulle være kendt af Saddam… Bortset fra dette, var Irak en fejl, som ikke har noget med fly at gøre.
Igen dit svar, er næsten udelukkende pålagt politiske mål, ikke værktøjet… Hvis din overskrift skal give menig så forhold dig til flyvevåbnet og resultatet af ikke at anskaffe erstatning til de nuværende enheder… Resten høre til i en anden debat
Når sandheden kommer frem, er den desværre ofte reduceret til at være af historisk interesse. Der er talrige eksempler på krige gennem historien, som er startet på løgne. Irak-krigen var det, og sandheden om Syrien er vist også mere end mudret. Vores deltagelse med fly og bomber i disse og lignende konflikter bør give stof til alvorlig eftertanke. Vi (Danmark) har aldrig været truet af nogle af de nationer, vi har været i krig med de sidste tyve år.
Nej men det er mange, mange år siden at krige alene på baggrund af en trussel var den eneste grund til at gå i krig…
Vores kampe i både Libyen, Syrien, Jugoslavien samt Afghanistan, var ikke på baggrund af en direkte trussel mod Danmark, men grundet at man ønsker/ønskede at bringe volden til ophør. Krige kan udkæmpes af humanitære grunde… Libyen operationen deltog vi i, da man ikke ønskede at de oprører (hvoraf flere efterfølgende desvære er gået ind i ISIS) som havde rejst sig mod Gaddafi, skulle udslettes… Syrien er et større problem, da vi endnu ikke har kunne finde nogen, som vi kan støtte direkte, men man har dog kunne forsøge at bekæmpe ISIS, som af flere kilder er anklaget for folkemord…
Igen er alt dette politisk, det er politiske beslutninger som folketinget, og befolkningen, bør reflektere mere over, samt prøve at tage ved lære af… Men igen er din konklusion om at droppe investeringen i nye fly (og derved opgive luftvåbnet) for istedet at bruge beløbet på udlandsbistand, ganske enkelt så totalt misforstået, som det næsten kan blive!
Havde du sagt at man burde overveje kraftigt, om det giver mening at anskaffe de nyeste (og uprøvede) flytyper, og istedet søge at have et forsvar der kan dække de opgaver som vi vi allerede har, og som med rimelighed kan forventes at fungere i en pæn fremtid… Så havde dette været en helt anden debat.
At det er mange år siden, at krig har handlet om at imødegå en trussel, indebærer vel næppe, at man ikke bør stille spørgsmål ved den nuværende form for krigsførsel. Krig af humanitære grunde er bare en kær indpakning, som bruges for at dække over helt andre motiver. Der er vist ikke mange af de krige USA har ført an i, som har handlet om andet en at tilgodese USA’s egne snævre interesser. Hvis du læser USA’s militære doktriner, vil du kunne se, at USA’s indsatser er til for at bevare status som verdens førende supermagt – koste hvad det vil. Dette håndhæves bl.a. gennem “forebyggende” krigshandlinger og drab på mennesker, som menes udgøre en trussel.
Når jeg fremfører alternativer til kampfly, er jeg godt klar over, at man ikke kan bytte fly ud med nødhjælp. Det er alene skrevet på den måde for at skabe lidt refleksion over, om pengene ikke kunne gå til humanitære fredsbevarende formål frem for til “humanitære” krige.
Du skulle prøve at kigge på udenrigsministeriets hjemeside under rejsevejledninger til de lande vi har været i krig med de seneste tyve år. Her får du er meget godt billede af resultatet.
Ja men det med er et forholdsvist falsk udgangspunkt, og det ved du også godt (rejsevejledninger)…
Det er falsk, idet de krige ikke er blevet afsluttet, eller nye er startet øjblikkeligt (alt efter hvordan man ser det).
En kær indpakning, som ville have været god at bruge i Rwanda…
En kær indpakning som var ganske effektiv i det tidligere Jugoslavien…
Og en indpakning som har virket ganske fornuftigt (set med franske briller) i Vestafrika.
Hvis vi ser situationen med reelle øjne, på både Irak, Afghanistan og Syrien, så er det alle konflikter, som aldrig har fået det fokus der var nødvendigt…
Men igen er der ikke noget af det du siger, som ligger op til et egentlig alternativ til kampfly… For det du ligger op til, er at droppe et væsentligt værktøj for den danske udenrigstjeneste, et værktøj der ud over at kunne bruges i hård diplomatisk arbejde og krig, også bruges til at håndhæve hvem der kommer ind i dansk luftrum, og at finde miljøsyndere i vores farvand.
Dit forslag derimod er at de penge som vi så ville spare ved en sådan ordning, ville skulle gå til ulandsbistand… Noget som vi gentagende gange har kunne konstatere ikke virker efter hensigten… Det mest alvorlige her er dog, at forslaget vil fralægge danske politikere og embedsmænd magten til at søge de resultater som folketinget (og i sidste ende befolkningen) ønsker… Problemet med Ulandsbistand i denne sammenhæng er at det har vist sig stort set umuligt at efterkomme nogen form for kontrol, når først et forsøg er startet…
Om du (vi) ønsker at styrke fredsbevarende og fredsskabende opgaver i verden, et skabe/styrke/opretholde demokrati i verden, så er vi dog nød til at fastholde de værktøjer som virker… Til dette er der ikke noget alternativ, til en militær konstruktion.
Hvor og hvornår denne konstruktion skal anvendes, er nød til at være op til de folkevalgte politikere og embedsmænd der er betroet en sådan opgave… Dette betyder naturligvis en kritisk og konkret tilgang til tidligere opgaver, men en svækkelse af konstruktionen vil kun over tid, betyde at vores indflydelse og opretholdelsen af vores interesser vil mindskes… Dette vil ikke være acceptabelt, hvis vi er seriøse omkring vores humanitære hjælp
Tak for svaret, Hyldahl
Det indledende citat omhandler ikke begrundelsen for Danmark deltagelse i de tidligere anførte interventioner – det bør være klart for alle.
En løgn er en bevist usandhed – det forekommer oplagt, at hverken den daværende amerikanske regering eller den ditto danske løgn om Saddams WMD-kapacitet – da det forekommer usandsynligt, at de pågældende erfarne politikere ville lægge en sådan fælde for dem selv. Saddams forbindelse til AQ indgik ikke som begrundelse, mens Saddamregimets støtte til andre terrorgrupper gjorde.
Der er ført tilstrækkelig bevis mod Gaddafi-regimet udgjorde en trussel mod sin befolkning til at sikkerhedsrådet vedtog et magtanvendelsesmandatet mod regimet – at du ikke anerkeder, Gaddafi truede sin befolkning under den igangværende borgerkrig må rimeligvis tilskrives en idiosynkratisk forståelse af disse forhold – dit beviskrav synes desuden ganske vekslende alt efter den anklagede.
Der er intet belæg for din påstand om den internationale intervention skyldes Gaddafis påståede planer om ikke længere at handle sin olie i USD.
Det amerikansk og britisk støttede kup mod Mosaddegh, der havde taget sig diktatoriske beføjelser, var ikke motiveret af Mosaddegh ville handle olie i anden valuta end USD, men dels en britisk vrede over regimet nationaliserede de britiske investeringer i oliesektoren uden kompensation, men vigtigst en amerikansk frygt for Iran under Mosaddegh, der regerede med støtte fra det iranske sovjetloyale kommunistparti, tudeh-partiet, ville orientere sig mod Sovjetrusland.
Al Qaeda er så godt som udslettet – hvis man taler om organisationen Osama bin Laden skabte og som nu nominelt styres al-Zawahiri – men en række forskellige og mere eller mindre operativt autonome militante grupperinger rundt omkring i verden har omdøbt sig og taget varemærket til sig.
Der er intet belæg for CIA skulle have skabt al-Qaeda – heller ikke mod den russiske intervention i Afghanistan, hvor USA ifg. åbne kilder støttede de syv store mujahedin-grupper primært gennem pakistanske efterretningstjenester, ikke små grupper udenlandske frivillige – men der har givetvis være forbindelser mellem forskellige personer i AQ og CIA samt en række andre efterretningstjenester.
FBI har ikke erkendt eller blot antydet, at der ikke skulle være beviser mod Osama bin Laden for 9/11 – det er endnu en frit opfunden påstand – 9/11-angrebet blev ikke regnet for almindelig kriminalitet, men et militært angreb også således ikke en politisag, men militært. Osama bin Laden var dog eftersøgt af FBI og andre for en række andre terroranslag mod amerikanske mål, fx. ambassaden i Kenya.
At millioner er døde eller drevet på flugt – er ikke et resultat af de omtalte amerikanske interventioner – demokrati- og menneskerettighedssituationen i Mellemøsten ej heller.
Nuvel – du slynger beskyldninger og anklager ud – ikke ganske uden substans og belæg, men samlet set fremstår det usammenhængende og vildledende.
Skal man koge dit standpunkt ned – så lyder det nogenlunde sådan; vi skal ikke købe kampfly fordi USA er onde – men du får ikke underbygget det standpunkt særlig godt, når du fx. tilskriver USA de civile tab den sekteriske krig mellem sunni- og shiaerne medfører, irrelevant i sammenhængen roser Gaddafiregimet eller antyder Osama bin Laden ikke stod bag 9/11.
Det ender som en uintelligent og virkelighedsfjendsk kritik af dansk og især amerikansk sikkerhedspolitik – hvor man ellers fornemmer, du har evnerne til at fremføre en intelligent kritik – det kunne du evt. prøve.