Beslutningen om anskaffelse af nye kampfly er efter mange års mere eller mindre hemmeligholdt forarbejde ved at gå ind i den endelige fase. Den politiske åbenhed i processen har været yderst lille, og den vigtige offentlige debat, som, man kunne synes, burde gå forud for en sådan vigtig beslutning, har glimret ved sin fravær.
Beslutningen handler jo langt fra kun om, hvilken type af kampfly, vi skal anskaffe, men i høj grad også om det meningsulde i overhovedet at anskaffe sig nye fly.
Hvad skal vi med disse fly? Og hvilken udenrigspolitisk og sikkerhedspolitisk linje skal Danmark følge i fremtiden? Skal flyene ses som et vigtigt bidrag i internationale krigshandlinger fjernt fra Danmark? Er de nødvendige for opretholdelse og sikring af Danmarks suverænitet? Mange spørgsmål rejser sig, og det synes i den forbindelse helt naturligt med en åben politisk diskussion.
Vi har kritikløst tilpasset os Washington
Danmark har siden begyndelsen af 90’erne ført en såkaldt ”aktivistisk” udenrigspolitik, og har som ét blandt kun fire andre lande fulgt USA i krig i Irak, Afghanistan og Libyen. Vi har stort set kritikløst tilpasset os Washingtons sikkerhedspolitiske kurs med det officielle mål at fremme demokrati og menneskerettigheder. Danmarks langsigtede kalkyle har således været at læne sig tæt op ad USA uanset prisen. Denne linje synes at fortsætte. Om den kurs har forøget eller formindsket Danmarks egen sikkerhed og Danmarks internationale indflydelse, interesser eller renommé står hen i det uvisse. For resultaterne af vores aktivisme (krigsførelse) bliver tilsyneladende aldrig gjort op. Det er stadig tabuiseret at diskutere mulige negative konsekvenser af vores krigshandlinger, og de, som forsøger at bryde isen, bliver fremstillet som illoyale overfor for de pårørende til de dræbte og lemlæstede danske soldater, og som illoyale overfor vores allierede. Danmark savner helt et forum, hvor der kan skabes eftertanke, refleksion og debat.
Irak-komissionen kunne muligvis have bidraget til indsigt og en bedre selvforsåelse, men måtte desværre se sig nedlagt. På trods af at der i dag er politisk flertal for at genåbne den eller i det mindste for at offentliggøre de klassificerede dokumenter, er der stærk modvilje i den siddende regering mod dette. I modsætning til det politiske flertal mener regeringen, at ”alt er belyst tilstrækkeligt”. Man kunne også forestille sig, at netop ”alt” ikke er belyst, og at noget af det, der savner offentlighedens lys, er for kompromitterende for tidligere og nuværende politikere i blå blok. Men det må ind til videre stå hen i det uvisse.
Krigene har ikke givet de ønskede resultater
Selv om debatten om vores krigsdeltagelse udebliver, er der næppe nogen tvivl om, at spørgsmålet om, hvor vidt den har nyttet, optager mange. Har vi opnået vores mål om mere demokrati og forbedrede menneskerettigheder? Siden krigen mod terror blev indledt, har en flok skæggede mænd i Afghanistans huler udviklet sig til en verdensomspændende terrororganisation (bl.a. finansieret af vores allierede Saudi Arabien og Tyrkiet). Fire lande er blevet lagt i ruiner, millioner af uskyldige mennesker har mistet livet, endnu flere millioner er drevet på flugt, forudsætningerne for demokrati, fred og forbedrede menneskerettigheder er forsvundet, og antallet af civile ofre i Irak, Libyen og Afghanistan er højere i dag en nogensinde før. Måske er resultaterne af vores fremfærd bare så ubekvemme at diskutere, at vi lader som ingenting og forbliver i selvforståelsen, at ”we are the good guys”.
Nu, hvor vi står overfor at skulle investere i nye kampfly, synes det på sin plads at forholde os til vores tidligere udenrigspolitiske kurs og den fremtidige. Ifølge den amerikanske tænketank The Brookings Institute behøver den amerikanske krigsmastodont ikke de danske fly. Det, man har brug for, er den legitimitet, europæiske partnere giver. Og så har man brug for en ligesindet – nogen at sparre, tale, tøve og ændre kurs med.
USA har flere tusinde kampfly at gøre godt med og klarer sig fint uden vores bidrag. I 2015 har USA kastet 23.000 bomber over Mellemøsten og forårsaget død, ødelæggelse og kaos. Den militære succes er vanskelig at få øje på, ikke mindst fordi det jo kan være svært at vide hvilke af muslimske terrororganisationer, vi skal holde med. Luftbombardementer har i nyere tid ikke på noget tidspunkt fremmet demokrati eller menneskerettigheder – tvært imod. Alligevel virker det som om, der ikke findes andre midler eller alternative strategier.
Købet af kampfly handler om at få et amerikansk flag flag på haleroret
Men det kan jo også tænkes, at flyindkøbet handler om noget helt andet? Måske handler det i virkeligheden om at vedligeholde alliancen med USA og om at bevare gode relationer. Som Henrik Breitenbauch (seniorforsker ved Center for Militære Studier) har udtalt, “kan man være lidt ligeglad med, hvad kampflyet kan. Det må godt være en bunke skrot, bare der er et amerikansk flag på det af hensyn til alliancen”. Så det handler måske egentlig om, hvad disse fly kan gøre for Danmark, og om indkøbet af jagerfly, både i forhold til vores alliance med USA, men så sandelig også i forhold til vore relationer med andre nationer, er så stor en fordel for Danmark. Endelig bør man jo også gøre sig nogle sikkerhedpolitiske overvejelser i forhold til, om det i virkeligheden er et hyperteknologisk og topavanceret fly, som man har brug for. Et fly, som man ikke en gang får lov til at teste, før kontrakten underskrives. Og et fly, som trods udviklingsomkostninger på 1,45 trillioner dollars stadig ikke er fuldt flyvedygtigt eller for den sags skyld klar til leverance før om ca. fire år.
Den politiske diskussion og den offentlige debat om alternativer til såvel den aktuelle sikkerhedspolitik som til indkøbet af et bestemt fly er ikke eksisterende. Jeg vil gerne tro på, at det fortsat er muligt at bevare gode relationer til andre lande uden at købe deres krigs-isenkram og uden at støtte dem i meningsløs krigsførelse. Jeg vil også gerne tro på, at 30 mia. kr. kan bruges mere konstruktivt til fredsbevarende indsatser, nødhjælp til ofre for krig og til hjæp til de millioner af flygtninge. Jeg har også en tro på, at Danmark ville vinde større international anerkendelse ved at indgå i fredsmæglende aktiviteter og ved åbent at arbejde for fred og sameksistens i verden. Der er masser af brændpunkter, hvor vi kan gøre os gældende med en fri og uafhængig udenrigspolitik uden at komme i konflikt med hverken USA eller andre nationer. Og endelig er det måske værd at tænke på, at USA gennem sin sikkerhedspolitik først og fremmest forsøger at fremme egne interesser.
Claus Hyldahl er 58 år og speciallæge ansat i Kriminalforsorgen.