KOMMENTAR: Som sikkerhedsgodkendt er man underlagt tavshedspligt, og den kan man ikke løbe fra – heller ikke ved at påberåbe sig ytringsfrihed. Det gælder også for den tidligere PET-chef Jakob Scharf, skriver generalsekretær Lars Bangert Struwe fra Atlantsammenslutningen.
Enhver, der er blevet sikkerhedsgodkendt, ved, at man ikke må tale, om det man har set. Jeg har været sikkerhedsgodkendt i en række stillinger og har lovet ikke at tale, om det jeg så, hørte eller skrev.
Når man er chef for en efterretningstjeneste, betyder det, at man ikke bør skrive sine erindringer. Man bør i hvert fald inden publicering lade tjenesten læse sin tekst igennem, og der bør være gået et anseeligt antal år, inden man løfter sløret for sine tanker.
Jeg ved selv, at jeg skal holde styr på, hvad jeg ved hvorfra. Derfor er der ting, som jeg ikke taler om – heller ikke med familien – og der er ting, som jeg aldrig vil tale om i medierne, fordi jeg ikke kan huske, hvor jeg så eller hørte det henne.
Lignende sager blandt vore allierede
Den samme situation er Jakob Scharf som tidligere chef for PET i, og han har set langt mere end jeg. I Rigsarkivet har jeg været nede i de dybeste hemmeligheder fra besættelsen, og derfor blev jeg ikke besættelsestidshistoriker. Jeg kendte kilder og havde i embedsmedfør læst kilder, som jeg ikke kunne eller måtte bruge før 10 – 20 år senere.
Blandt vore allierede kender man til tilsvarende sager. Man har haft britiske og amerikanske specialstyrkesoldater eller tidligere spioner, der har løftet sløret for dele af deres oplevelser. I Norge fortalte snigskytter om deres operationer. Alle steder giver det problemer. Der bliver hurtigt ved et uheld afsløret detaljer fra det operative arbejde, som ikke burde komme ud.
Der kan også, når man læser flere af disse bøger på stribe afsløres større sammenhænge i operative samarbejder, metoder, alliancer, teknik etc. De kan være et stort problem for ens samarbejdspartnere eller direkte have implikationer for operationer.
Lav en gennemlæsnings-funktion i et af ministerierne
Vi forventer alle, at vores læge holder sin mund om vore sygdomme, og det må vi også forvente, at medarbejdere i Forsvaret, efterretningstjenesterne og alle de andre steder, hvor offentligt ansatte af rimelige årsager – som Rigest sikkerhed – pålægges et tavshedsløfte.
Vi må lære af de sidste mange bogsager og etablere en funktion i et af ministerierne, hvor man gennemlæser erindringer fra medarbejdere i staten, der har arbejdet med klassificeret materiale. Det kendes fra Storbritannien. Typisk kan bøgerne så blive publiceret, men med enkelte udeladelser f.eks. af operativ karakter eller omhandlende samarbejder.
Når man er sikkerhedsgodkendt – og det er chefer for efterretningstjenester, så er man underlagt tavshedspligt. Og den kan man ikke løbe fra. Man kan ikke påkalde sig ytringsfrihed eller lignende – for spørgsmålet om retten til at publicere blev besvaret, da man fik jobbet. Man blev godkendt til jobbet og blev pålagt tavshed. Og man dumpede, hvis man kort efter valgte at bryde denne tavshedspligt. Det gjorde Jakob Scharf.
Debatten om udgivelsen af bogen “Syv år for PET” handler om, hvor meget man kan tillade sig at fortælle om sit tidligere arbejde, når man er sikkerhedsgodkendt og underlagt tavshedspligt. Fogedretten i København nedlagde natten til lørdag fogedforbud mod at udgive eller omtale indholdet af bogen, og Politikens beslutning om alligevel at udgive den som særtillæg, minder i høj grad om den såkaldte jægerbogssag. På grund af de mange paralleller til Forsvaret finder OLFI det naturligt at bringe en kommentar om den aktuelle bog.
Jeg undrer mig over, hvordan så mange kan have en holdning til Jakob Scharfs udtalelser – uden at have læst bogen – og samstemmende konkludere, at han har brudt sin tavshedspligt. Hvor ved I det fra? Jakob Scharf er tidligere chef for PET og har absolut ingen interesse i at udlevere tavshedsbelagte informationer eller viden – ej heller har Morten Skjoldager eller Politiken. Scharf er jurist og burde vide præcis, hvor langt han kan gå. Nuvel, han blev fyret fra PET og driver i dag sin egen sikkerhedsvirksomhed, og det i sig selv betyder naturligvis, at man skal læse hans udtalelser kildekritisk. Men at tro, at han vil rive tæppet væk under efterretningstjenesten, samarbejdspartnere, udsætte medarbejdere i PET for livsfare og ødelægge, hvad han selv var med til at bygge op gennem syv år er naivt.
Vi lever i et retssamfund med en fri og uafhængig presse. Hvad Jakob Scharf ønsker at fortælle offentligheden om sin fortid i PET, må være et forhold mellem ham og PET. Mener PET – efter at have læst bogen “Syv år i PET” – at Jakob Scharf har brudt sin tavshedspligt, må PET og anklagemyndigheden sagsøge ham. En bagsidesalgstekst på omslaget af bogen må aldrig være grund nok til at få nedlagt et fogedforbud. Hvorfor? Fordi det reelt set er at genindføre censur. At kræve godkendelse af en tekst alene fordi den handler om PET. Den vej er ikke bare et skråplan – det er direkte farligt, hvilket grundlovens fædre så fremsynet havde øje for:
“§77. Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.”
Lars Bangert Struwe og andre med samme kritik af Jakob Scharf giver udtryk for en uhyggelig åbenhedsforskrækkelse, som har præget PET i en paranoid grad i al den tid, jeg har kendt til tjenesten. Mens andre landes efterretningstjenester forstår at åbne op og fortælle om tjenesternes arbejde, har PET forsøgt det samme med ualmindeligt ringe held. Det til trods for, at PET har fået uanede ressourcer og lovændringer til at gøre næsten lige, hvad der passer PET i kampen for at beskytte danskerne. Formålet er ædelt, og langt de fleste danskere har overordentlig stor tillid til PET. Jeg er selv en af dem, for jeg har arbejdet på Jyllands-Posten i otte år (2006-2014) og ved derfor alt om terrortruslen mod Danmark – og Jyllands-Posten i særdeleshed. Jeg skal undlade at nævne alle de forpurrede terroranslag mod min tidligere arbejdsgiver eller de mange sikkerhedsforanstaltninger, som dagligt mindede os om truslen.
Men betyder tilliden (og taknemmeligheden), at vi ikke skal se på PET med kritiske øjne? Nej! Jeg kender Morten Skjoldager og ved, hvor seriøs, dygtig og redelig en journalist, han er. Jeg har endnu kun skimmet bogen, og den giver et sjældent indblik i en verden, som vi kender meget lidt til. Af det, jeg har læst, gør den det med den allerstørste respekt for PET og tjenestens medarbejdere.
Og hvad fik PET så ud af dette fogedforbud? En helt ubeskrivelig reklame for det produkt, som tjenesten ønskede hemmeligholdt – trods 5.000 bøger fordelt i landets boghandlere, og et manuskript, som allerede var delt til samtlige journalister med en smule indsigt i kriminalstoffet og i øvrigt flittigt refereret i Ekstra Bladet og Radio 24Syv. Om ikke andet må man håbe, at forstandige hoveder i både Forsvaret og PET snart lærer af disse bogsager, at forsøg på at lukke munden på de formastelige med kluntede og alt for sene fogedforbud kun gør den eventuelle skade langt værre.
Jeg er helt enig i, at Jakob Schaf har ageret uhensigtsmæssig og ude af trit med de vilkår, der knytter sig til hans tidligere embede som chef for PET. Man kan tillige konstatere, at han mens han var chef for PET, selv stoppede en tilsvarende bogudgivelse. Det får mig til at konkludere, at problemet ikke er de regler, som er i kraft vedrørende tavshedspligt, men derimod Jakob Schaf. Igen oplever man, hvor langt magtfulde mennesker er villige til at gå når det drejer sig om deres personlige eftermæle. Der er dog næppe tvivl om, at Jakob Schaf har forregnet sig med hensyn til konsekvenserne af hans egotrip. Han er som bekendt medindehaver af et privat sikkerhedsrådgivningsfirma, der opererer på de samme præmisser om diskretion som PET. Er tilliden til diskretion ikke længere til stede, så forsvinder kunderne som dug for solen.
I min optik er sammenkædningen mellem Jakob Schaf bogen og Jægerbogen helt forkert. Der var intet kompromitterende ved Jægerbogen, der alene var en stolt jægersoldats ønske om at fortælle om hans korps virksomhed. Den daværende forsvarsministers overreaktion havde en helt anden baggrund, som OLFI redaktør formentlig ved alt om.
Vi har ikke behov for flere institutioner til at begrænse ytringsfriheden her i landet. Reglerne er på plads og de skal blot anvendes som tiltænkt. Vi skal ikke ære en tidligere PET-chefs ubegribelige egotrip ved at foretage ændringer i lovgivning eller procedurer. Vi må fortsat have tillid til, at betroede statslige aktive eller pensionerede myndighedspersoner er i stand til at udøve sund dømmekraft og det skal i alt fald ikke være en person med tvivlsom moralsk karakter, der i fremtiden skal sætte standarden.
“Sagen handler om ikke at underlægge sig censur. Politiken stiller sig på den rigtige side af kridtstregen,” siger forlagsdirektør Jakob Kvist fra Peoples Press i Politiken mandag. Jeg er fuldstændig enig. Selvfølgelig skal man overholde sin tavshedspligt. Men vi skal aldrig have en ministeriel instans til at vurdere, om noget må publiceres eller ej!
Men hvem skal så vurdere om man bryder sin tavshedspligt? For det skal vel under alle omstændigheder ikke gøres efter udgivelsen af en bog. Så er det for sent.
Og det er vel næppe heller den der er pålagt tavshedspligten, der kan antages at træffe en fornuftig vurdering. Og forlaget har ikke indsigten til det.
Ergo må man, i mangel af bedre lade fagpersoner vurdere.
Hvis du ønsker at leve i et demokrati og en retsstat, må du lade det være op til domstolene EFTERFØLGENDE at vurdere offentliggørelsen af en eventuel bog. Se min kommentar ovenfor.
Det er så din definition af demokrati og retsstat.
Et fogedforbud er en kunstpause. Hvor man netop på baggrund af en formodet mistanke undersøger om der er talt over sig.
Det er da netop den ansvarlige retsstat, som tager ansvar for sit forhold til fremmede magter og beskytter sine kilder. Men som samtidig giver mulighed for, at det der ikke kan skade udgives.
Den version af demokrati du advokerer for, den trives sikkert rigtig fint i en verden, hvor der ikke er behov for efterretningstjenester.