PORTRÆT: Da Jim Wandy Douglas Jørgensen, blandt venner og kolleger bare Douglas, for nylig afmønstrede fregatten ”Niels Juel” markerede det samtidig enden på mere end fire årtiers uafbrudt tjeneste i Søværnet. OLFI tog en snak med den nyslåede pensionist, der peger på politikernes besparelser som grunden til, at det kniber med fastholdelsen.

Telefonforbindelsen knaser en smule, men svaret på første spørgsmål går klart igennem, næsten inden det er stillet.

”42 år, fire måneder og otte dage.”

Så længe nåede det at blive til, før pensionisttilværelsen endelig kaldte på Jim Wandy Douglas Jørgensen, og den vellidte banjermester for sidste gang gjorde honnør mod flaget og gik fra borde. 42 år, hvoraf han selv anslår, at 30 til 35 af dem var i sejlende tjeneste.

Enhver, der har sejlet i så lang tid, vil vide, at man på den tid når at opleve mere, end mange gør i en menneskealder. Så meget, faktisk, at man næppe yder Douglas’ karriere retfærdighed med en artikel. De mange historier hører nærmere til i en selvbiografi, og der kan de også meget vel ende på et tidspunkt. Det vender vi tilbage til.

På fire årtier når man at danne sig nogle holdninger, og de kom da også skarpt til udtryk, da OLFI tog en snak med den nu pensionerede seniorsergent, der er et kendt ansigt i det meste af Søværnet.

Endte i Søværnet ved en tilfældighed

At det i det hele taget var Søværnet, der blev Douglas’ arbejdsplads, var til gengæld ikke resultatet af en større, forkromet karriereplan, da han i 1975 søgte om optagelse som telegrafist ved Søværnet. Selve uddannelsen var civil og kunne derfor bruges på begge sider af hegnet, tænkte han, men sådan kom det ikke til at gå.

”Inden jeg var færdig med min nyttetjeneste og skulle ind og have pappet, var telegrafien jo på vej væk, så der ville ikke være noget arbejde til telegrafister i det civile. Og så kunne jeg jo lige så godt blive, hvor jeg var,” fortæller han.

Til at starte med fortsatte Douglas på en såkaldt K35-kontrakt og blev sergent med fagspeciale i kommunikation. Kontrakten blev siden forlænget med ti år, hvorefter planen var at gennemføre en jordomsejling. Da det ikke blev til noget, søgte han i stedet om tjenestemandsansættelse, og resultatet ses i den liste af tjenestesteder, Douglas udarbejdede i forbindelse med sin afskedsreception. En liste, der, gengivet i sin helhed, ville øge antallet af anslag i nærværende artikel betragteligt.

Bryllupsvikar på grønlandskutter

De mange forskellige tjenesteder er imidlertid på ingen måde et udtryk for utilfredshed eller besvær med at tilpasse sig. Snarere tværtimod. Flere gange har det været tilfældigheder, der har åbnet for nye muligheder og oplevelser.

”Jeg var i Grønnedal som vagtholdsleder, og det lå ikke i kortene, at jeg skulle ud og sejle med en Grønlandskutter. Men der var en telegrafist, der skulle hjem til bryllup i Holland, og der var ikke nogen af hans kollegaer, der kunne dække ham ind. Så gik han op og spurgte mig, og jeg sagde ’det ved jeg ikke, men jeg spørger for at få et svar’. Og så fik jeg sgu lov at sejle fjorten dage på ”Agpa” som sergent.”

Douglas har nydt sin omskiftelige tilværelse i Søværnet, hvilket bliver klart, da jeg undervejs i interviewet beder ham om at fremhæve et minde eller en bestemt periode i sin karriere. Det er en næsten umulig opgave med 42 års oplevelser i bagagen, og svaret bliver også derefter, for hurtigt bevæger vi os ud ad en tangent, der geografisk strækker sig fra Nordatlanten til Seychellerne og fra koldkrigstidens korvetter og minelæggere til nutidens moderne fregatter.

Det sociale sammenhold med kollegerne har betydet meget, uanset hvor Douglas har været. Ikke mindst under opholdet på Færøerne står også samværet med de lokale indbyggere klart i erindringen.

Artiklen fortsætter under billedet …

”Færøerne er et sted, hvor du ikke bare tager op og siger ’her kan jeg godt holde ud at være’. Enten kan du lide at være der, eller også kan du ikke lide at være der. Og en af grundene til, at jeg havde fem rigtig gode år deroppe, var, at FRK (Færøernes Kommando, red.) havde en dartklub og en billardklub, og jeg var med til at etablere en fodboldklub.”

Dagene kom således hurtigt til at gå, og Douglas kom i kontakt med mange mennesker fra både Forsvaret og blandt lokalbefolkningen.

”Mine weekender – og nogle hverdagsaftener – de var besat af fodboldtræning, billardturneringer og dartturneringer. Det var med til, at jeg kom ud på næsten alle øer og mødte mange gode færinger og havde en god tid deroppe.”

Man risikerede at få et bøjet søm

Kun én stilling ville Douglas ikke selv have valgt. Det var i det hedengangne Joint Headquarters Northeast i Karup, hvor han i 2001 beordret i en stilling, fordi man havde brug for en seniorsergent med kryptouddannelse. På det tidspunkt var der ikke meget at gøre, når udstikkeren først havde bestemt sig.

”Jeg fik at vide, at jeg selv kunne vælge, om jeg gerne ville have stillingen, eller om jeg meget gerne ville have den.”

Artiklen fortsætter under billedet …

Siden er Forsvaret gået over til en ny HR-strategi, hvor ansøgere i udgangspunktet selv skal søge de stillinger, de er interesserede i. Det er et positivt tiltag, mener Douglas. Det sikrer motiverede ansøgere til enhedernes ansættelsesudvalg, der under udstikningssystemet havde større udfordringer.

”I gamle dage kunne du få et ubeskrevet blad, og du havde folk, der shoppede fra skib til skib, fordi de egentlig var bøjede søm. Så man risikerede at få et bøjet søm, man ikke havde bedt om, og en af de største opgaver var så at se at få manden videre.”

Afskaffelsen af CU fjerner økonomisk gulerod

På andre områder er udviklingen dog gået i den gale retning. Forsvarets udfordringer med at fastholde personel skyldes, ifølge Douglas, blandt andet manglende økonomiske incitamenter og en devaluering af personellets viden og erfaring.

Særligt lønforholdene for ufaglærte finder han kritisable, når man sammenligner med det fagtillæg, der som standard tilfalder ansatte med svendebrev.

”Det er 60.000 kroner om året, en faglært menig tjener mere end en ufaglært seniorsergent med 42 års erfaring,” bemærker han med indignation i stemmen og anfører, at vil man holde på besætningerne, er man nødt til at respektere folks faglighed og lønne dem derefter.

Han henviser til folkene i kampinformations-, kommunikations- og våbensektionerne, da han stiller det lidt skarpt op:

”Det er de ufaglærte, som vi andre skal sætte vores lid til. Hvis de klarer deres arbejde, så bliver vi jo ikke ramt, og dem, der vil os noget ondt, de bliver ramt.”

Nyansatte på K35-kontrakter kan heller ikke længere se frem til at optjene civiluddannelsesstøtte (CU), og dermed er endnu et økonomisk incitament til at vælge Forsvaret forsvundet.

”CU er det værste, politikerne har afskaffet, hvis du spørger mig, for i dag har du ikke nogen gulerod i de ufaglærte stillinger,” siger Douglas.

Respekten for folks faglighed mangler

Det er ikke kun økonomisk, at hensynet til fagligheden er sat over styr, mener Douglas. Han er ikke begejstret for det nye uddannelsesregime, der tillader kadetaspiranter at starte på officersuddannelsen med en bachelor fra det civile uddannelsessystem.

”Det kan vi godt mærke. Der kommer altså nye officerer ud, som intet kendskab har til det, de skal ud og arbejde med. De skal ud og lede, men de glemmer at tage fat om de folk ombord, der har erfaringen, og bruge dem, samarbejde med dem. Dét kunne jeg godt mærke.”

Samtidig skal sergent- og meniguddannelserne fremover gennemføres med en større grad af sidemandsoplæring, men det kommer ikke til at kunne ses på lønsedlerne. Uacceptabelt, mener Douglas.

Artiklen fortsætter under billedet …

”Jeg synes, det er forkert, at politikerne pålægger de folk, der er i systemet og har erfaringen og uddannelserne, at de skal uddanne deres egne kollegaer uden at få en skid for det. Ikke engang et klap på skulderen.”

Douglas savner lydhørhed i toppen af systemet, og han har en klar opfordring til de, der sidder der.

”Jeg og mine tidligere kolleger har hørt den ene forsvarschef efter den anden sige, at Forsvarets vigtigste ressource er personellet. Så gør noget for personellet.”

Korpsånden er intakt

Douglas’ kritik er rettet mod beslutningstagerne. Kollegerne står han last og brast med, og de er til enhver tid klar til at løse de opgaver, der bliver stillet, hvis de får midlerne til det, lyder det fra Douglas.

For nylig var ”Niels Juel” en del af beredskabet omkring Natos stående flådestyrke SNMG1, og her demonstrerede besætningen, at engagementet ikke fejler noget.

”Vi skulle være klar, for SNMG kan blive sat ind fra den ene dag til den anden. Og ja, alle var klar, alle var dybt professionelle og alle løftede i flok. Ligesom vi gjorde i gamle dage.”

Korpsånden lever altså i bedste velgående, så selvom Søværnet i dag er noget andet, end det var engang, er Douglas’ råd til unge, der drømmer om at søge ind til Søværnet stadig klart:

”De skal gøre det!”

Douglas gjorde det selv og blev hængende i 42 år, men nu er det så hustruen Isabels tur til at nyde Douglas’ selskab. Sammen med hende skal der nu fremover bruges mere tid på golfbanen.

”De har sagt til mig, alle sammen, at nu skal jeg huske at gå på golfbanen mindst én gang om ugen, og det vil jeg da også prøve at satse på i hvert fald,” fortæller Douglas, der glæder sig over, at hans kone også er bidt af sporten.

Og selvbiografien? Den er forhåbentlig på vej. Douglas vil gerne skrive sine erindringer, men ønsker ikke at kaste sig over opgaven alene, så der skal indgås en aftale med en ghostwriter først. Opfordringen er hermed givet videre.