Soldater af reserven kan ikke stille meget op, hvis deres arbejdsgivere ikke vil lade dem forrette tjeneste. Det er nemlig alene den civile arbejdsgiver, der afgør, om der gives fri, og det er stort et problem, mener konstabel af reserven Jens Graff, der kæmper for at få lavet denne praksis om.
Jens Graff arbejder til daglig som laborant på Københavns Universitet. En arbejdsplads, han er glad for, og som tidligere har underskrevet en såkaldt støtteerklæring ved InterForce, der er et frivilligt samarbejde mellem civile arbejdsgivere og Forsvaret.
InterForce har til formål at forbedre vilkårene for danske reservister ved at bidrage til en forventningsafstemning mellem arbejdsgiver og medarbejder, før den enkelte indkaldes til tjeneste i Reservestyrken. Derfor forventede Jens Graff også, at det ville være ligetil, da han i marts sidste år bad om fri til at deltage i et seminar som led i sin militære efteruddannelse.
Det skulle dog vise sig at være alt andet end en formalitet at få lov til at slutte sig til kollegerne i 4. Nationale Støttebataljon. Jens Graffs forespørgsel kom bag på HR-afdelingen på Københavns Universitet, der viste sig ikke at have en personalepolitik for medarbejdere med tilknytning til Reservestyrken.
”Til at starte med vidste de faktisk slet ikke, at de var støttevirksomhed. Da de så finder ud af, at det er de, men at det ikke er juridisk bindende, siger de ’ja, men så må du jo bruge din ferie’,” fortæller Jens Graff, der stiller sig uforstående overfor den opfordring:
”Det er vicedirektøren for HR-afdelingen, der beder mig om det, og der beder hun mig jo direkte om at overtræde ferielovgivningen ved at arbejde i min ferie.”
Arbejdsgivere kender ikke til InterForce
Jens Graff har siden forsøgt at råbe både sin arbejdsgiver og flere politikere op, men lige lidt har det hjulpet. Derfor tog han sagen i egen hånd og kontaktede landets 14 største offentlige arbejdspladser for at se, hvordan hensynet til reservister gribes an andre steder i systemet.
Resultaterne af rundringningen afslørede, at flere af de arbejdspladser, Jens Graff tog kontakt til, står som underskrivere af en støtteerklæring hos InterForce uden at have en personalepolitik, der tager højde for medarbejdere med reservekontrakter.
”Der er mange af dem, der slet ikke ved, hvad InterForce er,” siger Jens Graff.
Ifølge ham kan en væsentlig del af problematikken tilskrives, at mange offentlige arbejdspladser indretter deres personalepolitik efter Moderniseringsstyrelsens Personaleadministrative Vejledning (PAV), der stort set ikke berører vilkårene for medarbejdere med tilknytning til reserven. Udover en tiltrængt revidering af Personelloven, er det derfor også her, der skal sættes ind først, mener Jens Graff.
Som situationen ser ud for nuværende, har selv studerende bedre vilkår end offentligt ansatte, og det skal der rettes op på i tilfælde af, at reserven en dag skal aktiveres. Ellers risikerer Forsvaret at stå tilbage med en ’pyntereserve’, der ikke er meget bevendt.
”Konsekvensen er, at kun de studerende kan frigøres, hvis det bliver nødvendigt. De er de eneste, der er sikret at kunne få fri,” forklarer Jens Graff.
Frivillighed er stadig vejen frem
I et skriftligt svar til OLFI bekræfter sekretariatschef hos InterForce Finn Winkler, at man godt kan se det problematiske i, hvis medlemmer af Reservestyrken ikke kan få fri fra deres civile arbejde.
”Det er selvfølgelig ikke optimalt set fra Forsvarets og Hjemmeværnets side, fordi det vil betyde, at man ikke bare kan planlægge optimalt i forhold til uddannelse og anvendelse af Reservestyrken soldater, f.eks. sammen med det ansatte forsvar.”
Han forklarer, at det er ikke muligt at udpege nogen endegyldig løsning, men at det er holdningen i InterForce, at det også fremover skal være frivillighed og oplysning, der er drivkraft i samarbejdet mellem de civile arbejdsgivere og Forsvaret.
”Intet er ’easy fix’, når det drejer sig om information mellem organisationer og private eller offentlige virksomheder, hvor der, afhængigt af størrelse på virksomheden, kan være langt mellem den enkelte medarbejders behov for frihed og virksomheden forventning/policy generelt til medarbejderne,” skriver Finn Winkler, der ikke mener, at reservisterne skal skrives ind i lovgivningen.
”Der er ikke en dansk tradition for at regulere arbejdsforhold via lovgivningen, det klarer arbejdsmarkedets parter,” forklarer han.
Finn Winkler er dog enig med Jens Graff i, at den personaleadministrative vejledning skal opdateres, så der bliver klarere linjer om rettighederne for medarbejdere med reservekontrakter. En dialog med Moderniseringsstyrelsen står derfor allerede på dagsordenen, fortæller han.
Vil du læse mere?
Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.
Klik HER for at komme igang.
Så vidt jeg ved, har man i de senere år ansat et betydeligt antal reserveofficerer på høje niveauer; oberstløjtnanter som entitetschefer på niveau III, et antal oberster på niveau II, sågar en brigadegeneral på niveau I samt – ikke at forglemme – en prins. Alle af reserven og alle – så vidt jeg forstår – med det formål at styrke reservens forhold.
Man må gå ud fra, at med den betydelige tyngde, der her er lagt – i form af de kompetencekrav, der knytter sig til disse høje grads-niveauer – må det være et spørgsmål om tid, før de får vendt skuden.
Forsvarets øverste ledelse har ganske rigtigt for nylig ansat en brigadegeneral og håndfuld oberster af Reserven: Der er tale om fremtrædende, særdeles kompetente og travle mennesker fra det private erhvervsliv, der kan give de militære koncernledere værdifuldt indblik i og sparring om hvordan private virksomheder og bestyrelser agerer. Jeg er ikke i tvivl om at der er tæt sammenfald i værdier og holdninger på dette høje niveau. (Hvad prinsen angår, har han tydeligvis glimrende indsigt i Reservens virke, men qua sin position næppe mulighed for offentlige markeringer i det politiske minefelt som Reservens status og anvendelse udgør).
Om de nyligt udnævntes indblik i reserve-enhedernes og deres myndigheders udfordringer og deres muligheder for at bistå med at skabe en operativ Reserve i praksis, er det for tidligt at konkludere noget.
Det kan være at det hjælper at ansvaret lægges ud til de operative enheder, for der er en hel masse muligheder for forbedringer, blandt andet uddannelse af personel af reserven:
På trods af at der tales om “Totalstyrkekoncept” er der fortsat ingen videreuddannelse for personel af reserven under kaptajnniveau. Nå ja – der er så heller ikke nogen uddannelse over kaptajnniveau,
Generelt er der hverken uddannelse til oversergent, seniorsergent eller major i reserven i Hæren – det betyder at reserven ikke kan hjælpe med at udfylde den store mangel på seniorsergenter og majorer med stabskursus.
Et andet stort problem er at befalingsmænd af reserven i hæren ikke har nogen reel mulighed for uddannelse så de kan opnå beføjelser som skydeledere. Det er så vidt jeg ved ikke sket at der har været indkommanderet noget til denne uddannelse i Hæren
En kollega i Reserven kom hjem til sin kommunale arbejdsplads efter to ugers fri uden løn NATO-øvelse, og blev kaldt direkte til samtale med HR-chefen: Enten arbejdede han for Kommunen eller også for forsvaret, man kunne ikke have to jobs! Heldigvis havde kommunen i en fjern fortid skrevet under på en Interforce-erklæring, og min kollega fik da HR-afdelingens tilladelse til at fortsætte i Reserven.
Uvidenhed om at der eksisterer en Reserve og hvorfor, er i dag en grundvilkår. Interforce kan bidrage til at afhjælpe dette.
Jeg har fået orlov fra mit arbejde for at kunne være aktiv i Reserven. Min arbejdsplads og er også med i Interforce, selvom HR ikke anede hvad det var. Virksomhederne ansætter folk fra Forsvaret fordi de måske har noget med i rygsækken andre ikke har. Så ville det da være dumt at ødelægge den kompetence. Hvorfor er det aldrig et problem for arbejdsgiveren at en kvinde er væk på barsel i et år med løn, mens et par ugers orlov uden løn er et no go?