DEBAT: Større investeringer i Forsvaret bør ikke gennemføres i al hast, men kræver langsigtet tænkning og et omfattende analysearbejde. De skal desuden tænkes i sammenhæng med de investeringer, Danmarks allierede foretager, for at få størst mulig effekt, argumenterer Socialdemokratiets forsvarsordfører, Mogens Jensen, i dette debatindlæg.
Det er efterhånden blevet gentaget mange gange: Europas sikkerhedssituation er under forandring. Det har skabt rystelser ind i kernen af de europæiske landes forsvars- og sikkerhedspolitik. For når virkeligheden ændrer sig, så må vi flytte os med den. Det viser de seneste måneders landvindinger for dansk forsvars- og sikkerhedspolitik. Vi befinder os på mange måder i en epokegørende tid for vores forsvarspolitik, der begyndte med det nationale kompromis tilbage i marts og i sidste uge blev fulgt op af et rungende ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet og tiltræde forsvarssamarbejdet i Europa.
Det sted, vi står i dag, er et spejl på en erkendelse hos beslutningstagere og i den brede offentlighed: at når de militærpolitiske realiteter ændrer sig og sikkerhedstruslen øges, så har vi brug for at læne os op ad et stærkt, solidt og robust forsvar, der kan stå vagt om vores sikkerhed. Derfor er der heller ingen tvivl om, at det næste store spring for vores forsvarspolitik kommer med det næste forsvarsforlig. For vi har brug for at styrke og ruste vores forsvar til den nye tid, vi befinder os i.
At Forsvaret står øverst på dagsordenen betyder også, at der naturligt er mange ønsker og forventninger til, hvad forliget skal indfri. Ammunitionslagre og basismateriel, istandsættelse af vores kaserner, flyvestationer, flådestationer og indkøb af større kapaciteter som ubåde og kampfly. Rekruttering, fastholdelse og bedre ansættelsesforhold for Forsvarets personel, udvidelsen af værnepligten. Og strategiske overvejelser om det trusselbillede, vi sammen med vores allierede står over for. Geografisk med Arktis, Østersøen og Baltikum, Nordafrika og Mellemøsten, i forhold til teknologiudvikling, grøn omstilling og sikring af kritisk infrastruktur såvel som i andre krigsførelsesdomæner, som rummet og i cyberdomænet. For at nævne nogle.
Forliget må ikke blive en lang tjekliste
Mange af de ovennævnte ambitioner er for Socialdemokratiet vigtige og centrale prioriteter, som vi ønsker skal indgå i et kommende forsvarsforlig. Men vi mener også, at det er helt afgørende, at forliget og vores kommende forsvarsinvesteringer bliver grundige og langsigtede. Det er klart, at investeringer i basismateriel som ammunition kan og bør gøres nu og her. Men snakker vi f.eks. større investeringer, så er vi nødt til at tænke langsigtet. Det kræver et omfattende analysearbejde. Ikke mindst fordi de danske indkøb skal tænkes i sammenhæng med de investeringer, vores allierede foretager. Så pengene får den bedst mulige effekt.
Vi ønsker at undgå, at forliget bliver én lang tjek- eller ønskeliste. For at styrke Forsvaret handler ikke kun om alt det, vi kan købe for penge. Det handler også om, hvad det er for et Forsvar, vi ønsker, og hvilke strukturelle forandringer og mål, som investeringerne skal bidrage til og indfri. Tag for eksempel værnepligten. Vi er i Socialdemokratiet åbne over for at se på værnepligtens omfang og længde, ligesom vi grundlæggende mener, at ligestilling i værnepligten er en god idé. Og at værnepligten naturligvis skal være i sync med de nye opgaver og udfordringer, Forsvaret står overfor.
Men vi løser ikke udfordringen med at få flere til at blive i Forsvaret alene ved at udvide værnepligten. Lige nu er det godt en fjerdedel af de værnepligtige, der vælger at fortsætte i Forsvaret. Derfor er vi også nødt til at forholde os til, hvordan vi får en større andel til at blive. Det kræver, at vi gør endnu mere for at Forsvaret bliver et attraktivt karrierevalg. Både i forhold til at sikre gode og ordentlige fysiske rammer, der hvor de ansatte har deres hverdag, og ikke mindst ift. de ansættelsesvilkår, som Forsvarets personel er ansat under. For tingene hænger sammen. Fastholdelse, rekruttering og uddannelse af personale er en stor udfordring for Forsvaret, og det er en afgørende prioritet for Socialdemokratiet, at vi får kigget grundigt på det.
Tingene skal tænkes i en sammenhæng
Det danske Forsvar står over for en stor mulighed. Vi har viljen og pengene til at skabe en tiltrængt forandring. Og derfor er det for Socialdemokratiet afgørende, at vi ikke taber det på gulvet. At næste forsvarsforlig ikke kommer til at lide under silotænkning og politisk købmandskab. Vi skal derimod turde tænke tingene i en sammenhæng. Så vi får skabt de organisatoriske forandringer, der kan give Forsvaret mulighed for at løfte ambitionerne og leve op til de mange forventninger. Så vi får den langsigtede styrkelse og omstilling af Forsvaret, som vi har hårdt brug for. Men det kræver, som med alle store forandringer, tid og omtanke.
Omstilling er næppe en dækkende beskrivelse af den proces Forsvaret står foran. Der er behov for genopbygning af forsvarsevnen. Det kræver naturligvis, at vi tænker os om, men nogle af behovene er så indlysende, at vi bør handle og disponere midler nu. Jeg tænker f.eks. på anskaffelse af yderligere F-35, anskaffelse af moderne våben så F-35 fulde sensorpotentiale kan udnyttes. Etablering af luft- og missilforsvar. Fuld bemanding af de fem fregatter. Opbygning af en større krigsstyrke i hæren. Efter mange års forsømmelser er listen lang – så lad os nu komme i gang i stedet for at udvikle en ny 10 år lang hockeystav.
Det korte svar er- Det Carsten Rasmussen siger.
Det lange svar er delt i to:
Først det politiske svar: Mogens Jensen er forsvarsordfører for det parti som udgør den nuværende regering. Jeg mistænker ham lidt for at være rimeligt forudindtaget i forhold til sin argumentation, men det er min personlige holdning. Han gør sit arbejde og understøtter regeringens fodslæbende indstilling til forsvaret. og gør det godt og med en rimelig argumentation.
Men og det er det praktiske og faktabaseret svar: Alle de ting han siger skal analyseres grundigt og vi skal bruge laaaaang tid på, lad mig gætte indtil 2033, de er blevet analyseret godt og grundigt og der foreligger meget klare henstillinger til hvad man skal gøre. I bund og grund handler det bare om at sætte igang.
De sædvanlige undskyldninger om at vi skal “snakke” med vores allierede omkring de investeringer vores allierede foretager, er mildest talt noget tågesnak. NATO og USA har i lang tid bedt os om at komme ud af hullerne og er kommet med meget eksakte udmeldinger om hvad vi kan bidrage med (og ja, det er noget som koster penge og handler om hardware) og som Carsten Rasmussen også gør opmærksom på og Peter Ernstved Rasmussen i en anden artikel også, så er det danske forsvar slidt ned til sokkeholderne og mangler basale ting. Det kræver ikke laaaaange djøfanalyser og evindelige diskussioner og alle mulige undskyldninger for ikke at lytte til fagkundskaben i form af Forsvaret og dets personel.
Løsningen er meget enkel for alle os andre, som ønsker handling:
Få bragt forsvaret på fode, det burde tage 3 måneder for politikerne at blive enige om at give en bevillingsramme på 10 mia kr. til at opnå dette. Derefter læs Brigadegeneral Carsten Rasmussens debatindlæg her på OLFIhttps://olfi.local/2022/05/18/ruslands-krig-i-europa-noedvendiggoer-et-politisk-og-militaert-paradigmeskift/ og vigtigst af alt, kære forsvarsordfører, opfør dig som en som vil forsvarets sag og ikke Finansministeriets sag.
Så Mogens Jensen, beklager, det er en gang vrøvl det du skriver og er desværre kendetegnende for politisk fodslæberi, bortforklaringer og værst af alt i min bog, krejleri af værste skuffe i en tid, hvor alvoren i form af Ruslands invasion af Ukraine, burde få netop Socialdemokratiet til at komme ud af hullerne og vise at der er store visoner, men vigtigst af alt handlekraft.
Hæren skal have en (?) brigade. Det kræver materiel, som for størsteparten er i anskaffet – blot ikke i nødvendigt antal. Køb!
Ammunition af enhver slags mangler i depoter. Køb!
Fregatterne mangler besætninger. Ansæt og uddan!
Fregatterne mangler missiler. Køb!
Flyvevåbnet mangler fly. Køb flere F-35!
Så kan vi efterfølgende debattere og diskutere, sidde i rundkreds og finde ud af, hvilke luftværnsmissiler hærens brigader skal have, hvor mange MRLS og artilleripjecer der mangler etc. Men vi behøver ikke at kende udfaldet på den næste krig før vi sætter i gang med at anskaffe flere eksemplarer af det, der i forvejen er introduceret i systemet.
Til Jakob Henius: Du baserer vel udsagnet, at “Danmarks geostrategiske situation i dag er markant anderledes end i tiden frem mod 1990″ på, at de baltiske lande er blevet medlemmer af NATO og derfor nu beskytter os?
Men de baltiske landes egen strategiske situation er også markant anderledes end Ukraines, hvis forsvar har været baseret dels på et højt beredskab gennem krig siden 2014, dels på, at Europas største land gennem sin størrelse automatisk får dybde i sit forsvar.
Litauen kan angribes fra tilstødende Kaliningrad og Belarus. Estland og Letland kan tilsvarende angribes fra Rusland. I alle tre lande er der kort afstand til den baltiske kyst og formentlig sker angrebene med overvældende styrker, der vil have lært af oplevelserne i Ukraine. Og så er Danmarks strategiske stilling igen geografisk bestemt. Nej, vi er ganske rigtigt ikke længere truet fra DDR og Polen, men vi ligger stadig i vejen for en russisk østersøflåde, som måtte ønske at komme ud i Atlanten og er derfor i risiko for at blive ramt af Iskander-missiler fra Kaliningrad for at svække vor evne til at bremse den..
citat: “langsigtet tænkning og grundige analyser….”Undskyld mig, men det lyder meget som en trækken i land, udskydelse og sovepude af de nødvendige investeringer som jeg er sikker på man hurtigt kan få oplyst hos nogle kloge militærfolk som har analyseret omkring dette i mange år og ved alt om hvad der lige præcis er brug for, mangler og der kan gøre en forskel.
Jeg tror ikke man behøver ret megen analyse for at investere i f.eks. flere skibe, fly og et massivt moderne missilforsvar (luftforsvar) som Ukraine klart har lært os er en livsvigtig nødvendighed og betingelse for alt det andet.
Herefter kan man altid diskutere om vi skal have en stående operationel hær på 50.000 eller 60.000 mand, men en langsigtet tænkning og grundige analyser (udskydelse og syltekrukke af de nødvendige investeringer) er der ikke brug for lige nu, nu er det tid for handling frem for snak og trækken i langdrag.
Det handler om holdninger og om hvad Danmark vil byde ind med, det står os frit for om vi vil fortsætte med at være en nasse og fedte nation, eller om vi selv af fri vilje og uden pres udefra, selv vil byde ind med noget der gør en lillebitte forskel eller en stor forskel.
En god start og et godt mål vil være at kunne forsvare o holde eget territorium for en given tid, for hvis man ikke kan det, så risikere vi at Danmark bliver selve kamppladsen og hvis vi igen kaster blikket mod Ukraine, så kan vi se hvad det kan indebære når fjenden bruger den brændte jords politik og jævner alt foran sig uden hensynstagen til civile og hvad hjælper det så at hjælpen senere kommer udefra hvis landet efterfølgende er totalskadet og masser af civile alligevel er blevet tortureret, voldtaget og slået ihjel.
Ps. Kære politiker, husk også at et bredt og især en stærk og slagkraftig militær kapacitet også er lig med respekt og politisk kapital ude i verden, både hos fjende men især også hos ven, det gør ligesom at man tages mere alvorlig og ens ord vægter højere i div. forhandlinger.
MJ har ret i, at tingene skal være tænkt igennem; og at det tager tid. Jeg håber imidlertid at der også er en forståelse af, at det militærindustrielle kompleks kræver endog yderligere tid (talt i år) for endeligt at tilvejebringe de kapabiliteter, som en analyse må have godtgjort at der er behov for. Med dét i mente er det måske værd at overveje, om vi ikke ret beset allerede nu, i et vist omfang, forstår hvilke kapabiliteter der bør anskaffes; og iværksætter anskaffelsen af dem. CR peger i sin kommentar på nogle af emnerne.
Det er trods alt en omfattende krig i egen baghave der har skubbet til udviklingen til en start.
Der er megen snak om samtænkning af kapabiliteter med regionale allierede, givetvis bibragt et vist momentum med den nylige afskaffelse af forsvarsforbeholdet. Tillad mig at påpege en lidt træls omstændighed, der ikke desto mindre er reel – det eneste vi ved om vore alliancer er, at de er midlertidige. Ganske som fjendebilleder er det. Netop fordi forsvarstænkning bør være langsigtet, er dét forhold måske værd at erindre sig på. Vores forsvar skal kvalitativt kunne kæmpe selvstændigt, og dets evne og udholdenhed skal på ingen måde deponeres hos et antal allierede, hverken ramme af EU eller “smart defence” i NATO. Selvf. foretrækker vi at kæmpe i den allianceramme der er vores sikkerhedsgaranti, men reel fleksibilitet – også ift. globale opbrud – skal være rygraden i vores tænkning om Forsvarets genoprettelse.
Vi må håbe at regeringen lytter
Det er faktisk meget enkelt.
Enig.
Det er tydeligt i debatten, at mange drømmer om at lave en replikation af det forsvar, Danmark havde under den første kolde krig. Men Danmarks geostrategiske situation i dag er markant anderledes end i tiden frem mod 1990. Det er længe siden, vi var en frontlinjestat, og vi bliver endnu mindre en frontlinjestat, hvis Sverige og Finland kommer med i NATO.
Hertil kommer det vitale spørgsmål, hvad vi overhovedet kan rekruttere og fastholde personel til – på et i forvejen presset arbejdsmarked. Det kan tale for at udvide værnepligten; man skal bare huske, at flere værnepligtige øjeblikkeligt genererer behov for flere fastansatte til at lede, uddanne og administrere dem.
Derfor har vi netop brug for is i maven og en intelligent analyse af, hvordan dansk forsvar bidrager bedst muligt til at opfylde alliancens fremtidige behov. F.eks. kunne det være både effektivt og økonomisk med en bedre arbejdsfordeling blandt de allierede i regionen.