DEBAT: Der er brug for en bred erfaringsopsamling fra de seneste 20 års indsats i krige og konflikter. Arbejdet bør ledes af veteranerne selv og inddrage udsendte, familier, lokalansatte og flygtninge. Ikke at gøre noget af hensyn til Forsvarets renommé fortjener kun foragt, skriver Michael H. Clemmesen.
Som OLFIs læsere kunne følge, kulegravede jeg sidste år historien om de danske kampvognseskadroners indsats i Bosnien i 1994, herunder specielt under ”Operation Bøllebank”. Jeg gjorde ikke selv tjeneste i Ex-Jugoslavien, fordi jeg under konflikten havde anden stilling i udlandet. Min direkte involvering i de sidste tyve års danske krigsdeltagelse her og i Afghanistan blev som militærhistoriker – og først i 2020 som en ”gravende” historiker.
Det blev første gang, at jeg arbejdede med nyere militærhistorie, hvor vidnerne var til rådighed med deres til tider meget forskellige opfattelser af begivenhederne. Det er denne erfaring med rekonstruktion af begivenhederne sammen med stadig levende og engagerede mennesker, der får mig til at komme med denne opfordring til at få fingeren ud. Opfordringen forstærkes af det forhold, at jeg fik fortalt, at mit gravearbejde havde hjulpet nogle af de veteraner, der var blevet ramt at PTSD.
Jeg har det sidste år på Facebook imponeret fulgt veteranmiljøets mangesidige aktivisme. Jeg foreslår nu, at miljøet også målretter aktiviteterne, så de bevidst og energisk støtter en aktiv historieskrivning om de sidste tyve års danske deltagelse i internationale operationer.
Det ville være naturligt, om hvert udsendt hold udarbejdede en beskrivelse af forløbet fra forberedelserne hjemme til opløsning af holdet efter hjemkomst. Arbejdet skal ikke resultere i pæne små bøger som efter Cypern. Der skal skabes beskrivelser på internettet, der stadig justeres, og hvor også uenighed om begivenhederne bliver medtaget. Hertil kunne knyttes kronologisk ordnede lydoptagelser, skannede dokumenter og digitale fotos.
Familierne til udsendte skal inddrages
Her er det også særdeles væsentligt, at familierne til de udsendte også får deres historie med, og at skannede breve kan vedlægges. Noget af dette er nok allerede i gang ved de overlevende, udsendende regimenter. Det ville være smukt og godt, hvis nogle af de allerede aktive projekter dannede netværk med henblik på rådgivning og standardisering. Dette kan i dag ske, uden at der laves en tung og dyr projektorganisation. Det kan åbent dannes forbindelser til aktiviteter i andre lande.
Man kan med århundredets underdrivelse sige, at myndighederne ikke har været specielt aktive i at forske i og beskrive disse års krigsdeltagelse, herunder beslutninger, det internationale samarbejde, fremgangsmåder under forberedelse og i missionsområde samt i, om og hvordan man lærte af erfaringer.
Parallelt med veteranernes egne historiske arbejde kan og bør faghistorikere rekonstruere, hvad der skete og hvorfor. Det kan ske på baggrund af dokumenter og interviews med beslutningstagerne og inddragelse af nøgle veteraners fortællinger. Der bør ideelt set ske arbejde med alle konflikterne samtidig med, at to til tre historikere og et par pensionerede officersveteraner (godkendt af veteranerne) deltager på hver konflikt og hvert område.
Flygtninge kan bidrage med vigtig viden
Det er min erfaring fra Bosnien-graveriet sidste år, at arbejdet skal inddrage flygtninge fra missionsområdet. Dels vil de (som eksempelvis tidligere tolke) være selvstændige vidner. Dels kan de skaffe vidneudsagn og dokumenter fra missionsområdet. Sådanne historikere kan og bør samtidig knyttes til veterancentrene som konsulenter, men forskningsprojekterne bør naturligt forankres hos Forsvarsakademiets og Krigsmuseets historikere.
Efter de hidtidige erfaringer er myndighederne mildt sagt tilbageholdende med at give fri adgang til dokumenterne. Derfor må jeg understrege, at veteranorganisationer skal gøre det helt klart for politikerne, at en sådan optræden er en uacceptabel hån mod de dræbte, de sårede og efterladte samt alle resten af veteranerne.
Renomméforsvarshensyn er illegitime og fortjener kun foragt, uanset om det gælder politikere, civile topembedsmænd eller militære.
