BLOG: Med forsvarsforliget 2018-2023 ville politikerne etablere en middeltung og deployerbar brigade med 4.000 mand. I dag skal man være mere end almindelig optimist for at tro, at brigaden bliver klar på andet end papiret. Virkeligheden får forligsteksten til at ligne en vittighed.
Trænger man til at trække på smilebåndet i disse corona-tider, er her et forslag: Læs teksten i det nuværende forsvarsforlig. Morsomheden står på side 4: »Med investeringerne i 2018-2023 vil Forsvaret i 2024 råde over en deployerbar brigade på ca. 4000 soldater, der opfylder NATO’s styrkemål til en medium brigade.«
Etableringen af en selvbærende brigade med godt 4.000 soldater – eller troppeenhed, som sådan én kaldes på militær lingo – var en væsentlig del af resultatet, da forsvarsforliget for 2018-23 blev indgået under ledelse af daværende forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V).
12, 8 milliarder ekstra danske skattekroner blev bevilget til Forsvaret. Ikke kun fordi daværende præsident Donald Trump truede europæerne med at droppe Nato´s artikel 5 om gensidig beskyttelse, hvis ikke europæerne øgede forsvarsbevillingerne. Men også fordi truslen fra Rusland efter Krim og Ukraine voksede.
»Styrkelsen af Forsvaret er ganske enkelt nødvendigt i lyset af den forværrede sikkerhedspolitiske situation,” fastslog Claus Hjort Frederiksen og de øvrige forligspartier.
Derfor besluttede de altså blandt andet, at Danmark per 1. januar 2024 skal råde over en »deployerbar brigade«. Nu, hvor mere end halvdelen af den femårige forligsperiode er forløbet, skal man være mere end almindelig optimist for at tro, at den mellemtunge brigade bliver klar på andet end papiret, når kalenderen viser januar 2024.
Danmark har lovet en tung brigade i 2032
Otte år senere, i 2032, skal den i øvrigt have udviklet sig til en endnu mere slagkraftig troppeenhed, en tung brigade, som indgår i Nato´s planlægning. Spørger man chefen for 1. brigade, brigadegeneral Henrik Lyhne, om brigaden bliver klar til kamp – med tilstrækkelige mængder moderne ammunition og midler til at fremføre forsyninger – mod en ligeværdig modstander til den fastlagte dato, får man et temmelig klart »nej«.
»Når du spørger på den måde, så nej, det gør den ikke. Der er nogle områder, som – vi meget tidligt har erkendt – er et problem, for eksempel logistik. Der skal investeres milliarder. Som det ser ud i dag, kan vi understøtte en bataljon plus. Lad os sige en tredjedel af brigaden,« forklarede Henrik Lyhne, da jeg besøgte 1. brigade i Holstebro for et halvt års tid siden.
Ud over logistik og moderne ammunition til et milliardbeløb mangler brigaden også et moderne luftforsvar, som kan beskytte den mod angreb fra luften. Både mod de lavtgående angreb og angreb fra højere luftlag. Der er i skrivende stund mindre end tre år til at producere et tilstrækkeligt antal luftforsvarsenheder med tilhørende jordstationer.
Derefter skal man skrive reglementer samt rekruttere og uddanne de soldater, der skal betjene udstyret. I skrivende stund, ultimo februar 2021, har Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI), stadig ikke sat navn på det system og den producent, man skal indlede forhandlinger med. Da jeg for et halvt år siden spurgte til tidsplanen for anskaffelsen af luftforsvaret, var det planen at indlede forhandlinger med den valgte producent nu – i begyndelsen af 2021. Det kommer ikke til at holde.
En vittighed helt alvorligt ment
Henrik Lyhne – eller den general, der om tre år er chef for 1. brigade – vil aldrig drømme om at gå i kamp mod en ligeværdig modstander uden et troværdigt luftforsvar.
Den langsommelige proces kan undre, hvis man altså regner datoen 1. januar 2024 som alvorligt ment. Men spørger man i det danske ”Pentagon” på Holmens Kanal 9 i København, vil man meget sandsynligt få at vide, at det aldrig har været ambitionen at råde over andet og mere end en indledende luftværnskapacitet per 1. januar 2024. Det er i hvert fald, hvad jeg hører. Og selv dette beskedne mål er tvivlsomt.
Som brigadens opbygning forløber, er forsvarsforligets tekst – som er skrevet uden forbehold – åbenlyst ikke alvorligt ment, men altså tænkt som en vittighed. De store forsinkelser i 1. brigade er ikke nogen hemmelighed. I oktober sidste år udkom Nato’s seneste review – statusrapport – som påpeger netop nogle af de svagheder, som Henrik Lyhne ikke lagde skjul på.
»Indtil der er taget hånd om kritiske mangler i kampkraft, beredskab og lagre af kampafgørende ammunition, vil de danske væbnede styrkers operationelle anvendelse i en intensiv kamp mod en ligeværdig modstander være begrænset,« hedder det i NATO-rapporten.
Forsvarsminister Trine Bramsen (S) afviste i den forbindelse Nato’s kritik som “politik fra Nato´s side og intet andet.” Den næste NATO-rapport ventes i 2022.
Beredskab ned på 90 dage i stedet for 180
Normalt troværdige forlydender vil vide, at Nato´s krav til 1. brigades beredskab vil blive – mindst – halveret fra de nuværende 180 dage til 90 dage eller mindre. I så fald bliver det endnu sværere at slippe afsted med en påstand om, at det vil være muligt at anskaffe moderne præcisionsammunition og andre mangler inden for varslingsperioden.
Man kan i øvrigt spørge sig selv, om en varslingsperiode på et halvt år eller tre måneder overhovedet giver mening i en konflikt, hvor eksempelvis baltiske eller østeuropæiske lande overfaldes af russiske styrker. Ruslands annektering af Krim tog nogle få dage i februar 2014.
Danmark har en seks årtier lang historie for ikke at leve op til NATO´s ønsker og egne erklæringer om opbygning af et forsvar, der matcher trusselsbilledet. Med forsvarsforliget i 2018 så det ud til, at et bredt politisk flertal ville ændre forsvarspolitikken fra den billigst mulige model til noget, som både Nato, befolkningen og ikke mindst russerne vil anse for anvendeligt.
Men efter Trumps nederlag og med et nyt politisk flertal i Folketinget er vejen banet for at genoptage fortidens tænkning. Dén, hvor forsvar ikke tages alvorligt, men bare er »politik og intet andet«. For nu at citere ministeren.
Vil du læse mere?
Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.
Klik HER for at komme igang.
Den “deployerbare” brigade har altid været fri fantasi, i hvertfald for alle med bare et minimum af kendskab til det danske Forsvar. At man ikke kan stille med en 4000 mand stor brigade ud af en hær der tæller ca 8000 i uniform, behøver man altså ikke at have gået på HO for at kunne regne ud.
At brigaden ikke bliver nær så slagkraftig som man har lovet NATO, hverken i 2024 eller 2032, er heller ikke en nyhed. I det hele taget bliver afstanden mellem det man offentligt siger og det man faktisk gør, større og tydligere for hver dag der går.
Man siger at NU er man i gang med at bygge en hær der kan kæmpe (og vinde) mod en ligeværdig konventionel modstander. Men alle med selv en perifær militær indsigt kan se at den organisation vi faktisk opbygger og det den er udrustet med, er som skræddersyet til den slags lav-intensitets og fredsbevarende missioner vi har været engageret i de sidste godt 25 år.
Dvs enheder med stor strategisk mobilitet, let(tere) at støtte rent logistisk og forholdsvis billige i drift.
Men også en hær der kun rummer de mest basale militære kapaciteter, hvoraf flere endda er i så ringe omfang at de reelt har meget begrænset strategisk OG taktisk relevans. Samtidig er den helt blottet for de “nichekapaciteter” (force enablers/multipliers) som er helt afgørende for at kunne klare sig på den moderne kampplads….langtrækkende raketartilleri, artilleripejleradarer, offensivt EW(jamming) , større UAV’er, UGV’er, APS,luftværn, tidssvarende panserværn, etc etc….Kapacitetshuller der gør at vores enheder ikke vil kunne kæmpe selvstændigt, men være afhængig af massiv støtte fra vores allierede for at fylde disse huller.
Det er et helt legitimt synspunkt at mene at sandsynligheden for en konventionel konflikt (med Rusland) er så forsvindende lille at vi ikke skal basere vores forsvar og planlægning på det.
Men så skylder politikerne og forsvarsledelsen både den danske befolkning og vores NATO partnere at være åben omkring det. Og så være villig til at leve med eventuelle konsekvenser af den beslutning.
I stedet forsøger man desperat af opretholde glansbilledet af et “slagkraftigt” Forsvar ,selv om alle efterhånden kan se at det er en illusion. Man kan kun håbe på at USA og NATO opretholder presset og tvinger os til at holde de løfter og aftaler vi har indgået.
Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen udtaler 9.7 2018 ”Danmark er en kerneallieret i forsvarsalliancen … vilje til at levere er reglen frem for undtagelsen.” (Regeringen.dk). Forsvarsminister Trine Bramsen: ”Danmark er et kerneland i NATO…”. (um.dk d. 31.3 2020).
Har NATO et forkert indtryk af Danmark som “misaligned” eller er det danske politikere der fejlagtigt tror, at Danmark er en kerneland, selv om vi ikke leverer og NATO kritiserer os?