spot_img

Gør Forsvaret maritimt igen

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

DEBAT: Fra et forsvarsperspektiv er det nødvendigt at vende blikket mod havet. De største danske byer ligger langs kysterne, og store dele af det nordatlantiske område kan kun patruljeres fra søsiden. Hvis Danmark for alvor ønsker at sikre rigsfællesskabet og bidrage til Nato, er det til søs, tyngden skal ligge, mener orlogskaptajn Johan Fritzen.

»Næst efter Gud den almægtiges nådige forsyn hviler Kongerigets velfærd, sikkerhed og styrke på Flåden.«

Selvom citatet er gammelt (det er fra 1645), holder det stadig vand. Danmark bliver endda betragtet som en maritim stormagt, når det drejer sig om handelsflåden. Mindre godt går det i Søværnet, der ligesom resten af Forsvaret lider under dårlige politiske prioriteringer, der ikke har taget højde for, hvor hurtigt sikkerhedssituationen kan ændre sig. Eller taget højde for, at man ikke uendeligt kan udskyde beslutninger, der kræver handlekraft.

Her tænker jeg ikke kun på, at vore enheder er for få, for gamle, for slidte, for dårligt bemandet og for dårligt bestykket. Der mangler et strategisk helhedssyn. Ét, der tager kongerigets geografiske vilkår i betragtning. Og hvor siger geografien så, at danske forsvarsprioriteter bør være? Til søs, naturligvis. Det er vanskeligt at overvurdere havets betydning for danske geopolitiske interesser og muligheder.

Kongerigets sammenhæng og suverænitet

Søværnet er helt essentielt i forsvarsopgaverne i Grønland og Færøerne. Kun skibe kan bevæge sig tilstrækkeligt frit i de relevante områder. Der er ganske vist en slædepatrulje hér og et patruljefly dér, men deres udholdenhed og begrænsede støttepunkter gør dem irrelevante i Grønland og på Færøerne.

Kongeriget bindes sammen af havet og kan kun beskyttes fra havet. Derfor er en stærk flåde fundamentet for et stærkt sammenhold og en god forsvarsposition. Enhederne her skal være bygget til Nordatlantens hårde vilkår, have stor rækkevidde og uden videre kunne støtte Joint Force Command Norfolk i sin opgaveløsning, hvilket kræver et mere militært tilsnit end den nuværende nordatlantiske flådepakke består af.

Hele kongeriget Danmark ligger i Joint Forces Command Norfolks operationsområde. Denne ny myndighed har til at opgave at sikre forsyningslinjerne mellem Nordamerika og Europa. Det kræver ubådsbekæmpelse, eskorteenheder og luftforsvar hen over Nordatlanten, hvilket har et tydeligt maritimt aftryk. Samtidig er det også den kommando, der varetager alliancens opgaveløsning i Arktis, hvor Danmark har helt særlige interesser som ét af blot fem lande omkring Ishavet og med en uforløst disput med Rusland og Canada om retten til havbunden ved Nordpolen.

Danske stræders betydning for forsvarspolitik i dag

Danmark har en unik geopolitisk betydning som vogter af ind- og udsejlingen til Østersøen. Det har vi i århundreder udnyttet til at begrænse andres sejlads ved eksempelvis at afkræve sundtold og generelt vogte over vore dyrebare stræder. Nu er vor fremmeste opgave at sikre fri passage for allierede skibe vestfra, som skal videre ind i Østersøen. Det kræver, at der som minimum er ryddet for søminer, og at skibene ikke bliver angrebet i de snævre danske farvande.

Land- og flybaseret luftforsvar er egnet til at beskytte mod lufttrusler (herunder minering fra luften). Men det kan ikke stå alene: kun med en tilstrækkelig minerydningsstyrke kan Storebælt og Øresund blive brugt, som de bør: nemlig som adgangsveje til vore allierede omkring Østersøen. I tillæg hertil er det nødvendigt med ubådsbekæmpelse i Danmarks nærområde.

Det kræver således en tilbagevenden til en mere bredt funderet flåde, der ikke blot har fem store søgående enheder. Det kræver mange små orlogsskibe at følge bevægelserne på de mange russiske skibe, der potentielt er engageret i hybridaktioner hvor kabler, rørledninger, GPS-signaler og andre essentielle tjenester forstyrres eller ødelægges.

Østersøen skal sikre Nato i krisetider

Under den kolde krig sad Warszawa-pagten tungt på Østersøen, for kun Danmark og en lille strimmel Vesttyskland brød den lange ”røde” kyststrækning, der strakte sig helt fra Den Finske Bugt til Lybæk. Østersøen skulle tjene som omflankeringsområde for at bringe tropper fra Polen og Østtyskland i land i Danmark. De danske og vesttyske flåder skulle dengang forsinke og forhindre sådanne landsætninger ved at sænke så meget tonnage fra Warszawa-pagten som muligt. Til det formål havde man missilbatterier i land, torpedobåde, ubåde og mellemstore overfladeenheder.

I Danmark har man efter murens fald skrottet alle disse enheder for i stedet at overlade de egentlige kampopgaver til Søværnets fem fregatter.

I dag er de politiske tilhørsforhold og militære mål vendt helt på hovedet i forhold til for blot 35 år siden. Østersøen er blevet ”blå” i stedet for ”rød”, og nu er det Natos opgave at bruge Østersøen til at bringe forsyninger og tropper til Ruslands nabolande, mens Rusland nu er nødsaget til at sænke så meget Nato-tonnage som muligt, før skibenes dyrebare last bliver omsat til effekt på kamppladsen. Dermed er der også brug for nye og flere enheder. Det kræver eskortefartøjer, forsyningsskibe, luftforsvarsskibe og enheder til ubådsbekæmpelse at kunne beherske Østersøen. Danmark er særdeles udfordret på disse områder, og det samme gælder vore allierede, hvor flåderne ikke er bygget til at kæmpe om overtaget i Østersøen og sikre fri sejlads for allierede.

Fremtidens løsninger ligger på havet

Forsvarets problemer med at uddanne og fastholde dygtige medarbejdere er sandsynligvis den alvorligste af mange brister, der truer Forsvaret. Søværnets enheder udmærker sig ved at være bemandet af relativt få besætningsmedlemmer, som man må forudsætte er lettere at rekruttere end stakkevis af soldater til Hærens regimenter. De mindste ungdomsårgange kan levere større effekt fra skibe, end de kan i traditionelle hærenheder.

Mens vore kolleger diskuterer på livet løs her på OLFI og på kasernerne, hvilke opgavetyper Hæren skal løse, og hvilket udstyr og mandskab den skal løse det med, er det vigtigt at træde et skridt tilbage og se på, hvilke unikke muligheder og begrænsninger, Danmarks geografi byder os. Fra et forsvarsperspektiv er det nødvendigt at vende blikket mod havet. Vore største byer ligger langs kysterne, og der er aldrig mere end godt 50 kilometer til havet, uanset hvor man er i Danmark. Tager man ikke geografien i betragtning, ender man med et dårligere forsvar, end hvad der er muligt og ønskeligt. I disse år ligefrem nødvendigt.

Hvis vi forudsætter, at vore allierede nabolande ikke på hverken kort eller lang sigt udgør en trussel, skal Hæren i de fleste konfliktscenarier ud af landet og kæmpe andetsteds. I det store billede, betyder det ikke meget på slagmarken, om Danmark leverer en tung eller let brigade til at supplere Nato: Det, der virkelig betyder noget, er, om allieredes tropper og materiel kan fragtes de relevante steder hen. Her kommer de næsten uundgåeligt til at passere Danmark, Grønland eller Færøerne. Hvis Danmark for alvor ønsker at sikre rigsfællesskabet og bidrage til Nato, er det til søs, tyngden skal ligge.

Johan Fritzen har gjort tjeneste på inspektionsfartøjer i Nordatlanten og fregatter i Den Persiske Bugt forud for hans nuværende stabstjeneste. Han skriver som privatperson. Privatfoto

Andre læste også

Forsvaret er ramt af sin egen bemandingssucces

Abonnement
INTERVIEW. Når Forsvaret fattes penge, har det blandt andet at gøre med uventet succes på bemandingsfronten, fortæller viceforsvarschef Kenneth Pedersen. Han forstår soldaternes frustrationer over tvungen afspadsering, ansættelsesstop og mangel på basale fornødenheder, men maner til besindighed. Det er nødvendigt at slå bremserne i, så tempoet er afstemt med...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

6 KOMMENTARER

guest
6 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Jens Nielsen
Læser
Jens Nielsen
12. marts 2024 0:46

Kommentar
Jeg er langt hen af vejen enig i Orlogskaptajn Johan Fritzen betragtninger om at vi mangler flere vel bevæbnet mellemstore og store sejlende enheder til Arktis, men jeg synes ikke at han berører denne enorme teknologiske udvikling som er igang netop nu med f.eks. Sø- droner – et eksempel er den ukrainske MAGURA drone, som jo efterhånden har decimeret den russiske flåde ret betragteligt i Sorte havet.
Johan Fritzen vil have overflade enheder og gerne mange af dem – men spørgsmålet er om de fremadrettet kan overleve?
Vil den teknologiske udvikling med de nye Sø – droner og luft droner ikke gør det umuligt at have større overflade enheder sejlende i bælterne og måske også i Nordsøen og Østersøen?
Jeg er med på at vi skal have store sejlende vel bevæbnet enheder i det arktiske område og i især i det område der går under betegnelsen GIUK men er det ellers ikke for farligt at have vores store overflade enheder sejlende i vores stræder m.v.?
Er det ikke landbaserede mobile missilbatterier, man med fordel kunne bruge til at beskytte Danmark f.eks HIMARS eller SX/HX lastbiler med SM – 6 eller andre sømåls missilbatterier monteret på ladet, som skal løse den opgave, de kan jo nedkæmpe alle overflade enheder på havet i en radius af 200 – 400 km fra land?
Måske med hjælp fra vores egne nyindkøbte tysk bygget CD 212 ubåde og Sø – droner som f.eks ukrainske MAGURA og luft droner som amerikanske Reaper MQ-9 eller Sea guardian MQ 9B droner?
Eller hvad mener du?
Hilsen
Jens

Ejvind Vonsild
Læser
Ejvind Vonsild
3. april 2024 20:30

For at bekæmpe en trussel skal den findes først. Det er den store fordel ved MAGURA og andre USV. De kan ofte reflektere mindre på RADAR end bølger. Det er heller ikke muligt at se på RADAR om et skib sætter droner i vandet eller slæber sit anker hen over et kommunikationskabel, for at rive det over. Det kan kun afsløres og afvises ved at være der. Det kræver, at vi igen får et større antal mindre skibe, der kan følge mistænkelig trafik gennem de danske stræder og overvåger kabler med mere. HIMARS og SM-6 sendes først afsted, når det med sikkerhed er konstateret at der er et mål og at det er fjendtligt. Det kan godt være at droner kan se, at der er et skib, men for at afgøre om det foretager noget vi ønsker at hindre, skal vi oftest have fulgt det i længere tid og tættere på, end dronerne har udholdenhed og evner til.

Poul Bjerrum
Læser
Poul Bjerrum
11. marts 2024 15:21

Ubåde?

Palle Randløv
Læser
Palle Randløv
13. marts 2024 2:56

Tak for et godt indlæg Johan Fritzen.
Ved Færøerne og Grønland er inspektionsskibene, udover fiskeriinspektion også en del af søredningstjenesten, patienttransport- og evakuering og eftersøgning, det bliver – tror jeg – lidt svært med en drone. Jeg har selv haft 5 år i nordatlanten, Vædderen, Maagen og Flåderadio og har set de udfordringer vi havde dengang og de er ikke blevet mindre som “truslen fra øst” er blevet forstærket.
Ubåde tror jeg vi skal holde os fra for nuværende hvis vi ser på Østersøen, udover at bygge dem skal vi også have uddannet nye ubådsfolk og oprettet støttefunktioner, det tager dæwlme lang tid. Sverige, Polen og Tyskland har ubåde, så kan de 3 lande tage sig af den del og Danmark og Finland deles om at befæste Bornholm og Ålandsøerne og så er Østerhavet lukket af, når vi tager de 3 baltiske lande med.
På skibssiden er vi nødt til at se hele Danmark inkl. nordatlanten, ellers tilter systemet. Thetis-klassen er totalt udslidte som gamle sutsko, Knud Rasmussen klassen står for MLU, de 5 kampfregatter kommer til at koste en formue at opgradere til at fremstå som det de oprindelig var tiltænkt som ASW, og AA systemerne; forældede missiler, grundet forældede radarer og AC.
Vi er nok også nødt til at tænke i små enheder i stil med Standard Flex skibene, men ikke putte for meget multirole ind i det, de kan trods alt kun udføre en opgave af gangen, og minelæg- og rydning mangler vi totalt. Hold da op det bliver en dyr omgang, og så er vi vel også nødt til at omlægge værnepligten til generelt 9-11 md både for mænd og kvinder. I dag sidder der også en hel del militærpersonel i støttefunktioner, hvor der tidligere var civile på depoter, værksteder og UMAK. Nuvel en del af de stillinger blev tidligere kaldt sandkasse stillinger – et udtryk jeg ikke bryder mig om – der skal jo også være plads til personel der er kommet til skade i tjenesten på den ene eller anden måde, det manglede da bare.
For nuværende har vi 2 skibe bundet til kaj i Nuuk med sejlforbud, inspektionsskibet ved Færøerne er trukket op til Grønland for vi har ikke mulighed for at sætte et 3. inspektionsskib eller fregat ind, for vi har ingen til at sejle det!

Michael Nielsen
Læser
Michael Nielsen
13. marts 2024 18:15

På det sociale spørge-svare medie, Quora, der skrev i sin tid, en svensk forsvarsdebattør til mig at Danmark først og fremmest, burde styrke sine sø og luftmilitære kapaciteter.
Jeg gav ham ret. Jeg giver også Orlogskaptajn Johan Fritzen ret.
Men jeg håber på en mere uddybende sø og luftmilitær debat. For som jeg ser det, når det kommer til sømilitære operationer, så hænger de to værn sammen.

Ronny Sørensen
Læser
Ronny Sørensen
13. marts 2024 7:49

Nu kan jeg ikke være uenig i at søværnet bør styrkes, men nogle af argumenterne holder desværre ikke. Flyvåbnet der gerne vil have flyjern, kommer også med argumentet om at hvis der ingen flyjern er, då kan man ikke beskytte skibe, som skal transportere hæren, under den forudsætning at man ikke kan finde et fungerende tog eller tung vejtransport lastbil.
Hvad angår personale, man kan knapt nok skrabe 2 besætninger sammen, at tro at en der er interesseret i at være kampvognskøre vil være interesseret i at være dæksvaber på en diana patruljebåd, hvis der ikke er en kampvogn, er godt nok lige at strække det argument en smule.
Det hele diskussionen bliver et spørgsmål om hvad kommer først, ægget eller hønen.
Jeg vil iøvrigt gerne adressere spørgsmålet om det nordatlantiske. Det er elefanten i rummet vi ikke kan undgå at tage stilling til.
Hvis vi bygger +4 nye fregatter til nordatlanten plus nogle posidons, genoplivning af grønnedal, så er det MANGE MANGE milliarder af kroner som meget vel kan gå hen og være spildt.
Hvorfor vil I måske spørge? Hvem siger at rigsfællesskabet rent faktisk eksisterende om 10 år? For det første at det ikke nogen hemmelighed at hvis Grønland og Færøerne kunne dampe af idag, så gjorde de det,
Meget værre er situationen omkring kvanefjæld.
Det grønlandske hjemmestyre har brudt en nærmest jernsikker kontrakt med et Autralsk mineselskab, som hvad stort set alle eksperter på området har sagt, at hvis det kommer til en retssag om en erstatning på 80milliader kroner, så kommer Grønland til at tabe. Og de kan ikke betale, så regningen kommer til at lande på skuldrene af danske skatteydere.
Jeg tør godt vædde en 25år Macallan på at hvis det kommer til at ske, eller blot en realistisk mulighed for at danskerne kommer til at betale 80 milliarder fordi grønlænderne ikke vil overholde en kontrakt, så er rigsfælleskabet afgået ved døde. Det vil være politisk selvmord.
Jeg er med garanti ikke den eneste der er kommet til den konklusion, hvorfor ellers var nye inspektionsskibet ikke en del af det første forlig, for de trænger ved gud til at blive afløst. Hvis man ventede 10 år yderligere, plus mindst 10 år mere til projektering og nybyggeri, vil det tage 20 år om at få nye skibe, og det ved vi alle at thetis klassen ikke holder til.
Så hvis konklusionen er at rigsfællesskabet med stor sandsynlighed, er afgået ved døden inden for 10år, grundet Grønlands egne beslutninger, hvad skal vi så med en flåde, eller posidons/droner/UAVS, der er gearet til det nordatlantiske?