Indenrigspolitiske tovtrækkerier om USA’s grænse- og immigrationspolitik har sat en midlertidig stopper for landets støtte til Ukraine. Selvom en aftale mellem demokrater og republikanere ventes at falde på plads, udstiller situationen, at Rusland har mere leveringsdygtige allierede end Ukraine, siger militæranalytiker Anders Puck Nielsen.

I USA har demokrater og republikanere i månedsvis diskuteret – eller skændtes om – hvordan man bedst håndterer udfordringen med flygtninge, der fra Syd- og Mellemamerika strømmer over grænsen til USA. Det har længe givet anledning til bekymring for, om det ville få konsekvenser for støtten til Ukraine, og det har det nu fået.

Tidligere i denne måned løb de afsatte midler ud, og støtten til Ukraine er derfor indstillet, indtil en immigrationsaftale falder på plads. Knasten er for nuværende alene situationen ved den amerikansk-mexicanske grænse, men det er også en politisk udfordring af de større at nå til enighed, fortæller Rasmus Sinding Søndergaard, som er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studiet (DIIS).

»Et flertal af vælgerne bakker op om at støtte Ukraine, og godt og vel tre fjerdedel af medlemmerne af Kongressen vil gerne give mere støtte. På den måde skulle man jo mene, at det lå lige for. Men det hænger sammen med, at man er ved at lave en klassisk politisk studehandel i USA, hvor man har knyttet støtten til Ukraine op på en reform af grænsen til Mexico og dertilhørende politikker omkring asyl og ophold osv.,« forklarer Rasmus Sinding Søndergaard.

Før støtten til Ukraine kan genoptages, skal de amerikanske politikere have forhandlet en aftale på plads i Senatet, der er det ene af Kongressens to kamre. Aftalen skal derefter forbi det andet kammer, Repræsentanternes Hus, for at kunne vedtages endeligt. Men her sidder formanden, republikaneren Mike Johnson, personligt i en prekær situation, der har vist sig at få direkte indflydelse på forhandlingerne.

»Speaker Johnson sidder på et meget løst mandat, fordi han hele tiden har en trussel om, at én person kan stille et mistillidsvotum til ham. I så fald kommer der en afstemning, som vi har set tidligere, og som gjorde, at Kevin McCarthy (republikansk senator og tidligere formand for Repræsentanternes Hus, red.) også røg ud. Så problemet er, at demokrater og republikanere skal have lavet en aftale, så Johnson kan komme over til Huset med den og sige: ’Jeg har fået så mange indrømmelser fra demokraterne i forhold til sikkerheden ved grænsen til Mexico, at det kan retfærdiggøre, at vi stemmer for støtten til Ukraine’.«

Forhindrer nye offensiver

Onsdag mødtes USA’s præsident Joe Biden med netop Mike Johnson samt partifælle og flertalsleder i Senatet Chuck Schumer for at finde en løsning til alles tilfredshed. Mødet i Det Hvide Hus førte ikke til nogen endelig afklaring, men dog til positive toner fra Mike Johnson, hvis opgave altså er at finde en løsning, som der dels er flertal for, men som samtidig ikke får partiets yderste højrefløj – den såkaldte Freedom Caucus-gruppering – til at vælte ham.

»Vi havde et konstruktivt møde, lederne af Repræsentanternes Hus og Senatet, og præsidenten var meget ligefrem. Jeg fortalte præsidenten, hvad jeg har sagt i mange måneder, og det er, at vi skal have ændringer ved grænsen, substantielle politiske ændringer,« lød det ifølge CNN fra republikaneren efterfølgende.  En aftale lader dermed stadig vente på sig. I Ukraine har de amerikanske uenigheder imidlertid allerede fået alvorlige konsekvenser, forklarer militæranalytiker Anders Puck Nielsen fra Forsvarsakademiet:

»Helt konkret betyder det jo, at Ukraine ikke får så mange våben. Det har faktisk været et flow hen over nogle måneder, hvor leverancerne fra USA er blevet mindre og mindre. Nu er de så holdt helt op. Det betyder selvfølgelig, at Ukraine nu kun får leverancer andre steder fra og så fra deres hjemlige forsvarsproduktion. Det betyder, at Ukraine ikke kan iværksætte større offensiver, fordi de er nødt til at rationere deres våben. Man ved ikke, om der kommer nye i morgen, og derfor er man simpelthen nødt til at spare på det, man har.«

På slagmarken gør de knappe ressourcer, at Ukraine er tvunget i defensiven og for tiden ikke tænker i at vinde tabt terræn tilbage. Omvendt er de russiske styrker mere offensivt indstillede, fordi de har langt mere at skyde med. På toppen af den ukrainske sommeroffensiv brugte Ukraine omkring 7.000 artillerigranater om dagen. Nu ligger man på et sted omkring 2.000, mens russerne affyrer hele 10.000 granater dagligt, fortæller Anders Puck Nielsen.

»Helt nøgternt må vi sige, at russerne simpelthen har vist sig at have mere leveringsdygtige partnere, end Ukraine har. Nordkorea og Iran kan altså godt levere, mens europæerne og amerikanerne har haft rigtig svært ved det.«

Krigen kan fortsætte uden amerikanerne

Ifølge Anders Puck Nielsen kan ukrainerne godt fortsætte krigen, som tingene ser ud nu og med den støtte, som kommer fra de europæiske lande. Men de kan ikke vinde den uden en større og mere stabil støtte fra begge sider af Atlanten – måske kan de end ikke holde stand, hvor de er nu.

»Det kan godt være, at vi kommer til at se Ukraine miste terræn – at de begynder at skulle bevæge sig baglæns – for europæerne har jo også haft svært ved det her. Blandt andet på spørgsmålet om artillerigranater, hvor vi simpelthen ikke har været gode nok til at få gang i produktionssamlebåndene og spyttet de granater ud, som ukrainerne har brug for,« siger Anders Puck Nielsen og fortsætter:

»Nu har vi i Danmark taget et fint initiativ til at få gang i en ammunitionsfabrik i Elling. Det er alt sammen godt. Men der er to år til, at granaterne begynder at rulle ud af fabrikshallen. Sådan er det mange steder i Europa, hvor de her beslutninger først begynder at blive truffet nu. Der kommer altså en periode, hvor ukrainerne nok egentlig bare skal fokusere på at prøve at holde linjen så godt, som de kan.«

2024 bliver med andre ord heller ikke året, hvor ukrainerne vil gå fra sejr til sejr i landets russiskbesatte områder, spår Anders Puck Nielsen. På længere sigt er han dog en smule mere optimistisk på det trængte folks vegne.

»Jeg tror, at det kommer til at være en form for overgangsfase, men jeg ser ikke for mig, at det som sådan er en frossen konflikt i Ukraine lige i øjeblikket. Frontlinjen står stille, men det er ikke en stabil situation på nogen måde. Vi er måske et sted, hvor russerne rent kapacitetsmæssigt er på toppen af, hvad de vil kunne levere i de kommende år. Når vi ser ind i 2025 og 2026, vil russerne have færre penge på den russiske finanslov at afsætte til det her, hvorimod Ukraine vil have en opadgående tendens, hvis de vestlige lande holder ved,« siger Anders Puck Nielsen.

Om Vesten holder ved, står fortsat hen i det uvisse. Skulle USA på sigt trække sin støtte, er det heller ikke ensbetydende med, at Ukraine taber krigen.  »Jeg hører ikke til dem, der mener, at hvis amerikanerne ikke støtter, så kan ukrainerne lige så godt give op. Sådan ser jeg det ikke for mig. Det vil bare betyde, at krigen bliver længere. Det vil betyde, at den bliver voldsommere, og at der vil være flere ofre.«