KOMMENTAR: En lidt overset, men velbegrundet flådeaktion, er gået i gang i Østersøen og Nordatlanten. Den udstiller, hvor afklædt det danske søværn er og burde få politikerne til at overveje en anden indfasningsmodel for ekstra midler til Forsvaret.

Det burde ikke overraske, men kom alligevel som en overraskelse, at 20 flådefartøjer de næste par uger patruljerer og indsamler data om kritisk infrastruktur på havbunden i Østersøen og Nordatlanten. Nyheden mødte verden 28. november via diskrete pressemeddelelser fra de involverede stater.

Når det ikke burde overraske, så er det, fordi de sidste par år har vist, hvor sårbar kritisk infrastruktur på havbunden er for sabotage og spionage, og hvor vital denne infrastruktur er for samfundets landfaste infrastruktur. Sabotagen mod Nord Stream naturgasledningerne sidste år, skaderne i år mod en lignende naturgasledning mellem Finland og Estland, der er helt vital for varmen i de estiske hjem, og beskadigelse af et telekabel mellem Sverige og Estland også i år.

Samtidigt har det ikke skortet på dokumentation for, at russiske fiskerifartøjer med meget andet end fiskenet ombord har spioneret omkring kritisk infrastruktur til havs, ligesom det er blevet en del af øvelsen ved nye havvindmølleparker at foretage en risikovurdering af evnen til at beskytte projekterne mod fjendtlige angreb.

Aktion i regi af Joint Expeditionary Force

Siden Ruslands annektering af Krim i 2014 er antallet og størrelsen af Nato-flådeøvelser steget markant og blevet besvaret af tilsvarende russiske øvelser til vands, til lands og i luften. Forskellen denne gang er, at det ikke er en øvelse.

Aktionen foregår i regi af Joint Expeditionary Force (JEF), der blev dannet i 2012 på britisk initiativ, da briterne selv havde nedlagt sin egen Joint Rapid Reaction Force. JEF består i dag af 10 lande omkring Østersøen og Nordatlanten, der alle – bortset fra Sverige – er Nato-medlemmer ligesom aktionen er koordineret med Nato. Det er værd at hæfte sig ved, at det er første gang, at JEF iværksætter en sådan aktion og rimeligvis nok derfor, at den offentlige kendskabsgrad til JEF er yderst begrænset.

JEF har i 2023 udviklet en række såkaldte ”response options”, og det er nu første gang en sådan aktiveres. Det er med andre ord historieskrivning og burde derfor trække avisoverskrifter og gule bjælker på tv, men det har ikke været tilfældet. Forligskredsen bag forsvarsforliget burde studere initiativet nidkært, for det illustrerer de store problemer, som Danmark har med at beskytte sig selv og bidrage ligeværdigt til det fællesskab af stater, der står bag JEF.

Brigadegeneral (ret.), Carsten Rasmussen, har til OLFI problematiseret forligets ”hockeystav” og påpeget det dilemma, at forsvaret har behov massive investeringer for alle tre værn samt cyberberedskab – nu. Men forliget er smurt ligeligt ud over de 10 år, hvorfor man må prioritere, hvad der kan indkøbes nu, og hvad der må vente en 10 års tid – mindst.

Forsvarschefens indstilling i de til TV2 lækkede dokumenter er at begynde med Flyvevåbnet, hvorfor Søværnet og Hæren må vente. Forligets udmøntning er – som Rasmussen korrekt påpeger – styret af en økonomisk logik, som Finansministeriet excellerer i fremfor en militærfaglig prioritering, hvilket i sig selv illustrerer, at Forsvarsministeriet har tabt den magtkamp til Finansministeriet.

Putin er ikke styret af økonomisk logik

Problemet er, at Rusland og Putin ikke er styret af en økonomisk logik for nu at sige det mildt. Da Putin kom til i 2000, kunne det russiske forsvar nul og niks, og dets materiel bestod af rustent og bedaget sovjetisk udstyr. I 2008 var man i stand til at invadere Georgien, i 2014 var man i stand til at annektere Krim – med ”boots-on-the-ground” – og begynde invasionen af Ukraine i Østukraine. I 2015 kunne man redde Bashar al-Assad og hans regime fra at falde sammen med luftstøtte og enhver ved, hvad der skete i 2022 med invasionen af Ukraine. Det er ret korte tidshorisonter fra at kunne intet til at kunne meget mere end en del.

Det er tidshorisonter, som også det danske forsvarsforlig bør tage højde for. Man kan argumentere for, at Putin har så mange ressourcer, udstyr og mandskab bundet ved fronten i Ukraine, at han ikke kan engagere sig andetsteds i en årrække. Man kan lige så vel argumentere for, at Putin, der er opportunistisk og taktisk indstillet frem for strategisk tænkende, kan få akut behov for at eskalere til anden side for at aflede opmærksomhed, og her er camouflerede anslag mod kritisk infrastruktur både blandt de lavest hængende og billigste frugter på eskalationstræet.

Geografisk – med sunde og bælter ud og ind af Østersøen – sidder Danmark på venerne for russisk adgang ind og ud til havnene i Skt. Petersborg og Kaliningrad. I regi af Rigsfællesskabet har vi objektivt en enorm opgave fra Nordatlanten til Arktis. Men har vi en flåde, der kan løse de opgaver? Og har vi en flåde, der er givet grej til samme? Svaret på begge spørgsmål er naturligvis “nej”.

JEF-aktionen bør være et wake-up-call for forsvarsforligskredsen – det er tid til at genoverveje prioriteringerne og hjemtage den udliciterede handlekraft fra Finansministeriet til Forsvarsministeriet.