DEBAT: Når krigen i Ukraine en dag får en ende, og freden atter har sænket sig, vil verden på et punkt ikke have ændret sig: Krigsforbryderne vil med overvejende sandsynlighed slippe for straf. I mange tilfælde vil nationale interesser trumfe hensynet til de befolkninger, der har lidt under krigshandlingerne, skriver Preben Bonnén, der her giver et historisk oprids.

Der er krig i Europa mellem på den ene side Ukraine og dets vestlige bidragsydere og på den anden side Rusland, ligesom der på ny er udbrudt krig i Mellemøsten. Om Kina vil udnytte ragnarok til at invadere Taiwan, er vanskeligt at forudsige, men hvad vi tidligere forestillede os som utænkeligt, har desværre vist sig at gå hen og blive til barsk virkelighed.

Som i alle krige er der mange uskyldige, som bliver dræbt, og det er selvom humanitær og international lov (læs: krigens love) foreskriver, at civilbefolkningen i videst mulige omfang skal skånes og beskyttes. Ruslands overfald på Ukraine og Israels invasion i Gazastriben har dog vist og bevist, at civilbefolkningen langtfra nyder godt af krigens love.

Rusland har fra angrebskrigens tidlige begyndelse resolut gået efter ikke bare militære mål, men også at lamme den kritiske infrastruktur i Ukraine og dermed afskære civilbefolkningen fra de helt basale livsnødvendigheder, såsom strøm, varme og vand.

Vender vi blikket mod Israel, er billedet et andet og lidt mere kompliceret. Selvsagt har Israel en indlysende og logisk ret til at forsvare sig selv og sit folk, hvilket intet retskaffen menneske i den civiliserede verden sætter spørgsmålstegn ved.

Retten til at forsvare sig selv er dog ikke at forveksle med en blankocheck til at handle overilet eller ubegrænset, herunder at tilsidesætte humanitær og international lov. Når den israelske regering derfor kollektivt straffer den civile palæstinensiske civilbefolkning i Gazastriben, vil det ikke med henvisning til staten Israels selvforsvar hverken kunne forsvares eller (bort)forklares.

Hamas har med sin massakre og kidnapninger begået uhyrlige og utilgivelige forbrydelser mod den israelske civilbefolkning, som ikke må gå ustraffet hen. Omvendt må krigsforbrydelser fra israelsk side heller ikke hverken negligeres eller ignoreres.

Pludselig praksisændring førte til frifindelser

Det samme gør sig gældende i Ukraine-krigen, hvor såvel russiske som ukrainske styrker begår krigsforbrydelser, og uanset hvem som betragter sig som den forurettede part i krigen, skal og må der være lighed for international lov og ret, hvor idealistisk og til tider naivt det end kan lyde. Netop fordi retfærdigheden langt fra altid sker fyldest og yder ofrene den retfærdighed, man burde kunne forvente.

I den henseende kan vi blot lede tankerne tilbage til juni 2013, hvor den af FN nedsatte internationale forbryderdomstol med sæde i den hollandske by Haag havde til opgave at retsforfølge det tidligere Jugoslaviens krigsforbrydere, det være sig kroatere, serbere eller bosniere. En overraskende og pludselig praksisændring betød dog, at flere krigsforbrydere blev frifundet for ansvar ved appelretten. I første omgang var de blevet idømt mellem 18 og 27 års fængsel.

Tidligere praksis var, at militære øverstbefalende blev holdt ansvarlige for krigsforbrydelser, som deres underordnede havde begået. Men som et lyn fra en klar himmel blev bevisførelsen skærpet, så de øverstkommanderende skulle have haft direkte forsæt til forbrydelserne og ikke kun viden eller formodning om, at forbrydelserne ville eksekveres. Bevæggrundene for ændringen i den hidtidige praksis kan man kun gisne om, men spørger man Frederik Harhoff, som på daværende tidspunkt var dommer ved krigsforbryderdomstolen i Haag, udelukker han ikke, at USA eller Israel havde haft indflydelse på ændring af praksis uden dog at kunne bevise det.

Tilfældet Jugoslavien er dog ikke på nogen måde enestående. Den væbnede kamp i Nordirland mellem IRA og de britiske styrker er også et beklageligt og kedeligt eksempel på, at retten ikke altid sker fyldest. I juli 2021 vedtog det britiske parlament en lov om amnesti for tidligere tjenestegørende britiske soldater i den nordirske provins, hvilket satte en stopper for de allerede igangværende retssager for forbrydelser begået i Nordirland i perioden fra 1960’erne til 1998, samme år som fredsaftalen blev indgået.

Begrundelsen fra den britiske regering lød på at det ville være vanskeligt om end ikke umuligt at rode op i fortidens synder så lang tid efter fredsaftalen, ligesom regeringen med loven ”… ønskede at give Nordirlands befolkning de bedst mulige betingelser for at komme videre efter konflikten i stedet for at være bundet af sin fortid”, som en unavngiven regeringskilde udtrykte det til The Guardian.

I Belfast så og ser man stadig anderledes på loven om amnesti. Her er man modstander af loven og vil derfor have dens legitimitet prøvet ved Højesteret i London. Ifølge – blandt flere – de nordirske partier og den irske regering handler vedtagelsen af lovforslaget først og fremmest om, at Storbritannien vil beskytte sine egne selvom begrundelsen officielt selvfølgelig var en anden.

Udskældt lov satte tyske krigsforbrydere fri

Skal vi skrue tiden endnu længere tilbage og kigge på efterkrigstidens Vesttyskland og landets selvopgør med egne krigsforbrydere, bliver det ikke meget bedre – tværtimod. Selvopgøret har været – og er fortsat – en skamplet på den dengang nyfødte forbundsrepublik, hvor både kendte og ukendte krigsforbrydere gik fri fra rettergang.

Vedtagelsen af den såkaldte Dreher-lov i Den Tyske Forbundsdag i 1968 betød, at mange krigsforbrydere klarede frisag. Hvad tidligere blev betragtet som mord blev omdefineret til manddrab, som udmundede i enten strafnedsættelse eller frifindelse. Skandalen blev ikke mindre af, at forfatteren bag lovforslaget var embedsmanden Eduard Dreher, som havde en fortid som medlem af nazistpartiet, NSDAP, og fra 1938 bestred embedet som statsanklager ved den særlige domstol i Innsbruck, hvor han idømte hårde straffe til modstandere af det nazistiske regime.

At retfærdigheden oftest trædes under fode, er desværre ikke noget nyt fænomen. Når den internationale forbryderdomstol i Haag, den britiske regering i London og den tyske forbundsregering med dengang sæde i Bonn alle ændrede praksis, har det at gøre med andre og højerestående interesser. I forhold til det tidligere Jugoslavien, var USA og Israel sikkert bange for, at domsafsigelserne ved den internationale krigsforbryderdomstol i Haag kunne danne en uheldig præcedens, hvor også deres soldater kunne forlanges udleveret, og idømmes straffe for lignende krigsforbrydelser.

Rettes rampelyset mod den britiske regerings beslutning om at give amnesti til de udstationerede britiske soldater i Nordirland under den dengang hærgende konflikt og væbnede kamp mod IRA, var det ønsket om dels at beskytte sine egne, dels at freden i Nordirland stadig var og er skrøbelig.

Forbundsrepublikken Tyskland kunne for sit vedkommende nyde godt af og leve højt på den amerikanske frygt for Sovjetunionen. Tyskerne lå inde med stor (krigs)erfaring og viden om den sovjetiske fjende, som man i Washington D.C.  gerne ville profitere af og det sker ikke ved at straffe, men derimod belønne.

Krigens love fungerer kun i fredstid

Som det lader sig forstå, er det langtfra altid (hvis overhovedet), at retfærdigheden vil ske fyldest. Nationale interesser vil altid stå over krigsforbrydelser, ikke mindst hvis de identificerede krigsforbrydere kan bidrage med viden, som er til brug og gavn for den nationale sikkerhed, eller hvis man kan beskytte sine egne soldater for lignende retsforfølgelser.

Krigen i Ukraine får en dag en ende, om det bliver om et år, to eller tre år er uvis, og situationen i Mellemøsten vil kunne eskalere fra slemt til det værre. Men et er sikkert, når freden atter vil sænke sig og genopbygningen kan påbegyndes, vil verden på et punkt ikke have ændret sig.

Vi vil igen blive vidne til at krigsforbrydere går fri, ligesom vi igen vil  kunne konstatere, at krigens love kun fungere i fredstid.

Billede: OSeveno, CC BY-SA 4.0, via Wikimedia Commons