DEBAT: Før man kan indgå i en diskussion om en mulig tung brigade og dens enheder, er man nødt til at forstå de rammer, som Forsvaret, Hæren og 1. Brigade arbejder under, mener major Peter Søndergaard. Rammerne udlægger han i dette indlæg, som følges op af endnu et indlæg om fremtidens kampplads – og om forsvarschefens forslag om specialinfanteri.

Vi har de seneste uger læst og hørt en del om, hvad pengene fra det nye forsvarsforlig bør gå til. Vi har kunnet læse at oberst Jacob Barfoed (Flyvevåbnet) peger på, at vi skal fokusere på kapaciteter, der kan forsvare nationen Danmark, og at han samtidigt efterspørger årsager til, at Hæren skal stille med en tung infanteribrigade. Vi har også læst og hørt, at forsvarschefen ikke helt vil binde sig til den aftale om opstillingen af den tunge infanteribrigade, som Danmark har indgået med Nato tilbage i 2018 og igen i 2020. Han refererer til, at han mener, at brigaden skal udrustes anderledes – blandt andet med en enhedstype, der ikke efterspørges af Nato eller kendes af Hæren.

Indlægget fortsætter under henvisningen …

I Norge forventer politikerne, at forsvarschefen debatterer offentligt

Før man kan indgå i en diskussion om brigaden og dens enheder, er man nødt til at forstå de rammer, som Forsvaret, Hæren og 1. Brigade arbejder under. Jeg prøver med vilje her at skrive til læseren, der ikke er hærofficer eller en del af Hæren.

Krigens niveauer

Krig har mange niveauer – når politikerne, Nato og de firestjernede generaler taler om krig, er det ofte strategiske forhold, de taler om. Det strategiske niveau taler om fjendens nation, folk og styre. En strategisk kapacitet er derfor typisk en meget langtrækkende ting, der kan ramme mål, der er vigtige for fjendens nation – f.eks. krydsermissiler, der kan nå fjendens hovedstad. Små nationer som Danmark har typisk ikke strategiske kapaciteter – de er meget dyre, og vi har ingen nationale militære ambitioner, der gør, at vi som nation skal kunne true en anden nations strategiske mål – det lader vi Nato og nationer, der gennemfører egne militæroperationer, om.

På det operative niveau føres kampagner. Under Anden Verdenskrig var den del, der foregik i Nordafrika, en kampagne for sig selv, mens krigen i Rusland var en anden kampagne indenfor samme krig. Her tales om Joint krigsførelse – altså krig, hvor den øverste general samordner flyvevåbens-, søværns- og hærenheder for at vinde kampagnen. Med moderne buzzwords tales der om, at vi vil gennemføre Multi Domain Operations. På det operative niveau indsættes hærenheder af armé, korps og måske ned til divisionsniveau. For den operative chef er våben som F-35, HIMARS og vores nye PULS-raketkastere interessante – enkelte kampvogne er ligegyldige. Grundet det danske forsvars størrelse og rådighed over kapacitet, er der en tendens til, at vi herhjemme ophøjer taktiske kapabiliteter til de overliggende niveauer, hvilket kan være med til at forvirre ift. anvendelsen og indsættelse af især Hærens kapaciteter. Det, der afgør, om en kapabilitet kan tilskrives det ene eller andet niveau, er den effekt den bibringer på kamppladsen.

På det taktiske niveau kæmpes slaget. Her indsættes divisioner, brigade, bataljoner og så videre mod fjendens kampenheder med det formål at tage terræn eller nedkæmpe fjendens styrker. Divisions- og brigadecheferne indsætter egne midler støttet af midlerne fra det operative niveau. For delingsføreren på jorden, 300-500 meter fra fjenden, er kampvognen afgørende, mens raketkasteren er fuldstændig irrelevant.

Det er i disse niveauer, vi skal forstå Jacob Barfoeds spørgsmål og forsvarschefens kommentar.

Barfoed taler om F-35, der har strategisk og operativ effekt, og stiller spørgsmål til sammensætningen af en taktisk brigade, der skal kunne indsættes side om side med en allierets brigade, måske under kommando af en tredje allierets division. Vi sammenligner æbler og bananer, når vi sidestiller F-35 eller en fregat med en brigade.

Vi skal som nation selvfølgelig kunne forsvare os selv mod angreb – det, man i Nato kalder artikel 3-operationer. Det er traditionelt Flyvevåbnet og Søværnet, der løser de opgaver støttet af andre offentlige myndigheder, fordi truslerne mod landet er missiler, raketter, droner, cyberangreb, informationsvildledning og specialoperationsstyrker. Der er ingen nævneværdig risiko for, at en russisk division gør landgang i Køge Bugt.

Danmark indsætter derimod 1. Brigade i rammen af Natos artikel 5, altså musketereden. Brigaden skal sandsynligvis indsættes med den dansk bemandede division i Letland. Hverken danske fly eller skibe er designeret til at støtte brigaden – de tre værn kæmper separate kampe – muligvis i forskellige kampagner. Hvis brigaden skal have luftstøtte, kommer den højest sandsynlig fra en nation, der kan stille med Close Air Support-fly frem for F-35, der helst ikke vil for tæt på fjenden. Der er derfor INGEN synergi at opnå mellem Hæren og de to andre værn. Synergien opnås primært igennem Nato. Derfor er det afgørende, at brigaden kan spille sammen med vores Nato-allierede. Det er altså vigtigt, at den brigade, Danmark stiller med, er magen til det, vores venner stiller med.

En diskussion om, at det ene værn skal have flere penge end det andet værn, er utroligt svær at kvalificere – er nationalt forsvar vigtigere end vores artikel 5 forpligtigelse? Nogle ville selvfølgelig straks råbe “ja!”, mens andre ser, at den kamp, vi kæmper i Letland, netop har til formål at holde kampen væk fra Sjælland. Her tror jeg, at vi bør læne os op ad dem, der skal indsætte dele af vores kapabiliteter – altså Nato. Og det er mit indtryk, at det styrkemål, som Nato prioriterer højest for Danmark, er en tung infanteribrigade. Man efterspørger generelt flere landstyrker i Norden og i øst, idet man er overlegen regionalt, når det kommer til kampfly, herunder F-35.

Nu, da vi har fået styr på krigens niveauer – og fundet ud af, at det ikke giver mening af sammenligne behov for F-35 med en diskussion om middel-, tung- eller hybrid infanteribrigade – vil jeg gå lidt i dybden med at se på, hvad en brigade er, og i del næste artikel (del 2 af indlægget) se på forsvarschefens specialinfanteri og på, hvorfor han har ret i sin analyse af kamppladsen, men har misforstået løsningen.

Hvad er en tung brigade, og hvilken opgave løser den?

En brigade er i Nato-regi en forholdsvis lille taktisk enhed. Den består typisk af nedenstående enheder:

• Tre til fire kampbataljoner, der løser de primære kampopgaver
• En ingeniørbataljon, der lægger og rydder miner, sprænger hindringer for fjenden og slår broer over vandløb og lignende opgaver,
• En Intelligence Surveillance and Reconnaissance (ISR)-bataljon, der er brigadens øjne og ører. De anvender droner og opklaringssoldater med videre til at finde fjenden for brigaden
• En artilleribataljon, hvis opgave er at støtte kampbataljonernes kamp med langtrækkende ild fra afdelingens haubitser. Afdelingen arbejder også tæt sammen med ISR-bataljonen, så de kan bekæmpe fjenden, før kampbataljonerne møder dem. Dette øger kampbataljonernes chance for succes på kamppladsen.
• Logistikbataljonen sørger for, at ammunition, diesel, rationer og alle de andre ting, der er behov for, bliver bragt frem, samtidig med at skadede køretøjer og sårede soldater transporteres tilbage for at blive enten at blive vedligeholdt eller tilset på felthospitalet.
• Vigtigst er føringsstøttebataljonen, der tilsikrer, at bataljonerne kan tale sammen, og brigaden kan gennemføre kommando og kontrol.

Alle disse elementer er sammensat, så brigaden kan løse sine offensive og defensive opgaver som en helhed eller, som Lyhne siger, en fin-tunet gearkasse.

Indlægget fortsætter under henvisningen …

Forsvarschefens “Lyseblå enevælde” rejser igen mistanke om nepotisme i Forsvaret

Måden, brigaden ser ud på, dikteres af den opgave, den skal løse og derfor også dens plads på kamppladsen. Den tunge infanteribrigade kæmper kampen, hvor den er hårdest – tunge enheder slår sig igennem fjendes forsvarslinjer med en kombination af voldsom ildkraft, hastighed og evnen til at kunne modstå fjendens beskydning. Derfor er den tunge infanteribrigades enheder tungt pansrede, har både kraftige direkte skydende våben og langtrækkende præcision.

Til sammenligning løser en medium brigade opgaver, som kræver hurtig deployering. Det kan være reaktion på fjendens sø- eller luftlandsætninger, sikring af bagland og rensning af lukket terræn som byer og skove. Opgaver, der ikke indbefatter kamp mod tungt pansrede fjender. Medium brigaden er udrustet med pansrede mandskabsvogne med meget ringe ildkraft. Disse vogne er meget store og derfor uegnede i kamp mod pansrede enheder, da de fremstår som store mål.

Kampbataljonens opgave og kampvognens og infanterikampkøretøjets plads

Brigadens kampenheder er kampbataljonerne – disse består typisk af fire kompagnier, der kan være udrustet med kampvogne, infanterikampkøretøjer og, for et enkelt kompagni per bataljon, måske pansrede mandskabsvogne. Denne blanding af enheder har historisk vist sig bredt anvendeligt til den type kamp, som brigaden skal løse. Vores amerikanske kolleger udruster deres tunge kampbataljoner med to kampvognseskadroner (det samme som et kompagni – ca. 14 kampvogne) og to panserinfanterikompagnier udrustet med infanterikampkøretøjerne. Andre af vores allierede har fire ens panserinfanterikompagnier i bataljonerne. Kampbataljonerne er sammensat ud fra en tankegang om “to i front og to i reserve”. Det betyder, at bataljonschefen kan angribe med to panserinfanterikompagnier i front, have en reserve med tunge kampvogne til at slå fjenden helt i stykker når muligheden byder sig, og et mekaniseret infanterikompagni i pansrede mandskabsvogne til at rense og holde det vundne terræn samt sikre bataljonens ryg og flanker.

Indlægget fortsætter under henvisningen …

»Forsvarschefen er nødt til at gentænke dele af sin strategi«

Bataljonen anvender “ild og bevægelse”, når den kæmper. Det er en manøvrer, som gennemføres helt ned på makkerparniveau, hvor den ene soldat støtter sin makker, når han bevæger sig. Det højeste niveau, denne manøvre gennemføres på, er mellem kompagnier. Synergien mellem bataljonerne opnås ved chok-effekten, når to eller flere bataljoner angriber frem side om side. Når panserinfanterikompagnier angriber, ser man typisk to delinger med hver fire infanterikampkøretøjer i høj fart angribe hen imod fjendens stilling, mens kampvogne og infanterikampkøretøjer fra andre kompagnier skyder på fjenderne i målet – det er meget kaotisk og ekstremt voldsomt – og det er dét, der skal til for at få soldaterne frem i målet hurtigt og forholdsvist sikkert.

Hvordan kæmper divisionen?

Brigaden indgår i en division. Divisionen og dens overliggende hovedkvarter – korpset – adskiller sig fra brigaderne og bataljonernes kamp ved primært at fokusere på at facilitere kampen for kampbrigaderne. Dette gør de ved at kæmpe kampen i dybden med langtrækkende opklaringsenheder og droner samt divisionsartilleriet, der består af artilleri og raketkastere. Denne kamp foregår i dybden af fjendens opstilling og kaldes derfor kampen i deep (vi bruger mange engelske udtryk).

Brigaderne, derimod, kæmper i det, vi kalder close. Brigaden og dens enheder kæmper altså mod fjendens kampenheder og typisk med direkte skydende våben, mens divisionen kæmper i deep mod indirekte våben.

Divisionen skaber forudsætning for brigadernes manøvrer ved at nedkæmpe fjendens reserver, artilleri, logistisk og hovedkvarterer

Brigaden udnytter de muligheder i tid og rum, som divisionen skaber, til at slå sig igennem fjendens forsvar og manøvrere sig i dybden og derved ødelægge sammenhængen i fjendens kamp, som derfor må trække sig tilbage eller overgive sig – dette kaldes manøvrekrigsførelse.

Brigaden på kamppladsen

Vi kan altså se, at en forudsætning for at 1. Brigade skal kunne kæmpe og vinde på kamppladsen er, at den er udrustet med enheder og materiel, der sætter den i stand til at løse sin kampopgave, herunder kampvogne og infanterikampkøretøjer. På samme måde tænker vores Nato-allierede – brigaderne skal trods alt kæmpe side om side på den østlige flanke og kunne afløse hinanden i terrænet og håndtere samme fjende.

Indlægget fortsætter under henvisningen …

Afskaf civil styringslogik og gør op med det politiserede forsvar

Hvis vi ser mere specifikt på den kampplads, som brigaden måske skal indsættes i – altså Letland – ser vi terræn med masser af skov og dårlig infrastruktur. Terrænet udenfor vejene bliver let kørt op og gør, at hjulbaserede køretøjer sidder fast. Derfor taler brigadens opgave i Letland for, at Danmark skal stille med en tung brigade, der kan kæmpe kampen på kort afstand i skovene, beskytte sig mod fjendens beskydning og manøvrere på de dårlige veje og uden for vejene – her vil en medium brigade hurtigt komme til kort.

Afslutning

Jeg har her forsøgt at skabe lidt overblik over Hærens meget komplekse kampplads. Forhåbentligt står det klart, at hvert niveau og enhedstype løser de særlige opgaver, som den er designet til. Jeg har forsøgt at vise, hvordan enhederne på tværs af niveauer støtter hinanden og således er afhængig af at kunne løse de opgaver, der bliver pålagt. Det er derfor ikke lige meget, om Danmark stiller med en tung infanteri- eller en medium infanteribrigade – særligt ikke, når Nato forventer og planlægger på, at vi stiller med en tung infanteribrigade

Jeg har fokuseret på de pansrede kampenheder, men brigadens andre bataljoner skal selvfølgeligt også udrustes, så de kan følge med. Ingeniørerne skal have nyt materiel, der sætter dem i stand til både at finde og gennembryde fjendens komplekse hindringer, men også bygge hindringer til vores forsvar. Logistikbataljonen skal have nok lastbiler og andet udrustning, så kampsoldaterne har noget at skyde med, noget at spise og kan blive evakueret, når de bliver såret og så videre. Desværre er vi ikke nået så langt i det foregående forlig, som vi ønskede os, så vi skubber en stor regning foran os – men det ændrer ikke behovet.

I næste indlæg vil jeg se på den moderne og fremtidens kampplads – og på forsvarschefens specialinfanteri.