BLOG: Der er behov for et opgør med det politiserede forsvar, og civile begreber som ‘styrelse’ og ‘koncern’ bør i samme ombæring køres ud på Øster Fælled og lide samme skæbne som Struensee. Det mener reserveofficer Klaus Kroll, som ønsker sig, at helhedsansvaret igen placeres ved forsvarschefen.

I det hedengangne Sovjetunionen havde man politiske officerer, der fungerede ude i enhederne som politbureauets forlængede arm. Afvigere blev luget ud, kritikere fjernet og ethvert tilløb til uenighed effektivt lukket ned. De politiske officerer var effektive og fungerede med et netværk af informanter, så ingen kunne vide sig sikker. Der er vi ikke endnu, men besynderligt nok er vi kommet et par skridt tættere på, at de helt grundlæggende demokratiske principper tilsidesættes.

Forsvarsminister Trine Bramsen mener nemlig ikke, at Danmark er moden til en åben debat om Forsvaret, som man kender det fra eksempelvis Norge, hvor det er forsvarschefen der leder an i den offentlige debat om, hvad Forsvaret er, og hvad det skal kunne. I den ånd skal en nytiltrådt forsvarschef holdes i kort snor og have en politisk mundkurv på, der primært fungerer ved, at de få ord, der kommer ud, er farvet på den rigtige måde.

Med andre ord skal en forsvarschef, eller måske rettere styrelseschef, altså ikke udtale sig offentligt om militærfaglige råd, men lade de faglige vurderinger sive igennem ministeriet for at blive malet i den politisk korrekte virkelighed for til sidst at kunne sluses ud i offentligheden. Udfordringen er blot, at det så ikke længere er militærfaglige råd, men politiske skønmalerier og våde drømme. Væk er fingeren på de ømme punkter, og som dug for solen smider man de helt åbenlyse udfordringer ind under gulvtæppet og lader som om, at problemerne dermed forsvinder. Men problemerne forsvinder ikke, da man ved at forsøge at gemme et lig under gulvtæppet, på et tidspunkt vil opdage, at det begynder at lugte.

Materiellet nedslides med hidtil uset hastighed

Siden Murens fald har Forsvaret været skiftende regeringers velfærdsreserve. I Forsvaret har man hentet midlerne til en række andre politiske projekter, der kostede penge, og meget få råbte op, når der røg en brigade, et par skibe eller lukkede en kaserne. Sideløbende med de drastiske nedskæringer forøgede man den politiske aktivisme, der har betydet, at Forsvaret har været indsat over det meste af kloden fra sandkasserne i Afghanistan, Irak og Mali til alverdens piratinficerede farvande omkring Afrika.

Det er opskriften på en nedslidning af et forsvar i en uset hastighed. Materiellet er så slidt, at det er underlagt skrappe restriktioner for brug i fredstid, våben og ammunition er en mangelvare, og vi har i skrivende stund flere admiraler og generaler end fungerende kampvogne. End ikke den højt besungne ene brigade kan vi få operationsklar, da man ikke har sørget for at afsætte midlerne til indkøb eller tilvejebragt økonomi til ansættelse af personellet.

Blogindlægget fortsætter under billedet …

På et bagtæppe af et dysfunktionelt forsvar lægger forsvarsminister Trine Bramsen så brænde på bålet ved at nægte Forsvarets chefer at tale om det – hverken offentligt eller i de kredse, der er med til at forme forsvarsdebatten.

Lad chefer blande sig i den offentlige debat

De seneste tåbeligheder kommer ikke ud af det blå, men er en fortsættelse af tidligere tiders beslutninger om at reducere Forsvaret til en udvidet milits gennem det ene forlig efter det andet, men i særdeleshed gennem beslutning om at sovse Forsvarets militære ledelse ind i ministeriet og fratage den øverste uniformerede ledelse ansvaret for ret meget andet end sin egen uniform og en kuglepen.

I dag har vi koncerndirektører, styrelseschefer og et væld af andre titler hentet på den akademiske mødding. Den udvikling er ikke alene en socialdemokratisk opfindelse, men bekymrende nok en ret bred politisk beslutning som man med en smule forudseenhed burde have undgået. Den nuværende forsvarsminister har bare taget de helt groteske antidemokratiske tiltag til nye højder, stærkt hjulpet af en ret åbenlys inkompetence.

Løsningen er snublende nær, om end ikke det nemmeste at få klemt igennem det politiske landskab lige nu: Skil ministeriet og Forsvarets ledelse fra hinanden. Lad departementschefen servicere ministeren og forsvarschefen passe på sine soldater. Kør ordene styrelse og koncern ud på Øster Fælled, og lad dem lide samme skæbne som Struensee. Saml Forsvaret under forsvarets øverste militære chef og giv ham/hende helhedsansvaret tilbage.

Stop med at begrænse Forsvarets chefer i at deltage i den offentlige debat og lad venligst være med at få dem til at klappe i, fordi de beskriver den triste virkelighed, Forsvaret står i. Måske kan det hele krydres med at få en ansvarlig minister på posten, der har en anelse forståelse for sit ressortområde, ikke agerer magtfuldkommen, og som slet ikke brillerer ved at lægge låg på debatten ved politisk censur. På den anden side skal man passe på, hvad man ønsker sig; Carl Holst eller Nick Hækkerup risikerer bare at komme tilbage.

Dagens tal er stadig to procent, om end det næppe rækker, hvis vi skal have et robust forsvar tilbage.