KOMMENTAR: Annonceringen af den amerikanske donation af klyngebomber til Ukraine har vakt furore i dele af det danske kommentariat. Men hverken USA eller Ukraine har tilsluttet sig konventionen mod klyngebomber og har dermed ingen juridisk forpligtelse til at indrette sig efter vores forargelse – og heller ikke en moralsk.
Tirsdag går Nato-topmødet i Litauens hovedstad, Vilnius, i gang, og der bliver rigeligt for statsledere og ministre at se til og forsøge at nå til enighed om. Ikke mindst våbenstøtten til Ukraine står igen højt på dagsordenen, og her kan der muligvis blive kurrer på tråden. I hvert fald har USA’s beslutning om at donere klyngebomber til Ukraine delt vandene blandt Ukraines faste støtter i Vesten.
Således også i Danmark, hvor flere politikere samt en række kommentatorer og fremtrædende journalister korsede sig, da det i sidste uge kom frem, at USA vil donere en større mængde klyngebomber af typen Dual Purpose Improved Conventional Munition (DPICM) til Ukraine.
Klyngebomber er et ubehageligt, men overmåde effektfuldt våben, som virker ved, at en række mindre sprængladninger – såkaldt subammunition eller bomblets – spredes over et større område, når klyngebomberne nedkastes fra fly eller affyres med artillerigranater. Om undertypen DPICM forklarede Forsvarsministeriet i en analyse af fordele og ulemper udgivet i 2008:
»Dual Purpose betyder, at den pågældende klyngeammunition er designet til at bekæmpe både pansrede og upansrede mål. I denne form for klyngeammunition indeholder hver bomblet en sprængladning, der er tilstrækkelig kraftfuld til at kunne gennembryde panser og andre materialer, mens fragmenterne fra klyngeammunitionens bomblets samtidig bl.a. har ødelæggende effekt på ikke-pansrede mål.«
Et temmelig højlydt mindretal i det danske kommentariat har siden annonceringen af donationen givet udtryk for en blanding af bekymring og stærk forargelse, fordi klyngebomber gennem tiden har fået et endog meget blakket ry. Det ry skyldes i vid udstrækning, at forbryderstater bevidst har rettet skytset mod civilbefolkninger og bevidst undladt at rydde ueksploderede bomblets. For få år siden gik det ud over den syriske befolkning, og senest har Rusland hyppigt og uden skrupler brugt klyngebomberne mod ukrainske boligområder.
Ingen juridiske eller moralske forpligtelser
Danmark har i lighed med mere end 100 andre lande underskrevet konventionen mod klyngebomber og dermed frasagt sig muligheden for selv at have våbentypen i sit arsenal. Konventionen får nogle fejlagtigt forvekslet med krigens love, og dermed får de samtidig bildt sig selv ind, at USA og Ukraine måske ligefrem gør sig skyldige i krigsforbrydelser. Hverken Ukraine eller USA har imidlertid valgt at tiltræde konventionen – det har Rusland i øvrigt heller ikke – og dermed har de ingen folkeretlig forpligtelse til at undlade at bruge klyngebomber. I Ukraines tilfælde har man endog meget tungtvejende grunde til faktisk at gøre det.
Spørgsmålet er så, om ukrainerne har en moralsk forpligtelse til at lade være. Lad det i den forbindelse være sagt med det samme: Det er et sympatisk – og på mange måder fornuftigt – synspunkt, at udbredelsen af klyngebomber i videst muligt omfang skal bremses og klyngebomber udfases. Men fra vesteuropæiske smørhulsnationer som Danmark er det også et alt for nemt standpunkt at indtage. Der er markant længere fra Københavns airconditionerede kontorer og redaktionslokaler til slagmarkerne i Ukraine, end den geografiske distance kan give indtryk af.
I Ukraine vil klyngebomberne være uhyre effektive mod de forsvarsstillinger, som russerne over de seneste mange måneder har etableret, og som ukrainerne i skrivende stund forsøger at nedkæmpe. Efter ukrainsk udsagn skal klyngebomberne da også ene og alene finde anvendelse mod russiske styrker i de besatte områder, og man vil øjensynligt registrere al anvendelse for at lette rydningen af ueksploderede subammunition efter krigens afslutning. Tilsvarende vil man ikke bruge dem i nærheden af civil beboelse. På den måde vil man minimere den skade, klyngebomberne kan gøre på befolkningen, og som har gjort dem så upopulære.
Om det formilder de velmenende danskere, der i disse dage harcelerer over både amerikanere og ukrainere i landets dagblade og på sociale medier, er nok tvivlsomt. Folk ser ud til at have besluttet sig, og ingen verdens militærstrategiske argumenter kan rokke ved den skråsikkerhed, der hersker.
Danmark lider af fastgroet fredstidsmoral
Både skråsikkerheden og forargelsen over klyngebomberne er symptomatisk for en bredere tendens, som jeg gennem en længere periode har haft svært ved at forlige mig med: Vi danskere virker i det hele taget lidt for glade for at fælde dom over, hvordan andre lande skal gribe tingene an. På nogle områder kan det være meget formålstjenligt, men der findes næppe nogen nulevende dansker, der har skullet forsvare sit hjemland på dansk jord.
Vores forståelse for krigens realiteter kan for de flestes vedkommende ligge på et meget lille sted. Derfor er der heller ingen, der med nogen ret kan eller bør diktere, hvordan ukrainerne skal forsvare sig og gribe eksistenskrigen mod Rusland an.
For nogle måneder siden kørte en tilsvarende diskussion i bedste sendetid i Debatten på DR2, hvor paneldeltagerne blev spurgt, om Ukraine nu også skal vinde krigen for enhver pris. Da måtte jeg korse mig!
Undskyld mig, men er disse ting virkelig nogle, vi skal sidde i Vesteuropa og bestemme? Skulle vi ikke nøjes med at beslutte, hvilke kapaciteter og bidrag vi selv ønsker at sende til Ukraine, og så i øvrigt lade det være op til ukrainerne, hvordan de forsvarer sig, så længe de foregår inden for rammerne af krigens love? Som absolut minimum kunne modstanderne af klyngebomber eller andre våbenkapaciteter anvise et alternativ – eller slet og ret sige, hvis de mener, at et ukrainsk nederlag er at foretrække.
Det forekommer mig, at vi i Danmark har vænnet os lidt for meget til den dybe fred, som vi fra Murens fald i 1989 og tre årtier frem udnyttede til at skære ned på forsvarsudgifterne og rette det sikkerhedspolitiske fokus mod konfliktområder langt fra vores egen baghave. Det lader til at have haft den afledte effekt, at vi ser os i stand til at indtage de moralske højdedrag, hvorfra vi kan fælde dom over enhver, der ikke gør, som vi – helt hypotetisk – selv ville have gjort.
Bemærk: Jeg siger ikke, at vi skal lukke øjnene og blindt blåstemple alt, hvad der foregår i Ukraine. Begår ukrainerne krigsforbrydelser, skal vi på det kraftigste fordømme det og retsforfølge de skyldige ved førstkommende lejlighed. Rammer de civile mål, som russerne rutinemæssigt og veldokumenteret gør det, skal det straffes. Det er der bare ikke noget, der tyder på, og vi kan ikke forvente, at ukrainerne indretter sig efter vores egen fastgroede fredstidsmoral.
BILLEDTEKST: Kaptajn Austin Fouts fra det amerikanske flyvevåben inspicerer en klyngebombe af typen Cluster Bomb Unit 103 under vingen af en B-52H Stratofortress. Billedet har ikke med donationen til Ukraine at gøre. Foto: Det amerikanske forsvarsministerium
