KOMMENTAR: Annonceringen af den amerikanske donation af klyngebomber til Ukraine har vakt furore i dele af det danske kommentariat. Men hverken USA eller Ukraine har tilsluttet sig konventionen mod klyngebomber og har dermed ingen juridisk forpligtelse til at indrette sig efter vores forargelse – og heller ikke en moralsk.
Tirsdag går Nato-topmødet i Litauens hovedstad, Vilnius, i gang, og der bliver rigeligt for statsledere og ministre at se til og forsøge at nå til enighed om. Ikke mindst våbenstøtten til Ukraine står igen højt på dagsordenen, og her kan der muligvis blive kurrer på tråden. I hvert fald har USA’s beslutning om at donere klyngebomber til Ukraine delt vandene blandt Ukraines faste støtter i Vesten.
Således også i Danmark, hvor flere politikere samt en række kommentatorer og fremtrædende journalister korsede sig, da det i sidste uge kom frem, at USA vil donere en større mængde klyngebomber af typen Dual Purpose Improved Conventional Munition (DPICM) til Ukraine.
Klyngebomber er et ubehageligt, men overmåde effektfuldt våben, som virker ved, at en række mindre sprængladninger – såkaldt subammunition eller bomblets – spredes over et større område, når klyngebomberne nedkastes fra fly eller affyres med artillerigranater. Om undertypen DPICM forklarede Forsvarsministeriet i en analyse af fordele og ulemper udgivet i 2008:
»Dual Purpose betyder, at den pågældende klyngeammunition er designet til at bekæmpe både pansrede og upansrede mål. I denne form for klyngeammunition indeholder hver bomblet en sprængladning, der er tilstrækkelig kraftfuld til at kunne gennembryde panser og andre materialer, mens fragmenterne fra klyngeammunitionens bomblets samtidig bl.a. har ødelæggende effekt på ikke-pansrede mål.«
Et temmelig højlydt mindretal i det danske kommentariat har siden annonceringen af donationen givet udtryk for en blanding af bekymring og stærk forargelse, fordi klyngebomber gennem tiden har fået et endog meget blakket ry. Det ry skyldes i vid udstrækning, at forbryderstater bevidst har rettet skytset mod civilbefolkninger og bevidst undladt at rydde ueksploderede bomblets. For få år siden gik det ud over den syriske befolkning, og senest har Rusland hyppigt og uden skrupler brugt klyngebomberne mod ukrainske boligområder.
Ingen juridiske eller moralske forpligtelser
Danmark har i lighed med mere end 100 andre lande underskrevet konventionen mod klyngebomber og dermed frasagt sig muligheden for selv at have våbentypen i sit arsenal. Konventionen får nogle fejlagtigt forvekslet med krigens love, og dermed får de samtidig bildt sig selv ind, at USA og Ukraine måske ligefrem gør sig skyldige i krigsforbrydelser. Hverken Ukraine eller USA har imidlertid valgt at tiltræde konventionen – det har Rusland i øvrigt heller ikke – og dermed har de ingen folkeretlig forpligtelse til at undlade at bruge klyngebomber. I Ukraines tilfælde har man endog meget tungtvejende grunde til faktisk at gøre det.
Spørgsmålet er så, om ukrainerne har en moralsk forpligtelse til at lade være. Lad det i den forbindelse være sagt med det samme: Det er et sympatisk – og på mange måder fornuftigt – synspunkt, at udbredelsen af klyngebomber i videst muligt omfang skal bremses og klyngebomber udfases. Men fra vesteuropæiske smørhulsnationer som Danmark er det også et alt for nemt standpunkt at indtage. Der er markant længere fra Københavns airconditionerede kontorer og redaktionslokaler til slagmarkerne i Ukraine, end den geografiske distance kan give indtryk af.
I Ukraine vil klyngebomberne være uhyre effektive mod de forsvarsstillinger, som russerne over de seneste mange måneder har etableret, og som ukrainerne i skrivende stund forsøger at nedkæmpe. Efter ukrainsk udsagn skal klyngebomberne da også ene og alene finde anvendelse mod russiske styrker i de besatte områder, og man vil øjensynligt registrere al anvendelse for at lette rydningen af ueksploderede subammunition efter krigens afslutning. Tilsvarende vil man ikke bruge dem i nærheden af civil beboelse. På den måde vil man minimere den skade, klyngebomberne kan gøre på befolkningen, og som har gjort dem så upopulære.
Om det formilder de velmenende danskere, der i disse dage harcelerer over både amerikanere og ukrainere i landets dagblade og på sociale medier, er nok tvivlsomt. Folk ser ud til at have besluttet sig, og ingen verdens militærstrategiske argumenter kan rokke ved den skråsikkerhed, der hersker.
Danmark lider af fastgroet fredstidsmoral
Både skråsikkerheden og forargelsen over klyngebomberne er symptomatisk for en bredere tendens, som jeg gennem en længere periode har haft svært ved at forlige mig med: Vi danskere virker i det hele taget lidt for glade for at fælde dom over, hvordan andre lande skal gribe tingene an. På nogle områder kan det være meget formålstjenligt, men der findes næppe nogen nulevende dansker, der har skullet forsvare sit hjemland på dansk jord.
Vores forståelse for krigens realiteter kan for de flestes vedkommende ligge på et meget lille sted. Derfor er der heller ingen, der med nogen ret kan eller bør diktere, hvordan ukrainerne skal forsvare sig og gribe eksistenskrigen mod Rusland an.
For nogle måneder siden kørte en tilsvarende diskussion i bedste sendetid i Debatten på DR2, hvor paneldeltagerne blev spurgt, om Ukraine nu også skal vinde krigen for enhver pris. Da måtte jeg korse mig!
Undskyld mig, men er disse ting virkelig nogle, vi skal sidde i Vesteuropa og bestemme? Skulle vi ikke nøjes med at beslutte, hvilke kapaciteter og bidrag vi selv ønsker at sende til Ukraine, og så i øvrigt lade det være op til ukrainerne, hvordan de forsvarer sig, så længe de foregår inden for rammerne af krigens love? Som absolut minimum kunne modstanderne af klyngebomber eller andre våbenkapaciteter anvise et alternativ – eller slet og ret sige, hvis de mener, at et ukrainsk nederlag er at foretrække.
Det forekommer mig, at vi i Danmark har vænnet os lidt for meget til den dybe fred, som vi fra Murens fald i 1989 og tre årtier frem udnyttede til at skære ned på forsvarsudgifterne og rette det sikkerhedspolitiske fokus mod konfliktområder langt fra vores egen baghave. Det lader til at have haft den afledte effekt, at vi ser os i stand til at indtage de moralske højdedrag, hvorfra vi kan fælde dom over enhver, der ikke gør, som vi – helt hypotetisk – selv ville have gjort.
Bemærk: Jeg siger ikke, at vi skal lukke øjnene og blindt blåstemple alt, hvad der foregår i Ukraine. Begår ukrainerne krigsforbrydelser, skal vi på det kraftigste fordømme det og retsforfølge de skyldige ved førstkommende lejlighed. Rammer de civile mål, som russerne rutinemæssigt og veldokumenteret gør det, skal det straffes. Det er der bare ikke noget, der tyder på, og vi kan ikke forvente, at ukrainerne indretter sig efter vores egen fastgroede fredstidsmoral.
BILLEDTEKST: Kaptajn Austin Fouts fra det amerikanske flyvevåben inspicerer en klyngebombe af typen Cluster Bomb Unit 103 under vingen af en B-52H Stratofortress. Billedet har ikke med donationen til Ukraine at gøre. Foto: Det amerikanske forsvarsministerium
Vil du læse mere?
Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.
Klik HER for at komme igang.
Hej Palle,
Dengang vi selv var frontlinjestat til WAPA, var en meget stor del af Danmarks oplagte artilleriammunition ICM – dvs. klynge ammunition. Og vi havde masser af personelminer, både gammeldags og moderne. Når man ser på, hvilke lande, der har underskrevet traktaterne mod den slags våben, så ligger de alle sammen med et par stødpude-stater mellem sig selv og truende lande – f.eks. Rusland.
Så ens grænse for kvababbelse er nok ret afhængig af, hvor tæt man har truslen inde på livet.
Jeg syntes debatten mangler den nuance at de nyere typer af DPICM er produceret med selv destruktion.
Yderligere er der alternative anvendelse muligheder. F.eks. ved nedkastning af enkelte bomblets fra små droner, hvilket har potientiale til at forøge effektiviteten, af den ukrainske drone taktik, betydeligt.
Det her er et meget svært emne at forholde sig til!
Som en nation der har underskrevet en traktat om ikke at benytte denne type våben, er vi selvfølgelig nødt til at stå fast på, at brugen af disse våben ikke er i orden.
På den anden side, når det så er sagt, så er det jo sådan verden er: Nogen underskriver traktater og overholder dem. Andre nationer vælger ikke at tilslutte sig og er derfor ikke bundet af andres moralske valg.
Det er jo sådan demokrati fungerer og det må vi respektere, selv om det ikke nødvendigvis stemmer overens med vores moralske kompas!
I den aktuelle situation glemmer modstanderne dog belejligt, at Rusland nærmest fra dag et i Ukraine krisen, selv har benyttet denne type våben.
Og når man fra Ruslands side vælger at eskalere krigen, ved at benytte disse våben, må man også forvente at modstanderen svarer igen.
Hvis Putin trykker på den helt store knap, forventer vi vel heller ikke, at der ikke kommer et modsvar fra modstanderen/NATO? Eller skal vi så sidde i paddehattens skygge og pege fingre af USA fordi de svarede igen? Vi har jo trods alt regler om, at der ikke må være atomvåben på dansk grund, ikke sandt?
Krig er noget skrammel! Og det er sikkert som amen i kirken, at det ikke er den flinke der går fra banen som vinder.
Konventioner og traktater er et udtryk for gode intentioner og et positivt menneskesyn. Men når fjenden banker på, og ikke selv respektere disse ting, ja så har man 2 valg: Vind eller Forsvind!
MSJ og MRJ i har ret.
Mit første indlæg var såmænd for at slå til myretuen – hvilket nogen af jer sikkert har bemærket jeg er ret godt til. Den næste for at sætte tingene i relief, og ja det er altid nemmere at stå i 3. geled.
Jeg har intet som helst imod vi forsyner Ukraine med diverse våbensystemer som situationen er. Jeg plejer at sige “at kan man ikke vinde uden at snyde, så lad vær med at spille”, men jeg er da også klar over “at i krig og kærlighed gælder alle kneb” og hvis Ukraine har lyst til at bruge ufine trick skal de hjertelig velkommen, det får jeg ikke kvababbelse af, selvom det måske ser sådan ud i det første indlæg.
Det jeg er mest nervøs for, er hvad Putin kan finde på som modsvar i Ukraine, de bruger i forvejen fragmentations ammunition, ganske vist uofficielt, men antallet af trick han har i ærmet bliver færre og færre…..
Håber i havde en godt weekend 🙂
Danmark har som det meste af NATO (minus USA) tiltrådt aftalen om ikke at bruge klyngeammunition.
Citat “Forbuddet omfatter også enhver form for hjælp til andre som bruger, producere, lagrer eller sælger klyngeammunition. D. 16 september 2020 er der 110 lande som har ratificeret aftalen”.
Helt trekantet; hvis Ukraine får leveret og/eller bruger klyngeammunition, må Danmark vel ret beset ikke støtte Ukraine mere, hvis aftalen skal overholdes? Jeg har intet som helst imod vi støtter Ukraine, tværtimod, jo før vi kan få stoppet konflikten – jo bedre.
At russerne uofficielt har brugt dem og nu truer med officielt at bruge dem, gør det vel ikke legitimt for alle andre at bruge klyngeammunition.
Og må i så alle have en god kvababbelse :-))
Hvad bliver det næste vi skal forsyne Ukraine med, uden at få kvababbelse: Anti-personelminer, Napalmbomber, Taktiske nuklear artillerigranater? Hvor går grænsen!!!