Stadigt mere af EU’s forsvarssamarbejde centrerer sig om forskning og industri og involverer private virksomheder. Det gælder også de danske, der kan deltage trods forsvarsforbeholdet, mens staten står uden for. Det forløber dog ikke altid helt uden gnidninger, viser arbejdet med at udvikle den såkaldte Eurodrone.
EU satser i stigende grad på at styrke forskning og industri på forsvarsområdet. Mange projekter under Pesco – det permanente strukturerede samarbejde – udvikles i samarbejde med konkrete virksomheder. De handler blandt andet om at udvikle fælles missiler og artilleri.
EU-Kommissionen besluttede i 2016 at oprette en forsvarsfond, der giver økonomisk støtte til samarbejder mellem forsvarsindustrier på tværs af medlemslandene. Det drejer sig i mange tilfælde om udvikling af forsvarsteknologi.
Til trods for forsvarsforbeholdet deltager danske virksomheder og universiteter i samarbejdsprojekter og får økonomisk støtte fra forsvarsfonden. Det er muligt, fordi fonden hører under EU’s industrisamarbejde, som ikke er omfattet af forbeholdet.
Som land har Danmark ikke indflydelse på, hvilke projekter der udvælges, da det sker på baggrund af analyser i EU’s forsvarsagentur. Her er Danmark med som observatør, men er ikke med i beslutningerne.
Forskelle i traditioner og regler giver problemer
Forsvarsvirksomheder konkurrerer langt hen ad vejen på markedsvilkår som andre industrier. Kunderne er dog typisk stater, og industrien er derfor underlagt politiske restriktioner på køb og salg af våben og militær teknologi.
Samarbejde på forskningsområdet på tværs af EU-grænser foregår ikke uden gnidninger. De enkelte lande har forskellige regelsæt, militære traditioner og opfattelser af formålet med forskning og produktudvikling på forsvarsområdet.
Et eksempel på gnidninger er projektet om at udvikle den første større EU-producerede drone: Et ubemandet luftfartøj, der kan bruges til alt fra overvågning til deciderede luftangreb. Bag den såkaldte Eurodrone står Frankrig, Tyskland, Italien og Spanien og deres respektive forsvarsindustrier. Eurodronen skal blandt andet kunne konkurrere med nogle af de førende militære droner på markedet fra USA, Israel og Tyrkiet.
I 2021 modtog droneprojektet 100 millioner euro fra EU’s forsvarsfond. Under samarbejdet opstod der uenighed om, hvorvidt dronen skulle være bevæbnet. Det var særligt Frankrig interesseret i, mens Tyskland var mere forbeholden. En bevæbnet drone åbner nemlig for en række etiske problemstillinger. Landene endte med et kompromis, så dronen kan udvikles med og uden våben.
Diskussion om EU’s ansvar
Ikke alle ser positivt på EU’s øgede investering i forsvarsindustrien. For eksempel er EU’s ombudsmand bekymret for, at der mangler detaljeret vurderinger af, om projekterne overholder international lov.
Det er også et spørgsmål, hvilke konflikter EU indirekte bidrager til gennem støtten til forsvarsindustrien. EU kan ganske vist sætte betingelser og etiske standarder for de konkrete projekter. Men de samme virksomheder udvikler også produkter til lande og regioner med lavere etiske standarder. Der er derfor lagt op til diskussioner om EU’s rolle og ansvar i forhold til den globale sikkerhed.
Artiklen udgives af det partipolitisk neutrale DEO (Demokrati i Europa Oplysningsforbundet) i samarbejde med netmediet OLFI, Rådet for International Konfliktløsning og Atlantsammenslutningen. Formålet er at sikre høj valgdeltagelse på et oplyst grundlag.
Sporene skræmmer.
I 90erne var jeg i Forsvarskommandoen tæt på to internationale materiel projekter. De strandede begge pga. falske lodder i vægtskålen.
Projekt 1 drejer sig om det nordiske rednings-og transport helikopter forsøg. I Danmark skulle vore S-61 erstattes af nye moderne heloer. Det skulle ske i Norge og Sverige i samme periode. Undersøgelser blev sat i gang og fænomenale tanker blev udviklet om fælles køb af 30-40 styk, og der skulle etableres fælles værksteder for såvel turbiner som rotorer og alt andet. Et i indlysende godt projekt.
Det blev ikke til noget, for det hed sig, at vi havde alt for forskellige krav til helo typen. I virkeligheden var det falske lod i vægtskålen nok de nationale industrier og deres komplekse samarbejdsaftaler med de store producenter i USA, UK, SP, IT og Frankrig mv.
Desværre holdt Margretes I’s vision om et samlet Norden ikke i længden. Ellers havde vi nok fundet ud af at købe samme helo til Nordkap, Karlskrona, Gedser og Grønland. Men den gik altså ikke.
Vil EU materielsamarbejde have styrke nok til at tøjle industrierne?
Projekt 2 involverer Vestunionen og dens materielsamarbejde Western European Armaments Group (WEAG). Danmark var jo slet ikke medlem af Vestunionen, kun observatør. Jeg var dansk observatør i Panel III Maritime Group. Her blev jeg overraskende opfordret til at være formand for gruppen. De andre mente, at det var ok, selv om jeg kun var observatør. Nå, jamen så ok med mig, – også fra FKO.
Arbejdet gik ud på at betragte behovet for nye destroyere/fregatter i Europa over en 15-20 årig periode. Vi indsamlede energisk informationer fra alle medlemslande, og efter nogle måneder kunne vi identificere et behov på 60-65 skibe i denne kategori inden for 10-12 år. Man bliver helt varm om hjertet ved tanken om så omfattende byggeri af skrog, maskineri, våben, elektronik osv samt ved ideen om fælles vedligeholdelse, udveksling af reservedele. I det hele taget en fænomenal standardisering.
Det gik slet ikke. Igen var der tale om divergerende kravspecifikationer og en masse andet kævl. Det er svært at tro, at opgaverne kunne være så forskellige, som her blev gjort gældende.
Det var nok snarere atter det falske lod i vægtskålen, nationale industrier, der spillede os et puds.
Resultatet blev f.eks. at Danmark bygge 3 i Odense, Norge købte 4 i Spanien, tyskerne byggede selv, det samme gjorde England og alle de andre.
Man må håber, at et påtænkt EU forsvarssamarbejde ikke
bliver offer for falske lodder i vægtskålene.
Nogle rigtigt gode betragtninger, som artiklen, men især også Steen Ovesen kommer med.
Ingen tvivl om at nationale interesser betyder noget(meget) og at tingene ikke kan strømlines fuldstændigt, som man godt kunne ønske sig i EU-samarbejdet.
Men, og det synes jeg hører med, det er vel også naturligt at de mange lande som udgør EU, også taler på vegne af deres egne lande og tager nationale hensyn.
Det er vel også det som både er styrken og svagheden ved EU, at det udgøres af mange lande med mange forskellige hensyn at tage.
Et fælles forsvarssamarbejde i EU-regi kunne måske også skaleres ned til ikke at være så ambitiøst, som de projekter Steen Ovesen beskriver?
Steen Ovesen rammer helt plet med sin beskrivelse af en masse falske lodder i skålen, men dem kunne EU og medlemslandene måske også lære af og istedet for fokusere på at sørge for at EU eksempelvis har skibsværfter (og den medfølgende viden) som kan producere krigsskibe på et højt niveau, at man understøtter at der sker forskning og udvikling, at EU har en avanceret forsvarsindustri med videre.
Danmark er jo også et klasseeksempel (efter min mening) på et land, som har masser af penge og ressourcer, men som ikke vil vedkende sig et ordentligt forsvar, som kunne understøtte en forsvarsrelateret industri og samtidig skabe rigtig gode samarbejder med vores nærmeste allierede (rent afstandsmæssigt) Sverige og Tyskland, her tænker jeg på ubådsvåbnet og søværn umiddelbart. Og dette kunne jo sagtens ske i en EU ramme, med forskningsmidler fra en fælles EU- kasse.
Det vil styrke forskning og produktion i EU og også være med til at skabe en modvægt til afhængigheden af amerikanske og engelske forsvarsproducenter.
Så jeg mener helt klart vi bør styrke EU søjlen indenfor forsvar og at det også vil være en styrkelse af NATO.
Spørgsmålet er selvfølgelig om EU landene kan finde ud af at skabe noget, som er brugbart og ikke drukner i grandiose visioner og kortsigtede nationale interesser.
Men igen hvo intet vover, intet vinder.
Netop Steen Ovesens betragtninger/erfaringer er den store ubekendte, som INGEN af JA sidens fortalere vil adressere inden den kommende Folkeafstemning!
For uanset hvor mange positive ting der kan siges om EU’s Forsvarssamarbejde, så er det i sidste ende nationale interesser der afgør alt. Det gælder lige fra udviklingen af våbensystemer, til udsendelse af personel på missioner.
En anden væsentlig detalje som forties, er det barokke i at vi udvikler systemer som allerede findes på hylden andetsteds. Eksemplet med droner er et godt udtryk for dette.
Hvorfor bruge vanvittige summer på at udvikle en EU produceret drone, når der f.eks. findes en ganske glimrende Amerikansk på markedet? Ville det ikke være mere cost effective at købe den eksisterende drone, og så ofre nogle midler på at tilpasse den til vores behov/våbensystemer?
Men det kommer aldrig til at ske, fordi netop europæiske virksomheder i Frankrig, Italien, Tyskland og Spanien jo også skal “leve”… Og derfor smider man Europæiske skattekroner i gram for et godt ord.
EU er Eu’s største fjende! For nationale interesser vinder ALTID over sund fornuft og omgang med borgernes skattekroner.