spot_img

Er Grønland og Færøerne medlem af Nato?

DEBAT: På Grønland og Færøerne værdsætter man ikke den beskyttelse, USA i årtier har ydet rigsfællesskabet. Tværtimod er man fornærmet og modvillig, når der stilles krav den anden vej, skriver Dansk Folkepartis forsvarsordfører Søren Espersen, der i dette debatindlæg svinger krabasken over rigsfællesskabets nordligste medlemmer.

I overskriften spørger jeg, om Grønland og Færøerne er medlem af Nato. Og, jo tak, jeg kender godt svaret – for selvfølgelig er de det som følge af at være en del af Kongeriget Danmark.

Men når jeg alligevel – retorisk – stiller spørgsmålet er det fordi, man bestemt ikke kan mærke det. Og man kunne spørge: Hvad gør Grønland og Færøerne egentlig for Nato? Eller: Hvoraf kan man mærke grønlænderne og færingernes taknemlighed over i mere end 70 år at have været beskyttet af Nato uden at løfte en finger for det – endsige betale én øre for det?

Det triste svar er, at Grønland og Færøerne i Kongeriget ikke yder noget som helst til Nato-fællesskabet, idet man ovenikøbet bliver sur, tvær og fornærmet, hvis eksempelvis Danmark med opfordring fra Nato forsigtigt skulle spørge, om det ville være OK med Færøerne, hvis man på en af øerne opstillede en radar, som ville have umådelig betydning for overvågningen af Nordatlanten og forsvaret af bl.a. Færøerne. På samme måde som man i Grønland er af den sære opfattelse, at Nato skal være evigt taknemlig for, at man har lagt areal til Thulebasen – et område, som det grønlandske selvstyre ved Gud ikke kan finde nogen som helst anden anvendelse for …

Og skulle man som jeg være så uforskammet at foreslå, at grønlandske og færøske mænd naturligvis bør aftjene værnepligt til gavn for det samlede Kongeriges sikkerhed, lyder der en proteststorm fra Grønland og Færøerne. For det dér besværlige noget med at passe på Grønland og Færøerne – ja, det må Danmark og Nato tage sig af … Det glæder mig så i øvrigt, at enkelte nordatlantiske mænd og kvinder trodser magthaverne, viser mod og mandshjerte – og melder sig frivilligt til Forsvaret.

Grønlandske krav enestående i international sammenhæng

Egentlig en underlig foreteelse, det med værnepligten. Grundloven, som jo gælder for alle dele af rigsfællesskabet, pålægger nemlig enhver våbenfør mand at aftjene værnepligt. Således bliver enhver dansk mand med fast ophold i Danmark indkaldt til Forsvarets Dag det år, hvor han fylder 18 år. Mænd, der har bopæl i andre dele af Kongeriget – Grønland og Færøerne – skal til gengæld ikke aftjene værnepligt.

Men tilbage til det med Thulebasen, som USA af historiske årsager har tilladelse til at benytte. Her har grønlandske politikere – og nu med stadig stigende styrke – klaget over, at USA ikke betaler ”husleje” for basen i Thule samt for andre Nato-militære installationer på øen.

Når jeg har hørt kravene fremført, har jeg altid i mit stille sind dels undret mig, dels været stærkt forarget over, at grønlandske politikere i ramme alvor kan finde på økonomisk at ville straffe USA, fordi amerikanerne og Nato som sådan har været så elskværdig, siden 1940 og frem til i dag, uden at Grønland har betalt en øre, at gøre øen til en del af Nato – og dermed forsvaret Grønland mod såvel Nazi-Tyskland som Sovjet-kommunisterne – og i dag mod Rusland eller Kommunist-Kina.

Det grønlandske krav er enestående i forhold til de mange andre lande, hvor USA har etableret militærbaser og stationeret tropper. Og ingen andre steder har der på noget tidspunkt været stillet krav om ”husleje”. For tiden er der eksempelvis omkring 170.000 amerikanske soldater stationeret udenfor USA’s grænser. I Tyskland alene har USA 35.000 soldater fordelt på 21 baser i byer som Kaiserlautern, Heidelberg, Trier, Ansbach, Bamberg, Darmstadt og Garmich Partenkirchen – og i ingen af de 21 base-byer, har der været udtrykt krav om ”husleje”.

Tværtimod er der i adskillige af byerne en stor glæde over amerikanernes tilstedeværelse. Dels fordi man under Den Kolde Krig og i dag er tryg ved, at USA og Nato passer på dem, dels som følge af de leverancer til baserne, som forskellige tyske firmaer har betydelig gavn af.

Grønlændere sure over manglende betaling

I Japan er der 53.000 amerikanske soldater stationeret, i Sydkorea 25.000 og i Italien 12.000. Der er yderligere cirka 50 lande, som med større eller mindre kontingenter nyder godt af USA’s tilstedeværelse. Det seneste er, at amerikanske tropper – sammen med britiske tropper – har sat kursen mod det nordlige Norge til stor begejstring i Norge og uden krav om ”husleje”. Hver gang, USA rumsterer med tanker om at trække soldaterne tilbage fra de mange baser rundt om i verden, lyder der protester fra hjembyerne i de enkelte lande. Ja, flere base-byer har haft delegationer i USA, hvor man nærmest har tigget om, at USA ikke opgiver lige nøjagtig ”vores base”.

Alt sammen lige modsat på Grønland. På øen er man sur over, at amerikanerne ikke punger ud og betaler husleje for reelt kun én base. På øen er man åbenbart ligeglad med den militære beskyttelse og den hjælp, som amerikanerne i årtier har hjulpet Danmarks forsvar med at udføre, mens man i stedet fejrer sin nyvundne frihed til at flirte med Kommunist-Kina.

Det er ikke alene på forsvarsområdet, at grønlandske politikere generelt har den indstilling, at “det må andre tage sig af”. Efter mange års omgang og utallige forhandlinger med grønlandske politikere i såvel Folketinget, Selvstyrekommissionen, udvalgsmøder og privat har det slået mig, at vi danske politikere vist nok aldrig én eneste gang fra grønlandsk side har fået spørgsmålet: »Og hvad kan vi grønlændere så gøre for Danmark og for rigsfællesskabet?«

Ja, faktisk tror jeg, at det ville være utænkeligt, at et sådant spørgsmål overhovedet ville kunne formuleres af en grønlandsk politiker. Derimod handler det fra grønlandsk side alene om, hvad Danmark kan gøre for Grønland og for rigsfællesskabet: Hvornår får vi bedre sø-overvågning? Hvornår får vi nye fængsler? Hvornår investeres der i mere i udforskning af havbunden? Hvornår får vi erstatninger for dette og hint? Hvornår, hvornår, hvornår…? Og gerne med tilføjelsen: »Det er utilstedeligt, at Danmark ikke kommer i gang.«

Udtryk for politisk ligegyldighed

Og igen er der normalt ingen reaktion fra danske politikere, som bare lader stå til. Færøernes tidligere lagmand Kaj-Leo Johannesen fortalte engang, at danske ministre, når samtalen kommer på rigsfællesskabets udvikling, har det med, nærmest besværgende, at sige til færingerne: »Åhr, dét må I selv finde ud af…«

Underforstået: Danske politikere har ingen holdning selv. Det er alt sammen noget, grønlændere og færinger må finde ud af. Det, I finder frem til, går vi ind for! Det bestemmer I i Torshavn og Godthåb. Vil I have selvstændighed, så får I det! Vil I vente med selvstændigheden, så er det da også OK!

Og sådan er det på Christiansborg. Det kan lyde storsindet, men i virkeligheden udtrykkes der jo total ligegyldighed, når danske ministre og andre politikere sådan. Nej, vi har sandelig da ikke nogen mening om jeres uafhængighed! Det var jo vore grumme forfædre, som uden indbydelse kom sejlende derop og påtvang jer kristendommen med alt, hvad deraf fulgte. Så vi må da hellere gøre den nødvendige afbigt. Så alt, hvad I herefter finder på, går vi fremover ind for.

Nej, det er ikke storsind. Det er ligegyldighed.

Søren Espersen er såvel udenrigs- som forsvarsordfører i Dansk Folkeparti og kommitteret for Hjemmeværnet. Foto: Philip Davali/Scanpix

Andre læste også

»Den sikkerhedspolitiske situation og ændringer i vores opgavefokus udfordrer os«

Abonnement
Chefen for Flyverkommandoen erkender i et skriftligt svar til OLFI, at de unge piloter er pressede. Han lover, at man fra flyveledelsens side er i gang med at adressere udfordringerne, men han vil ikke stille op til interview og svare på spørgsmål. Nej. Generalmajor Jan Dam ønsker som chef for...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

15 KOMMENTARER

guest
15 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Rasmus
Læser
Rasmus
4. april 2021 15:11

Jeg forstår godt Grønland og Færøernes indstilling, da vi giver dem både i pose og i sæk, så hvorfor nøjes med mindre? Hvis Folketinget virkelig ville rydde op, så måtte man enten stille krav til Grønland og Færøerne eller gå ind for en exit fra Rigsfællesskabet også tage de nødvendige folkeafstemninger om hvad befolkningerne vil i de tre lande med det. Set fra min stol, så kan Grønland og Færøerne ikke få en bedre løsning end den de har nu, så hvorfor skulle de ønske ændringer. Danmark lever med det for, at få større udenrigspolitisk indflydelse også statsministeren og udenrigsministeren kan sole sig i mere international prestige. Hvis Danmark stillede hårde modkrav, så kunne det jo blive for meget for landenes selvforståelse Danmark inklusiv. Så hvorfor skulle folketinget åbne ballet for en drøftelse af noget så sprængfarligt? Det er da at indbyde til problemer, hvilket jeg sjældent ser nogen partier gøre frivilligt, så er det bedre at fortsætte status quo og dialog på de interne linjer evt. med en kontingency plan, også vil det kun være af absolut presserende nødvendighed, at vi vil se en seriøs drøftelse af Rigsfællesskabet poppe op i folketinget i fremtiden.

Páll Poulsen
Læser
Páll Poulsen
5. april 2021 11:12
Svar  Rasmus

Dommen í Haag frá 1933 siger helt klart at Færøerne og Grønland er en del af det gamle norske rige. Så det er en omgang vrøvl Espersen kommer med.

Poul Bjørndal
Læser
Poul Bjørndal
26. april 2023 12:40

Fed Læsning

Palle Randløv
Læser
Palle Randløv
3. april 2021 0:40

Hva’ Søren, har de lukket hr. Espersens Facebook konto, det plejer da ellers at være der han kommer med sine opråb….

Jeppe Plenge Trautner
Læser
Jeppe Plenge Trautner
3. april 2021 7:29

Kære Palle Randløv,
Dine (mod-)argumenter mangler substans. Kom med relevant støtte til eller indvendinger imod Espersens argumentation og vurderinger. Emnet er vigtigt. Ved du noget så bidrag.

Palle Randløv
Læser
Palle Randløv
5. april 2021 0:01

Men min bemærkning var afledt af hr Espersens sædvanlige opråb på FB, som jeg nødvendigvis ikke er uenige i, men det undrede mig lidt at hr Espersen denne gang gik på OLFI.
Jeg vil gerne give dig et uddybende svar Jeppe, men så skal det være “off-line” jeg ved bare ikke hvordan?

Palle Randløv
Læser
Palle Randløv
5. april 2021 23:06

Jeppe Trautner, min kommentar manglede en linie, den er dog ligegyldig nu.
Hr. Espersen ved ganske udemærket at en del af de ting Færøerne har stillet / stiller til rådighed for NATO, USA og Danmark ikke er til offentlig debat, det gør jeg også men jeg har tavshedspligt.

Jeg skal gerne uddybe min bemærkning men så bliver det direkte til dig, jeg ved bare ikke hvordan.

Rasmus
Læser
Rasmus
6. april 2021 8:07

Det er korrekt, og der er stor forskel på Grønlands og Færøernes udgangspunkt, men det ændrer jo ikke på, at Espersen godt kan have nogle pointer som gælder begge lande fx i forhold til værnepligten, som man med rette kunne kræve aftjent efter samme præmisser som i Danmark uden særlig mulighed for fritagelse.

Palle Randløv
Læser
Palle Randløv
6. april 2021 16:46
Svar  Rasmus

Det giver jeg dig helt ret i. Færingerne som helhed ikke har noget imod at aftjene værnepligt, der er bare ikke rigtigt nogle
steder på Færøerne de kan gøre tjeneste som før i tiden (Færøernes Kommando, Inspektionskutter og flyvestationen). På kutteren (Maagen) har jeg haft fornøjelsen at sejle med et par færøske besætningsmedlemmer og haft en færøsk chef.
På grønland var det sædvanligvis kun på de 3 kuttere man kunne aftjene værnepligt og på Færøerne og især på Grønland var det et stort plus af have folk med lokalkendskab i besætningen både rent sejladsmæssigt men også når der var småproblemer.
Jeg kan heller ikke se hvorfor der ikke skulle være en generel værnepligt for Færøerne og Grønland på lige fod med danske unge M/K, men jeg tror ikke det ligger lige for døren.

Jakob Gundel
Læser
Jakob Gundel
22. august 2022 22:23

Radarstation i Grønland
Er de rigtigt at denmark får 13- milliarder fra USA
og vi får 3- milliarder fra denmark

Jósvein Jacobsen
Læser
Jósvein Jacobsen
23. februar 2022 12:55

Hvorfor vil Damark ikke af med Færøerne?

Tove Askham
Læser
Tove Askham
5. april 2021 19:30
Jeppe Plenge Trautner
Læser
Jeppe Plenge Trautner
6. april 2021 19:26

Jeg er med på hvad du mener, men det er forenklet: Det sydlige danske landområde er bestemt ikke ligegyldigt, stræder og bælter, Bornholm, havne og flyvestationer er ganske vigtige i forhold til at NATO kan beskytte de baltiske lande. Tanken med NATO er at vi skal hjælpe hinanden med at passe på hinanden, og den danske indsats er central for balternes fortsatte frihed.

Poppe
Læser
Poppe
5. april 2021 14:06

Ikkje noe hadde gledet mej mere end om vi slapp danskene for godt. Selvstendighet ja takk

En gammel kriger
Læser
En gammel kriger
5. april 2021 16:58
Svar  Poppe

Jamen i skal være så velkommen, for min skyld..

Dog skal mit råd være, at i nok skal til at begynde på Kinesisk på næste aftenskole hold.
Men inden du helt forsvinder, så forklar mig, hvordan i vil klare rets-politi og hospitalsvæsen alene. Det ville være spænende, at høre om.

Ni Hao