DEBAT: På Grønland og Færøerne værdsætter man ikke den beskyttelse, USA i årtier har ydet rigsfællesskabet. Tværtimod er man fornærmet og modvillig, når der stilles krav den anden vej, skriver Dansk Folkepartis forsvarsordfører Søren Espersen, der i dette debatindlæg svinger krabasken over rigsfællesskabets nordligste medlemmer.

I overskriften spørger jeg, om Grønland og Færøerne er medlem af Nato. Og, jo tak, jeg kender godt svaret – for selvfølgelig er de det som følge af at være en del af Kongeriget Danmark.

Men når jeg alligevel – retorisk – stiller spørgsmålet er det fordi, man bestemt ikke kan mærke det. Og man kunne spørge: Hvad gør Grønland og Færøerne egentlig for Nato? Eller: Hvoraf kan man mærke grønlænderne og færingernes taknemlighed over i mere end 70 år at have været beskyttet af Nato uden at løfte en finger for det – endsige betale én øre for det?

Det triste svar er, at Grønland og Færøerne i Kongeriget ikke yder noget som helst til Nato-fællesskabet, idet man ovenikøbet bliver sur, tvær og fornærmet, hvis eksempelvis Danmark med opfordring fra Nato forsigtigt skulle spørge, om det ville være OK med Færøerne, hvis man på en af øerne opstillede en radar, som ville have umådelig betydning for overvågningen af Nordatlanten og forsvaret af bl.a. Færøerne. På samme måde som man i Grønland er af den sære opfattelse, at Nato skal være evigt taknemlig for, at man har lagt areal til Thulebasen – et område, som det grønlandske selvstyre ved Gud ikke kan finde nogen som helst anden anvendelse for …

Og skulle man som jeg være så uforskammet at foreslå, at grønlandske og færøske mænd naturligvis bør aftjene værnepligt til gavn for det samlede Kongeriges sikkerhed, lyder der en proteststorm fra Grønland og Færøerne. For det dér besværlige noget med at passe på Grønland og Færøerne – ja, det må Danmark og Nato tage sig af … Det glæder mig så i øvrigt, at enkelte nordatlantiske mænd og kvinder trodser magthaverne, viser mod og mandshjerte – og melder sig frivilligt til Forsvaret.

Grønlandske krav enestående i international sammenhæng

Egentlig en underlig foreteelse, det med værnepligten. Grundloven, som jo gælder for alle dele af rigsfællesskabet, pålægger nemlig enhver våbenfør mand at aftjene værnepligt. Således bliver enhver dansk mand med fast ophold i Danmark indkaldt til Forsvarets Dag det år, hvor han fylder 18 år. Mænd, der har bopæl i andre dele af Kongeriget – Grønland og Færøerne – skal til gengæld ikke aftjene værnepligt.

Men tilbage til det med Thulebasen, som USA af historiske årsager har tilladelse til at benytte. Her har grønlandske politikere – og nu med stadig stigende styrke – klaget over, at USA ikke betaler ”husleje” for basen i Thule samt for andre Nato-militære installationer på øen.

Når jeg har hørt kravene fremført, har jeg altid i mit stille sind dels undret mig, dels været stærkt forarget over, at grønlandske politikere i ramme alvor kan finde på økonomisk at ville straffe USA, fordi amerikanerne og Nato som sådan har været så elskværdig, siden 1940 og frem til i dag, uden at Grønland har betalt en øre, at gøre øen til en del af Nato – og dermed forsvaret Grønland mod såvel Nazi-Tyskland som Sovjet-kommunisterne – og i dag mod Rusland eller Kommunist-Kina.

Det grønlandske krav er enestående i forhold til de mange andre lande, hvor USA har etableret militærbaser og stationeret tropper. Og ingen andre steder har der på noget tidspunkt været stillet krav om ”husleje”. For tiden er der eksempelvis omkring 170.000 amerikanske soldater stationeret udenfor USA’s grænser. I Tyskland alene har USA 35.000 soldater fordelt på 21 baser i byer som Kaiserlautern, Heidelberg, Trier, Ansbach, Bamberg, Darmstadt og Garmich Partenkirchen – og i ingen af de 21 base-byer, har der været udtrykt krav om ”husleje”.

Tværtimod er der i adskillige af byerne en stor glæde over amerikanernes tilstedeværelse. Dels fordi man under Den Kolde Krig og i dag er tryg ved, at USA og Nato passer på dem, dels som følge af de leverancer til baserne, som forskellige tyske firmaer har betydelig gavn af.

Grønlændere sure over manglende betaling

I Japan er der 53.000 amerikanske soldater stationeret, i Sydkorea 25.000 og i Italien 12.000. Der er yderligere cirka 50 lande, som med større eller mindre kontingenter nyder godt af USA’s tilstedeværelse. Det seneste er, at amerikanske tropper – sammen med britiske tropper – har sat kursen mod det nordlige Norge til stor begejstring i Norge og uden krav om ”husleje”. Hver gang, USA rumsterer med tanker om at trække soldaterne tilbage fra de mange baser rundt om i verden, lyder der protester fra hjembyerne i de enkelte lande. Ja, flere base-byer har haft delegationer i USA, hvor man nærmest har tigget om, at USA ikke opgiver lige nøjagtig ”vores base”.

Alt sammen lige modsat på Grønland. På øen er man sur over, at amerikanerne ikke punger ud og betaler husleje for reelt kun én base. På øen er man åbenbart ligeglad med den militære beskyttelse og den hjælp, som amerikanerne i årtier har hjulpet Danmarks forsvar med at udføre, mens man i stedet fejrer sin nyvundne frihed til at flirte med Kommunist-Kina.

Det er ikke alene på forsvarsområdet, at grønlandske politikere generelt har den indstilling, at “det må andre tage sig af”. Efter mange års omgang og utallige forhandlinger med grønlandske politikere i såvel Folketinget, Selvstyrekommissionen, udvalgsmøder og privat har det slået mig, at vi danske politikere vist nok aldrig én eneste gang fra grønlandsk side har fået spørgsmålet: »Og hvad kan vi grønlændere så gøre for Danmark og for rigsfællesskabet?«

Ja, faktisk tror jeg, at det ville være utænkeligt, at et sådant spørgsmål overhovedet ville kunne formuleres af en grønlandsk politiker. Derimod handler det fra grønlandsk side alene om, hvad Danmark kan gøre for Grønland og for rigsfællesskabet: Hvornår får vi bedre sø-overvågning? Hvornår får vi nye fængsler? Hvornår investeres der i mere i udforskning af havbunden? Hvornår får vi erstatninger for dette og hint? Hvornår, hvornår, hvornår…? Og gerne med tilføjelsen: »Det er utilstedeligt, at Danmark ikke kommer i gang.«

Udtryk for politisk ligegyldighed

Og igen er der normalt ingen reaktion fra danske politikere, som bare lader stå til. Færøernes tidligere lagmand Kaj-Leo Johannesen fortalte engang, at danske ministre, når samtalen kommer på rigsfællesskabets udvikling, har det med, nærmest besværgende, at sige til færingerne: »Åhr, dét må I selv finde ud af…«

Underforstået: Danske politikere har ingen holdning selv. Det er alt sammen noget, grønlændere og færinger må finde ud af. Det, I finder frem til, går vi ind for! Det bestemmer I i Torshavn og Godthåb. Vil I have selvstændighed, så får I det! Vil I vente med selvstændigheden, så er det da også OK!

Og sådan er det på Christiansborg. Det kan lyde storsindet, men i virkeligheden udtrykkes der jo total ligegyldighed, når danske ministre og andre politikere sådan. Nej, vi har sandelig da ikke nogen mening om jeres uafhængighed! Det var jo vore grumme forfædre, som uden indbydelse kom sejlende derop og påtvang jer kristendommen med alt, hvad deraf fulgte. Så vi må da hellere gøre den nødvendige afbigt. Så alt, hvad I herefter finder på, går vi fremover ind for.

Nej, det er ikke storsind. Det er ligegyldighed.